Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Iagttager vi den nuværende moderne verdenskultur, kan det ikke nægtes, at vi bliver vidne til, at den næsten for alle mennesker verden over lader meget tilbage at ønske. Den giver ikke menneskene den tryghed i det daglige liv, der kan fritage dem fra nervepres, depressioner, fattigdom, sult, arbejdsløshed etc., ligesom den er ganske hjælpeløs med hensyn til at give menneskene et virkeligt psykisk eller åndeligt fundament at leve på. Derimod holder den så at sige alle jordens mennesker og stater i en tiltagende udvikling i krigskunst. Gennem vældigt komplicerede militærområder tvinges unge mennesker til, inden de bliver rigtigt voksne, at uddannes i moderne krigskunst. Igennem skoler og træningspladser på disse områder undervises de i, hvorledes man bedst kan skyde andre mennesker, hvorledes man bedst kan bombe eller ødelægge deres liv og ejendom. Man lærer yderligere, hvorledes man ved hjælp af flyvevåben kan atombombe og dermed mangfoldiggøre overtrædelsen af livets største bud: "Du skal ikke dræbe".

I store områder går denne mord- og ødelæggelsesuddannelse også ud på at komme de pågældende staters politi- og retsvæsen til gode. Man har her skabt en form for retsvæsen, indenfor hvilket man ved hjælp af koncentrationslejre med tortur, sult, urenhed og alskens andre uhumske midler søger at tvinge sine anderledes tænkende medmennesker i knæ, ja helt udslette dem, hvis man ikke på anden måde kan bøje dem eller tvinge dem til at tilstå de beskyldninger af gemenheder eller forbrydelser, man har sigtet dem for. Ved at beskylde sine modstandere for gemenheder og med de brutaleste midler tvinge dem til at tilstå sig skyldige i dem, kan en sådan regering eller magthaver udslette sine modstandere og udfolde sin magtbrynde under en camouflage af retfærdighed i offentlighedens eller den øvrige verdens øjne. Men et retsvæsen eller en myndighed, der får mistænkte til at tilstå sig skyldige i uhyrligheder, de aldrig har begået, for på denne at skaffe sig et tilsyneladende retfærdigt grundlag for udslettelsen af sine modstandere, er ikke noget retsvæsen. Det er en overdimensionering af djunglebevidsthed. Det er den dyriske selvopholdelsesdrift i forstørret målestok gjort mulig på grund af menneskelig viden og kunnen uden hjerte eller humanitære talenter. Hvor menneskelige samfundsforhold markeres ved sådanne foreteelser, er de totalt blottet for virkelig kultur.

En kultur, indenfor hvilken menneskesamfundene lever i frygt og rædsel for hverandre i en sådan grad, at de mener kun at kunne beskytte sig ved at udvikle deres evne til at mangfoldiggøre overdimensionere drab på og ødelæggelse og udslettelse af dem, man frygter, er ikke kultur, er ikke kristendom, og det er ikke næstekærlighed. Det er derimod en på uvidenhed og overtro baseret, om end ubevidst for væsenerne selv, sabotage af ren menneskelig tilværelse. Det er en hån imod al kristendom eller imod al human ånd og kultur. Det kan aldrig være udtryk for humanitet eller virkelig kultur, at millioner af mennesker dør af sult, fattigdom og elendighed. Ejheller at andre millioner gøres til invalider eller hjælpeløse stakler i krige rent bortset fra alle de millioner, der ikke overlevede deres kvæstelser og nu kun repræsenteres ved kilometervide soldaterkirkegårde eller krigergrave. Det kan heller ikke være udtryk for kultur, at mennesker gøres til eksperter i at myrde mennesker, således som tilfældet er med hele det militære område. Det kan heller ikke være noget bevis eller udtryk for kultur, at hundreder eller tusinder af børn blev gjort forældreløse, hvorved det blev overladt til dem selv hjælpeløst at skaffe sig føde og husly. De havde derfor ikke anden udvej end den, de vilde dyr lever under. Disse små stakler måtte stjæle og røve, hvor de så lejlighed dertil. Hvor skulle de ellers få føde og klæder fra? - De måtte søge husly i tilfældige skure og kasser, i skove og huler. Hvordan skulle de ellers finde ly for storm og slud, frost og sne? - En samfundstilstand, der kan afføde sådanne forhold og situationer imod mindreårige og umyndige børn og derved berøver dem en kærlig faders og moders beskyttelse, har ikke noget med kultur at gøre. Det er her tydeligt, at den er en sabotage af naturens orden. Den er intet mindre end en uhyrlig afsporing fra det normale. Ikke engang dyrene udviser en så hjælpeløs mangel på ansvar og kærlighed i forholdet til deres afkoms beskyttelse.

