Kosmos 1954/1 side 7
MOGENS MØLLER:
Det guddommelige menneske
Kunstens endelige formål er mennesket."
Aristoteles.
Religion og symbol.
I sin lille bog "Juleevangeliet" viser Martinus, hvordan beretningen om, hvad der skete i Palæstina for ca. 2000 år siden, foruden at være en beretning om fysiske begivenheder, samtidig er symbol på noget, der sker stadigvæk i det enkelte menneskes sind. Og ikke alene begivenhederne omkring Jesu fødsel, men hele Jesu liv, død og opstandelse er, som Martinus har understreget det i en række foredrag, symboler på sjælstilstande og begivenheder i menneskets indre liv.
Søger man til religioner, der er ældre end kristendommen, vil man finde, at også deres skrifters beretninger kan have noget at fortælle nutidens mennesker, når de gamle skrifter ses i lys af åndsvidenskaben, ved hvis hjælp man kan trænge ind bag myternes form til deres åndelige eller kosmiske kerne. Men Jesus har dog levet; det kan man da ikke sige om Odin og Loke eller grækernes, indernes og ægypternes guder, halvguder og andre mytiske skikkelser! Man kan ikke være sikker på, at der ikke engang i svundne tider har levet helte, store konger og høvdinge, som både i fysisk styrke og åndskraft var deres medmennesker langt overlegne, og om hvem der i senere tider dannedes myter og sælsomme beretninger farvet af menneskelig fantasi og overtro, men også af digterisk intuition. Gennem denne sidste åndelige faktor er det, at beretningerne bliver kosmiske og i symbolsk form beretter tilsyneladende om guder og mennesker, men i virkeligheden om det guddommelige menneske.
Myten om Prometheus.
Blandt de græske myter er fortællingen om Prometheus en af dem, der kan være mest aktuel for mennesket idag.
Prometheus skabte på Zeus' befaling menneskene af ler, og i mennesket var også dyrenes egenskaber. Men Prometheus gjorde mere end det. Der står i en gammel græsk-romersk mytologi:
"Han svang sig til himmelen, tændte ved solens vogn en fakkel, hvis ild han gemte i et hult rør og hvis brug han udbredte på jorden. Dette ran pådrog ham Zeus' vrede og en græsselig straf. Han blev smedet til bjerget Kaukasus i Asien, hvor en rovfugl hakkede i hans lever. Disse smerter måtte han lide hver dag, da leveren bestandig voksede. Omsider befriede Herakles (Herkules) ham fra hans kvaler."
Vi husker måske alle dunkelt denne beretning fra vor skolelærdom. Måske fik vi den kommentar med, at det var et ældgammelt HEDENSK æventyr. (Men er det gamle testamentes historier ikke også det?) Også denne gamle beretning afslører dog begivenheder, der er foregået og stadig foregår på den scene, som er menneskets bevidsthedsliv. Muligvis har der engang levet en mand, der har givet anledning til Prometheusmytens opståen. Han var måske i særlig grad opfindsom og brugte ilden i sin tjeneste. Han var måske pottemagernes eller smedenes første repræsentant på denne jord, og muligvis havde en lynstråle fra himlen antændt den ild, han brugte. Men det er ikke denne eventuelle i tid for os så fjerne person, der har størst betydning, det er Prometheus i os selv, i det enkelte menneske, der har aktualitet for os. Navnet Prometheus, står der i Religions-historisk leksikon, betyder: "Den, der tænker forud".
Nu springer vi fra den græske myte lige ind i den naturvidenskabelige beskrivelse af menneskets forhistorie. Mennesket var engang et dyremenneske; ja, går vi endnu længere tilbage i tiden var det et dyr. Og det, der adskilte det begyndende dyremenneske fra de andre dyr, var netop en begyndende evne til at "tænke forud". Aberne kan varme sig ved et bål i urskoven, som menneskene har forladt, men de kan ikke "tænke forud" og hente nyt brænde til at vedligeholde bålet med. Når det brænder ned, må de igen frysende krybe sammen i mørket. Abemennesket, som blev mere og mere menneskeligt, kunne efterhånden ikke blot holde ilden vedlige og bruge den som lys og varme, det begyndte at benytte sig af ildens evne til at påvirke og forvandle forskellige stoffer; det begyndte at skabe. Ved ildens hjælp forarbejdede det nyttegenstande, det kogte eller stegte sin føde, og ilden var for det primitive menneske noget helligt og mystisk, den var uundværlig, men den kunne også sprede død og ødelæggelse omkring sig, den var dæmonisk.
