Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Alt er levende!" – Hvilket enormt perspektiv åbnes ikke for vor undrende tanke, den første gang vi ved hjælp af Martinus' kosmiske analyser begynder at fatte denne påstand som en videnskabelig kendsgerning. Man er ikke mere det samme menneske, – hvis vi da ikke, som det kan hænde i dagliglivets besværligheder, har glemt den inspiration, det storslåede syn, vi fik ved at fordybe os i analyserne i Livets Bog, stk. 394–426.

Til de glæder, vi har i vente, hører også dem, at forskerne efterhånden opdager den "livløse" materie som levende, og at de skriver fængslende beretninger herom. Det er altid en kilde til lyst på en ny måde at få bekræftet, hvad man i forvejen ved. Det er som et nyt møde med gamle venner.

Det er en selvfølge, at Martinus ikke kan gå i detailler med alt. Han skænker os det store overblik, og i sine analyser lægger han så stærk en inspiration, at der vil være mere end nok at øse af for forskerne nogle tusinde år frem i tiden. Vi kan i dag næsten kun ane, hvad der vil blive os åbenbaret af detailler i naturens store billedbog, når det bliver en selvfølge at ty til Livets Bog som en håndbog for enhver gren af forskning.

Allerede nu, uden denne vejledning, kan man af og til møde de første tegn på en begyndende erkendelse af stoffet som udtryk for liv og bevidsthed. Vi vælger til eksempel en artikel fra "Fyns Tidende" 26. januar 1941. Den er skrevet af Ellen Grau og hedder:

Allerede August Strindberg, den svenske digter, var inde på det rette spor. Han var imidlertid så omdiskuteret som forfatter, at samtiden rent glemte, han ved siden af var en habil naturvidenskabsmand. Man tog hans betragtninger om krystallernes liv som udslag af mystik. Strindberg, hvis opmærksomhed var blevet vakt, da han en morgen stod og så på en butiksrude, på hvilken frosten havde malet en skov af bregneblade og tang, har i sin "blåbog", som han kalder "Mit livs syntese", fortalt om sine mange forsøg med krystaldannelser. Han tog således vinsyre, udvundet af ægte druevin, opløste den og lod så igen vandet dampe bort af opløsningen, som han smurte på en glasplade. De tilbageblevne krystaller dannede et isblomstagtigt billede af et vinblad! Strindberg fik blod på tanden og foretog flere forsøg med opløsninger af planteaske. Hver gang gav krystallerne former igen, som mindede om planternes former. Strindberg taler i sin bog om "planternes opstandelse af asken" og om "materiens drift til formdannelse".

Sidenhen har disse strindbergske ideer, som i sin tid blev slået hen som fantasterier af en syg ånd, bekræftet sig. Den tyske dr. Pheiffer har foretaget en række krystalliseringsforsøg, idet han som grundlag brugte kobberklorid, og igennem disse forsøg er han nået til samme resultat som Strindberg. Krystallerne viste i deres isblomstbilleder former, som pegede hen på de planter, hvis bestanddele var rørt i blandingen. Engang havde Pheiffer fået sendt nogle fyrrefrø til sine forsøg, og han kunne efter de billeder, krystallerne dannede, oplyse vedkommende skovrider om, at hans træer var syge. En undersøgelse viste, at dette var rigtigt. Krystalbilledet af en opløsning, som indeholdt stof af et fuldkomment sundt fyrrefrø, viste derimod en tegning som af en fuldkommen lige stamme omgivet af fyrrenåleagtige tegninger. Et krystalbillede af en agaveopløsning gav en tegning af lange spidsvinklede stråler, der spredte sig ud fra centrum.

Efter således at have påvist materiens evne til formdannelse ved forsøg med planter, var det nærliggende at prøve de samme forsøg med stoffer hentet fra mennesker. Man eksperimenterede med blodtyper, og fik forbavsende resultater. Selv om denne videnskab endnu er i sin begyndelse, er man dog nået til gennem krystalbilleder at kunne fastslå tilstedeværelsen af kræft, tuberkulose og andre sygdomme, ligesom man har kunnet konstatere et begyndende svangerskab, før den kliniske undersøgelse kunne fastslå forandringer i legemet. Man står tilsyneladende her over for en opdagelse, der kan få den største betydning for lægevidenskaben. Krystalbilleddiagnosen vinder mere og mere frem som hjælpemiddel ved den kliniske undersøgelse. Og man er gennem disse mange forsøg kommet til vished om, at der i stoffet bor kræfter, en evne til formdannelse, en skaberkraft, der rækker ud over det, vi kalder liv og død.

For at komme tilbage til vort udgangspunkt, isblomsterne på ruden, så er de et bevis på den samme formdannelsesorganisme. Vandet, som krystalliseres, gengiver formen af lavere planter, som det engang har gennemstrømmet. At iskrystallerne aldrig danner billeder på højere planter, dyr og mennesker, skønt vandet jo også strømmer gennem disse organismer, forklarer man ved, at det mere komplicerede og specielt bestemte liv er stærkere end formdannelsesevnen i vandet.

Vi står ved begyndelsen af en videnskabelig erkendelse. Men så meget kan, allerede skimtes, at skikkelsen, det formbestemte hele, ikke er et resultat af tilfældig vækst, af tilfældige celleprocesser, men er noget overordnet, noget i retning af et levende kraftcenter, der præger alt levende og trykker sit krystalstempel på naturforskerens glasplade som på vor frosne rude. – – –

Der kan ikke være langt fra udtrykkene "en skaberkraft, der rækker ud over liv og død" og "et levende kraftcenter" til erkendelsen af denne skaberkraft som Gud. Men man forstår, at forfatteren har undgået denne benævnelse, der i vor tid i den grad har undergået devaluering, at fornuftige mennesker dårlig kan være bekendt at anvende det, hvilket måske er den største årsag til ligegyldighed over for åndsvidenskaben, som dog netop er i stand til både at bekræfte forskernes resultater og yderligere give dem nye inspirerende kendsgerninger at bygge videre på.

Ved hjælp af åndsvidenskaben kan vi således udbygge artiklen med nogle betragtninger. Vi kunne f. eks. spørge om, hvordan det kan gå til, at krystallerne danner plantemønstre, blot fordi vandet engang har gennemstrømmet de opløste plantedele i jorden. Forfatteren taler om en formdannelsesorganisme. Altså i virkeligheden et eller flere jeg'er bag formdannelsen på samme måde som i den organiske verden. Men det er ikke umiddelbart indlysende, at disse salighedsjeg'er skulle "holde til" i vanddampen. De må være "bølgelængder", der tiltrækkes netop ved de for dem gunstige betingelser for materialisation eller inkarnation. Disse betingelser er varmere dampholdig luft i berøring med mineralstof, ikke nødvendigvis glas, under frysepunktet.

Det omtales ikke i artiklen, at mange frostblomster ikke findes i vor klodes flora. Hvor kommer de fra? Fra andre kloder? Ja, hvis ikke de er helt nye livsformer, der er udtænkt i visdomsriget og blevet til C-viden i den guddommelige verden, hvilket stemmer bedre overens med "bølgelængderne". Det kan tænkes, at "man" allerede i visdomsriget har forudset og tilrettelagt isblomstmaterialisationerne således, at disse måtte foregå ved hjælp af eller igennem de til sin tid forekommende primitive planteformer på jorden og andre kloder. I naturen ser vi jo netop utallige fænomener, f. eks. dyrenes camouflage, der kun kan være udtænkt i visdomsriget, hvor væsenernes passage gennem de uintellektuelle zoner forudses og tilrettelægges.

Med de eksisterende primitive planteformer som medier kan salighedsvæsenerne så få rodfæste i en ny materiel verden i en ny spiral og efterhånden udvikle de i intelligenszonen nyskabte organismer. Dette er kun en hypotese, men en meget sandsynlig hypotese. I ekspertens hånd ville en sådan sikkert bringe nye forskningsresultater med efterfølgende nytte for menneskene. Artiklen viser jo, at allerede de foretagne eksperimenter har bragt nytte med sig.

Forklaringen på, hvorfor der ikke dannes plantemønstre af højere udviklede planter, er heller ikke tilfredsstillende. Men det er let at se, at årsagen til fænomenet er den, at salighedsvæsenernes passage ind i planteverdenen må foregå efter loven: først det mindre komplicerede, og så det mere udviklede. De sidste former kommer naturligvis først til udvikling i det rigtige planterige. En rose med fuldt udviklede blomster ville som frostblomst virke lige så naturstridig som et tigerhoved på en kødædende plante. Frostblomster og den kødædende plante er jo begge overgangsstadier til en ny zone i spiralkredsløbet, den første på vej ind, den anden på vej ud af planteriget.

Det kan lige bemærkes, at isblomsterne ikke, som det tilsyneladende ser ud på en rude, er todimensionale. De udfolder sig som andre planter i det tredimensionelle plan. Fra den med frostblomster belagte rude stråler der ind i vor stue og ud i den frie luft imaginære grene og blade. Man kan konstatere dette ved at lade isblomsterne krystallisere på tætstillede glasplader. Her rækker de deres blade til alle sider.

Vor artikel viser tydeligt den vågnende erkendelse af liv bag den såkaldte "livløse" verden. På et lidt senere stadium ser forskeren, at hans arbejdsfelt i virkeligheden er en lille region af Guddommens levende organisme. Det er ikke så mærkeligt, at mange forskere føler dyb respekt for deres arbejdsfelt, selv om det er "livløse" ting, de har som forskningsobjekter. Ubevidst fornemmer de, at her er de stedet over for en åbenbaring fra naturens store skaber. Thi respekt for noget "livløst", mon ikke det er noget abnormt? Jo, eftersom der, ifølge Martinus, ikke noget steds i universet eksisterer noget som helst livløst, ikke den mindste bevægelse, der ikke er sat i gang af et jeg, må det siges at være i højeste grad abnormt. Og vi kan da gentage: hvilke vidunderlige åbenbaringer har vi ikke i vente, når kosmisk indstilling bliver baggrunden for vort arbejde!

Men har mange af os da ikke allerede denne indstilling? – Jo-h, men hvor mange af os har skabt noget virkeligt originalt? noget, der er en helt ny åbenbaring af nok så lille en detaille i naturens bog? eller i vor tankeverden åbenbaret kosmiske "guldkorn"? For dette skulle jo blive resultatet af vort studium! Ja, – engang. Jo dybere vi tænker, jo mere beskæmmet må vi føle os. Man var måske knap så stor en ånd, som man havde tænkt sig? Beskæmmet må vi bøje vort hoved og ønske os større ydmyghed, større karakterstyrke og større begavelse, inden vi tør tænke på at blive guder. – – – At vi måske somme tider synes, vi er småguder, er vel undskyldeligt. Ny viden kan blænde, ja, blinde. Og så kan det også undskyldes, hvis det skulle komme så vidt med en, at man i sin blinde tilstand forsøger at standse udviklingens gang. Men det bringer smerter at modarbejde verdensordenen, at gå mod Guds vilje.

– – – Dagene længes, og vinteren strenges i disse februardage. På denne tid af året er der rig lejlighed til at gå ud i naturen og opleve salighedsrigets ydre manifestationer i deres fulde vælde. Intet blot nogenlunde udviklet menneske er uberørt af en spadseretur i en skov, der er iklædt materialisationer af sne- og iskrystaller. Og hvis man under denne vandring genkalder sig essensen af Martinus' analyser i Livets Bog, anden del, under de allerede omtalte stykker, ja, så er der en mulighed for, at salighedsenergierne fra de materialiserede tankeformationer kan forplante sig til ens egen bevidsthed som en fornemmelse af evighed. Vi har da fået løsningen på den frosne rudes, på sne- og iskrystallernes, på de "livløse" materiers gåde, og stedet, vi står på, fornemmes helligt.