Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et blik på samtiden er tilstrækkeligt til at vise, at det liv, nationerne bereder deres borgere og nabonationer – såvel som den skæbne, de oplever – er meget forskellig, svarende til forskellige grader af humanitet, således at man i så henseende kan tale om mere eller mindre fremskredne nationer. Men selv den i høj grad humant orienterede moderne kulturstat må i et vist omfang ligefrem uddanne sine borgere i drab og ødelæggelse, der i givet fald skal praktiseres over for mennesker, der ikke adskiller sig fra dem selv og deres medborgere på anden måde end ved at høre til uden for nationens eller magtgruppens grænser. Det bliver således under visse omstændigheder til idealitet at indtage en holdning til medmennesker lige modsat den, der ellers søges fremmet – en indre modsigelse, der i stigende grad fornemmes som uforenelig med menneskeværdigheden. Grænser i den forstand, vi nu kender dem, er samtidig grænser for humanitetens vækst.

Deres eksistens er uløseligt forbundet med en "dobbeltmoral" – det jordiske menneskes "Kainsmærke". Den nugældende jordiske livsform gennemdrages af sådanne grænser, hvor der er en væsentlig forskel på forholdet til medvæsenerne inden og uden for "murene". I ethvert tilhørsforhold spiller modsætningen til fjender, konkurrenter – eller "fremmede", "vantro" – en betydelig rolle, og i enhver livsholdning betragtes rettighederne over for en eller anden udnyttelsesbasis – f. eks. de "lavere" klasser, den "farvede" verden og ikke mindst dyrene – som uforgribelige. Dette har ført til jordmenneskehedens nuværende opstilling i to kampformationer.

Men netop ved, at den hidtidige livsform nu giver sig så drastiske udslag, i den grad skaber uholdbare forhold i hele jordzonen, bliver det klart, at den er ved at være udlevet. Tilstande, der har et langt liv for sig, fornemmes som livgivende og lykkebringende i det stadium, hvor de hører hjemme.

Disse forudsigelsers alder sammenholdt med det virkelige begivenhedsforløb vidner om en lovbunden sammenhæng, som det skulle være muligt at komme på sporet af, når vort behov for at kende den gennem de blodige konsekvenser af den hidtidige kurs har vokset sig så stærk, at det er brændpunktet i vort liv. Først når dette er tilfældet, og viljen til at tage ved lære dermed tilstede, vil kursen afgørende kunne sættes mod "lyset". Indtil da vil "livets tale" til os i væsentlig grad bestå i nye lidelseserfaringer.

Dette giver næppe jordbund for nogen illusion om, at endnu et opgør kan undgås – men måske forståelse af, at krigen, som alle andre kræfter i universet, er under kontrol. Når erfaringsmålet er fuldt, vil det føre til en kursændring, og hvor denne er fuldbyrdet, har krigen intet at gøre.

Nationernes placering i dette opgør hænger nøje sammen med den grad af humanitet, de hver for sig repræsenterer, svarende til deres erfaringsfylde. Jo længere en given nation har fjernet sig fra dyrets livsform, des mindre beror dens beskyttelse på de forlængede tænder og kløer, som våbenmagten i sin natur er. Hovedpillen i dens forsvar bliver den stadige indstilling på at skabe de bedst mulige forhold indadtil og udadtil – viljen til at være en egentlig fredsfaktor.

Men til orientering for den søgende – "den som hungrer og tørster efter retfærdighed" – er det af betydning med udgangspunkt i den tilstand, hvor kærlighedsloven er skrevet i alles hjerter, at vise hvilken overholdelse af den, der nu er mulig uden at komme i strid med livsbetingelserne, og således kaste et lys ind over vor nuværende livsholdning og levevis. Forholdene skal jo ikke i morgen være som i dag. Og de, hvis sandhedstrang er mest frygtløs, må være en livsforandrings pionerer, i hvilket øjemed de har brug for den ubesmykkede sandhed. Principperne må stå ganske klare, og lider i denne forbindelse kun under at blive forsynet med "chokoladeovertræk".

I dette lys tager mangt og meget i vort hjemland sig ikke så godt ud – som supplement til, hvad der ellers kan tænkes på, vil jeg nævne, at vort forhold til de yngre brødre, der endnu ikke har erhvervet "den oprejste gang" og kendskab til brugen af ild, ikke er særlig flatterende. Og dette led i vore dræbende traditioner er næppe uden indflydelse på de livsvilkår, vi oplever, og dermed på nødvendigheden af et militært beredskab.

Heri ligger ingen "fordømmelse" af nationens livsform. En almen søgen kræver sine forudsætninger for at komme til eksistens, og vi har alle mere eller mindre alvorlige vanskeligheder at overvinde på de forskellige områder for at omsætte den indsigt, vi allerede har erhvervet os, i praktisk livsførelse.

Men i sin dybeste grund må vort forhold til menneskeheden, til medvæsenerne omkring os af enhver art og til mikrolivet i vor organisme, være en enhed. Ved en holdning, der sigter herimod, har vi livets, udviklingens medhold, og alle erfaringer, livet nu byder os, stiler mod at vække os til bevidsthed i så henseende.

Den enkeltes tilhørsforhold bestemmes i hovedsagen af hans udviklingstrin, men i overgangszonen mellem den gamle og den nye kurs – mellem partitagen af forskellig art og universalitet – kan inerti og fødselsveer gøre sig gældende. Sindet er et bytte for modstridende kræfter og savner den afklaring, der er en forudsætning for bevidst at kunne søge en holdbar orientering. Afhængigheden af det umiddelbart behagelige og dermed af, at vanskeligheder af enhver art undgås, er endnu så stor, at den præger forhåndsindstillingen. Spørgsmålene om livet stilles med det forbehold, at besparelsen ikke må kræve personlige konsekvenser – hvorved man foreløbig udelukker sig fra de eneste svar af værdi. Det er ikke blevet virkelig alvor at komme til at vide besked, hvorfor dannelsen af en åndelig atmosfære omkring én, der befordrer de nye rørelsers vækst og bidrager til forståelse af, at de har en reel baggrund i livet, endnu må lade vente på sig. Men erfaringerne har gjort "det grove forarbejde" i sindet. Mennesket i denne situation er på vej til at blive søgende.

I denne periode, hvor den nye ånd, selv om den er begyndt at fæste rod, endnu ikke er blevet et bevidst grundlag for viljeføringen, vil den traditionelle indstilling blive bestemmende i de fleste situationer. Og en protestholdning over for livet, harme og bitterhed over, at forholdene og menneskene er, som de er, bliver ofte de første udslag af det nye lys, der er ved at bryde igennem.

Den enkeltes indflydelse i den store sammenhæng er naturligvis ikke ubegrænset. Han kan ikke ved sin indsats fjerne krigen fra jorden, så længe den har en erfaringsskabende mission. Men ved at erhverve sig indsigt i, at krigens magt begrænses af denne opgave, og at der i høj grad er brug for de kræfter, der er ved at bryde frem i ham, er han i stand til at søge anden tjeneste, skabe og opleve fred midt i krigen mand og mand imellem og nationerne imellem. Den indre kontakt med udviklingen giver hans arbejde resultat. Han vil mærke, at atmosfæren omkring ham bliver en anden, at forholdet til omgivelserne skifter karakter. Der er ved at dannes en zone, hvor kræfter kan samles og vokse.

Det er således ikke uden betydning i sammenhængen, hvordan den enkelte forholder sig – om han virkelig repræsenterer det trin, hvortil han er nået. Hans fredsindsats bliver identisk med det omfang, hvori han bruger sine "talenter" for humanitet i sin vekselvirkning med livet, således at de ikke bliver stående ufrugtbare som blotte "idealer". Hovedansvaret over for livet ligger her. Det er forståeligt, om tilliden til, at det har bærekraft i enhver henseende alene at sætte ind på den menneskelige front og lade sværdet blive i skeden, kan vakle under tidens tryk med den permanente trusel om krig og besættelse. Der er således al mulig grund til at "våge og bede, at man ikke skulle falde i fristelse". Men hvis det menneske, som af livet og udviklingen er indviet til at repræsentere fredens kræfter, vil gøre det, hvordan skal disse så komme til udfoldelse? Og hvordan skal den styrke blive til, hvorom verdensenheden skal krystallisere sig? Er et sådant menneske kommet i splid med sig selv på dette fundamentale punkt, er det af yderste vigtighed for ham at samle sit sind om at søge bekræftelse af, hvad han inderst inde ved: At "verdenssituationen" er et personligt anliggende, og at vejen til fred går gennem en personligt forpligtende oplevelse af "ærefrygten for livet", der kommer til at præge hele hans liv, alt, hvad han har med at gøre.

Ved at give efter for fristelsen til at bekende sig til "sværdet" som den afgørende beskyttelse, undergraver man sin glæde ved livet og forlænger vandringen gennem "tårernes dal". Man tildækker de vinduer, hvorigennem lyset fra en højere verden skulle skinne, ladende hånt om, at "riget, der skal komme", netop er "inden i os" i den næstekærlighed, vi søger at praktisere, og som er vor eneste virkelige beskyttelse.

Men vejen til at forstå og ville freden uden forbehold er brolagt med lidelse, som man tilføjer andre, og som man selv oplever. Man kan ikke leve ud fra en større modenhed, end man besidder, og livet i de mindre modne stadier giver os – og vore "ofre" – de erfaringer, der skal til for at vokse. Således kommer enhver livsudfoldelse til nytte i den givne sammenhæng. Her drejer det sig imidlertid om situationer for den, for hvem en livsførelse i pagt med humaniteten er "livets brød". Han kan komme til at føle sig ensom i forholdet til den endnu almene tankegang, og komme i tvivl om sit sindelags berettigelse i "verden, som den nu engang er", stillet over for den kvantitative overmagt. Han trænger således til en atmosfære, hvori han kan drage ånde, og som kan give ham vished for, at det aldrig kan være nødvendigt eller rigtigt for ham at sætte sine tanker og kræfter ind på en opgave, der ikke længere er hans, og dermed svigte den, han nu er indviet til.

Der tales således til dem, der finder den fulde udfoldelse af deres idealitet i en eller anden form for partitagen, ligesom der ikke på nogen måde gås i rette med deres livsopfattelse. Deres naturlige engagement i det spil, der er identisk med "verdenskrigen", hænger sammen med, at de har noget at lære der, og således endnu savner forudsætninger for og trang til en dyberegående indsigt i livets struktur. Noget andet er det, når fornemmelsen af, hvad det er, man gør ved at gribe til sværdet, begynder at gøre sig gældende i sindet.