Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Dette spørgsmål har den græske forfatter N. Kazantzakis behandlet i en roman, der på originalsproget hedder som ovenfor anført. På dansk kaldes bogen "Den evige vandring opad".

Forfatteren var under første verdenskrig minister i Grækenland, senere hjalp han Fritjof Nansen under dennes arbejde for at føre græske flygtninge hjem fra Tyrkiet. Han har været på tale som kandidat til Nobelprisen i litteratur.

I denne bog lader forfatteren os se ind i en lille græsk landsby i tyrkisk Lilleasien omkring året 1922.

Dramaet begynder med, at byrådet 3die påskedag udtager de jævne mennesker, der skal spille hovedrollerne i det passionsskuespil, som byen skal opføre næste år ved påskefesten. Præsten pålægger højtidelig de pågældende, at de nu skal aflægge deres småsynder og helt glemme deres eget for den store opgave, der er dem pålagt.

Samme aften kommer en flok hjemløse udsultne flygtninge til byen. De er også grækere, men har kæmpet mod tyrkerne og har måttet forlade deres by.

I tiden fra påske til jul følger vi nu en lang række menneskeskæbner, dels byens ledere, der med præsten i spidsen ønsker at fordrive flygtningene fra den uopdyrkede bjergskråning og de klippehuler, hvor de har slået sig ned, dels flygtninges leder, der også er præst, og dels de jævne mennesker, der skulle spille hovedrollerne i passionsskuespillet.

Disse glemmer helt at forberede sig til deres roller, men fordi de tager dem alvorlig, kommer de til at leve dem i forholdet mellem de to kæmpende parter.

Hyrden, som skal udføre Kristusrollen, tillader sig at foreslå landsbyens folk, at de skal betale tiende til flygtningene, til disse får deres jord opdyrket, herremandens søn, der skal være en af apostlene, forærer efter faderens død sin ejendom til flygtningene, men han erklæres for umyndig, og efter at præsten har lyst forbandelsen over hyrden, og der er foregået kampe mellem de to parter, "ofres" hyrden i kirken juleaften. Han får skylden for alt det onde, der er sket, og han tager den på sig for at skåne de andre, men flygtningene må drage videre på deres evige vandring og søgen efter barmhjertighed.

Gennem skildringen af denne landsby og dens beboere lærer vi at forstå, at sådan må det gå, hvor mennesker nok er kristne til søndagsbrug, men det vises – måske lidt forstærket – hvordan de forskellige alligevel dyrker hver sine guder: penge, jord, magten og bugen, og hvorledes de fattige er de første til at vise hjælpsomhed. Byens skøge, der skal spille Marie Magdalenes rolle, er den første, som giver de fattige en gave.

Denne roman, som foregår langt herfra, er dog så almenneskelig, at vi nikker genkendende til mange træk deri, selv om der også er forhold skildrede, som er os fremmede. Men dens hovedproblem er aktuelt mange, mange steder i dag. Vi kan tænke på vore landsmænds forhold til flygtninge i Sydslesvig og det samme mange andre steder i verden, og hvem ved, hvilken skæbne fremtiden gemmer til os: Vil også vi få flygtningene til vor dør, eller vil vi selv opleve flygtningenes triste lod?

Forfatteren har holdt et spejl op for os, det er bare ikke så morsomt, som når Holberg fik os til at le af menneskelige skrøbeligheder, men dybt alvorligt, for vi lever jo i en verden, hvor den ene part har det som de rige bønder i landsbyen, medens en stor del må leve i stadig kamp mod sult og død.

Kan vi sige os fri for at dyrke de samme afguder? Den moderne teknik har jo givet os uendelig meget at stræbe efter: radio, fjernsyn, bil, rejser og alt andet, som i dag kan fås for penge, foruden det gamle stræb efter magt og ære.

Samtidig lever vi en verden, hvor alt er kapitaliseret, så at såvel krig som fremskridt bliver til stadig større og større gældposter, der tvinger de enkelte og nationerne til at udbytte hinanden og forhindrer et fredeligt samarbejde over alle grænser.

Skal man da som hyrden i bogen sætte livet til for at opleve Kristus? Eller skal man som den anden give al sin ejendom bort?

De fleste anmeldere kalder romanen, eller måske især disse hovedpersoner, for urealistiske. Mon forfatteren deler deres mening?

Hele romanen giver et så realistisk og virkelighedstro indtryk, så jeg ikke kan tro andet, end at forfatteren også mener, at dette er prisen for at kunne opleve Kristus, som det her er skildret, i en så ufuldkommen verden som denne.

De fleste mennesker vil som læreren i romanen i hjertet føle, hvad der er det rigtige, men ikke have mod til at følge det, det er ikke tilfældigt, at det netop er ham, der under sit forsøg på at mægle mellem de stridende parter, bliver slået ned og knuses mellem dem.

Men man synes jo, at der for jævne og almindelige mennesker skulle kunne gives en vej midt imellem, hvor mennesker forsøger at tjene hinanden i stedet for at udnytte hinanden, det bliver dog så let til, at vi blot ofrer lidt af vor overflod, og så står vi som farisæeren, der praler af, at han giver tiende o. s. v.

"Lad ikke den højre hånd vide, hvad den venstre gør!" blev der sagt. D. v. s. at den, der giver for at give, ikke giver på rette måde, først den dag et menneske hjælper et andet helt uden at tænke på, hvad han gør, har han nået den indstilling, som Kristus karakteriserer med ovennævnte ord. Når et menneske kan glemme sig selv for en opgave i sine medmenneskers tjeneste eller for et andet menneske, er det på vej ind i Guds rige. Det skildrer "Den evige vandring opad" levende og inspireret, og interesserede i åndsvidenskab vil sikkert kunne have megen glæde af at læse den.