Kosmos 1953/3 side 33
MOGENS MØLLER:
GAK TIL MYREN
Liv på andre kloder?
Er der levende væsener på andre kloder? Og i så fald, hvordan ser de ud? Disse spørgsmål har haft aktualitet for det nysgerrige menneske, lige så længe man har haft forståelse af, at jordkloden ikke var verdensaltets faste midtpunkt, og stjernerne ikke blot "lamper" eller "huller i himlens tæppe", men kloder og solsystemer, og at også vor jord er en stjerne.
Den menneskelige fantasi og indbildningskraft har i fabelagtige noveller og romaner udmalet sig, hvordan "månemænd", "marsfolk" eller andre planetindvånere måtte se ud. Det er karakteristisk for mennesket, der har skabt Gud i sit eget billede, at det også må opfatte eventuelle klodevæsener i en menneskelignende skikkelse, omend karikerede, så de kan se lidt fremmedartede ud. Man udstyrer dem ofte med store hoveder og øjne eller snabelagtige næser og horn, så de minder om middelalderens djævle- og dæmonfremstillinger. I den seneste tid har det store tekniske fremskridt, mennesket selv har gjort, spillet ind i fantasien; man tænker sig marsboere, som er langt mere "teknisk bevidst" end det jordiske menneske, og som i rumskibe med tekniske raffinementer, imod hvilke radar og fjernsyn er det rene barnemad, iagttager vor klode for eventuelt at erobre den. Temaet "levende væsener fra andre kloder" er ganske naturligt blevet "godt stof" for de kulørte tegneserier og i det hele taget for den kulørte presse, som med sin økonomiske sans kan se fordelen ved at tildele de efterhånden lidt udtørrede cowboy-, gangster-, Tarzan- og pin-upgirlfigurer nyt interplanetarisk livsrum! "Tarzan fra Mars" og "Pin-upgirls fra Venus"!
Denne banale underholdning er dog heldigvis ikke det eneste, der viser menneskets begyndende interesse for interplanetariske livsforhold, også inspirerede digtere behandler til tider dette tema – og videnskaben? Ja, de fysiske forskere er som regel meget forbeholdne og forsigtige med at udtale sig om emnet, hvad de jo altid er, når det drejer sig om noget, der ikke kan vejes og måles. Ikke desto mindre støder man stadig oftere i bøger, tidsskrifter og aviser på udtalelser af forskere, der viser, at det er deres opfattelse, at det ville være ganske urimeligt at tænke sig, at vor lille jord skulle være den eneste beboede klode i verdensrummet, men samtidig, at disse kloders livsformer på grund af helt andre energikombinationer kan være så forskellige fra vore, at vi med vor vanetænkning og -sansning vil have meget svært ved at forestille os dem. "De kunne f. eks. se ved hjælp af varmestråler og høre ved hjælp af lysbølger", skriver den engelske professor Low.
Nogle læsere har måske allerede undret sig over, hvor lidt denne indledning tilsyneladende har at gøre med artiklens overskrift "Gak til myren ". Myrer og væsener fra andre kloder, hvilken forbindelse kan der være mellem dem? Med denne artikel vil jeg gerne prøve at vise, udfra den tankegang, Martinus giver udtryk for i Livets Bog, at vi, hvis vi vil vide noget om visse væsensarter fra andre kloder, ikke behøver at foretage store vandringer i fantasiens verden eller bygge raketskibe, som alligevel aldrig vil bringe os til en anden klode i vort fysiske legeme, vi kan blot følge det gamle ordsprog: "gak til myren og bliv viis".
Insekter set i kosmisk perspektiv.
