Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Endnu sender solen sin dejlige varme nedover os, og det hænder, at aftenerne er så lune, at vi kan tro, at det stadig er sommer. Men dagene bliver ikke længere, og inden vi ser os om, har vi høststormene og kulden. Jeg er påny vendt tilbage fra Klint efter en sommersæson, der var den største i sagens historie. Selvom det kan være fristende at ridse netop denne sommer en lille minderune, vil jeg her nøjes med at konstatere, at den, hvad gæsteantal angår, var den største, vi har oplevet, at gæsterne fik flere foredrag end nogen sinde før, og at vi havde flere udenlandske besøg end noget andet år. Det sidste er ikke af mindst interesse, idet vi i denne sommer har fået skabt kontaktlinier med udlandet, som inden længe vil vise sig at blive af stor betydning. Der er her især tale om Sverige, Island, Holland og England.

For Sveriges vedkommende er der tale om en ganske naturlig konsekvens af det arbejde, der gennem årene er blevet udført i dette land. Martinus har meget trofaste venner i Sverige, og jeg har tidligere antydet, at disse venner ikke har i sinde at nøjes med at være tilskuere. De er særdeles aktive, og jeg skal nu mødes med dem i Stockholm, for at vi sammen kan finde en vej til at få Martinus' bøger frem på det svenske marked. Selvom mange danskere tror, at enhver svensker forstår dansk og evner at læse det, beror denne tro på en misforståelse. Svenskerne læser akkurat ligeså nødigt dansk, som danskerne læser svensk! Martinus' litteratur må derfor oversættes, og denne oversættelse er i fuld gang.

For Islands vedkommende er forholdet helt specielt. Martinus' besøg deroppe sidste sommer har sat sig dybe og varige spor. Vi har fået et meget stort antal venner på denne for os så fjerne sagaø, og en af dem, for hvem mødet med Martinus blev livsafgørende, lærer Vignir Andresson fra Reykjavik, kom herned og tilbragte en meget lang tid iblandt os på Klint, for at sætte sig så meget ind i vort arbejde, at han kunne påbegynde et effektivt studiekredsarbejde på Island. Vignir Andresson modtager nu i løbet af kort tid en mindre "skibsladning" af sagens litteratur, og en mængde varme ønsker følger ham i hans arbejde for udbredelsen af Martinus' tanker oppe i det høje nord. Enhver af os, som havde den glæde at lære ham at kende, fandt i ham netop det menneske, som vi alle med glæde ser stå i spidsen for Martinus' arbejde i sit eget land. Vi vil komme til at høre meget godt nyt fra ham! Men også han får et oversættelsesproblem at kæmpe med. Islændingene fjerner sig mere og mere fra vort sprog, og sagens litteratur må derfor også gøres tilgængelig på islandsk, for at en virkelig udbredelse kan finde sted. Imidlertid står Vignir Andresson ikke ene, og vi er overbevist om, at han vil være i stand til at finde vej frem igennem de vanskeligheder vort arbejde nødvendigvis vil give ham deroppe.

Igennem mange år har vi vidst, at der i Holland er meget stærkt spirituelt interesserede. Vi har således sendt adskillige bogpakker til dansk-hollandske interesserede, og det har nu givet sig udslag i en nærmere kontakt, som kan føre til et meget levende samarbejde. Da hollænderne er meget sprogbegavede, menes det imidlertid, at problemet her foreløbigt vil kunne løses ved hjælp af engelske udgaver, hvorfor kræfterne foreløbig samler sig om at få dem frem. Jeg ved, at mange her i landet med spænding imødeser den første udgave af Martinus bøger på engelsk. Hvornår det sker, kan vi ikke sige. Vi kan kun sige, at den første oversættelse, kontrolleret af en fremragende ung engelsk videnskabsmand, er i det engelske forlags hænder, og at vi i denne sag nu kun venter på svar. Men derudover er der også andet godt nyt fra vort arbejde med at få Martinus' tanker frem i England og U. S. A. En af det store blad "Manchester Guardian"s medarbejdere har netop været Martinus' gæst og går nu i gang med at skrive en række artikler om ham og hans arbejde. Da vedkommende imidlertid selv er medudgiver af et stort, internationalt tidsskrift "European and Atlantic digest" og medarbejder ved det amerikanske "Life" og meget interesseret i at få Martinus' arbejde frem for den engelsktalende verden, vil dette besøg sandsynligvis få betydningsfulde konsekvenser. Føjer jeg hertil et tilbud om at organisere udsendelsen af vort store kursus om Martinus' analyser i den engelsktalende verden, tror jeg, at man vil forstå, at mange kræfter nu er i gang for at sprænge de snævre nationale rammer, som vort arbejde hidtil har måttet eksistere under.