Mennesket nøjedes ikke med grove og plumpe redskaber og våben. Det blev dygtigere til at forarbejde dem, formen blev mere hensigtsmæssig og derved smukkere. Man begyndte at ridse magiske, hellige tegn ind i dem, ornamenter. Mennesket begyndte at blive kunstner.
Prometheus er kunstneren i mennesket, vor kulturs ophavsmand, der skaber ting og gør dem nyttige og smukke. Han er det i os, der tænker forud over årsag og virkning og efterhånden tænker i større og større perspektiver. Han er både kunstner, tekniker og videnskabsmand. Han er i hvert menneske, mand såvel som kvinde; men den del af myten, der fortæller om den lænkede og lidende Prometheus er også symbol på noget, der kommer os ved.
Den lænkede Prometheus.
Lænket til klippen, det vil sige bundet til den fysiske materie, det er Prometheus' lod i vor tid, det er vor skæbne, men befrielsen vil komme, som det også er skildret i den ældgamle myte.
Vi er selv Prometheus, det tidligere "himmelvæsen" fra en underliggende udviklingsspiral, der nu for sin videre udviklings skyld er bundet i den fysiske naturs besværlige verden. At Prometheus "skabte mennesket af ler på Zeus' befaling" er symbol på den skabelse eller forvandling, der gennem lange tidsaldre skete med "himmelvæsenet". Gennem mineralrige (leret), planterige og dyrerige har vi udviklet os til at blive jordmennesker, der, som nævnt i den gamle mytologi, "har noget af dyret i sig". Disse tidsaldres forvandlinger er, set fra Zeus' eller Guddommens udsigtspunkt, kun skabelsessekunder. Efter denne skabelse begynder tanken at arbejde som en indre menneskelig kraft i væsenet. Det får ideer, og "den, der tænker forud" er nu et jordiske menneske, der gør brug af ilden som redskab til begyndende kultur og civilisation, men også til våben og fordærv, da de dyriske tendenser endnu er i overvægt. Ilden er også via bøsser og kanoner blevet til atombomben.
Det dræbende princip, som det endnu i stort og småt udøves af det jordiske menneske, er rovfuglen, der hakker i Prometheus' lever og tilføjer ham forfærdelige lidelser, medens han er lænket i materialisme, egoisme og magtbegær. Prometheus er nok intelligent, fingernem, praktisk og forudseende i mange retninger, men der er kun eet, der kan befri ham fra materiens lænker og lidelser: næstekærligheden. Og den egenskab dominerer endnu ikke i menneskets bevidsthed.
Befrieren.
I den gamle græske myte bliver Prometheus befriet af gudesønnen Herakles, der skyder rovfuglen med sin pil og løser hans lænker. "I Herakles havde menneskeheden nået spidsen af sin storhed", står der i den gamle mytologi. Han havde endda overvundet døden for at bringe en vens hustru tilbage til livet. Der findes en mængde sagn og myter om dette "overmenneske", om hans bedrifter på jorden og om, hvordan, efter en pinefuld død, kun hans skygge forblev i Hades eller underverdenen, medens hans eget selv steg op til guderne i Olympen. Alle disse myter bærer præg af at være opstået før vor tidsregning. Ligesom messiasprofetierne i det gamle testamente forventer en konge, kriger og fysisk sejrherre med overnaturlige evner (hvad man jo også gjorde på Jesu tid, selv de fleste af disciplene), således skildres den græske mytologis gudesøn også som en fysisk helt. Næsten som en banal "superman" set med vor tids øjne. Men man må jo ikke glemme, at modellen for det virkelig guddommelige menneske ikke havde levet på jorden endnu, da disse myter blev dannet, og derfor måtte beskrivelsen blive et "drømmebillede" farvet af datidens menneskers naturlige ideal.
Herakles, "spidsen af menneskelig storhed", der som en indre mental befrier skal komme Prometheus i mennesket til hjælp og dræbe rovfuglen, fik sin model i kød og blod i Palæstina for næsten 2000 år siden, og de beretninger, vi fra det nye testamente kender om Jesus, som blev Kristus, er, som Martinus analyserer dem, symbol på det, der er ved at ske i hvert menneskes sind. Det var på Zeus' befaling, at Herakles befriede Prometheus. Det er forsynets villie, at en indre kraft, der er stærkere end den intellektuelle "Prometheuskraft" skal befri mennesket fra dets nuværende ulykkelige krigs- og krisetilstand. Det er Kristus-bevidstheden, den praktiske altomfattende kærlighed, der, efterhånden som den bliver en realitet i det enkelte menneske, gør det til livskunster, til det guddommelige menneske.
