Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Fortsat fra sidste nr.

 

Efter konfirmationen kom jeg i lære på en maskinfabrik. Lærlinge-årene gik med arbejde om dagen, aftenskole, og den resterende knappe fritid var viet interessen for "det smukke køn", for hvilket interessen nu var blevet temmelig intens.

Som nyudlært svend kom jeg til Holbæk. Her læste jeg en dag en lille bog om suggestion og hypnose. Denne lille bog gjorde et betydeligt indtryk på mig, men det tabte sig imidlertid hurtigt igen. Forholdsvis få måneder efter kom jeg ved et foreningsmøde til at overvære en såkaldt hypnotisk seance, hvor der blev vist praktiske prøver på de her henhørende fænomener og foreteelser. Herved blev min interesse for disse problemer igen vakt kraftig til live, hvilket bevirkede, at jeg nu gav mig til at eftersøge litteratur og oplysninger om sådanne emner. Efter at have læst en hel del begyndte jeg at forsøge mig i praksis, og efterhånden blev jeg faktisk en ret habil hypnotisør. Med jævnaldrende gjorde jeg mange forsøg med forbløffende resultater. Jeg lærte herigennem ved direkte erfaring, at der bag legemet og bevidsthedens rent ydre facade findes en indre faktor, som har et enestående herredømme over legemet og dets funktioner. Forholdsvis hurtigt blev jeg dog klar over, at hypnose er en farlig ting at benytte i tide og utide, bl. a. fordi man let kommer til at forårsage en vis personlighedsspaltning hos forsøgspersonen, ligesom det let gør den pågældende uselvstændig på forskellig for vedkommende ikke særlig heldig måde.

Til trods for, at jeg faktisk lærte meget af disse forsøg, som jo også kan have positive og gode sider, opgav jeg dem dog ret hurtigt af ovenanførte grunde.

Min søgen efter litteratur om føromtalte emner bragte mig også i forbindelse med bøger om psykisk forskning, okkulte og spiritistiske emner. Gennem disse bøger åbnede der sig en ny og spændende verden for mig, som jeg måtte lære fuldtud at kende og om mulig erobre.

Da jeg i 1915 kom til København, gik jeg straks hen og indmeldte mig i Selskabet for psykisk forskning. Jeg husker endnu, at jeg ved indmeldelsen blev spurgt, om jeg var mediciner. Jeg må jo den gang have set ud til noget sådant, og jeg husker, det smigrede mig.

Af Selskabet for psykisk forskning lånte jeg i det følgende år en række interessante bøger, men bortset fra det blev dette medlemskab mig ellers en skuffelse, og jeg udmeldte mig derfor ret snart igen.

Læsningen af førnævnte bøger havde bl. a. til følge, at jeg nu begyndte at opsøge spiritistiske cirkler og forskellige sammenslutninger af mere eller mindre såkaldt okkult art.

Jeg tror nok, at jeg så og erfarede det meste af, hvad der i disse år var at se sådanne steder. Næsten lige fra begyndelsen fandt jeg, at det meste "spiritisme" var af temmelig vulgær og naiv art. Jeg fandt faktisk, at der forekom meget bevidst bedrageri og endnu mere ubevidst bedrageri og selvbedrag. Jeg har dog også set og hørt en del, som jeg måtte vurdere som værende ægte skønt uden større reel værdi. Jeg var faktisk nået til at ville vende interessen for den slags ting ryggen, da jeg "ved et tilfælde" kom i forbindelse med en teosof, som åbnede mine øjne for, at der her var noget af større værdi.

Jeg læste først et par teosofiske bøger, som i høj grad øgede min interesse. Jeg indmeldte mig derefter i en teosofisk loge og gik ivrigt i gang med studiet af den teosofiske litteratur.

Læsningen af teosofisk orienterede bøger førte ganske naturligt til interesse for buddhisme, indisk yoga og indisk religion, bl. a. læste jeg med stor interesse og beundring en bog som Bhagavadgita, der står for mig, som en af skønneste perler hinduismen har beriget menneskeheden med. – Jeg har altså ikke i første omgang læst Bhagavadgita i lyset af Martinus' åndsvidenskab, men tværtimod sat mig ind i åndsvidenskaben i lyset af Bhagavadgita, hvilket afgjort heller ikke er nogen negativ fremgangsmåde.

Selv om jeg kun blev stående i Teosofisk Samfund en kort årrække, må jeg tilstå, at teosofien og alt, hvad den førte med sig, kom til at udgøre et af de betydningsfuldeste og mest skelsættende kapitler i mit livs historie.

