Kosmos 1953/2 side 17
ERIK GERNER LARSSON:
Vore sansehorisonter
Indledning.
Et af vort arbejdes vigtigste mål er at uddanne os til at være gode lyttere, hvilket vil sige mennesker, der i en given situation evner at sætte alt deres eget tilside til fordel for et andet menneskes sorger og bekymringer, modgang og besvær. Mange tror, at tilegnelsen af denne evne er en let sag, men det er det ikke. Thi det er ikke gjort med blot at sætte sig hen med et sympatisk udtryk i ansigtet og så høre efter, hvad et sådant ulykkeligt menneske har på hjerte og eventuelt bagefter udtrykke sin medfølelse med nogle få og ofte flove bemærkninger. At være en god lytter vil ikke alene sige, at man på naturlig måde får et andet menneske til at åbne sit hjerte for en, det vil også sige, at man har et så dybt indblik i sjælelivet, at man formår at lytte sig ind til den virkelighed, der eksisterer bag alle de uvirkeligheder, man igennem sin lytten til et forpint menneskes talestrøm bliver delagtiggjort i. "Amatørlytteren" falder som oftest i den første "fælde", der åbner sig for en, når man begynder at interessere sig for sine medmenneskers vanskeligheder, nemlig den, at blive part i sagen derved, at man kommer til at dele den talendes sympatier og måske i særlig grad hans eller hendes antipatier. Gør man det, – og det er ofte uhyre fristende, – er man i virkeligheden ophørt med at være neutral. Man er da med i "krigen", og resultatet heraf bliver meget nemt det modsatte af det tilsigtede!
To slags kriser.
Er man imidlertid ude over dette amatørstadium, opdager man hurtigt, at menneskets kriseområder deler sig i to fra hinanden meget skarpt afgivende tilstande: de affektbetonede og de virkeligt dybtgående. Langt de fleste hører til den første kategori, og dem hjælper man bedst et menneske ud af ved først stilfærdigt at høre hele sagen fremstillet og derefter påpege, at det måske kunne tænkes, at der var fejl på begge sider. Har man blot en smule medfødt humoristisk sans, kommer den her til meget stor nytte. Intet hjælper et menneske i affekt så meget som en hjertelig latter. Jeg har ikke een, men mange gange oplevet, at mennesker, som er kommet til mig i en meget ophidset tilstand og har fået "luft" i en sønderlemmende kritik af et andet menneske, pludselig har indset det tåbelige i dette voldsomme udbrud og med en befriende latter har endt med at erkende, at det hele i virkeligheden har rod i rene bagateller. Tager man sådanne mennesker for alvorligt, endsige højtideligt, begår man en forbrydelse imod dem. Her gælder det blot om at afvente det belejlige øjeblik og så sige et par forløsende ord. Den opståede krise vil da som oftest være ovre lige så hurtigt, som den kom, og man kan bagefter glæde sig over, at den opståede brand ikke fik større udbredelse, end tilfældet blev. Mange, som ønsker at hjælpe mennesker i sjælelig nød, overser altfor hyppigt, at alene det, at et menneske tvinges til at fremstille sine vanskeligheder i klare, koncise sætninger, giver det det overblik over situationen, som det faktisk manglede. Under fremstillingen hænder det ofte, at det selv kommer til at smile over, at det hele i virkeligheden er så småt, som tilfældet er – og så er sejren allerede halvt vundet!
Anderledes derimod med de krisetilstande, som har rod i konflikter, der er så dybtgående, at man aner fortidige liv bag dem. Skal man virkelige hjælpe her, må man vide besked, thi her er det ikke nok blot at føle medmenneskelig medlidenhed og trang til at hjælpe. Her er det, at ens kosmiske indsigt for alvor får betydning, og her er det, at den viser sig enhver anden form for åndelig indsigt uendelig overlegen.
Hvad man absolut må vide – og kunne.
