Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat.)

Men den mere intellektuelle Del af Menneskene har dog naaet det Stadium, hvor man kun kan anerkende Jordkloden som et Fnug i Verdensaltet, en ubetydelig Ener uden nogen Forrang frem for andre Kloder, og denne Opfattelse prædestinerer derved Felter indenfor Jordklodens Bevidsthed til at blive modtagelige for højere aandelige og hurtigere vibrerende Impulser, som indenfor vor Tankeverden giver sig til Kende i de førnævnte i Artiklen fremsatte Opfattelser af Verdensaltet ud over Tid og Rum.

Men ved dette Strejflys ind over et makrokosmisk Væsens Bevidsthed bliver vi ogsaa Vidne til en Kendsgerning, som vi kan lære en Del af.

Lad os antage, at Jordklodens Bevidsthed blev ved med at arbejde med de førnævnte egoistiske Tankeklimaer, der paa vort Plan gav sig Udtryk i Menneskehedens Antagelse af Jorden som et urokkeligt universelt Verdenscentrum. Dette vilde jo have til Følge, at Menneskeheden aldrig nogen Sinde paa Jorden kunde faa en højere Betragtning af Verdensordningen bragt frem til almen Anerkendelse, hvad der igen vilde resultere i, at vi ikke kunde naa til en fuldkommen sand Erkendelse af Tilværelsen. Det Verdensbillede, der kunde skabes med en saadan lokal Opfattelse som Basis, vilde være et Verdensbillede ude af Balance, det kunde aldrig indenfor sine Rammer rumme Forestillinger om Makroindivider, da det vilde udvise en fysisk Udvikling, der var standset. En Menneskehed med en Tro paa, at Jorden var Verdens Centrum, kunde ikke være modtagelig for nogen som helst Tilnærmelse til Sandheden om et universelt Liv.

Men en Udvikling kan jo aldrig standses, saa naar Indflydelsen af primitive Tankeklimaer i Jordklodevæsenets Bevidsthed forhindrede eller lagde uoverstigelige Vanskeligheder i Vejen for Menneskets Udvikling, saa vilde Resultatet blive det, at disse manglende Betingelser for Aandsudvikling vilde umuliggøre Inkarnation af de mest fremragende Mennesker, og disse vilde da automatisk tiltrækkes til de Kloder i Universet, hvor de rette Betingelser forelaa. Jordkloden vilde da efterhaanden blive berøvet sine ypperste Hjerneceller, hvad der igen vilde betyde yderligere Aandsstagnation for dens Bevidsthed.

Nu vil vi forsøge at overføre disse Principper paa os selv og prøve at udlede den Betydning, disse Realiteter har for os.

Vi vil da se, at saalænge et Væsen er indhyllet i egoistiske Tanketilstande, saalænge dets Bevidsthedsliv er baseret paa Formodninger om, at man selv "repræsenterer noget fremragende", at man "er større eller bedre end nogen anden", saalænge at man i det hele taget tror om sig selv, at man blot er en Brøkdel mere værd end alle andre levende Væsener, saalænge er man stivnet med Hensyn til aandelig Vækst og Udvikling, saa længe er Bevidstheden lukket for aandelige Impulser af højere Værdi.

Thi med en saadan Egoisme i Bevidstheden blokeres der for Tilgang og Skabelse af højere og finere Hjerneceller i den menneskelige Organisme, paa akkurat samme Maade som Inkarnation af højere udviklede Mennesker forhindres paa en Klode med tilsvarende Egostandard. Modtagelsen af højere Energier formindskes, aandeligt Tankeliv og Fremgang stagnerer. Men dette sker oftest til Fordel for Individets fysiske Fremgang og Position, til hvilket netop Egoismen er glimrende egnet paa Grund af dens Tilsidesætten af andre Væseners Følelser. Men fysisk Fremgang og Position kan kun skabes paa Grundlag af andre levende Væseners Undertrykkelse og Lidelse, og disse Faktorer vil, efter de kosmiske Love, resultere i, at det Væsen, der var Aarsag til deres Skabelse, før eller senere igen modtager de tilbagevendende Energier, der igen udløser tilsvarende Smerte og Lidelse hos ham eller hende.

Men Lidelse og Smerte vil jo altid foraarsage en forøget Følelse hos det paagældende Individ, og en forøget Følelse vil jo være det samme som en mindsket Egoisme, og efterhaanden som de i den fysiske Tilværelse stadig modtagne Lidelser Liv efter Liv formindskes og til Slut helt udsletter denne Egoisme, modtager Individet større og større Inkarnationer af Hjerneceller af den til videre Udvikling passende Fuldkommenhed.

Derfor vil det altsaa være en Kendsgerning, at Egoisme er en hæmmende Faktor i Menneskets aandelige Udvikling, ikke blot den almindelige Form for fysisk Egoisme, vi kender fra Dagliglivet, men ogsaa de finere Former for Egoisme som "Aandsegoisme", der blandt andet viser sig, naar man ad teoretisk Vej – altsaa ved ydre Belæring eller Læsning – er kommet i Besiddelse af en Viden, der formenes større end andres, og af den Grund føler sig overlegen og berettiget til at se ned paa Væsener, der muligvis ikke har samme teoretiske Lærdom.