Det teosofiske samfund blev stiftet 1875 af madame H. P. Blavatsky og oberst Olcot.

Teosofiens grundlæggende værk, der bærer titlen "The Secret Doctrine", skyldes hende, og det samme er tilfældet med teosofiens ideindhold, der dog nærmest må siges at være buddhisme tilsat islæt fra hinduisme og kristendommen og til en vis grad tillempet efter vesterlandsk tænkemåde. The Secret Doctrine er en bog af omfang mindst som de fire første bind af Livets Bog tilsammen. Bogens indhold er temmelig kalejdoskopisk og savner ganske den dagklare logik, som man møder overalt i Livets Bog. Jeg vil tillade mig at karakterisere bogen som hvilende på det man kalder "kvindelogik". Den indeholder en masse fragmentarisk "viden" eller postulater sammenblandet uden nogen klar plan, hvorfor bogen er meget vanskelig tilegnelig. Den omstændighed, at teosofiens grundlæggende værk er så uklar og derfor flertydig, er muligvis årsag til, at den teosofiske tankebygning, selv om den rummer stor skønhed, ikke udgør en klar, logisk og afsluttet tankerække, som vi finder f. eks. i Livets Bog.

Sammenligner vi Martinus åndsvidenskab med en skyskraber, hvor der er taget alle påkrævede hensyn, for at den kan opfylde det formål, der er dens hensigt, så vil jeg sammenligne den teosofiske tankebygning med f. eks. et maharajapalads med skønne – men ikke særlig logisk påkrævede tårne, kupler, spir og udbygninger.

Den moderne teosofis grundlægger har – som det også her fra dette sted tidligere har været påpeget – haft betydelige vanskeligheder ved at finde hensigtsmæssige udtryk og benævnelser for de omhandlede begreber og realiteter. Man har derfor i stor udstrækning betjent sig af foreliggende orientalske benævnelser. Efter stifterens død har den efterfølgende leder: Annie Besant forsøgt i en vis udstrækning at indføre andre benævnelser – og i ikke helt ringe grad ændret de oprindelige anskuelser.

Jeg ønsker naturligvis ikke her at give indgående beskrivelse af den teosofiske verdensopfattelse, men jeg vil gerne påpege, at den omfatter en lære om flere tilværelsesplaner, men ikke om et fortsat kredsløb i direkte forstand, således som vi kender det fra Martinus' åndsvidenskab. Teosofien taler om det fysiske plan og derefter om "astralplanet", som nærmest svarer til den illusoriske sfære, man indtræder i straks efter døden. – Over dette plan findes en livszone – kaldet "mentalplanet", som ifølge teosofien må betragtes som menneskets egentlige hjemstedszone. Det læres, at når man efter døden har passeret astralplanet, hvor opholdet kan være langt eller forholdsvis kort alt efter den moralske vandel, man har ført i det forudgående jordliv, så overgår man til mentalplanet, inden for hvilket man sukcessivt kan stige til højere og højere sfærer, og hvor man i tilsvarende grad kommer til at opleve en stigende grad af salighedsfølelse. Når man er nået til så høj en sfære, som man i kraft af sit udviklingstrin kan leve i, har man nået den tilstand og tilværelsesfylde, som kaldes devakan (englelivet eller engletilstanden). Opholdet i devakan strækker sig over et i forhold til jordlivet langt tidsrum, fra nogle få århundreder til hen imod tusind år betinget af karmiske forhold og mængden af erfaringer, man har indhøstet under det forudgående jordliv. Under opholdet i devakan assimileres jordlivets erfaringer i væsenet, som derved opnår en tilsvarende vækst og kan begynde næste jordliv fra dette tilsvarende stade. Devakan er således "det teosofiske paradis", hvor mennesket oplever så megen salighed og livsfylde, som hvert enkelt individ er i stand til.

Når den omtalte assimileringsproces er afsluttet, begynder der at melde sig en længsel efter en ny jordisk tilværelse med adgang til at gøre nye erfaringer. Når denne længsel når en vis styrke, drages væsenet mod den fysiske sfære og opnår en ny fødsel på dette plan.

Teosofien har også en lære om flere højere tilværelsesplaner, ligesom den lærer, at mennesket har et højere princip – kaldet monaden. Monaden forlader dog aldrig de højere tilværelsesplaner, men overskygger her fra menneskets lavere natur, hvis liv altså kun leves på de omtalte tre – såkaldte lavere planer, hvor også de egentlige dyr lever deres liv. Teosofien mener, at dyrene ikke overskygges af nogen monade. (En underlig ulogisk opfattelse).