I Livets Bogs 1. bind, stk. 285, skriver Martinus:
"Når man iagttager de to kosmiske udviklingsbaner, hvis repræsentanter her på jorden for tiden udgøres af pattedyrene og insekterne, vil man, selv med almindelige fysiske sanser, let kunne indse, at der findes væsener inden for sidstnævnte bane, der i udvikling står på langt højere trin end mange af væsenerne i den førstnævnte bane, f. eks. sådanne væsener, som vi kender under begreberne "myrer" og "bier" o. s. v. Disse væsener lader ingen tvivl tilbage om deres udviklingsstandards højere identitet, når de betragtes side om side med sådanne væsener, vi kender under betegnelserne "køer", "får", "svin", "heste" o. s. v. Over for sådanne væsener kan de førstnævnte absolut ikke frakendes at være på et udviklingsniveau, der ikke alene er disse væsener jævnbyrdigt, men repræsenterer endog i visse tilfælde, hvad samfunds- og individordning angår, en langt større overlegenhed. Pattedyrene, fraregnet det jordiske menneske, besidder således ikke nogen som helst form for overlegenhed, der betinger, at de må erkendes som tilhørende højere trin på selve udviklingsstigen end insekterne. De har ganske vist en form for overlegenhed i deres fysiske legemsstørrelse og dennes levetid, men dette giver dem ingen som helst sjælelig overlegenhed, eller forhindrer dem i, i samme grad som insekterne, at være redskaber for princippet "at dræbe", men skyldes kun den omstændighed, at pattedyrenes førjordiske tid har udfoldet sig på kloder, der var mere beslægtet med jordkloden end de, insekternes førjordiske tilværelse har udfoldet sig på." Derfor, siger Martinus videre, har pattedyrene i større grad end insekterne indlevet sig i jordiske forhold og udviklet sig i disse, så de må betragtes som "sande jordvæsener", medens insekterne i forhold hertil endnu næsten kun er at betragte som "gæster" på jorden.
Blandt disse "insektgæster" er der altså nogle, der inden for deres udviklingsbane befinder sig på et dyre-menneskestadium. Det er de "sociale insekter", bier, termitter og myrer, som af videnskaben netop også, sammen med mennesket, kaldes for denne klodes "sociale dyr". Dette "småkravl" er nok værd at betragte udfra et andet synspunkt end det, at de kan være "skade- eller nyttedyr". På en måde er de de væsener på denne klode, der står os nærmest i udvikling. Det kan være svært at forstå, men det kan hjælpe på forståelsen, når vi ser på dem i det perspektiv, at de er "væsener fra andre kloder", der af en os ukendt årsag har en "gæsteoptræden" på jordkloden. Lad os besøge et af disse "småfolk" i selskab med forskere, der har gjort det til deres livsopgave at studere livet i og uden for myretuen.
Stort og småt.
"Der er hverken stort eller småt, når det drejer sig om livets mysterier," skriver den belgiske digter og forsker Maurice Maeterlinck, der har skrevet tre meget interessante bøger om de sociale insekter. "Hvor små skuespillerne i livets drama end er," siger han, "så har de dog deres vægt og betydning, thi vi ved meget vel, at i den uendelighed, hvor vi befinder os, har størrelsen intet som helst at sige, og at det, der udfolder sig i himlene, lyder de samme love som det, der foregår i en vanddråbe."
Mon vi ikke alle har prøvet at stirre ned i en myretue eller har iagttaget en af de utallige myrefærdselsårer, der så ofte forekommer i vore havegange og også har søgt at følge en enkelt lille myres bevægelser. Det kan være svært, for vi kan jo ikke se forskel på dem, når de i fuld fart mødes og skilles. Storm P's ord: "Noget af det vanskeligste er at lære en flue personlig at kende", gælder i lige så høj grad, når det drejer sig om myrer. Prøver vi at følge et enkelt individ med vort øje, er det ofte svært at se nogen mening med dens løben hid og did. Selv et par timers iagttagelser behøver ikke at bibringe os nogen større forståelse af de små væseners liv. "Den, som virkelig vil forstå lidt om myrernes liv, må have lidt mere tålmodighed," skriver den norske insektforsker Fridthjof Økland, fra hvis bog "Insektstater" en del af de efterfølgende træk af myrernes civilisation er hentet. "Hvis vi tænker os, at vort eget samfund skulle bedømmes efter et par timers iagttagelse, måtte vi vel også være forberedt på, at vedkommende iagttager havde vanskeligt ved at forstå det," fortsætter han. Og har man, som jeg, nogle gange prøvet at stirre fra Christiansborg slotstårn i et par timer (netop i myldretiden) ned på pladsen og de omliggende gader, forstår man Økland; det var eet eneste stort krible-krable at stirre ned i, en rigtig "myretue", og dog vidste man, at enhver af disse små "menneskemyrer" havde en mening med sine bevægelser og sit bestemte mål at styre efter.
Myrer betragtet med forskeres øjne.