Menneskelige samfundsforhold, der kan afføde disse inhumane foreteelser, vil ikke af fremtidsmennesket blive opfattet som udtryk for kultur. Man vil heller ikke opfatte disse samfundsforhold som ren primitivitet. Man vil derimod udtrykke denne menneskehedens drabsepoke ved et begreb, der for mange mennesker i dag vil lyde mærkeligt. Man vil nemlig udtrykke nævnte epoke som "lavintellektualitetens epoke". I fremtidsmenneskets domæne vil man, som vi senere skal komme tilbage til, have et helt andet og langt fuldkomnere overblik over den menneskelige livsbane og udviklingstilstand end det, der i dag gør sig gældende. Man vil naturligvis herfra kunne se, at den nuværende epokes vældige krigs- og drabstilstand absolut ikke kan bebrejdes nogen, hverken enkeltvæsener eller regeringer og myndigheder. Ingen som helst regering eller enevældig selvhersker eller diktator, ligegyldig om denne diktator var et indviet væsen, var et Kristusvæsen, ville formå med magt at kunne skabe en pludselig ændring i den nuværende menneskeheds almene samfundsorden af et sådant format, at denne samfundsorden pludseligt fra at være en krigens og lidelsernes epoke, blev til en virkelig sand menneskelig kultur, indenfor hvilken almen fred, glæde og lykke uhæmmet kunne blomstre, og hvor krig, nød og elendighed blev ukendte fænomener. Kulturens skabelse er ikke blot et spørgsmål om administration, materielle forskrifter og love. Den er i en endnu større grad et spørgsmål om etik, human viden og kunnen. Men viden og kunnen er baseret på talenter. Og talenter kan kun blive til ved langsom vækst, hvilket her vil sige, ved en permanent beskæftigelse eller erfaringsdannelse i det givne felt. Man kan ikke gøre en person til et geni ved diktatur. Kun en vedholdende permanent øvelse og lyst til øvelsen kan efterhånden bringe personen frem til toppunktet af kunnen i det pågældende felt. Man kan diktere det at lukke øjnene eller at sige ja eller nej, men man kan ikke diktere det at læse et stykke op af en bog, hvis det ikke har lært at læse. Ligesom man ikke kan sige til analfabeten "læs", og så læser han, således kan man heller ikke sige til menneskeheden "vær total fuldkommen i væremåde", og så er den pludselig fuldkommen i sin fremtræden. Selvom menneskeheden af hjertet ønskede at handle efter nævnte påbud, ville det være ganske umuligt for den at efterkomme det. Kun det, væsenet har tilegnet sig evne og begavelse til at kunne udføre fuldkomment, kan det eventuelt tvinges til at udføre. Den kulturbegavelse, et menneske ikke har, kan ingen magt diktere eller tvinge det til at udvise.

Det er rigtigt, at der i den nuværende såkaldte kultur eksisterer et lov- og retsvæsen, baseret på regering og myndigheder, men det kan aldrig i noget tilfælde blive andet end et bevis for, at menneskene endnu ikke besidder det virkelige kulturtalent. I så fald behøvedes der intet som helst retsvæsen med straffeanstalter, tugthuse og andre midler til at skabe skræk og rædsel for overtrædelse af de af samfundene eller statens vedtagne love og forskrifter. At denne foranstaltning er nødvendig i et samfund viser, at dette samfunds væsener i hovedtrækkene udgør en samling mennesker, indenfor hvilken der endnu forekommer individer, der er så underudviklede, at de i givne situationer ikke viger tilbage fra at myrde deres medvæsener eller på anden måde forfølge dem, hvis de kan have en eller anden stor fordel heraf. At sådanne personer betjener sig af løgn eller usandheder og bagtalelser i situationer, hvor denne fremgangsmåde synes at være den mest fordelagtige, er så almengældende, at dette vist ikke behøver at pointeres nærmere. Princippet at albue sig frem over sine medmennesker, når det gælder en god levevej eller en eller anden glimrende økonomisk fordel, er heller ikke nogen ualmindelig kendsgerning. At disse i menneskelig mentalitet forekommende og på grund af menneskelig intelligens overdimensionerede dyriske tendenser således underminerer enhver kulturskabelse og fred mellem menneskene, behøver man heller ikke at være overbegavet for at kunne erkende. Disse tendenser kan endog være livsfarlige. Hvad mener man om gangstere, rovmordere og hævnere? - Ethvert sådant individ er i sig selv mere et farligt dyr, end det er et kultiveret menneske. Er det ikke netop på frugterne, at man kender træet? -

Denne analyse af det almindelige menneske gives ikke for at tale nedsættende eller for at udtrykke en af bitterhed opstået kritik. Men hvis man ikke kender den virkelige analyse af et problem, kan man umuligt dømme retfærdigt eller logisk i samme problem. Og at være uretfærdig er den største overtrædelse af alle kultur- eller livslove. Det er derfor absolut nødvendigt, at man kommer til erkendelse af, at en samfundsordning, der i sig selv kun er et primitivt dyrisk værn imod livsfarlige, dyriske tendenser i menneskenes manifestationer og væremåde, umuligt kan være udtryk for virkelig sand "menneskelig" kultur og livspraksis. Og jo mere nævnte værn er baseret på de samme dyriske tendenser som de, der giver sig udslag i de væseners manifestationer, man vil beskytte sig imod, såsom tortur og drab, hævn eller straf, desto mere bliver dette værn synligt som en primitiv nødforanstaltning og et urokkeligt bevis for, at man her ikke har med virkelig "menneskelig" kultur eller væremåde at gøre. Det er et dyremellemværende iblantd mennesker, der bliver afgjort ved hjælp af dyrementalitet.

Med hensyn til menneskenes ufuldkomne samliv og samfundsorden er der ikke noget nedsættende i det. Intet væsen kan repræsentere et højere udviklingstrin end det, hvortil det er nået. De erfaringer et menneske ikke har i dag, men først får i morgen eller på et langt senere tidspunkt i dets liv, kan det ikke handle efter i dag. Sålænge et væsen i udviklingen ikke er kommet så langt, at det har fået udviklet øjne, kan det ikke se. Sålænge det ikke har fået udviklet ører, kan det ikke høre. Sålænge det er et plantevæsen, kan det ikke opfylde det animalske væsens livsbetingelser. Her hjælper hverken diktatur, tortur eller straf. Ligesom planten ikke kan opfylde dyrets livsbetingelse, således kan dyret heller ikke opfylde menneskelige livsbetingelser. Det er nødsaget til at må bruge de sanser, det instinkt og de forsvarsmidler, det har til rådighed, for at kunne opretholde sit liv. De forsvarsmidler, det ikke har til rådighed, kan det selvfølgelig ikke bruge eller betjene sig af.

Med hensyn til mennesket, da er der slet ikke noget i vejen for, at det kan benytte sig af de dyriske livsmetoder eller tendenser, ja, det kan endog i kraft af sin langt mere udviklede intelligens danne sig dyriske forsvarsmidler, der er gjort millioner gange stærkere end de hos dyret forekommende naturlige "dyriske" forsvarsmidler. Der, hvor dyret kun kan tage kampen op med en enkel livsfarlig modstander eller fjende, der kan mennesket med sin udviklede dyriske forsvarsmetode gøre det af med millioner og atter millioner af fjender eller formentlige fjender. Hvad mener man om Hiroshimas og Nagasakis udslettelse ved atombomber? - Og hvad mener man om brintbomber, hvis virkninger ligefrem er i kæmpeformat i forhold til de første atombombers virkninger. Den første form for atombomber er altså ved at være forældet. Den er ikke dræbende nok, den er ikke ødelæggende nok. Tror man denne livssaboterende indstilling er kultur? - Er det ikke dyrets forsvarsmetode i renkultur og genialitet? Det er rigtigt, at det er "menneskelig" begavelse, der har sat mennesket i stand til at udvide sin "dyriske" forsvarsmetode til dette overnaturlige kæmpeformat, men tror man, det er livets mening, at man skal bruge "menneskelig" begavelse til at udvikle og mangfoldiggøre de "dyriske" evner og hermed i tilsvarende grad udvide den "dyriske" livspraksis i "menneskelig" væremåde? - Tror man ikke snarere, det er livets mening, at man skal bruge "menneskelig" begavelse til at udvikle og mangfoldiggøre "menneskelige" talenter og dermed udvidelsen af den "menneskelige" livspraksis i "menneskelig" Væremåde og tilværelse? Kun menneskelig begavelse i menneskelig væremådes favør kan være kultur eller virkelig "menneskelig" tilværelse eller "Himmeriges rige". At befordre dyrets livspraksis i menneskelig væremåde og tilværelse kan kun skabe "helvede". Den dyriske livspraksis kan aldrig nogen sinde retmæssigt være højidealet i menneskelig tilværelse. Den kan kun afsløre sine ophav og tilhængere som henhørende under ufærdige og dermed endnu underudviklede mennesker. Men underudviklede mennesker kan umuligt repræsentere færdig menneskelig kultur og væremåde. At forlange dette er igen en afsløring af manglende udvikling eller primitivitet hos dette forlangendes ophav. Derimod vil kulturproblemet komme sin virkelige løsning nærmere i samme grad, som menneskene kommer til erkendelse af, at deres nuværende såkaldte kultur kun er en ubevidst dyrisk livspraksis i deres egen væremåde og tilværelse.