Monaden svarer nærmest til det, Martinus kalder overbevidstheden.

Udover denne meget kortfattede orientering skal jeg ikke optræde som fører gennem den teosofiske tankebygnings labyrint.

Det er blevet sagt, at den moderne teosofis grundlægger anså teosofien for en forberedende og foreløbig foreteelse bestemt til senere at skulle vige for noget mere fuldkomment.

H. P. B. forsøgte aldrig at repræsentere et højere trin, end det hun virkelig stod på, og jeg tror derfor også, at hun virkelig havde en sådan opfattelse. Jeg tror derimod ikke, at A. Besant havde en så beskeden opfattelse. Skønt det rimeligvis vil støde nuværende eller forhenværende teosoffer, mener jeg alligevel at burde sige, at jeg anser A. Besant – hendes iøvrigt mange gode egenskaber ufortalt – for hysteriker, som med dygtige, men krampeagtige anstrengelser stedse søgte at repræsentere et højere trin, end hun i virkeligheden var nået frem til. A. B. var fuldt ud klar over, at teosofien med tiden måtte afløses af noget andet, men hun ville selv iscenesætte dette nye. Hun fremsatte den profeti, at en stor åndelig verdenslærer, med hvilket udtryk hun i virkeligheden mente en ny Buddha eller Kristus, indenfor et kort åremål ville fremstå i verden, og at han ville bringe en ny åndelig viden og en ny og sandere livsopfattelse, som ville ændre verdens tilstand i lysere og mere næstekærlig retning.

For at forberede verden på denne begivenhed stiftede hun en forening, som fik navnet: "Ordenen Stjernen i Øst". En stor procentdel af medlemmerne af det internationale teosofiske samfund indmeldte sig i "Stjernen i Øst", som på denne måde med det samme fik medlemmer næsten i hvert eneste land jorden over. Rundt om i næsten alle lande hvervedes i de følgende år mange nye medlemmer, som ikke var knyttet til teosofisk samfund. Det udsendte bøger og propaganda-skrifter i store oplag.

Da ordenen "Stjernen i Øst" omkring 1920 var på sit højeste, taltes medlemstallet i mange tusinde, og den havde medlemmer i næsten alle lande jorden over. Hensigten var, at dens medlemmer straks fra verdenslærerens fremtræden skulle være hans tilhængere og forkæmpere, ligesom denne tusindtallige medlemsskare ved sine gaver og frivillige ofre skulle udgøre et fundament for den økonomi, der skulle bære den ny religion frem, så den med eksplosionsagtig hast kunne finde sikkert fodfæste overalt på jorden. Det ville jo sikkert også være gået efter programmet, hvis forsynets vilje og velsignelse havde stået bag sagen, men det viste sig altså ikke at være tilfældet.

"Stjernen i Øst" var det organ, der vendte udad mod den store offentlighed, men der blev også under navnet "Rosenkorstemplet" stiftet en orden med et andet formål af mere intim art.

Denne orden, som jeg blev medlem af, havde ingen dogmer eller egen lære udover dette, at man troede på, at der ville komme en stor verdenslærer. Rosenkorstemplet havde altså ikke noget som helst at gøre med "Rosenkreuzeri" og var altså ingen Rosenkreuzer-orden. Rosenkorstemplet havde derimod en "tempeltjeneste", som foregik efter et meget smukt ceremoniel, som det tog hen imod to timer at komme igennem. Alle deltagere bar smukke, ensartede "kapper" af form omtrent som en såkaldt "advokatkappe". – Jeg vil gerne her tilstå, at min optagelse i denne orden og min følgende deltagelse i dens pragtfulde møder hører til mit livs allerskønneste oplevelser, selv om hele sagen naturligvis nu står for mig i et andet lys, end det gjorde den gang. Jeg deltog imidlertid kun i ca. en snes sådanne møder, idet der fra den internationale øverste ledelse udgik ordre om, at de ceremonielle møder indtil videre skulle standses, idet, som det hed, hele tempeltjenesten skulle lægges helt om.