Rent elementært må man vide besked med det levende væsens kosmiske struktur. Jeg skriver her med vilje "det levende væsen", idet vi alle, også dyr og planter, er skabt i "Guds billede efter hans lignelse", hvilket vil sige, at den skjulte kosmiske side er den samme hos alle levende væsener, blot med den forskydning, som det kosmiske spiralkredsløb betinger. Vigtigst af alle analyser forekommer mig her analysen af de to sexuelle poler at være. Man må kende denne analyse tilbunds, thi uden den viden, den giver os ihænde, er vore muligheder for virkeligt at hjælpe et medmenneske i åndelig nød yderst begrænsede. Men man må også kunne anvende disse analyser! Dette sidste er ikke det mindst vigtige, idet man gang på gang oplever, at mennesker har fået undervisning i denne høje viden og alligevel ikke formår at anvende den til andet end dybest set ret ligegyldige "prædikener" for andre.
At kunne anvende sin viden om det sexuelle mysterium bør være selve forudsætningen for ønsket om at hjælpe et ulykkeligt menneske, idet denne viden straks angiver vedkommendes kosmiske position.
Man må uden større vanskeligheder for sig selv kunne registrere vedkommendes sexuelle polkonstellation og straks vide, om den maskuline eller feminine pol har overherredømmet i hans eller hendes livsindstilling. Kan man det – og det bør man kunne! – har man nemlig med det samme et fast punkt i sin vurderen af det, man bliver betroet. Man vil da med det samme ligesom øjne en linie fra denne polkonstellation til de begivenheder, vedkommende ruller op, og kan næsten straks afgøre, om disse begivenheder er nødvendig eller overflødig "undervisning" af vedkommendes sind eller ånd. Overflødig? Kan en lidelse eller skæbne da være det? Det kan den. Mange mennesker udsætter sig selv for skuffelser eller modgang, hvis resultat de på forhånd er fuldt fortrolig med. De ved "inderst inde" udmærket, hvorledes processen vil forløbe, men deres begær forleder dem til at tro, at "måske" –. At det forholder sig sådan, er de som regel selv den første til villig at indrømme, og her må hjælpen da udelukkende koncentrere sig om en samtale om det alvorlige og meget farlige i at forsøge at bilde sig selv noget ind, der direkte strider imod det forlængst erfarede og erkendte. Man søger her at forstærke vedkommendes vilje og gøre ham begribeligt, at modgangen i dette tilfælde udelukkende har rod i hans eller hendes eget sind. Også denne form for "hjælpeaktion" ligger indenfor de lettere områder for sjælepleje, dog med den afvigelse, at der her fordres en noget dybere livsindsigt end i de først nævnte tilfælde.
Berører den betroede lidelse derimod det område, jeg har udtrykt med ordene "nødvendig undervisning", er forholdet straks langt mere kompliceret, idet man som oftest her vil stå over for tilstande, hvor mange mentale kræfter er kommet i indbyrdes konflikt. Her er det, at man bør kende begrebet "sansehorisonter" og så søge at finde ud af vedkommendes forhold til dette begreb.
Vore sansehorisonter.
Som bekendt oplever vi altid vor tilværelse midt imellem to sjælstilstande: vor evige fortid og vor evige fremtid. Vi kalder denne tilstand "nuet", og den vil evigt være vor livsoplevelses centralpunkt, idet vi i den samler al den viden, som vor evige fortid bragte os til fordel for de oplevelser, som primært danner nuet og sekundært vor evige fremtid. Var det nu således, at vor evige fortid virkelig var fortid i den forstand, at den aldrig kunne "vende tilbage", såvel som vor evige fremtid altid måtte holde sig uden for nuet, ville billedet være et andet, end det er. Men det er ikke sådan. Tværtimod afslører livet ustandseligt, at en af hovedårsagerne til jordmenneskelig lidelse er den sammenblanden af de her nævnte sansehorisonter, der ustandseligt finder sted. Nogle mennesker "begraver sig i fortiden", og andre lever sangvinsk i "fremtiden". Når livet så svinger dem ind i "nutiden", er de ofte midt i en katastrofe. Årsagen til dette forhold er meget let at se. Vi fødes ind i en verden, der intet kender til livets kosmiske virkeligheder, eller i hvert fald meget nødigt indrømmer dem plads i den daglige tænkning. Fra at være livets kernepunkt er det levende væsen blevet reduceret til at være "stof af stoffet", altså et liv- og sjælløst produkt. Dette, at vi opdrages uden nogen art af kendskab til vor evige fortid og vor evige fremtid – de to af livets tre urokkelige sansehorisonter, betinger i sig selv, at vi, os selv uafvidende, fejlvurderer så at sige samtlige de situationer, livet anbringer os i, hvad der igen fører til, at vi i disse situationer nødvendigvis tvinges til at betragte vore omgivelser som de egentlig skyldige i vor modgang, vore skuffelser og lidelser.