Mennesket og kunsten.
Prometheus er kunstneren i mennesket, den kraft, som tænker forud, både logik og fantasi omsat i handling. Logik og fantasi har spillet en kolossal rolle i menneskehedens kulturhistorie. Både teknik, videnskab, religion og kunst er virkninger af disse menneskelige evner. Tænk, hvilken betydning det har haft, at mennesket opfandt hjulet! Denne for menneskeheden uundværlige praktiske genstand, der ruller under vogne, lokomotiver og biler og snurrer i tusindvis i fabrikerne, er samtidig den mest fuldkomne geometriske form. Ganske naturligt er den blevet brugt som religiøst symbol på fuldkommenhed og som kunstnerisk udsmykning, hvilket næsten altid var et og det samme i gamle dage.
Jeg har hidtil i denne artikel nævnt kunsten ved siden af teknik, videnskab og praktisk livsudfoldelse, fordi kunst for vor tids mennesker er et isoleret fænomen og kunstnere en særlig gruppe mennesker, man kan næsten sige en særlig slags. De skønne kunster og deres udøvere har fået monopol på kunst og kunstnernavnet, og de praktiske kunster er efterhånden blevet industri, massefabrikation og hverdagsrutine eller er stivnet i tør videnskabelighed. Vi tænker ikke på, at alt dette er et lokalt og tidspræget fænomen, et resultat af vor tidsalders trang til at rubricere og putte i bås. I virkeligheden er forskeren og teknikeren kunstnere – eller de burde være det – og ligeså arbejderen, kontoristen, ekspedienten, landmanden, husmoderen, sygeplejersken, håndværkeren o. s. v., medens man ikke kan sige om alle dem, der kaldes kunstnere af navn, at de også er det af gavn. "Kunstens endelige formål er mennesket", sagde Aristoteles. Det er en dyb sandhed. Derfor har kunsten også sammen med mennesket sit kosmiske kredsløb med "syndefald" og "opstandelse" som nævnt i to artikler i "Kosmos" for nogle år siden.
Da kunsten endnu var i "Edens have", d. v. s. før den blev "kunst for kunstens skyld", var den uberørt af penge og personlig berømmelse. Den var naturlige livsytringer og havde sine variationer af det praktiske, det skønne, det fornøjelige og det ophøjede. Alt dette var en enhed, ikke luksus, men livsnødvendig.
Kunsten var inkarneret i templers og slottes udsmykning og struktur – ikke som luksus, men som symbol på livsværdier, der også på sin vis var folkets. Kunsten levede også i folkets musik og dans, digte og æventyr og i dets primitive billedkunst og ornamenterne på brugsgenstande. Kunst og liv var eet. Instinktet var dengang en levende faktor i menneskets sind og kunst, man levede i Guds eller gudernes natur som en del af den og ikke som det moderne menneske løsrevet fra naturen og uden nogen inderlig forbindelse med den guddommelige kraft, isoleret i intellektets og egoismens onde cirkel.
Arbejde og kunst.
"Ingen af de primitive folk, tidligere eller nuværende, hvis kultur vi lader, som om vi ser ned på og har i sinde at løfte til et højere niveau, har kunnet undvære kunst. Fra stenalderen og fremefter er alt, hvad mennesket har fremstillet, endog under de hårdeste og mest forarmede kår, skabt ved kunst for at tjene et dobbelt formål, der samtidig er nyttebetonet og idébestemt. Det er os, der – når vi ser samfundet som en helhed – råder over vældige ressourcer, og som ikke viger tilbage fra at øde disse ressourcer – det er først os, der har opstillet denne deling af kunsten, så at den ene slags kun er nyttebestemt, den anden udelukkende luksus, hvorved vi fuldstændig ser bort fra det, der engang var kunstens højeste formål og funktion, nemlig at udtrykke og meddele tanker. Det er længe siden, man tænkte på billedhuggerkunsten som den fattige mands "bog"."
Således udtalte den verdenskendte indiske arkæolog og kunsthistoriker Ananda K. Coomaraswamy sig i Boston Radio i 1937. Hans to foredrag er gengivet som en artikel i tidsskriftet "Kunst"s januarnummer for dette år. I denne interessante artikel gives udtryk for et syn på kunstens væsen og betydning, dens fortid, nutid og fremtid, som på mange måder falder sammen med det syn, studiet af Martinus' kosmiske analyser kan bibringe en. Her er endnu to citater fra artiklen:
"Grundfejlen ved det, vi har kaldt illusionen om kultur, er den antagelse, at kunst er noget, der skal udføres af en særlig slags mennesker, specielt af den slags menneske, som vi kalder et geni. Direkte modsat er det normale og almenmenneskelige synspunkt, at kunst simpelthen betyder den rigtige måde at lave tingene på, hvad enten det er symfonier eller flyvemaskiner. Det normale synspunkt går med andre ord ud fra, at kunstneren ikke er en speciel slags menneske, men at hvert menneske, der ikke er dagdriver eller snylter, nødvendigvis på en eller anden måde er kunstner, dygtig til sit arbejde og tilfreds med at fremstille eller arrangere et eller andet på den måde, der svarer til hans karakter og anlæg og uddannelse."
"På alle menneskers vegne vil vi benægte den påstand, at kunsten er til for kunstens skyld. Tværtimod. Industri uden kunst er brutalitet – og at blive brutal er at dø som menneske. Det er i begge tilfælde et spørgsmål om kanonføde. Det gør ikke stor forskel, om man dør pludseligt i skyttegravene eller lidt efter lidt, dag for dag i en fabrik."
Disse udtalelser er i høj grad værd at tænke over. De kommer os alle ved og rammer noget centralt i vor forvirrede tidsalder, hvor maskinen har taget magten fra mennesket, og mennesket selv er ved at blive gjort til en maskine.
"Hvad skal vi egentlig med kunst?" kalder Coomaraswamy sin artikel, som på sin vis er et opgør både med "den kredsen om kunstnerens dyrebare person", det kunstner-snobberi, som gør sig gældende i visse samfundskredse, og med den materialistiske socialreformator, der mener, at kunst er luksus for kapitalister og nytteløs og uden værdi for den klassebevidste arbejder. Ingen af dem ved, at "kunstens endelige formål er mennesket", og at der er noget, der hedder "kunstens kald" i ethvert menneske, som først instinktmæssigt, senere mere og mere bevidst tilskynder mennesket til at skabe og ved sin skabelse forny både sig selv og sine omgivelser.
Den indiske kunsthistoriker kommer ind på, at den moderne arbejders krav er stillet forkert. Han kræver større andel i "profitten" i stedet for at ønske adgang til at føle lige så stor glæde over det, han fremstiller for betaling, som den, han føler over sin egen have eller sin familie. "Hvad han burde kræve er med andre ord at være kunstner. Man kan ikke akceptere nogen civilisation, der nægter ham det." Og han citerer Platon: "Netop på den måde vil mere blive udrettet og bedre udrettet og med større lethed, hvis hver kun gør een ting alt efter sine egne anlæg; og det betyder hver mands retfærdiggørelse over for sig selv." "Tragedien for et samfund, der er industrielt organiseret for profittens skyld," fortsætter inderen, "er, at denne retfærdiggørelse af hver mand overfor sig selv nægtes mennesket."
Som man vil se, trænger denne indiske forsker og tænker ind i aktuelle problemer på en måde, som kan virke inspirerende og æggende på andre menneskers tanker. Han løser ikke problemerne, han lader dem stå åbne, men gennem hele artiklen går en grundtone, som får en til at ane, at hans opfattelse er, at et religiøst-filosofisk tankesystem, hvor moral og kunst går op i en enhed – ikke som noget sentimentalt-idealistisk, men som nyttebetonet og praktisk – skal befri mennesket fra krig og slaveri og gøre det til livskunstner.
Løsningen på disse problemer findes i "Livets Bog", 4. kapitel; men det vil jo tage sin tid, inden disse tanker kommer rundt omkring i verden og bliver realiseret. Det er dog interessant at se, hvordan lignende tanker, eller tilløb til dem vokser frem mange steder og forbereder jordbunden for åndsvidenskaben.
Der er endnu et problem med hensyn til kunsten og mennesket, som er aktuelt for mange mennesker i dag. Det er den moderne kunsts forskellige retninger og -ismer, abstrakte, konstruktive, spontane, og hvad de nu kaldes, og som for mange mennesker står som det rene nonsens eller vanvid. At alt dette også er et stadium på vejen mod det guddommelige menneske, burde også belyses i denne artikel. Men det er et helt afsnit for sig, og jeg skal derfor forsøge i en kommende artikel at belyse den abstrakte kunst udfra åndsvidenskaben og Aristoteles' ord om mennesket som kunstens endelige formål.