Når man taler om menneskets fortidige civilisation, som gennem tiderne har udviklet sig til sit nuværende stadium, regner man "jægerstadiet" for begyndelsen. Derefter "kvægavleren" og "agerdyrkeren", og ved sammenslutning af flere af disse opstod landsbyer og byer, hvor efterhånden også andre næringsveje udfoldede sig, byerne voksede, ingeniører og arkitekter skabte store bygningsværker. Dyrerigets "dræbende princip" fik en mere og mere intelligensbetonet udfoldelse, kæmpehære belejrede byer, menige soldater overgik hverandre i dumdristige handlinger, og deres hærførere hinanden i strategisk snille. Mange mennesker tror endnu, at alt dette kun er noget, der hører menneskehedens historie til. Men de tager fejl. Vor klode huser andre jægere, kvægavlere, agerdyrkere, ingeniører, arkitekter, soldater og hærførere end de, der hører til arten "homo sapiens". Blandt jordens utallige myrearter, hvoraf kun nogle få lever under vore nordiske himmelstrøg, finder man alle disse civilisationsforeteelser, ja, om det så er menneskelige laster som nydelsen af stimulerende gæringsstoffer, en slags alkohol og narkotiske midler, finder vi også det hos myrerne.
Under vore himmelstrøg findes såvel "jægere" som "kvægavlere", der ikke er større, end at de kan kravle på vor finger, til disse hører den røde skovmyre. Disse myrers jagtbedrifter kan vi ofte se resultatet af, når vi ser dem møjsommeligt slæbe døde dyr hen mod tuen. Ganske vist har de ikke altid selv dræbt byttet; de tager, hvad de kan finde af døde insekter og larver, men de dræber også selv, hvor de kan komme til det. Hvad deres fabelagtige kræfter angår, kan de bugsere så store dyr, at 5-6 pygmæer i sammenligning dermed skulle kunne bære en elefant.
Men det mest interessante ved den røde skovmyre er nok dens "kvægavl". "Kvæget" er de små bladlus, der udnyttes som en slags "malkekøer", endda til tider som "slagtekvæg", og i tilfælde af fare vil man ofte se, at myrerne prøver at redde deres uundværlige husdyr. Det er den plantesaft, som har passeret bladlusenes tarmkanal, myrerne er så interesseret i, og som i kraft af sin sukkerholdighed er mange myrers vigtigste næringsmiddel. Man har ved at mærke en myre med en lille plet maling kunnet konstatere, at den samme arbejder i alt fald een dag, måske længere tid, har sin arbejdsplads i samme træ og troligt henter bladlussaft, som den ved at "kilde" bladlusene får dem til at give fra sig. Disse stærkt sukkerholdige ekskrementdråber suger myren straks til sig. Den har en "malkespand" indbygget i sin organisme og suger, til spanden er fuld. Men tro nu ikke, at det er for at stille sin egen sult og tørst, at myren fylder sin "spand", som man også kan kalde dens "sociale mave". Disse væsener er så "socialt" bygget, at de overhovedet ikke er i stand til selv at tage føde til sig, de må mades. Enhver i myresamfundet får kun den føde, andre giver den. Det er socialisme bygget på gensidig afhængighed! Når "malkepigen" kommer hjem til tuen, gylper den indholdet af den "sociale mave" op til sine sultne kammerater, og ofte kan man se, at den allerede på hjemvejen fodrer en eller anden sulten myre, som kommer fra tuen. Selv får den måske først noget at spise, når den atter på vej til arbejde møder en kammerat, der er for hjemgående med "spanden" fuld.
Nu brugte vi lige betegnelsen "malkespand". I denne forbindelse vil det være naturligt at drage en sammenligning mellem de to sociale dyrearter: mennesket og myren. Medens vi mennesker har en masse gennem tiderne stadig forbedrede redskaber, våben og befordringsmidler, som vi så at sige tilkobler vor organisme, når vi skal bruge dem, har myrerne indbyggede redskaber i deres organisme, som de kan bruge såvel til at grave med, bygge og bære tunge byrder. De har indbyggede våben, først og fremmest kindbakkerne, som forøvrigt bruges til så meget. Kindbakkerne kan være meget forskellige hos de forskellige myrearter. De danner tænger eller sakse, nogle korte og brede som kroge, andre lange som leer, der undertiden ender i en skarp spids, som med eet eneste stød kan gennembore modstanderens hovedskal. Nogle arter har endogså en slags indbyggede "kanoner", hvormed de udsprøjter en sky af giftige dråber, der lammer eller tilklistrer fjenden. Hannerne og hunnerne har desuden i parringstiden vinger, som senere rives af, når der ikke mere er brug for "romantisk elskovsflugt".