Det vil være urimeligt at nævne vor kamp for at føre Martinus' tanker frem i udlandet, uden at nævne esperantogruppens strålende indsats. Hver eneste dag får vi breve fra fjerne egne af verden, og hver eneste dag går den smukke esperantoudgave af "Menneskeheden og Verdensbilledet" afsted til mennesker, som på fjerne pladser har fået interesse for vort arbejde. Bor De i København, og har De blot lidt interesse for at lære dette logiske sprog, kan De meget hurtigt komme med i det eventyr, det er at bidrage til, at åndsbeslægtede mennesker jorden over kommer i kontakt med os. Betragt engang den strålende kollektion af breve fra de mærkeligste lande, som nu hænger i hall'en på Mariendalsvej, og De vil give mig ret i, at den indsats, der her gøres, rummer de dybeste perspektiver. I det hele taget er det et stort spørgsmål, om vort arbejde ikke giver den den største glæde, der ikke alene selv fordyber sig i det, men som også træder aktivt ind i det med den tanke bevidst at bidrage til dets vækst.

Det er sandt, at det har kostet eventyrligt meget arbejde og også mange penge at bringe Martinus' arbejde frem til det punkt, vi nu har nået. Men er det, vi har nået, ikke det, vi ville? Er det ikke således, at vi alle bærer på en drøm om at bidrage til, at alle mennesker får den samme klare forståelse af livsproblemerne, som Martinus har givet os, og var vi ikke alle meget lykkelige ved Edith Ryssels artikel i "Berlingske Tidende" den 16. august? Det var vi! Vi har haft store kampe at skulle igennem, og vi vil få mange endnu, det er vi klar over. Men den hårdeste "vinterperiode" er ved at være overstået. På mange områder mærker vi nu, at "tøbruddet" er i gang, og at drømme, vi engang drømte, står foran deres opfyldelse. Jeg tror, at det gælder enhver af os, der nu i så mange år har været med i denne sag, at enhver lille medgang, ethvert lille lyspunkt i den, sender netop " den strøm af livgivende energi igennem vore nerver, der dokumenterer for os, at vor kontakt med Martinus er en kontakt med det liv, der engang vil sejre over enhver form for mentalt mørke og lade solen komme til at stråle der, hvor kulden og snæversynet i dag har magten.

– – –

Såsnart jeg er hjemme fra Stockholm, begynder studiekredsarbejdet påny. Som det vil vides, ændrer det i år karakter her i København, idet jeg har opløst det store hold til fordel for en række medarbejderhold, da jeg er kommet til den erkendelse, at enhver, der for alvor interesserer sig for at lære Martinus' kosmiske analyser at kende, er en medarbejder i hans sag, og at det derfor påhviler os at bidrage videst muligt til, at enhver får den bedst mulige uddannelse for at kunne give de bedst mulige svar på de spørgsmål, omgivelserne uvægerligt stiller. Jeg ved, at denne forandring har udløst stor glæde, og jeg ser frem til en række levende aftener vinteren igennem. Også Mogens Møller udvider i år sit arbejdsområde. Flere og flere byer kalder ham og mig, og vi er begge klar over, at den tid nu ikke er fjern, hvor vi ikke alene kan magte den opgave, vi har taget os på. Vi må simpelthen blive flere! Imidlertid vil også dette problem blive løst. Martinus' arbejde er en levende organisme, og organ vil føje sig til organ under dets fremvækst. At denne vækst stiller krav, ved vi alle – men vi ved også, at det inderste levende noget i den kender dette bedre end vi, og at vi her står overfor problemer, vi ganske trygt kan lægge i HANS hånd.