Den virkelige hensigt med ordenen var en uddannelse af folk, som kunne virke som ledere og deltagere i en storstilet "kirke- eller tempeltjeneste" under den ny religion, som den ventede verdenslærer mentes at ville oprette. Der var efterhånden oprettet rosenkorstempler i de fleste såkaldte civiliserede lande. Den kommende ny religion kunne således allerede fra starten stå med en hundredtusindtallig menighedsskare ud over verden, og ved en hurtig iværksat omdannelse af rosenkorstemplerne ligeledes med et eller flere templer i næsten hvert eneste land på jorden.

Planerne var storslåede og dygtigt gennemført med betydelig sukces. Der manglede – som sagt – blot forsynets velsignelse.

I starten blev der ikke talt om, hvem den ventede verdenslærer kunne være, men efterhånden blev det klart, at Annie Besant mente, at hendes plejesøn Krishnamurti stod på et højt udviklingstrin og af "mestrenes store broderskab" var udset til at skulle påtage sig denne store mission. Det ventedes, at han ved opnåelsen af en alder på omkring 30 år ville modtage en særlig indvielse og derefter fremtræde i den ham tiltænkte rolle. Det skete imidlertid ikke. Når rosenkorstemplets virksomhed den gang blev indstillet, så skyldtes det nemlig det faktum, at Krishnamurti nægtede at spille den ham tiltænkte rolle. Denne hans indstilling førte også til, at ordenen "Stjernen i Øst" en tid senere ligeledes blev ophævet.

Krisnamurti er uden tvivl et sjældent menneske og en stor sjæl, og hans evner ville sikkert have sat ham i stand til at spille den gloromstrålede rolle med betydelig sukces, men han var også for ærlig til at ville udgive sig for noget, han ikke følte sig overbevist om at være. Han optræder nu kun i sit eget navn, men berejser iøvrigt periodevis store dele af verden og holder foredrag (med besvarelse af spørgsmål) for meget anseelige forsamlinger.

Trods sin gode vesterlandske opdragelse og uddannelse må hans livsindstilling nok siges at være udpræget østerlandsk. I sine taler og sin besvarelse af spørgsmål munder alle hans udtalelser ud i dette ene, at man finder frigørelse ved at vende sine tanker indad mod sit eget væsens inderste, idet man ved trofast fortsat stræben kan lære at forstå sig selv, og gennem denne forståelse trænge bag det illusoriske personlige jeg ind til det virkelige selv. Jeg kan ikke se, at hans udtalelser i det væsentlige adskiller sig fra det, der siges af andre østerlandske vise i fortid og nutid. Jeg synes kun forskellen består i, at han bruger et moderne og for en vesterlænding mere forståeligt sprog. Den oprindelige store "forhåndsreklame" har dog bevirket, at en masse mennesker jorden over stadig anser ham for at være en slags "Messias", som verden blot endnu ikke er moden nok til at forstå og værdsætte.

Den betydelige aktivitet, som i den første fjerdedel af dette århundrede udgik fra det teosofiske samfund, førte til, at samfundets medlemsstab steg meget kraftigt, og dette i forbindelse med igangsætningen af alt det føromtalte tillige med betydelig aktivitet på andre felter, som jeg ikke har omtalt, bevirkede, at Teosofisk Samfund øvede stor indflydelse næsten over hele jorden. Samfundets fremgang og indflydelse kulminerede, såvidt jeg kan se, i slutningen af tyverne, og det følgende kvartsekel har det været præget af en uafbrudt omend langsom tilbagegang.

Sammenbruddet af de nylig omtalte store planer, hvis virkelige omfang næppe er eller var kendt af nogen større offentlighed, måtte jo efterlade stor skuffelse hos en masse mennesker, der før havde set op til teosofien og dens ledende personligheder med så stor tillid. Dette har naturligvis været en medvirkende årsag til teosofiens tilbagegang. For mit personlige vedkommende førte det også til skepsis og mere kritisk indstilling og bedømmelse af den teosofiske lære – og til, at jeg mente at burde forkaste en række af dens postulater.

Jeg ophørte med læsning af teosofiske bøger og søgte væsentlig min åndelige føde i buddhismens, hinduismens og yogaens klassiske bøger.

Jeg vil iøvrigt gerne sige, at jeg aldrig har haft oplevelser af den art, som almindeligvis kaldes psykiske oplevelser. I mindre udstrækning har jeg naturligvis – som de fleste mennesker – haft det, man kalder drømmeoplevelser. Som voksen har det kun hændt yderst sjældent, at jeg har kunnet erindre drømmeoplevelser, som jeg har tillagt nogen som helst betydning. Det er dog sket i enkelte tilfælde, og jeg skal om lidt berette om et sådant.