En moderne "Prometheus".
Som slutning på denne artikel vil jeg lade en moderne "Prometheus" tale, en mand, i hvis sind stærke kræfter brødes, men som ud af sine kampe med sig selv skabte et værk, der er stor kunst, fordi det vidner om stor menneskelighed. Det er Vincent van Gogh, der skabte sit livsværk og endte sit liv under Sydfrankrigs glødende sol efter at have fyldt lærred efter lærred med solskin, der kan lyse op i menneskenes hjerter. Et udvalg af hans "Breve om religion og kunst" er udkommet på Thaning og Appels forlag i serien "Religion og livsvisdom". Herfra citerer vi følgende af et brev til malervennen Bernard:
"Kristus alene blandt alle filosoffer, vismænd o. s. v. har som fundamental vished betonet det evige liv, tidens uendelighed, dødens intethed, nødvendigheden og berettigelsen af den lykkelige tilfredshed og opofrelsen.
Han har levet i lykkelig tilfredshed og som den største af alle kunstnere forsmået, marmoret, leret og farven og arbejdet i levende kød.
. . . Denne store kunstner har heller ingen bøger skrevet. Den kristelige litteratur ville sikkert som helhed oprøre ham . . .
– Men om også denne store kunstner – Kristus – forsmåede at skrive bøger om tanker og indtryk, så har han sikkert forsmået det talte sprog, fremfor alt lignelsen, overordentlig meget mindre. (Sædemanden! Høsten! Figentræet! etc.)
Disse talte ord ... er en af de højeste, ja overhovedet den højeste af kunsten nåede top, kunsten, som her bliver til skabende kraft, til ren skabende magt.
Disse betragtninger, min kære ven Bernard, fører os vidt, meget vidt, de løfter os endda over kunsten. De lader os ane kunsten at skabe liv, kunsten at være udødelig-levende." . . .
I slutningen af samme brev til vennen kommer van Gogh ind på det store spørgsmål om liv og død, og man ser, hvordan han, der i kunsten skabte nye perspektiver, også aner, at den kunstart, vi kalder videnskab, har store muligheder, "hvis den ikke har noget imod det". Han skriver:
"Videnskaben – den videnskabelige logik – forekommer mig at være et instrument, der i fremtiden vil blive yderligere stærkt udviklet.
For se: man har antaget, at jorden er flad. Det var også sandt, den er det endnu i dag, fra Paris til Asnieres f. eks.
Men det forhindrer ikke videnskaben i at bevise, at jorden først og fremmest er rund. Hvad nu til dags ingen bestrider.
Men nu tror man alligevel endnu den dag i dag, at livet er fladt og når fra fødsel til død.
Men sandsynligvis er også livet rundt og langt betydeligere i udstrækning og evner end den os i dag bekendte ene halvdel.
Det er sandsynligt, at kommende generationer vil skaffe os oplysning om denne højst interessante sag, og da vil selveste videnskaben – hvis den ikke har noget i mod det – måske kunne nå til slutninger, der mere eller mindre stemmer overens med Kristi udtalelser om den anden halvdel af eksistensen."
H. P. Rohde, som har udvalgt og oversat "Breve om religion og kunst", slutter sit smukke forord med at skrive: "Men den, der en gang er blevet grebet af van Goghs kunst, er han helt den samme, som han var før? Eller den, der gribes af hans liv og det mærkelige evangelium, der lyder fra hans breve? Mon ikke også van Gogh fik evnen til at skabe levende mennesker?"
Van Gogh har uden tvivl haft evne til at forløse noget i andre mennesker og vise dem en moderne moralsk skønhed, som ved indlevelse i hans billedverden kan blive en selvstændig værdi for det enkelte menneske. Hans eget liv blev en tragedie, men alt, hvad han har sået og givet, må som skæbne og høst kunne give ham en fremtid, hvor gæring bliver til afklaring, og hans brændende længsel efter "det menneskelige" bliver ikke blot til billeder, men til strålende oplevelser og livsfornyelse. For ham var religion og dagligliv eet, menneskene var ham alle hellige, han ville gerne male dem, skriver han, "med det evighedsskær, som glorien tidligere var symbolet på."
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige