Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

KULTURKRISE – hvor ofte læser man ikke det ord i aviser og tidsskrifter, hvor det bruges i flæng om alle tidens vanskelige spørgsmål, ofte blot som en kliché, der sættes i stedet for en analyse af tingene. Ordet er i sig selv udmærket til at betegne den opløsningens tilstand, som så meget befinder sig i vor tid. Vor kultur er syg, er inde i en krisetilstand, der må føre enten til død eller til ny sundhed. Kulturen er en patient, som mange nærer den største bekymring for. De lærde er uenige, nogle mener, at man skal bruge visse "atompiller" for at redde kulturen, andre, at disse tværtimod vil være den visse død for patienten.

Hvordan kan man udfra et åndsvidenskabeligt synspunkt se på kulturkrisen? Efter Martinus' analyser har den sin naturlige forklaring, men de viser samtidig en vej ud af den. Kulturkrisen er dybest set det enkelte menneskes egen krise, og kun den vej fører ud af den, som den enkelte selv kan bane sig ved hjælp af sin tanke, sin følelse og sin handling. En organisme kan kun være sund, når organer og celler er sunde; og menneskeheden er een stor organisme, hvori de enkelte individer er celler. Individualismen og kollektivismens problemer er gensidigt afhængige af hinanden, de må løses under eet. Kulturkrisen er ikke et problem uden for os i øst eller vest, den er i os, den er os selv.

FRIHED – LIGHED – BRODERSKAB er den demokratiske sentens både i Rusland og Amerika, og dog er ingen af parterne demokratier i ordets virkelige betydning. Begge statsskibene har slagside. Hvis man prøver at ændre faktorernes orden i den demokratiske sentens til: Frihed – Broderskab – Lighed, hvor broderskabet står som den centrale faktor, der skal afbalancere frihedens og lighedens yderpunkter, kan man, som den norske forfatter Jens Bjørneboe gør det, sige, at Amerika hælder til frihedens side på bekostning af lighed, og Rusland til lighedens side på bekostning af frihed. Begge dele, fordi begge parter lider af mangel på broderskab.

Disse to tilstande eksisterer også i de enkelte menneskers sind, uanset politiske sympatier og antipatier. Vore "skibe" har også "slagside" til øst eller vest på grund af mangel på broderskabsfølelse og dennes virkeliggørelse i hverdagen. Nogle mennesker hælder til individualismen og forlanger fuld frihed for sig selv. De albuer sig frem, det gælder for dem om at "sikre sig", selv om det må ske på andres bekostning. De har slagord om, at de samtidig tænker på samfundets bedste, på kulturens vækst o.s.v., men det er for at lave samfundet og kulturen således, som det tjener dem selv bedst. Det er egoisme.

Andre hælder til kollektivismen, til en ikke alene fysisk men også åndelig ensretning, og de vil derfor bremse alt det, de ikke forstår. De vil holde alt på et gennemsnitsniveau. Alle skal have lige meget, og kan de ikke få det, skal de have lige lidt. Lighedstanken er i sig selv rigtig nok, når den styres af broderskabets idé. Men gør den ikke det, bliver også den til egoisme og snæversyn. I ånd og skaberkraft er vi ikke hverandre lige, vi står på forskellige udviklingstrin. Nogle har dybere tanker end andre, og skal verden vokse i fred og forståelse, må de stærke i ånden have frihed til at udfolde deres skabende kræfter. "Nåh, altså imperialisme", vil nogle sige. "Altså diktatur", vil andre sige. Ingen af delene! Når der virkelig er tale om store MENNESKER (ikke STORE mennesker) vil det altid være broderskabets idé, der får dem til at arbejde for større frihed og større lighed i verden. De vil intet kræve for sig selv, deres kapital er af åndelig art, og de ved, at den intet er værd, uden den bruges til gavn for andre. Egoismen er for sådanne mennesker et overstået stadium, de har selv nedbrudt deres "jerntæppe" og er blevet eet med universets skabende kraft. De er nok individer, enere, men de føler, at de skylder de mange eller helheden alt, thi uden den, var de selv intet. Derfor bruger de deres individuelle skabeevne, som jo netop udvikles ved at bruges, og som får sin kraft fra en kilde, alle er fælles om, til at gavne helheden.

Som eksempel på et sådant menneskeligt menneske kan vi ikke få nogen bedre end Jesus, fredens og broderskabets store forkynder, der vel at mærke ikke blot forkyndte, men levede og døde for sin mission: at vise menneskene, hvordan man kan være menneskelig, d. v. s. menneskekærlig i alle situationer. Sin FRIHED havde han ikke på andres bekostning, tværtimod, han brugte den til at gavne andre med. Og LIGHEDEN var for ham en naturlig ting, netop som en følge af BRODERSKABET. Men han vidste, at skøgen og høvedsmanden og Zaccæus og Nikodemus ikke skulle behandles på samme måde, han kendte deres trin og deraf deres trang og behov, og de fødte hans kærlighed, netop som DE trængte til den.

Den dogmatiske tåge, som kirken gennem århundreder har lagt om kristusskikkelsen, forsvinder, når han ses i åndsvidenskabens lys. Han bliver ikke mindre deraf, tværtimod. Hans menneskeskikkelse står kærligt vendt mod alt og alle, og den guddommelige visdom og kærlighed stråler fra hans blik. Han er menneskesønnen, der siger: "Tag dit kors og følg mig". Vi er ikke kristusvæsener som han, men hvis vi føler, at hans tale, liv og død har bud til os, er der ingen anden vej end at prøve at følge ham. Ikke gennem fanatisme, "hellighed", højrøstet tale om "omvendelse" o. s. v., men ved som han at leve efter broderskabets idé. Vi har nemlig alle NOGET af Kristus i os. Der slumrer en kristusbevidsthed i dybet af vort sind, der ytrer sig som alle vore "gode sider", vor menneskelighed og vor længsel efter krigens ophør i vor verden. "Christos" er betegnelsen på den indviede, den salvede, det, personen Jesus blev – og som vi også engang skal blive! Martinus beskriver i sin bog "Juleevangeliet", hvordan det jordiske menneskes sind er som et kristusbarn svøbt i krybben (det fysiske legeme), omgivet af dyrene i stalden (det øvrige dyrerige) og af Josef og Maria, (den maskuline og den feminine pol). Jaget og forfulgt af Herodes (magtprincippet og det dræbende princip), men hjulpet af de hellige tre kongers gaver (de tre store verdensreligioner) føres barnet til Ægypten (Sfinxens land) og undslipper derved sin forfølger. Ægypten og Sfinxen, har det noget at fortælle os? Er det ikke blot okkultisme og mystik, som så mange gange har ført mennesker på afveje? Okkulte eller skjulte kræfters tilstedeværelse i vort liv vil vist de færreste tænkende mennesker idag benægte. Den fysiske videnskabs grænser er flyttet ind i det usynliges verden. Men for at menneskeheden kan glide ud af den frygtelige kulturkrise, må videnskab og okkultisme mødes, blive eet, og det sker gennem Martinus' kosmiske analyser, gennem hvilke vi ad logiske baner føres ind i vort eget evige væsen til den kraft, der, når vi har sluppet vore egoistiske begær, vil opleves som "opstandelsen", det JEG, som ER SANDHEDEN OG LIVET.

Den store norske maler Edvard Munch har i mange af sine billeder skildret det moderne menneskes ensomhed. På et billede "Aften på Karl Johan" (Oslos hovedgade) ser man på fortovet en mængde skikkelser med hvide, stivnede, maskelignende træk. De går tæt op ad hverandre, men alle er de alene. Kunstkritikere har ofte kaldt Munchs billeder "dæmoniske", og dette ord dækker også over de realiteter fra menneskelivet, som Munch ofte har skildret:

Menneskets kamp med instinktive kræfter i dybet af dets sind, dets angst for døden, dets seksuelle kampe og lidelser og dets isolation blandt væsener, der har de samme kampe, som det selv. Munch skildrer menneskets dobbeltvæsen, på een gang bundet af drifter og vaner og fuld af længsel efter en tilværelse, der er friere, lykkeligere, mere smuk og mere kærlig. Munchs billeder er moderne variationer af sfinxtemaet: halvt dyr og halvt menneske, et ensomt væsen i ørkenen.

"Ørkenen" er vort eget, menneskeligt set, udtørrede og øde sind, der ikke blot er noget, vi har inden i hjernen, det er vor udstråling, vor aura, der omgiver os, som ægget omgiver kyllingen. Det er den virkelige årsag til isolationen, men den rummer samtidig muligheden for skabelsen af et virkeligt fællesskab.

Den animalske form for flokbevidsthed stikker dybere i enhver af os, end vi måske vil være ved, og dækker over en ensomhedsfølelse i dybet af vort sind, et tilbageholdt angstskrig. Vi må alle leve i en art fællesskab med andre og er vel tilbøjelige til at føle os lidt mere "sikre" over for livets omskiftelighed, når vi er sammen med vor egen "flok", d. v. s. de mennesker, vi er på bølgelængde med, med hvem vi kan lufte fælles meninger, dyrker fælles vaner (eller uvaner eventuelt sladre lidt), glemme besvær more os, hygge os. Det er alt sammen ganske naturligt, at dette skrives ikke for at kritisere. Men vi må analysere os igennem det og komme ind til en fornemmelse, der findes hos alle mennesker, der er begyndt at tænke (det er jo bl. a. det, der gør mennesket ensomt) AT NOGET VENTER DEM, NOGET, SOM DE ANDRE IKKE KAN HJÆLPE DEM MED. En kamp skal udkæmpes "i ørkenens ensomhed", det enkelte menneskes kamp med dets egen "dæmon", d. v. s. dets egoisme og dyriske vanebevidsthed. "Sfinxens gåde" skal løses af hver og een i hans eller hendes eget sind, det er den eneste vej ud af kulturkrisen, og det er samtidig "Kristi efterfølgelse".

Begrebet "indvielse" står for de fleste mennesker som noget, der er forbundet med mystik og okkultisme, hvad det også tidligere i større eller mindre grad har været. Det har været kunstige indvielser, partielle og derfor ikke altid ufejlfarlige. Det har været kosmiske glimt, i visse tilfælde endda meget store kosmiske glimt. – Fjerne fortidskulturers konger og ypperstepræster, vismænd og profeter har været de transformatorer, gennem hvilke den guddommelige visdom, kærlighed og skaberkraft har strålet ind i menneskenes verden, blændet af i den målestok, som folket kunne tåle. Den vise Buddha lærte mennesker den syvfoldige vej gennem bevidsthedens vildnis til Nirvana, freden og harmonien. Men heller ikke det var nok. Vi må ikke undervurdere de orientalske religioners store betydning for menneskeheden. De har vist millioner af mennesker vej til åndens verden. Men de gjorde let folk til "escapister", der flygtede fra denne fysiske verden. Indiens fysiske tilstand idag er bl. a. et resultat deraf. Men Jesus? Han sagde da også: "Mit rige er ikke af denne verden". Det gjorde han, men samtidig gjorde han alt, hvad der stod i hans magt, for at hans rige, Kristusriget, menneskeriget, skulle stråle ind i og belive og aktivisere de begyndende menneskelige tendenser hos "sfinxvæsenerne" på denne jord, det intellektualiserede dyreriges valplads. Med Nazaræeren står vi for første gang over for en indvielse, hvis faser næsten alle udspilles for "åbent tæppe" blandt de jævneste mennesker i Palæstinas hverdag. Han banede vejen for en virkelig – ikke kunstig – indvielsesform på denne klode, en indvielse, som ikke er partiel, men altomfattende.

Kristi efterfølgelse eller den virkelige kristendom kan nu af det på een gang intellektuelle og følsomme menneske leves i hverdagen, der nu med alle sine problemer og vanskeligheder er den "indvielsespyramide", gennem hvis labyrintgange, fælder og vanskelige passager et væsen med kosmisk bevidsthed er gået i forvejen og har efterladt sig spor, som vil være en hjælp for de søgende sjæle, der har forståelse og kærlighed nok til at se dem. Nu kan den fulde kosmiske bevidsthed tilegnes på denne klode!

Var selve Jesu liv og gerning nok til at bane vej for indvielsen i det virkelige demokrati eller broderskab? Nej. Og han vidste det selv. Han talte om "den hellige ånd", der skulle komme til menneskene "og tage af mit og give jer." "Den hellige ånd" er de kosmiske analyser, den hellige eller kosmiske videnskab, der vil være det søgende menneske til uvurderlig hjælp på den vej, Nazaræeren har vandret, og som ENHVER må vandre.

Man vil måske synes, at vi nu er kommet lidt langt bort fra kristendom og kulturkrise; men de perspektiver, jeg her har søgt at antyde, og som et grundigt studium af de kosmiske analyser kan uddybe, vil vise såvel kulturkrisen som kristendommen i et nyt lys. De vil få hverdagen til at vise sig som noget andet end tilfældigheders tilfældigheder og få det søgende menneske til lidt efter lidt at se sit eget ansvar som MENNESKE blandt levende væsener i mikro-, mellem- og makrokosmos. Det vil se sine muligheder for som udødeligt individ med sin specielle bevidsthedsudstråling og skabeevne at praktisere broderskabet og skabe fred og forståelse i den del af verdensaltet, der er hans eller hendes verden. Da vil der efterhånden ingen krise være, og kristendom vil være – ikke en tro, der er sværmerisk eller fanatisk – men en måde at leve på, der gør den enkelte til eet med universet eller den evige guddom og dermed til eet med alt levende.