Foruden at være "jægere" og "kvægavlere" udfolder myrerne også mange andre jordmenneskelignende egenskaber. Nogle arter er udelukkende "vegetarer" og dyrker selv deres vigtigste næringsmiddel. De er "gartnere", specielt svampedyrkere. I Sydamerika lever den svampedyrkende "Bladskærermyre", som har kæmpemæssige underjordiske reder med "mistbænke", ja hele svampehaver. Først kaldte man dem "Parasolmyrer", fordi man i skovene så lange tog af myrer, der hver bar et bladstykke mellem kindbakkerne på en sådan måde, at det delvis dækkede kroppen. Det er dog ikke for at skærme kroppen mod solen, at de går med disse blade, men for at skaffe god grobund til deres svampe. De tygger bladene til en porøs masse, der ligner en vaskesvamp, og deri kan de fine svampetråde vokse, som er uundværlige for myrernes trivsel. Enkelte andre arter dyrker også svampe ovenpå tuen.
Højdepunktet af teknisk kunnen møder man hos "Spindemyrerne" i Asien, Afrika og Australien. Hos dem finder man for første gang hos insekter brugen af værktøj, som ikke er indbygget i deres egen organisme, men det er dog "levende værktøj", de bruger. De bruger deres egne larver, som er lige ved puppestadiet og skal til at spinde deres kokon, som "væverskytte". Voksne myrer holder larverne mellem kindbakkerne, og så bygges af sammenvævede blade en rede delt i masser af værelser med "silkevægge" og "silkesøjler".
Der kunne nævnes mange andre interessante ting om myrenæringsveje, om deres byggeri, om de snyltebiller, der får lov at leve i tuerne, fordi de udskiller sekreter, som for myrerne er, hvad alkoholiske drikke kan være det for mennesker, om deres værste fjender og meget andet, men så blev dette en bog og ikke en artikel. Det vil dog være på sin plads her også at omtale endnu et område, hvor der i høj grad kan drages sammenligning mellem myrer og mennesker: Krigene.
Myrernes krige.
Ikke blot forskellige myrearter fører krig mod hinanden, også myrestater, hvis indbyggere tilhører samme art, fører til tider "total krig" mod hinanden, til den ene part er bukket under og de overlevende flygtet. Ligesom hos menneskene opstår sådanne krige som regel ved, at parternes "interesseområder" er kommet hinanden for nær. Men også racekampe mellem "barbarer" og mere fredelige "borgere" finder sted hos myrerne. Mange myrekrige er nøje beskrevet af forskere, der har været dem på nært hold, og vi kan ligefrem forestille os dem i lighed med vore forfædres kampe "i fuld harnisk". Hos myrerne, det må vi ikke glemme, er "de harniskklædte kæmper" dog hunner, ganske vist golde, men dog en slags "valkyrier", og deres "brystplader" og "rygskjolde" er "medfødt". Myreforskeren Rudolf Brun har skildret en "lynkrig" mellem en "bande" blodrøde rovmyrer og et samfund af røde skovmyrer. Han fortæller, hvordan rovmyrerne en lummer julimorgen overfaldt de røde skovmyrers tue, der lå godt og vel 20 meter fra rovmyrernes egen rede.
"Allerede henimod kl. 10 var røvernes første peloton kommet frem foran skovmyrernes tue og havde fået føling med deres forposter. Uden at vente på forstærkning angreb rovmyrerne med deres races sædvanlige voldsomhed, men de så sig snart tvunget til at gå over til forsvar, efter at de talmæssigt overlegne skovmyrer havde haft held til at omringe og fange nogle rovmyrer. Nu begyndte en yderst interessant kamp, som varede ca. 2½ time. I løbet af denne tid blev skovmyrernes forposter lidt efter lidt trængt tilbage mod tuen. Der fulgte en regulær belejring, idet tuen blev omringet i en halvcirkel, men fremdeles var belejrerne skovmyrerne langt underlegne i antal. Jeg begyndte allerede at tvivle på deres endelige sejr, da pludseligt som på et aftalt tegn omtrent 100 rovmyrer fra tre sider styrtede sig ind mellem skovmyrernes hærskarer og på få sekunder havde renset den ene halvdel af tuen for dem! Da udbrød der panik blandt skovmyrerne, og som en mørk strøm styrtede alle de indbyggere, som stadig var gemt i tuen, ud af alle dens vidt åbne indgangshuller; blandt dem var også ca. 20 dronninger, hvis runde bagkroppe glinsede i solskinnet." Brun fortsætter, med at skildre, hvorledes sejrherrerne bærer byttet, d. v. s. skovmyrepupper, hjem til deres egen rede, efterladende en lille "garnison", som blev inddraget i løbet af de følgende uger, og tuen var nu en "ruinby".
