Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Trods Menneskenes Kærlighed til Planterne er deres Forhold til disse Former for Liv dog temmelig haardhændet. Det er jo efterhaanden blevet en meget udbredt Skik ved Jordefærd, Begravelse eller Bisættelse at udsmykke Ligkisten med et Væld af afskaarne Blomster. Rent overfladisk er der tilsyneladende ikke noget ondt i denne Udsmykning, idet den jo er Udtryk for en vis Sympati tilkendegivelse overfor den Afdøde. Men ved en nærmere kosmisk Analyse bliver en saadan Handlemaade mildest talt forfærdelig. For det højt klarsynede Væsen er Udstraalingerne fra et saadant Blomstervæld ikke rene. Den højeste Aura omkring Kisten er inficeret med mørke Straaler, der lader den fremtræde i et grumset Skær. Blomstervældet er nemlig som før nævnt kun bestaaende af afskaarne Blomster eller Plantedele, altsaa en Samling amputerede Plantelemmer.

Man har i blind Uvidenhed og paa Basis af manglende Evne til at føle Plantevæsenets Identitet som levende Væsen været med til, enten ved at købe Blomsterne afskaarne eller ved selv at have plukket eller afrevet disse, at holde det dræbende Princip i Kulmination. Man har været med til at holde Lemlæstelsesideen ved Lige. Man har berøvet de paagældende Plantevæsener deres skønneste Pryd. Blomsterne er jo Basis for disse Væseners højeste Livsglæde.

Plantevæsenet er jo ikke saa langt tremme i Spiralen som Mennesket og kan derfor ikke som dette i fremmede Materier frembringe skabte Realiteter. Medens Mennesket saaledes kan faa Udløsning for sin Skabertrang i fremmede Materier, har Plantevæsenet kun sit eget "Kød" og "Blod" at anvende som Materiale for sine "Kunstværker". Billedhuggeren kan skabe i Marmor og Granit, Maleren i Farver og Lærred og Haandværkeren i de for hans specielle Fag gældende Materialer. Da disse af Mennesker saaledes frembragte Kunstværker er skabte udenfor deres Ophavs kødelige Legemer i selvstændige Materier, har de den Fordel, at de kan "plukkes", hvilket vil sige adskilles fra sit Ophav, tilegnes, flyttes af andre Væsener uden at betyde Død og Lemlæstelse for deres Ophav, hvilket naturligvis er umuligt for Plantevæsenets "Kunstværker:" Blomsterne, idet disse jo udgør en Del af deres Ophavs eget Legeme, Kød og Blod.

Medens det for den sande Kunstner, hvad enten denne er Billedhugger, Maler eller Haandværker, er en Nydelse, at Medvæsenerne beundrer hans Frembringelser indtil en saadan Grad, at de paa behørig Maade tilegner sig disse og glæder sig over dem, saa vil en Beundring af samme Rang for Plantens Vedkommende være mere eller mindre lemlæstende eller dødbringende, hvis man her, som jo er ret almengældende, skiller "Kunstværket" fra Ophavet og derved dissekerer dettes kødelige Legeme.

Plantevæsenet tilhører altsaa et Plan, hvor man endnu kun kan frembringe - levende Kunstværker. Blomsterne er af Kød og Blod. Mennesket derimod er naaet længere ned i Materien. Udenfor sit organiske Legeme kan det skabe i uorganisk Materie. Disse Frembringelser er uden Følelse og kommer derved til paa en vis Maade at repræsentere "død Materie". Disse menneskelige Frembringelser vil saaledes i denne Forbindelse være at betragte som - døde Kunstværker. Dog udløser de samme Væsener ligesom Planterne ogsaa Skabelsen af deres kødelige Legeme. Ligesom Plantevæsenet kan have smukke Blade og Blomster, saaledes kan et Menneske jo ogsaa have smukke øjne, Hænder og Fødder, kønt Haar o. l. Disse Realiteter svarer i Princip til Plantevæsenets Frembringelser, dets Blade og Blomster. Hvis man nu tænker sig, at der fandtes nogle, Menneskene overlegne, Væsener, der nærede den samme Interesse og Sympati for disse smukke øjne, Hænder o. s. v., som Menneskene nærer for Planternes smukke Legemsdele, men derimod ikke kendte mere til Menneskenes Sjæleliv og Følelse, end Menneskene kender til Planternes, da vilde disse Væsener i deres Egoisme og Uvidenhed rive nævnte Øjne ud af Hovedet, skalpere Haaret fra Issen og brække Lemmerne fra Kroppen af Menneskene for at tilegne sig disse amputerede Legemsdele. Og vi har da nøjagtig i Princip her et Billede af den Kendsgerning, som Menneskenes Forhold til Plantevæsenerne repræsenterer.

