Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For mange mennesker er begæret efter at opnå forskellige grader af lykke (som påvist i en artikelserie her i bladet) den store drivkraft i den menneskelige tilværelse i dag, men da lykken for det store flertal er ensbetydende med en jagt efter penge, og da penge er ved at blive et mere og mere usikkert grundlag for lykke, fordi vi gennemlever en økonomisk verdenskrise, indtræder der et forstærket ønske om at sikre sig, og det er denne "negative side af lykkebegæret", jeg her kunne have lyst til at se lidt nærmere på. I virkeligheden er jo nemlig angsten en lige så virksom drivkraft som lykkebegæret, og for de fleste står det som et ideal at tjene i alt fald så mange penge, at det befrier dem for frygt på de rent primære områder.

Nu som før er frygten en af de stærkeste kræfter i menneskelivet. Nu som i stenalderen vender manden og hans kvinde sig imod den ukendte fjende: fremtiden. Og man kan vel snarere sige, at angsten er vokset med udviklingen. Det tyvende århundredes menneske har unægtelig en langt større farefantasi end stenaldermanden, og konflikten imellem det, som han inderst ved, han burde gøre, og det liv, som han fører, er også blevet større. Nutidsmenneskets samvittighed er blevet en fintmærkende seismograf, der registrerer moralske "jordrystelser", som stenaldermanden overhovedet ikke ville kunne føle, ganske simpelt fordi den slags "rystelser" overhovedet ikke forekom i hans verden. Hans angst var af en rent fysisk art, frygten for fjender, for mørket og naturmagterne, for kulde og sult . . . Nutidsmenneskets angst er en ganske anderledes kompliceret følelse, der forgrener sig over alle sjælelivets områder og finder sit udtryk i en slags "generalnævner", som man ret og slet kalder "nerver".

Intet sted finder man det vel så klart belyst som ved at betragte et ungt, moderne ægtepar. Læg mærke til, hvor hurtigt de romantiske drømme om villa, bil o. s. v. afslører sig som "luftspejlinger", når virkelighedens krav i form af husleje, brændselsudgifter, skatter og forsikringer melder sig for den unge familieforsørger, og den unge kvinde glemmer på sin side hurtigt sine ungpigedrømme om luksus og evig kærlighed i den særlige "blanding", som ugebladene ellers giver "opskrifter" nok på, for realiteter som strømpestopning, opvask og rengøring. Den unge husmoder opdager, at hun må give afkald på meget af det, som hendes ugifte medsøstre regner for en selvfølgelighed: hun kan ikke længere købe de dyreste net-nylons eller de kjoler, hatte og sko, der passer til hendes særlige type, – hun er alene hele dagen, og – er hun ikke bundet af et barn eller to – må hun måske arbejde både ude og hjemme, for at økonomien ikke skal gå i stykker.

Og når efterhånden kampen for det daglige brød er blevet til noget af en vane og derfor føles lidt mindre tyngende, og når ægteparrets økonomiske situation lidt efter lidt bedrer sig, melder frygten sig i andre forklædninger: Der er bekymringen for børnenes fremtid, angsten for at miste dem, når de bliver syge, frygt for krig og ulykker – og bag det hele: angsten for selv at dø, – en angst, som det – efterhånden som årene går – bliver vanskeligere og vanskeligere at skjule for sig selv.

At dette ikke er noget overdrevet billede, ser man måske tydeligst af en ganske bestemt ting: de mange forsikringsselskaber, der findes, og som i reglen et meget velhavende foretagender. Der er jo snart ikke den ting, der ikke findes forsikringer for. Det er ikke blot "livet selv, der er blevet en handelsvare", som Martinus udtrykket det, – men endog angsten for livet er blevet noget, der kan købes og sælges, – noget, der kan slås mønt på. – "Jeg tager lidt af Deres angst, og De betaler mig en ubetydelig årlig sum derfor," siger forsikringsagenten. Og er man ikke særlig villig til at handle, spiller han blot på hele registret af angstfornemmelser og forespejler en alle de forfærdelige muligheder, som fremtiden rummer i vor tid, og så ender det jo gerne med, at man tegner en forsikring.

Men kampen imod frygten sætter sig dog også nogle mere positive spor end disse. Det moderne samfunds sociallovgivning er i mange henseender en videreførelse af forsikringstanken på en sundere basis, og samfundet "forsikrer" også på andre måder sine medlemmer: Hvad er politistationer, brandstationer, sygehuse, fængsler og skoler andet end lige så mange institutioner, der har til formål at stimulere mennesket i kampen imod frygten, og vi betaler alle sammen vor "forsikringspræmie" hertil i form af skat. – Og ser vi endnu videre ud, på verdenssamfundet, – er så ikke også de vældige rustninger verden over et udtryk for "en slags langfristede forsikringer" imod den krigsfrygt, som er en følge af de to foregående verdenskrige og af den rivende tekniske udvikling?

Andre søger at "tegne forsikringer" imod krigsfrygten ved at arbejde for Een Verden, for internationale fredsbevægelser eller gennem udfoldelse af diplomatisk aktivitet inden for F. N.s rammer eller journalistisk virksomhed med det formål at skabe "afspænding", og alt imedens vokser støt og roligt antallet af nervesanatorier, sindssygehospitaler og psykopatanstalter verden over. Frygten og dens virkninger synes som en flodbølge, ingen "forsikringsbestræbelser" kan dæmme op for.

Den største trusel imod menneskets lykke i dag, imod den enkeltes såvel som imod samfundets, er altså krigen, og end ikke de enorme "forsikringspræmier", vi betaler, der i visse lande endda tælles i milliardbeløb, synes at kunne give os nogen virkelig garanti imod denne trusel.

Her kommer Martinus og viser os den eneste "forsikring", der dækker enhver risiko, og det er intet mindre end en helt ny moral. – En moral, der ikke tillader een tro om søndagen og en helt anden om hverdagen, – en moral, der ikke samtidig forfølger og straffer den, der røver, plyndrer og dræber landsmænd, og hædrer den, der gør det samme over for andre landes borgere, som "nationens helte"!

Men en ny moral kan jo kun opstå på grundlag af en helt ny livsopfattelse, og gennem Martinus' analyser gøres vi jo netop bekendt med, at en sådan ny verdensimpuls er ved at gøre sig gældende, noget, som mange følsomme og tænkende mennesker rent intuitivt forstår – uden at kende det mindste til Martinus' analyser.

Da den kendte danske forfatter H. C. Branner således for et par år siden blev interviewet om sit syn på livet, udtalte han blandt andet: "Man kan ikke frakende mennesket religiøs følelse. Men religionerne hæver sig jo over hinanden, og hvorfor skulle vi dog standse ved kristendommen? En ny og forædlet livsopfattelse kan hæve sig over den, troen på, at det er dig selv, der skaber både det gode og det onde."

Branner rører her ved noget, som er det centrale i Martinus' lære; han understreger menneskets moralske ansvar for dets egne handlinger, og det er netop et af de områder, på hvilket man måske tydeligst mærker den nye verdensimpuls' begyndende indflydelse på alt åndsliv. Uden nemlig i mindste måde at ville forklejne kristendommens store betydning kan jeg ikke lade være med at påpege, at ikke få af kirkens mænd har ført en "stikken-hovedet-i-busken"-politik, når de ligesom har flyttet tilværelsens tyngdepunkt over i det hinsidige og har hævdet, at denne verden var en jammerdal, som det ikke nyttede at prøve på at forbedre. Verden "lå nu engang i det onde", trøstede de sig med, og al social nød og uretfærdighed og krigens gru var "Herrens straf" over "ugudelige", og at det, som det gjaldt om, var at koncentrere sig om den evige salighed efter døden.

Nu tvinger imidlertid selve livets stærke oplevelser os bort fra en sådan tankegang, og det er også på høje tid, at vi vågner op og forstår, at vor lykke i dag afhænger af, om vi kan skabe en verden, som er tryggere for vore børn og børnebørn at leve i, end den har været det for vore forfædre, og end den er det for os i dag! – Og her dukker så nye spørgsmål op. Er mennesket i dag faktisk ikke et mere ondt væsen end stenaldermanden? Kan det overhovedet nytte, at den enkelte forsøger at "tegne sin egen private kosmiske livsforsikring", og synes det ikke snarere, som om udviklingen går baglæns, eller som om der slet ikke kan tales om nogen udvikling ud over den rent tekniske?

Om disse og beslægtede problemer skal jeg i min næste artikel fortsætte mine betragtninger.