Derfor vil den mest dybtgaaende Erkendelse af ens egen Videns Begrænsning, ens Evners Mangelfuldhed og ens Tilsidesætten sig selv, være den fundamentale Basis for Tilegnelsen af Hjerneceller med Modtagelighed for hurtigere Vibrationer og dermed – for os – for en højere Viden og et sandere Kendskab til Livet eller Tilværelsen.

Vi har samtidig med disse Betragtninger set, hvor frugtbar Analysen af et makrokosmisk Væsens Bevidsthed kan være for parallelle Sammenligninger af Problemerne i vor egen Bevidsthed, og hvor langt større Overblik, man kan faa over sig selv ved at anvende Analyserne baade indenfor Makrokosmos, sig selv og Mikrokosmos, thi det er som Martinus siger: "Naar vi ser ud i Universet, ser vi ind i os selv, og naar vi ser ind i os selv, ser vi ud i Universet."

Medens vi i det foregaaende har beskæftiget os med den store Verden i makrokosmiske Højder, kunde vi nu prøve at kaste et Blik nedad i de mikrokosmiske Dybder, og følge Udvidelsen af Menneskets Horisont nedad i det Smaa, ned i Molekylernes og Atomernes Verden.

Medens vi med Sanserne kan opfatte de Realiteter, vi ser ude i Verdensrummet, og derved danne os et Begreb om, hvorledes den omgivne Verden er organiseret, saa er Forholdet ganske anderledes for vor Viden om Stoffets Natur. De Sanser, hvormed vi oplever denne underliggende Del af Verdensaltet, dette Mikrokosmos, fortæller os nemlig intet som helst om dens virkelige Natur. Vi kan saaledes ikke med Øret opfatte, hvad der foregaar i et Legeme, der udsender Lyd. Lige saa lidt som Lysindtrykket i vort Øje kan lære os noget om Naturen af den Virksomhed, der fremkalder Lys. Følelsen, den eneste Sans, hvormed vi opfatter Varmen, er fuldkommen ude af Stand til at lære os Varmens Natur at kende, og ved en ren umiddelbar Betragtning af magnetiske og elektriske Fænomener kan vi heller ikke faa nogen som helst Oplysning om, hvad der i det hele taget foregaar i Stoffet, som fremkalder dem.

Derfor har Spørgsmaalet om Stoffets indre Natur ogsaa hørt til et af de vanskeligste videnskabelige Problemer, og det er faktisk først i de senere Aar, at Menneskene for Alvor er begyndt at trænge ind i Materiens Hemmeligheder.

Hos de ældre kendte Kulturfolk, der beskæftigede sig med Spørgsmaalet om Materiens Bestanddele, møder vi mange forskellige Meninger herom. Snart mente man, at der kun eksisterede eet enkelt Stof, som laa til Grund for Dannelsen af alle de forskellige Variationer af Materien, som f. Eks. hos Perserne, der mente, at Ilden var Urstoffet, og hos Ægypterne, der mente, at Vandet var Urelementet. I det ældre Grækenland havde man den Formening, at Luften var det oprindelige Grundprincip og udledede derfor alle Legemers Fremkomst af en Fortynding eller en Fortætning af denne. I første Tilfælde skulde der fremkomme Ild, i det sidste Tilfælde Vand.

Men ad tankemæssig Vej kom iøvrigt flere af Oldtidens store Tænkere allerede dengang til den Erkendelse, at alt Stof maatte være sammensat af ganske uhyre smaa Dele, som var forskellige i deres Former og Størrelser, og som ved deres Organisation og Bevægelse var Grundaarsagen til alle det fysiske Stofs Egenskaber og Forandringer. Da man gik ud fra, at disse teoretiske Smaapartikler maatte være udelelige, kaldte man dem "Atomer", d. v. s. "det, der ikke kan deles".

Men denne Opfattelse blev dog ikke, – saa nær den end laa for logisk Tænkning, – den, der blev almengældende indenfor den daværende Videnskab. Først da den i vore Dage opnaaede en videnskabelig Underbygning, har den naaet til almindelig Anerkendelse.

Den Anskuelse, som prægede Opfattelsen af Stoffets indre Natur lige til langt op i Middelalderen, var imidlertid Grækeren Aristoteles' Lære om de fire Elementer. Den rene Materie var ifølge dette udelukkende en tankemæssig Realitet, den var uden Egenskaber, uden Form og uden Hensigtsbestemmelse. Men den rene Materie eksisterede imidlertid blot ikke for sig selv, idet enhver fysisk Realitet kun kan sanses ved sine Egenskaber. Disse blev da betragtede som visse Kræfter, der ved at forbinde sig med Materien gav denne dens Ejendommeligheder. Som Uregenskaber antog Aristoteles kun de fire: Varme, Kulde, Tørhed og Fugtighed; thi alle andre Egenskaber, mente han, afhang af disse. Tæthed blev saaledes betragtet som en Virkning af Kulden. Porøsitet blev betragtet som en Virkning af Varmen, Haardhed som Følge af Tørhed, Blødhed som fremkommet ved Fugtighed o. s. v. De fire Elementer, Jorden, Vandet, Luften og Ilden regnedes for Bærere af disse Uregenskaber.