Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som det fremgår af tidligere afsnit i denne artikel, blev menneskeheden under den afblændede kristendom ført frem til store trængsler, der ganske kort kan udtrykkes som "alles krig imod alle". Menneskeheden indenfor de såkaldte "kristne stater" blev, som ligeledes tidligere nævnt, de mest geniale krigsfolk i verden. Aldrig nogen sinde har der i hele den jordiske menneskeheds historie eksisteret et folk udrustede med saa geniale evner, apparater og maskiner, ved hvilke man kan mangfoldiggøre overtrædelsen af kristendommens og livets allerhøjeste bud: "Du skal ikke ihjelslaa". Hvad betyder de tidligere eksisterende kulturfolks krigsevner, krigsapparater og krigsførelse i forhold til nutidens moderne krigsførelse? Har vi ikke indenfor den første halvdel af det tyvende århundrede allerede oplevet eller erfaret to kulminationer af selve helvedes dødsflammer, den ene værre end den anden? Ikke desto mindre forberedes en tredie kulmination af menneskenes myrderier af mennesker, der tegner til at blive endnu værre og således uden noget sidestykke eller tilsvarende fortilfælde. Dette sker på trods af de allerede tidligere oplevede helvedesudløsninger, som efterlod verdensbyer lagt i ruinhobe, millioner af mennesker bragt til invaliditet og kilometervide soldaterkirkegårde, der i dag står som et "mene, mene, tekel, ufarsin" over menneskehedens moderne verdenskultur.

Menneskenes krigerske væremåde har ikke sin rod i den virkelige kristendom, således som den manifesteredes af verdensgenløseren. At menneskene på grund af deres endnu overvejende dyriske område i deres mentalitet ikke kunne modtage det rene livslys i hele dets klare strålevæld, men måtte sætte "farvede briller" for og hist og her søge ind i skyggen, er egentlig kun, hvad de også undertiden må gøre overfor det rent fysiske Solskin, når det i al sin vælde fremtræder blændende på en sommerdag. Kommer man ud fra et mørkt lokale, tåler man således ikke øjeblikkelig sommerdagens blændende lys, men søger helst ind i skyggen. Der er erfaringer nok for, hvorledes huden kan blive skoldet og opløst i blærer til stor smerte og lidelse for dens ophav. Det samme princip gælder i alle livets forhold. Kristendommen i verdensgenløserens tankeverden og væremåde var alt for blændende til at menneskene, der i stor udstrækning endnu betjente sig af de dyriske livsprincipper og således i tilsvarende grad levede i hedenskabets natsorte mørke, øjeblikkelig kunne være modtagelige for dette lys i hele dets vældige udstråling. De måtte danne sig skygge- og dækningsområder, ved hvilke de kun fik lyset i en så afblændet form, at de ikke blev "skoldet". En væremåde er som regel en tusindårig vanetilstand. Den har affødt særlige evner og anlæg i væsenerne. Disse anlæg lader sig ikke i lyntempo eller ved en øjeblikkelig villiesakt ændre til fordel for en hel ny væremåde. En ny væremåde kan kun befordres ved dertil egnede særlige evner og anlæg. Men evner og anlæg kan kun opstå ved tilvænning. Er det ikke således, at øvelse gør mester? Er det ikke ved utrættelige, permanente øvelser, at man bliver geni? - Tror man, at artister er blevet til de geniale kunstnere, de som regel er hver i sin slags, uden ved træning eller øvelse. At blive til et kristusvæsen i væremåde, hvilket vil sige, at blive til et moralsk geni eller et geni i human tankegang og væremåde er absolut ikke lettere at opnå end dette, at blive geni eller virtuos i musik, i maler- og billedhuggerkunst, i kunsten at forske og tilegne sig viden etc. Her får væsenerne ikke noget foræret. Hvis det tilsyneladende kommer meget let til et genialt stadium i dets nuværende liv, skyldes det en træning og øvelse i samme felt, det har foretaget i tidligere liv eller tilværelser. At det derved nu får lettere ved at tilegne sig det pågældende høje stadium i vedkommende felt, end væsener, der ikke har denne forudgående træning fra tidligere liv, men først har begyndt træningen i det nuværende liv, er således en selvfølge.

Kristendommen er også en manifestationsmåde, der først er fuldkommen, når den er blevet til genialitet i væsenets bevidsthed og væremåde. Den er intet mindre end den største kunstart, der eksisterer, idet den er selve livskunsten. Dette at leve, er i allerhøjeste grad en kunst. Den kan praktiseres som en meget dårlig og primitiv kunst, og den kan praktiseres som en genialitet, der er en strålende, livgivende og livslystbefordrende tilværelsesform, der udgør et i sand lykke, sundhed og velvære kulminerende forhold til de levende væsener, til naturen, forsynet eller guddommen. Hedenskabet, hvilket vil sige, den endnu i visse situationer morderiske eller dræbende natur i menneskets livsindstilling, kan således ikke øjeblikkelig fjernes, selvom der også iblandt menneskene engang har levet et færdigt eller fuldkomment menneske. Selvom hedenskabet til en vis grad blev påvirket af verdensgenløserens mentalitet og væremåde, blev det alligevel i overvejende grad eller i store områder ved med at være hedenskab i renkultur. Det er i kraft af dette hedenskab, at man forsvarer vrede imod næsten med den camouflage, at den er "hellig". Indignation eller harme imod næsten blev ligeledes caumoufleret med begrebet "retfærdig". I hans navn, der udtalte, at man skal tilgive og atter tilgive, og ligeledes at man skal elske sine fjender og gøre dem godt, som hader en, velsigne dem som forbander en etc., forsvarede man sin egen ukærlighed eller manglende evne til at bekæmpe sin vrede, bitterhed og bagtalelseslyst. Der var således ikke særlige tendenser til at efterligne verdensgenløserens væremåde, der i selve korsfæstelsessituationen ikke udviste nogen som helst form for "hellig vrede" eller "retfærdig harme" overfor sine bødler. Her var der kun en inderlig medlidenhed at spore i hans væsen overfor disse væsener, som kom til udløsning i det altoplysende kærlighedsudbrud: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".