Som barn og meget ung drømte jeg derimod ret ofte. Tit gik disse drømme ud på, at jeg svævede udover skønne landskaber, som næsten altid henlå i strålende og glitrende sollys. Græsset og planterne var smukt lysegrønne, og som regel forekom der en masse blomster, der ligeledes strålede i klare, festlige men iøvrigt naturlige farver. Jeg følte mig svævende i liggende stilling som en fugl og med benene hængende lidt skråt nedad. Jeg var i stand til at bevæge mig fremad langsomt eller hurtigt efter ønske. Jeg kunne godt bevæge mig betydelig hurtigere end en fugl, ligesom jeg kunne standse helt, når jeg ønskede det.

Drømme af den art er der vistnok mange, der har, og jeg tror ikke, der er noget særligt mærkeligt ved det. De smukke landskaber, jeg så, regnede jeg ikke med var virkelige fysiske landskaber, men der er det mærkelige ved det, at jeg som voksen i tre, fire tilfælde er stødt på landskaber, som jeg genkendte fra disse drømme. Karakteristiske enkeltheder, som jeg huskede fra drømmen, kunne jeg finde, når jeg drejede hovedet en smule, for at se efter dem.

Som voksen havde jeg en gang – det var i 1929 – en drøm, som jeg her vil fortælle om.

Jeg drømte, at en mand kom til mig og opfordrede mig til at følge med, idet jeg så ville blive delagtiggjort i den ophøjede viden, som jeg tragtede efter. Jeg fulgte med, og det skete i samme svævende stilling som i mine barndomsdrømme. – I løbet af et øjeblik nåede vi frem til en stor bygning. Jeg fik forklaring om, hvad det var for en bygning, men jeg er ikke i stand til at erindre, hvad den blev kaldt, men navnet betød sådan noget som "Den høje kundskabs hus". Det var ikke et tempel i almindelig forstand, men der var alligevel noget tempelagtigt ved det. Foran portalen var der en bred trappe med flere trin af en lys, brunlig stenart. Min ledsager og jeg svævede op over denne trappe og ind i en stor forhal, og derfra svævede vi videre op over en ligeledes temmelig bred trappe, der førte op til første sals højde. Her svævede vi gennem en ret bred døråbning ind i en stor sal. Salen var af betydelig størrelse – næsten dobbelt så stor som f. eks. studenterforeningens store sal. I salen var der samlet mange mennesker, som stod i grupper langs væggene og i hjørnerne. Disse mennesker talte ivrigt sammen og syntes at være i feststemt humør, men jeg havde den opfattelse, at de egentlig slet ikke kom mig ved. På trapperne færdedes mennesker op og ned, men vi svævede ca. en meter oven over både disse mennesker og over dem, der stod i salen. Salens gulv var belagt med fliser i en gråliggul farve. Væggene var beklædt med noget, der lignede marmor af en lys rosafarve. Loftet var malet med en pragtfuld lysblå farve af udseende omtrent som himlen kan se ud en lys sommerdag. I hele rummet fandtes kun et stykke møbel, nemlig et rundt bord, som stod lige midt i salen. Bordet var ret lavt og var dækket med en lysegul dug, der hang helt ned til gulvet. På denne dug var malet eller broderet et rundt billede eller symbol med mange farver. I symbolets midte var der en sekskantet, hvid stjerne, og omkredsen udgjordes af en krans af hvide perler.

Omkring dette bord stod i rundkreds 20–30 mennesker. Da vi kom ind i salen, svævede vi først hele salen rundt over hovederne på alle de mennesker, som stod i grupper langs væggene. Da vi havde været hele omgangen rundt, stod vi pludselig på gulvet et stykke indenfor indgangsdøren, og herfra førtes jeg frem imod det runde bord. Da jeg nåede frem til bordet, trådte den ledende i den om bordet forsamlede kreds frem foran bordet på den modsatte side, og han opfordrede mig til at knæle og aflægge et løfte om ikke at misbruge den ophøjede viden, som jeg nu ville blive delagtiggjort i.

Jeg vågnede ikke op af drømmen på dette tidspunkt, men det er mig umuligt at huske, hvad der videre skete. Jeg husker, at der på begge sider af den store sal var brede gange, og at der langs disse lå en række mindre lokaler – en slags auditorier, hvor der blev drevet specialstudier af mindre grupper. Det hele bar præg af enkelthed og solid velstand, og der herskede en egen hjertelig og nærmest festpræget stemning over det hele.

Man kan vel henføre en drøm som denne til den kategori, der går under betegnelsen ønskedrømme, og jeg vil heller ikke påstå, at det drejer sig om andet. At tidspunktet for drømmen falder sammen med tidspunktet, hvor jeg kom til at se klarere på teosofien og iøvrigt også på mange andre ting, kan jo forklares som et tilfælde og en følge af, at jeg nu var nået frem til at blive "helt voksen". Drømmen, som jeg tidligere kun har omtalt overfor ganske få personer, har dog gjort et betydeligt indtryk på mig, og der er også en interessant ting i forbindelse med den. Da jeg havde stiftet bekendtskab med Martinus og åndsvidenskaben og første gang så Martinus' store, smukke symbol af det levende væsen, syntes jeg, det var mig så mærkelig bekendt, og den følgende dag kom jeg i tanker om, at det fuldstændig lignede den symbolske figur, der fandtes broderet på dugen, som i min drøm lå på den runde bord midt i den store sal. Farvevirkningen var ganske den samme, den hvide stjerne og den lysende krans af hvide perler var der jo også, og det var i begge tilfælde et symbolsk udtryk for den allerhøjeste viden. Hvis man tror, at der eksisterer noget tilfældigt, så synes jeg godt, man kan sige, at dette er et mærkeligt tilfælde. Jeg ved ikke, om symbolet i det hele taget var tegnet i 1929 (symbolet blev tegnet i 1928), og jeg havde i al fald ikke haft mulighed for at se det.

Af det, som jeg har fortalt Dem, skal De ikke udlede, at jeg skulle forestille mig at have nået et fremskredet åndeligt stade, for det gør jeg nemlig ikke.

Jeg har med en vis målbevidsthed søgt vejen og sandheden, og hvad jeg har lært af Martinus, mener jeg er sandhed, men også, at det at vandre vejen, er det sværeste, og det står desværre endnu tilbage.

For det ufærdige menneske bevæger livet sig i rytmer, og jeg har også oplevet modgang og tvivl, enkelte store sorger og mange mindre skuffelser. Jeg kender også det, som præsten kalder ørkenvandring, men jeg synes ikke, livet er en vandring over flade ørkensletter, snarere en vandring over bjerge og dale, hvor man ikke altid kan forblive i højderne. – I perioder, hvor tvivlen har haft et vist råderum, har jeg beskæftiget mig f. eks. med J. A. K.s økonomiske teorier, social kredit o. l. I andre perioder har jeg sat mig ind i psykoanalyse o. l. problemer.

Desuden har det været for mig, som det jo er for de fleste, at det, man kalder kampen for tilværelsen, har taget en uforholdsmæssig stor del af min tid.

Lige siden drengeårene har jeg følt, at skæbnen er betinget af fortiden, men jeg har også altid samtidig følt, at det var, som om der fandtes en skæbne-administration, som forvaltede tildelingen på en kærlig måde, således at tildelingen skete i passende rater.

Denne følelse har dog ikke forhindret, at jeg altid har haft en trykkende fornemmelse af ufrihed.

Det er faktisk først gennem Martinus analyser og vidunderlige kortlægning af "den højeste ild" og "de seksuelle poler", at jeg har fået klar forståelse af årsagen til denne bundethed.

Disse analyser har også bragt klar viden om betingelserne for denne bundetheds ophør.

Polkonstellationens uundgåelige ændring giver jo en herlig sikkerhed for, at friheden vil oprinde, når tiden er inde. I dette lys ser jeg, at alle "patentmetoder" til hurtig frigørelse er illusoriske eller i bedste fald kun af midlertidig værdi.

Det har ikke voldt mig vanskelighed at forstå Martinus klare og logiske tankegang, som den kommer til udtryk i "Livets Bog", i hans taler og i hans øvrige skrifter.

Martinus' smukke og overordentlige geniale symboler, der er en så uvurderlig hjælp for tanken, har været mig til stor nytte for opnåelsen af en klar forståelse af det evige verdensbillede og de i universet virkende evige principper.

Det siger sig selv, at min forståelse stadig kan blive klarere og fuldkomnere, og da detaillernes antal er legio, vil der stadig være nok at lære, men et andet og sandere verdensbillede vil jeg aldrig blive stillet overfor, thi intet kan naturligvis være sandere end sandheden. Noget andet er, at sandheden kan forklares på mange måder, men de evige principper vil forblive de samme.