Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der kan være noget vist festligt og fornøjeligt over "myldretiden" – den tid, hvor gaderne er overfyldte af mennesker, der farter til og fra deres arbejde. Imidlertid er ansigterne oftest ikke særlig opmuntrende at se på, især ikke om morgenen. Og hvorfor nu det? Ja, fordi mennesker i almindelighed ikke er spor interesserede i at møde på deres arbejdsplads, hvor de skal tilbringe 8 timer, indtil frihedens time igen slår.

Martinus forklarede fornylig i et foredrag, hvordan man bør se på myldretiden – gav en "myldretidens analyse". Han spurgte: "Hvorfor har alle disse mennesker så travlt, – hvor skal de allesammen hen?" Og han svarede selv: "De skal ud at arbejde for andre, – alle skal ud at arbejde for deres næste!" Det kunne lyde, som om vi allerede var i et rigtigt menneskerige, men det er ikke tilfældet, for flertallet gør ikke deres arbejde frivilligt. De gør det kun for betaling og har, hvad dyrene ikke har, "leveveje" for at kunne eksistere. Ingen af os laver selv alle vore fornødenheder, såsom klæder, fødemidler, huse, veje, trafikmidler o. s. v., men det gør andre, der er bedre egnede til disse specialer. Vi er ved disse "leveveje", der er basis for vor eksistens, tvunget til at arbejde for andre. Martinus kaldte denne tvang en støbeform, ved hvilken vi omsmeltes eller omskabes til at være næstekærlige. Vi gør i øjeblikket ikke arbejdet frivilligt, men betragter det mange gange som en trædemølle eller en forbandelse. Denne indstilling overfor vort arbejde bringer os imidlertid før eller senere sygdom. Efterhånden som vi får en anden og menneskelig indstilling overfor vort arbejde og gør det frivilligt og med glæde, bliver vi frigjorte af disse bånd, idet vi så ikke mere mærker dem, og senere bliver de helt fjernede, idet automatiske fabriker for en stor del producerer vort forbrug. Vore leveveje er dermed ophævede, og vor tid er da fri, så at vi kan hengive os til kunst og videnskab til glæde for vor næste. Martinus sammenlignede også denne "støbeform" med et Getsemane, hvori vi alle må lære at sige: "Herre ske ikke min, men din vilje". Fra at være en forbandelse eller en trædemølle, hvori vi træller i vort ansigts sved, bliver arbejdet med denne indstilling en velsignelse for os selv og andre.

Martinus sluttede med at sige, at denne tanke måtte vækkes til live, at vore tvungne leveveje er den støbeform, hvis bestemmelse det er, at vi skal omskabes til at være næstekærlige, og myldretiden kan være et symbol, der dagligt minder os herom.