At Menneskene netop ikke er Offer for et saadant Princip, skyldes jo kun den Omstændighed, at man paa de for Mennesket overliggende Trin jo forlængst er kommen bort fra det dræbende Princips Udløsning og i Besiddelse af høj Visdom og Humanitet kun kan tjene de underliggende Væsener i Harmoni med de højeste Kærlighedslove.

Nu er der maaske Læsere, der vil smile af foranstaaende og eventuelt mene, at jeg her er kommen altfor langt ud, og at min Analysering er fantastisk. Men dette understreger jo blot de samme Væseners svigtende Bevidsthed, deres bristende Sans for den virkelige Logik, Tilværelsens højeste Matematik.

Men forøvrigt, hvad er Fantasi? - Hvis en Vildfarelse er bleven en tusindaarig Tradition som opfattet Virkelighed blandt Menneskene, vil den sande Virkeligheds Afsløring for de samme Mennesker virke som "Fantasi". Men hvis Sandheden allerede er Tradition, vil Vildfarelsen derimod blive opfattet som "Fantasi". Det saakaldte Fantastiske behøver altsaa ikke at være uvirkeligt, ligesom det Uvirkelige ikke behøver at virke fantastisk. Om noget opfattes fantastisk, beror altsaa paa, hvorledes man i Forvejen er indstillet. Man skal være forsigtig med Bedømmelsen: "Fantasi". En Vildfarelse eller Fejltagelse kan altsaa, for det under "Den guddommelige Suggestion" (se "Livets Bog", Stk. 140) henhørende Menneske, til Tider opfattes som total Virkelighed, ligesaavel som en total Virkelighed eller Kendsgerning til andre Tider af det samme Menneske kan opfattes som total Uvirkelighed.

Hvorledes kan man da i et givent Tilfælde kontrollere, om det er en Sandhed eller Vildfarelse, man har for sig? - Og her maa Svaret naturligvis, som overalt i mine Beretninger om Livet, blive, at den absolute Sandhed eller Virkelighed manifesterer sig gennem en Hundrede Procents Logik, hvilket igen er det samme som en Hundrede Procents Hensigts- eller Planmæssighed i nyttefrembringende Udløsning, og at en hvilken som helst Oplysning om et Problem uden denne Udløsnings Tilstedeværelse er ganske blottet for sin Tilknytning til det matematiske Ligevægtspunkt i den guddommelige Verdensplan, hvilket igen er det samme, som at den er uden nogen som helst matematisk Bevislighed.

Dette forstaas maaske bedre, naar man erfarer, at Verdensaltet er en matematisk Enhed. Alle eksisterende Detailler i Tilværelsen har Rod i denne Enhed, er med til at faa samme til at gaa op i et særligt Hovedfacit, der alene kun kan udtrykkes med Ordene "Alt er saare godt". Dette Generalfacit er altsaa den samlede Verdenslogiks sidste Instans og bliver derved det altbeherskende Ligevægtspunkt, med hvilket en hvilken som helst Realitet i dybeste Analyse samstemmer. Enhver Analyse af et Problem, der ikke gaar op i dette Facit, udtrykker derfor ikke Problemets sande Samhørighed med Verdensplanen og er saaledes som Analyse betragtet ganske uden Tilknytning til den samlede Verdenshensigt eller Logik. Men en Analyse, der er uden Tilknytning til nævnte Hensigt eller Logik, kan tilsidst kun vise sig at være meningsløs. Men en meningsløs Analyse er ikke en Analyse. Den er et Falsum.

Et saadant Falsum eller en fremsat Oplysning uden matematisk Bevislighed kan ikke være identisk med en Hundrede Procents Virkelighedserkendelse, idet den manglende Bevislighed nødvendigvis maa betinge uklare Felter i Oplysningen og derved i samme Grad gøre denne til "Mystik". Mystik er igen saaledes det samme som Oplysninger, hvis kærlighedsopfyldende, planmæssige Tilknytning til det samlede Verdensalts Generalfacit ganske mangler eller er ukendt.

Da jeg senere, her i Kosmos, skal give en Artikel om den sande Logik eller Livets egen Matematik, der gør den guddommelige Verdensplan bevislig, tør jeg ikke her opholde Læseren med flere Uddybninger desangaaende, men blot gøre opmærksom paa, at der i Henhold til ovennævnte findes megen Mystik i Verden, og at denne i Virkeligheden er den sande Analyse af mange af de Oplysninger og Moralbegreber, der har været og stadigt er bærende for store Dele af det menneskelige Sjæleliv. Dette vil altsaa igen sige, at disse Moralbegreber og Oplysninger i Virkeligheden, uanset af hvor mange Tilhængere og Forkæmpere de saa end har haft og eventuelt endnu har, ikke eksisterer som klare videnskabelige Fakta. Deres Tilknytning til og Harmoni med Verdensplanens logiske Ligevægtspunkt er uoplyst. De er saaledes omkranset af en Ring af ukendte Terræner. Da deres Tilknytning til Verdensplanen ligger i denne Ring af Ukendskab af Mørke, kan de jo umuligt matematisk stabiliseres af Individer, der bevidsthedsmæssigt endnu ikke kan befare disse Terræner, og som derfor heller ikke kender Verdensplanen. Og dette har da ogsaa hos de samme Væsener udløst sig i Hjærtesukket "Guds Veje er uransagelige", altsaa et nyt Begreb uden matematisk Underbygning, et nyt Postulat indkranset i den samme Ring af ukendte Terræner eller Mørke, med den samme ukendte Identitet som Virkelighed eller Uvirkelighed.

Den fremskredne Aandsforsker, der gennem sin udviklede Kærlighed forlængst har faaet Lov til at "se Gud" og oplevet Verdensplanens matematiske Ligevægtspunkt, gennemskuer med Lethed den Uvidenhed, der befordrer nævnte Postulat. For ham er Guds Veje ikke uransagelige, tværtimod. Han har forlængst opdaget, at absolut intet Liv kan befordres i Tilværelsen uden paa Basis af Erfaringsoplevelse. Men da denne igen ikke kan eksistere uden at omskabe Uvidenhed til Viden, kan intet Individ eksistere uden at befinde sig midt i denne Omskabelse. Men da samme Omskabelse er identisk med "Guds Veje", bliver en hvilken som helst Erfaringsoplevelse saaledes uomstødeligt identisk med en "Ransagelse af Guds Veje". Ethvert levende Væsen befinder sig altsaa midt i denne "Ransagelse", der oven i Købet er dets Livsbetingelse. Postulatet, "Guds Veje er uransagelige", kunde her ikke staa for Verdenslogiken. Det maatte smelte for Matematiken som Isen for Varmen. Og saaledes vil det gaa med alle Postulater, Moralbegreber og Dogmer, der ikke udtrykker den virkelige Sandhed. Kun den virkelige Sandhed kan ikke opløses, smeltes eller forgaa. Den gaar straalende og urørligt gennem Logikens eller Matematikens Brændpunkt.

Og det er saaledes absolut udelukkende af saadanne af nævnte Brændpunkt urørlige Analyser eller Oplysninger, det virkelige og dermed evige Verdensbillede er bygget op og vil blive fremført i mit samlede Værk "Livets Bog".

Et hvilket som helst Verdensbillede bygget op paa andre Realiteter eller Analyser vil uundgaaeligt i Verdenslogikens skarpe Lys før eller senere forvitre, opløse sig og forgaa.

Og vi bliver da ogsaa gennem Historien Vidne til, at Verdensopfattelse efter Verdensopfattelse og dermed Kultur efter Kultur, Civilisation efter Civilisation, Religion efter Religion, Moralbegreber efter Moralbegreber er opstaaet og forgaaet, efterhaanden som det menneskelige Sjæleliv er gaaet fremad i Intelligens- og Følelsesudvikling og derved i tilsvarende stigende Grad har faaet den logiske Sans forstærket eller Evnen til at "ransage Guds Veje" forhøjet.

Med Hensyn til den jordiske Menneskehed lever den allerstørste Part af dens Individer endnu paa Postulater, altsaa Formodninger, der er udraabt som Virkelighed uden at være baseret paa nogen som helst matematisk Stabilitet eller intelligensmæssig Analyse. Da den menneskelige Intelligensudvikling først i de seneste Aartier har taget Fart, har man altsaa været nødsaget til at leve paa saadanne Postulater og vil fremdeles være nødsaget til dette i alle Felter i den daglige Tilværelse, hvor Intelligensevnen endnu er for svag til at naa ind til det matematiske Ligevægtspunkt i Verdensplanen, der skal afsløre Postulatet som Virkelighed eller Uvirkelighed.

Men da et Postulat som før nævnt jo er en Formodning, der bliver opfattet som Virkelighed trods manglende matematisk Stabilitet eller intelligensmæssig Analyse, bliver en saadan Opfattelse jo det samme som "Tro". Men at "tro" paa noget, man intelligensmæssigt ikke forstaar, er det samme som "Suggestion". Da dette at være suggereret til en vis Grad er det samme som at være hypnotiseret, og dette atter igen udgør en vis Form for Søvngængertilstand, vil intet Individ se fuldstændigt vaagent og klart i nogen som helst andre Felter end de, hvis Tilknytning til det matematiske Ligevægtspunkt i den guddommelige Verdensplan, de har oplevet som Kendsgerning. I alle andre Felter er det endnu et suggereret eller forholdsvis sovende Væsen. Det formoder og paastaar ofte i disse sidstnævnte Felter at "vide", men har i Virkeligheden kun "Tro".

"Troen" er saaledes det første højeste Resultat af et Sanseindtryks Indvirkning paa et Individ, hvis Intelligenslegeme og dermed logiske Sans er uudviklet og derfor utilstrækkelig i Indflydelsen paa det paagældende Sanseindtryks Skabelse. Nævnte Skabelse foregaar derfor i saadanne Tilfælde næsten udelukkende gennem Instinkt- og Følelseslegemet. Sanseindtrykket bliver en Følelsesoplevelse uden intelligensmæssig Definition. Individet maa da erstatte denne manglende Definition ved Hjælp af "Formodninger".

Men Formodninger er ikke det samme som Kendsgerninger. Og da Kendsgerningerne i det givne Tilfælde paa Grund af den utilstrækkelige logiske Sans ikke kan blive til Realitet, bliver Formodningerne aktuelle, faar Tilhængere hos de ligestillede Medvæsener, bliver til Tradition. Og naar en Opfattelse akcepteres af mange Væsener, bliver den en Kraft, ganske uafhængig af, om den er logisk eller ulogisk, om den er virkelig eller uvirkelig, om den er Sandhed eller Usandhed. Den har saaledes sine Forkæmpere, overfor hvilke et Mindretal af modsat Opfattelse faar Vanskeligheder ved at hævde sig. Dette kan naturligvis kun siges at være udmærket, for saa vidt Flertallet repræsenterer Kendsgerningen, og Mindretallet kun repræsenterer Formodningen. Men naar Tilfældet er omvendt, er Vejen til Sandheden noget af en Bjærgbestigning. Menneskene er endnu saa rodfæstet i Dyrerigets Traditioner, at de ynder at gaa i Flok. De gaar hellere i Følge med Flokken paa en forkert Vej, end de gaar alene paa den rigtige Vej. Men derved kommer de naturligvis ogsaa til at dele Flokkens Skæbne.

I Dyreriget, hvor Livet er en Kamp for Tilværelsen, har dette Floksystem naturligvis ikke alene sin Berettigelse, men er ogsaa en stor Naturnødvendighed for Arternes Bestaaen. Overfor fælles fysiske Vanskeligheder, fælles fysisk Modstand, fælles fysiske "Fjender" staar Flokken jo bedre end Eneren. Floksystemet er da ogsaa blevet en Tradition og Basis, der følger Dyret gennem Udviklingen helt op i dets Fremtræden som "jordisk Menneske", Hvad er Nationerne, Religionerne, Sekterne, Foreningerne andet end hver for sig "Flokke" om en fælles Basis, om et fælles Maal? - Og hvorledes skulde disse Realiteter være blevet til, have faaet Indpas i Jordzonen og fremdeles have hævdet sig uden de enkelte Eneres "Flokketendens" eller instinktive Lyst til at gaa i Følge? -

Denne Floktendens er en Naturlov i Udviklingsspiralens første Tilværelsesplaner, hvor Individet endnu er i "Fostertilstand", hvilket vil sige, endnu ikke har oplevet "Den store Fødsel". (Se "Livets Bog" Stk. 20. Men den kan endogsaa spores helt ned i selve den fysiske Materie og fremtræder da som en Lov, der bevirker, at det Større altid tiltrækker det Mindre. Og det er jo i Kraft af samme Princip, at vi netop holdes bundne til Jorden, at vore fysiske Legemer ikke svæver ud i Verdensrummet, ligesom det bestemmer vor Gang og hele vor øvrige Bevægelses Natur. Hele den fysiske Tilværelse er jo en Jongleren med dette Princip. Og i Form af Floktendensen spiller det samme Princip jo ogsaa en udstrakt Rolle ved den guddommelige Suggestion.

Men efterhaanden som Udviklingen skrider frem, vokser Individerne ud af nævnte Suggestion, faar sin logiske Sans eller Tænkeevne mere og mere frigjort af Flokkens eller Flertallets Mening, begynder at klamre sig mere til Virkeligheden end til Flokken. Dette bevirker naturligvis ofte, at saadanne afvigende Individer bliver "uglesete" og forfulgt af Flokken. Og denne Gene faar naturligvis mange til at tøve med officielt at vedkende sig deres faktiske mentale Indstilling.

Men derimod er der heldigvis andre Væsener, der er længere fremskredne, og som derfor ikke er bange for Flokkens Skærsild. For dem er Sandhedens Afsløring og Praktisering det absolut eneste mentalt bestemmende i deres Fremtræden, ganske uafhængigt af hvilken Lidelse, Haan, Spot og Bagtalelse fra den uvidende Hob, de saa end maatte være Genstand for.

Og denne Standhaftighed gør dem ganske vist til Enere i en ny Flok, men i denne Flok er det ikke Flertallet eller Mængden, der er bestemmende, men derimod udelukkende enhver Eners ny Erobring af den absolute Sandhed, der er den eneste herskende Manifestationskraft.

Og i dette Kendsgerningernes solklare Dagslys bliver Eneren eller Mindretallet til den "lille Tue, der vælter det store Læs", til det lille Moment, der befordrer Verdensgenløsningen for det store Flertal, udfrier Hoben fra Uvidenhedens og Suggestionens Favntag og er saaledes det lille retmæssige "Sennepskorn", af hvilket "Himmeriges Rige" vokser frem paa Jorden.

Den jordiske Menneskehed er som nævnt paa Vej bort fra "den guddommelige Suggestion", hvilket altsaa vil sige, at den er paa Vej bort fra Dogmerne, fra gamle Formodninger, gamle Traditioner, gammel Skik og Brug og befinder sig paa Vej til – Sandheden, den eneste absolute Virkelighed. I denne Vandring er alle Individer indenfor den jordiske Menneskehed naturligvis ikke lige langt fremme. For nogles Vedkommende er de blot paa Vej til nye, men i Reglen bedre Formodninger, til nye Dogmer, er endnu underkastet Floktendensen, tør ikke gaa alene, tør ikke gaa med Mindretallet, tør ikke afvige fra den gængse Mening eller Opfattelse, hvilket vil sige Flertallets. Andre derimod er videnskabeligt anlagt. Deres Evne til at "tro" er svigtende, hvilket igen har affødt en anden Tendens, nemlig Trangen til at "vide". Saadanne Individer kan ikke suggereres til at finde Hvile i andres Opfattelser, i andres Paastande, ligegyldigt af hvor stort et Flertal disse Opfattelser og Paastande i Forvejen saa end er akcepterede. Saadanne Væsener kan kun finde Fred i en Opfattelse, hvis rent intellektuelle Analyser er blevet til Kendsgerning. En Opfattelse, der endnu kun er et Følelsesprodukt og saaledes ganske mangler den intelligensmæssige eller rent videnskabelige Begrundelse, er uakceptabel for disse Væsener, ligegyldigt af hvor mange og af hvem den saa end maatte repræsenteres.

Disse Væsener er saaledes i Realiteten med Hensyn til Tænkning frit stillet og har til Basis for deres Opfattelse og Tænkning de mere eller mindre intellektuelle Faciter, som deres Begær efter Viden tilsidst resulterer. Saadanne Væsener kender vi under Begrebet "Videnskabsmænd" eller Forskere. Og deres Resultater udgør det, vi kalder "Videnskaben".

Medens Troens Repræsentanter er suggererede Væsener, en Slags "Søvngængere", er Videnskabens derimod at betragte som fuldt vaagne eller klart bevidste Væsener, vel at mærke i de Felter, hvor de er kommen til de virkelige Faciter eller den urokkelige Sandhed. I andre Felter, hvor deres Faciter ikke har naaet Virkelighedens Bund, eller i Felter, hvor de ikke har Evne til at forske, kan Forskerne ogsaa udmærket være bundne til Traditioner, Formodninger og Dogmer. Thi vi maa huske paa, at den jordiske Videnskab er endnu kun i sin første spæde Vorden. Men efterhaanden vil den naa frem til Afsløringen af selve Livets Mysterium og bliver i Kraft heraf, saaledes som jeg saa ofte før har paavist, identisk med den begyndende "Hellige Aand".

De jordiske Mennesker befinder sig altsaa paa mange forskellige Stadier. Om man vil kunne akceptere en eller anden Opfattelse som Kendsgerning vil altsaa være afhængigt af, hvilket af disse Stadier man tilhører. Man kan jo endnu være saa bunden af den guddommelige Suggestion i visse Felter, at man i de samme Felter er ganske afskaaret fra at bruge sin Fornuft og i disse derfor ikke forlanger nogen som helst intelligensmæssig Udredning, ja kan endog undertiden betragte en saadan som "syndig". Og man kan ogsaa være saa uhildet, saa fri af Floktendensen, at man slet ikke akcepterer nogen som helst Opfattelse uden netop denne intellektuelle Udredning.

Mellem disse to Yderpunkter findes der altsaa en Skala af Mellemstadier.

Da "Livets Bog" saavel som "Kosmos" og alt mit øvrige Meddelelsesmateriale er et Resultat - ikke af Tro, - men af Viden, af Forskning, vil det jo være let at forstaa, at ikke nær alle er modtagelige for mine intellektuelle Manifestationer. Det vil kun saadanne Væsener mere eller mindre være, som i større eller mindre Grad er fri af Suggestionen, er upartiske, er uafhængige af Dogmer, af den gængse Opfattelse, "Folks Mening" eller mere populært "den offentlige Mening", Pressen, af Skik og Brug, eller af hvad der er "moderne" o. s. v. I samme Grad som man er frigjort herfra, er man modtagelig for Livets virkelige Analyser. Og i samme Grad tør man vedgaa sig sin Opfattelse overfor andre. Og i samme Grad bliver man derfor Verdensgenløsningens Støttepunkter overfor den øvrige Menneskehed. Den nuværende Verdensgenløsning er nemlig intet mindre end Menneskehedens totale Befrielse fra de sidste Rester af den før saa nødvendige og velsignelsesrige "Guddommelige Suggestion", er en Førelse af Menneskeheden ud af de dogmatiske Fantomers uklare Taagesumpe til Virkelighedens mere dagsklare og sollyse Egne.

I denne Menneskehedens Førelse fra Uvidenhed til Viden har vi her i "Kosmos" passeret Spørgsmaalet "Ligbrænding" og befinder os altsaa ved et Sted, hvor Spørgsmaalet om - afskaarne Blomster - er blevet aktuelt.

Men da dette at afskære eller plukke Blomster ligesaa vel som Troen paa, at Planten er uberørt af denne Lemlæstelse, er en mangetusindaarig Tradition, er der selvfølgelig mange Mennesker, der slet ikke kan følge med i nærværende Analyser, men kun kan betragte disse som fantastiske, som Overdrivelse, som Naivitet og overlegent vil trække spottende paa Smilebaandet. Men aldrig har vel et Spottesmil været mere direkte rettet mod sit eget Ophav, været mere ugunstigt blottende af samme Ophav overfor det virkeligt vidende Væsen end netop i nærværende Tilfælde.

Er ikke dette Smil, er ikke enhver laden haant om Antiblomsterplukningen et suggeret Væsens søvngængeragtige Slag ud i den tomme Luft efter en eller anden foregøglet Realitet, som savner fuldstændig intellektuel Begrundelse? - Er ikke Uvillie, Haan og Modstand mod Antiblomsterplukningen udelukkende baseret paa den Omstændighed, at dette at plukke Blomster er en mangetusindaarig Tradition, i hvilken de allerfleste af Jordens Mennesker tager Del? - Men at paastaa eller mene, at en Handling er rigtig, fordi den er Tradition, er blevet Skik og Brug, er blevet Mode, at erklære den for absolut fuldkommen eller ufejlbarlig blot af den Grund, at den udøves af mange Mennesker, har jo absolut intet med Intellekt eller Videnskab at gøre. Tværtimod, de nævnte Realiteter er netop de udløsende Momenter for Suggestion, for Næringen af "Floktendensen", og gør derfor Individet aandeligt sovende.

Enhver Paastand, der udelukkende kun er underbygget eller begrundet med ovennævnte Momenter, er altsaa ikke et intellektuelt, men et suggereret Individs Manifestation eller Udløsning af sin indbildte Virkelighed. Og desto mindre spottende og mindre hovmodigt et saadant Væsen kan docere denne sin indbildte Virkelighed, destomindre vil det selv blive til Grin eller Offer for Satiren af de intellektuelle Væsener, der kun befinder sig paa en Udviklingsstandard, hvor man endnu kan nænne at benytte sit Intellekt til Udlevering af andre Væsener til Spotten, Satiren eller Grinet. Thi en Vildfarelse bliver jo ikke mindre, fordi der er mange Væsener, der er Offer for den. At begrunde sin Fremtræden med en saadan Underbygning er jo at befinde sig i en Fæstning, der, som et Korthus for det mindste Vindpust, maa falde for Intellektets eller Visdommens klare Sollys.