Hvad vil mon rovmyrerne med disse pupper? De udklækkes i deres rede og bliver "slaver". Sådant "slaveri" findes hos mange myrearter; de store vandremyrer f. eks., som selv kun er "soldater", har mange arbejder-slaver af forskellige myreracer, som alle er bytte fra deres plyndringstogter. Heller ikke "herrefolkeideen" kan mennesket have patent på.
Myrernes sanseevne.
En myre har øjne, men ser tilsyneladende dårligt, i alt fald spiller synsevnen ikke den samme rolle for myren som for os. Deres sansning foregår, så vidt man kan skønne, hovedsagelig gennem følehornene, der bl. a. er forsynet med organer til sansning af lugt og berøring. Man kan også iagttage, hvordan disse "antenner" ustandseligt er i bevægelse. Man har ved forsøg konstateret, at den enkelte myre ved at vippe sin bagkrop op og ned efterlader et lugtespor, som kan tjene til vejvisning for kammerater, hvis den har opdaget, at der et bestemt sted er "noget godt" at hente. Ligesom bierne må også myrerne have et indbygget "solkompas", som spiller en stor rolle i deres orientering, men hvordan deres indbyrdes meddelelse foregår, ved man ikke, muligvis er deres lugtesans udviklet til en sådan grad, at vi slet ikke kan sætte os ind i det. At der på en eller anden måde er et "myresprog", er der ingen tvivl om, men det behøver ikke at være et lydsprog som menneskets.
Myrernes seksualliv og sjæleliv.
Der kunne på mange flere områder drages sammenligninger mellem myrer og mennesker, ved at man bruger betegnelser fra menneskenes verden om forhold i myreverdenen, men jeg må nøjes med at henvise til den righoldige myrelitteratur. Selvfølgelig må vi regne med, at vi i denne relative betragtningsmåde foretager en del fejlslutninger, og det samme ville jo nok ske, hvis en myre kunne tænkes at se på vor verden. Den ville naturligvis se ud fra myreperspektiv. Til trods for de menneskelignende civilisationskendetegn, vi finder hos myrerne, er det, at studere deres liv og færden, som at blive flyttet til en hel anden verden end vor, en verden så fremmed, at udtrykket "en anden klode" falder naturligt, selv om vi ved, det er på vor Moder Jord, det foregår. På eet specielt område adskiller myrerne sig så fuldstændigt fra vor levevis, at vi føler, at hesten, koen og aberne trods alt står os nærmere, det er på det seksuelle område.
Myresamfundet er egentlig et samfund af golde hunner, arbejderne. Der er også hanner og æglæggende hunner eller dronninger, men de er kun få i forhold til arbejdernes skare. Hannernes indsats i myresamfundet er reduceret til så lidt som muligt: at befordre slægtens formering. Så ville man måske tro, at de ellers kunne gå og have det godt, men nej, når de har gjort deres pligt, kan de dø! Der er ikke mere brug for dem. Den befrugtede hun, som kun befrugtes een gang, vender efter den korte "bryllupsrejse", der som nævnt foregår i luften, tilbage til den gamle tue, hvis hun da ikke foretrækker at blive optaget i en anden tue af samme art, i visse tilfælde endda hos en anden art, eller hun begynder for sig selv og kan måske blive "stammoder" til et helt nyt samfund. Vingerne rives af, og hun bliver så "jordbunden", som tænkes kan, da hendes eneste arbejde består i at befordre myrevæsener i tusindvis ind i denne verden. Vi kalder hende "dronning", som vi også gør det med hunnen hos de andre "sociale insekter", termitter og bier, men i modsætning til bikuben og termitboet, hvor der som regel kun er een dronning, er der i myretuer, når de har eksisteret et stykke tid, altid flere dronninger, i de store tuer kan der endda være flere hundrede.
Medens menneskehedens historie for en meget stor del er en beretning om maskulint diktatur, maskulin skaberkraft, et patrialsk samfund, som ganske vist nu er ved at ændres, er matriarkatet det, der præger myrernes historie. Men hvem der egentlig leder dette samfund, har ingen forsker endnu fundet ud af, og måske kan man slet ikke komme til klarhed derover ad fysisk vej. Måske står myrerne på et åndeligt stadium, der kan sammenlignes med en tilstand, menneskene har haft i en fjern atlantisk eller føratlantisk periode, hvor de var mere ubevidste og blev mere direkte ledet fra den åndelige verden. Det er interessant at se, hvad Maeterlinck skriver om sin opfattelse af myrernes åndsliv:
"Så mærkelig den påstand straks kan synes, så er myren et dybt mystisk væsen, der kun lever for sin Gud og ikke er i stand til at tænke sig, at der kan være nogen anden lykke, nogen anden mening med livet end at tjene ham. Den er helt gennemtrængt af den store primitive religion: Totemismen, den ældste, den af flest årtusinder tyngede, den mest almene, som mennesket har dyrket. Ved selve roden af de andre religioner og alle guder er totemismen den første granskning, den første erobring, som det, der dør, foretager i den verden, der ingenlunde dør. Totem var stammens kollektive sjæl. –
– Det er indlysende, at myren ikke gør sig dette klart, men vore forfædre gjorde sig det heller ikke klart. Disse forestillinger er selve grundlaget i dens liv, og et eller andet dunkelt instinkt, der omfatter alt, som drager ånde, hvisker det i den. Dens totem er myretuens ånd, ligesom biens totem er dens kubes ånd, og det primitive menneske havde sin stammes ånd."
Væsener i Guds billede.
"Nej, det er dog for fantastisk," vil mange sikkert sige, "myrer og religion!" Vist er det fantastisk, men det er alt i naturen, når man lærer det nærmere at kende. Og naturen er fantastisk på en logisk måde i modsætning til alt det fantastiske i de kulørte blade, som folk sluger uden betænkning. Hvorfor skulle disse jægere, kvægavlere, gartnere, ingeniører og soldater ikke være i besiddelse af en slags religion? At de er små er ingen akceptabel indvending, det er vi jo også i forhold til en elefant. Det er muligt, at myrernes religion er meget primitiv, men hvordan står det til med vor egen? Kan vi mon ikke også på religionens område blive lidt visere ved at gå til myren? Vi kan jo f. eks. tænke os, hvordan en myre, der er nået frem til en vis tænkeevne, ville forestille sig Gud. Det ville ganske givet ikke være i vor gamle Vorherres billede, snarere som en kæmpestor myre! Og det ville ikke være mere naivt, end når vi har skabt" Gud i vort billede. De myriader af væsener, som må tænkes at bebo verdensaltets utallige kloder, vil alle på et vist udviklingstrin have gjort sig eller gøre" sig deres forestillinger om "Guds billede" i forhold til deres egen begrænsede form. Men de vil også alle før eller senere glide ud af disse instinkt- og følelsesbetonede tilstande (netop det, der nu er ved at ske for mange jordmenneskers vedkommende) og ind i selvtilfreds materialisme og videre ind i tvivlens og gudløshedens tomheds- og ensomhedsfølelse. De vil nå eksperimenternes stadium, og gudløsheden er netop, siger Martinus, et jordmenneskeligt eksperiment. Men det er et eksperiment, som snart har vist sin uduelighed. Mennesket længes i virkeligheden efter Gud, efter nyt livsfundament, som ikke blot er en verdensanskuelse, d. v. s. en anskuelse af Kosmos som en maskine, hvor atomers små hjul får mælkevejssystemers store hjul til at dreje rundt – eller omvendt, men også en livsanskuelse, en forståelse af alt levendes sammenhæng og gensidige afhængighed. En sådan verdens- og livsanskuelse er Martinus' verdensbillede, som kan lede den søgende frem til skjulte kilder i hans eget indre, hvor han vil – ikke fortabe sig i Gud som dråben i havet, således som nogle tror, men – finde sig selv i Gud og Gud i sig selv. Den Gud, hvis eneste "billede" er "levende væsener inden i levende væsener", og som lige så vel er myrens Gud som menneskets Gud, ja, atomers og mælkevejes Gud eller "Ham, hvori vi lever, røres og er".
NB. Kilder til denne artikel er foruden Livets Bog, stk. 278-288, Maeterlinck: "Myrernes Liv og Fridthjof Økland: "Insektstater".
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige