Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Min vej frem til livsmysteriets forståelse og til den dagklare viden og det herlige, logiske og velafbalancerede livssyn, som Martinus gennem sin mund og sin pen har gjort mig delagtig i, er ikke fundet som en følge af tilfældige hændelser eller tragiske livsoplevelser, således som jeg erfarer, at det er sket for andre.

Vejen frem er for mit vedkommende fundet gennem en bevidst søgen, – en følge af en indre uafviselig trang, der begyndte at gøre sig gældende allerede i barneårene.

Den rent ydre årsag kan måske nok siges at skyldes en tilfældig hændelse, hvis man mener sådanne forekommer. Det gik nemlig sådan til:

En gang i 1943 var min kone syg, og der kom nogle gange en sygeplejerske og behandlede hende med varme omslag. Min kone blev meget indtaget i denne sygeplejerske, som derfor i den følgende tid af og til kom som gæst i vort hjem. Sygeplejersken, der beboede et værelse i en villa ikke ret langt fra Martinus Institut, synes hun ville gøre gengæld og inviterede min kone og mig hjem. Mens vi sad og drak en kop the, pegede sygeplejersken ud på gaden og forklarede, at de fleste af de mennesker, vi netop så passere forbi, var tilhængere af en sekt, som holdt møder på Mariendalsvej 94, og hun viste mig en flot brochure fra Martinus Institut, idet hun udtalte, at det sikkert måtte være noget for mig. Sygeplejersken var religiøs af indre missionstypen, og hun anså vistnok mig for at være en håbløs hedning.

Gennem denne brochure blev jeg klar over, at Martinus ikke var en prædikant af almindelig spiritistisk tilsnit, således som jeg før den tid faktisk havde troet. En af de følgende søndage gik jeg hen for at høre ham, og jeg blev højlig og glædelig forbavset. Jeg var straks fra begyndelsen klar over hans åndelige suverænitet og storhed. Jeg købte samme dag en af de mindre bøger, og så snart jeg havde læst den, købte jeg første del af "Livets Bog".

Denne hændelse, som blev den umiddelbare årsag til mit første møde med Martinus, under hvis talerstol og blandt hvis elever jeg straks følte mig hjemme, kan vel nok betegnes som en tilfældighed, men selv føler jeg det ikke sådan. Jeg ved, at denne sygeplejerske, sig selv uafvidende, blot var et redskab. Havde hendes handling ikke ført til resultat, ville der uden tvivl være sket en anden hændelse, hvorved det samme resultat ville være nået.

Historien begynder i virkeligheden helt tilbage i min tidlige barndom.

Jeg blev født 1895 i Allerslev ved Lejre, men da jeg var 5 år gammel, flyttede mine forældre til Gl. Tølløse by, hvor min far nedsatte sig som murermester. Mine forældre var flittige, nøjsomme og stræbsomme, og jeg havde et godt og kærligt hjem. Jeg har haft en tryg og lykkelig barndom, som jeg er meget taknemmelig for, og som jeg altid med stor glæde kan se tilbage på. Jeg var udadtil ikke anderledes end byens andre børn, men det blev altid bebrejdet mig, at jeg var for nysgerrig. – Selv mente jeg, at disse bebrejdelser var meget uretfærdige, jeg syntes nemlig, at det ikke var simpel nysgerrighed – men "ædel forskertrang". Nysgerrigheden var nemlig aldrig rettet mod andre menneskers private sager, men mod livets og naturens mange mærkelige foreteelser. Jeg afveg vistnok fra det store flertal derved, at jeg havde en større evne til at forundre mig – og ved en større evne til at finde noget at forundre mig over.

Jeg var ikke over 12 år, da jeg faldt i stærk forundring over det faktum, at jeg var til som et særskilt individ. Jeg spekulerede i fuldt alvor over, om denne min eksistens var en reel kendsgerning eller blot en drøm, som jeg drømte, og som altså muligvis ville ophøre, hvis jeg vågnede af drømmen. – – – Det var mig faktisk i lang tid ikke muligt at finde ud af eller opnå en sikker overbevisning om, at jeg havde en virkelig og real eksistens, thi jeg kunne ikke afvise, at alle fornemmelser, der tydede på, at jeg virkelig eksisterede, muligvis blot var noget, som hørte med til drømmen.

Fornemmelsen af, at hele tilværelsen kun var en drøm, tabte sig dog lidt efter lidt til fordel for overbevisningen om, at jeg virkelig realt var til, men det førte så til andre problemer, thi jeg havde jo fået at vide, at jeg var født den og den dato og således nu var ca. 12 år, hvilket med andre ord ville sige, at for bare 12 år siden havde jeg ikke været til. Jeg kunne ikke gøre mig fortrolig med den tanke, men søgte alligevel at sætte mig ind i eller at erindre, hvordan det havde været ikke at være til, men trods mange anstrengelser lykkedes det mig aldrig at få nogen fornemmelse eller forståelse af en sådan tilstand. Jeg blev dog ved at kredse om problemet, som førte mig til den overbevisning, at jeg altid havde været til. Jeg læste om, at folk ude i Østens lande troede på noget, der blev kaldt "sjælevandring". Skønt jeg godt opfattede, at de "kloge europæere anså denne østerlandske opfattelse som barnagtig, følte jeg mig alligevel overbevist om, at denne tro på en tidligere tilværelse måtte være mere rigtig end den, at tilværelsen skulle begynde med fødselen. – Min overbevisning om reinkarnationens rigtighed går altså helt tilbage til 12–13-årsalderen, selvom mine forestillinger den gang selvfølgelig var temmelig uklare.

En gang i samme alder skete det, mens jeg gik og gravede i haven, at den tanke pludselig slog ned i mig, at jordkloden måske i virkeligheden var et stort levende væsen, og at mulden, som jeg gik og gravede i, måske blot var noget snavs, som fandtes på dette store væsens overflade. Jeg tænkte så videre, at menneskene så bare måtte være en slags lus eller "utøj", som rodede om i snavset på klodens overflade.

Jeg tænkte videre, at den aktivitet alt dette "utøj" udviste muligvis kunne genere kloden i en sådan grad, at den måske en skønne dag kunne finde på at foretage en "afrystende" bevægelse, og at en sådan bevægelse så ville komme til at skylle verdenshavene ind over landene, hvorved de fleste mennesker ville drukne.

Denne forestilling bragte min tanke hen på syndflodsberetningen, og jeg blev da overbevist om, at det måtte være noget sådant, der var sket den gang.

Forestillingen om, at jordkloden var et stort levende væsen, har jeg aldrig siden kunnet slippe.

Mine forældre var religiøst indifferente, men jeg lærte religion i skolen, og da jeg nåede hen mod konfirmationsalderen gik jeg jo også til konfirmationsforberedelse, ligesom jeg også af og til kom i kirke. Skønt jeg faktisk ikke var uden religiøs følelse og troede både på, at der var en Gud og et liv efter døden, kunne jeg ikke tro på kirkens lære om djævelen og helvede, ligesom det var mig umuligt at tro på forsoningslæren, da jeg syntes, at Gud ikke kunne være som et naragtigt barn.

Jeg fandt, at kirken var hyklerisk og uægte.

Jeg hørte undertiden tale om Kristi genkomst og verdens undergang. At Gud skulle ønske at tilintetgøre jorden, kunne jeg ikke tænke mig, men jeg heftede mig meget ved muligheden af, at der kunne komme en ny Kristus eller et lignende fremskredet væsen, som kunne forny menneskenes religiøse forestillinger og måske skabe en ny og bedre kirke.

Jeg husker, hvordan jeg lovede mig selv, at jeg nok skulle vide at genkende en sådan "ny Kristus" og ikke være blandt den hob, som sikkert også denne gang ville kræve ham "korsfæstet", omend naturligvis på en anden måde end i Palæstina.