Åndeligt set lever vi i en dårekiste med vore teologiske professorer som overlæger og vore videnskabsmænd som plejere. Den ene part opdrager os til at tro, at vi er fødte i synd med tvivlsomme, åndelige udsigter og den anden til at tro, at vi blot er noget "organiseret stof", som en dag skal bringes af vejen.
Resultatet af denne opdragelse er ikke udeblevet! Og stærkest møder man det, når man sidder ansigt til ansigt med et menneske, som er "kørt fast". Livet har forlængst lært mig, at de ulykkeligste mennesker ikke er dem, der har en eller anden at hade eller savne, nej, det er dem, som hverken hader eller elsker, men som blot helt har mistet lysten til at leve, fordi det hele synes så rodet og meningsløst. Den, som kan varme sig ved sit had, behøver ikke at fryse, ham eller hende eller dem begge, er der sørget for. Nej, den, der fryser, er den, som tilsyneladende helt har "mistet melodien", og som nu sidder overfor en og søger at udrede årsagen til denne så tilsyneladende håbløse situation.
Her træder Martinus' analyser ind i billedet på den vidunderligste måde, fordi de aldrig berører begrebet "skyld", men derimod kun "årsag og virkning". Man lytter og lytter, og pludselig begynder det sande billede at dukke op. Man hører om bristede drømme, om at "engang var det hele anderledes", – og man genkender. Med stilfærdige ord beder man vedkommende fortsætte og langsomt, men sikkert tegner der sig et billede, man kan forstå. Man ser, hvorledes Jeg'et er hævet over tiden, – og bundet til den. Man oplever, medens man samler hele sin varmende sympati om et sådant menneske, hvorledes dets fortid, eller den tid, hvor det endnu troede på livet og på sine muligheder, har dannet sin egen horisont, som da drømmene bristede, og håb efter håb svandt hen, forandrede struktur og blev til en sejg, grålig masse, der nu – udenfor kontrol, fordi det simpelthen er blevet vane – dag efter dag vælder frem over "nutiden" og dækker den med sine livsnedbrydende, negative tankeskyer. Lytter man for alvor til et sådant menneskes forpinte tale, har man for sig et rystende "nærbillede" af sandheden i Martinus' ord om, at mennesket er sin egen værste fjende. For man oplever her, hvor stærke de materier, vi danner vore drømme og håb af, i virkeligheden er. De er ikke de "luftkasteller", som så mange vil gøre dem til. Tværtimod er de psykiske skyformationer, som formår at sænke sig så tæt om os, at vi helt mister kontakten med den virkelighed, som lever umiddelbart i og om os. Mennesket uden Gud er langt mere ensomt, end ordene lader os ane, thi det er uden kontakt med den kraft, som alene kan tvinge denne selvskabte, dødbringende fortids sansehorisont bort. "Hvorfor skulle jeg dog opleve dette?" er en sætning, jeg har hørt så mange gange, at den står for mig som prototypen på de ord, mennesket, der har givet op, anvender. Thi læg mærke til dem. De indeholder intet angreb på nogen, blot et fortvivlet spørgsmålstegn. Og her kan vi hjælpe! Jeg ved det, fordi jeg ikke alene selv har erfaret det mere end de fleste, men også fordi jeg med egne øjne har set mennesker blive "genfødt", når deres sjælelige "øren" pludselig påny har "hørt melodien". Det er klart, at flertallet under den opdragelse eller måske rettere: mangel på opdragelse, de i barndom og ungdom har været undergivet, er blevet forledte til at tro, at tilværelsen i sig selv er uden mening, og at de, når kriserne for alvor sætter ind, da meget hurtigt må give op, fordi de simpelthen intet har at møde dem med. Det er denne situation, vi kan forandre, fordi vi, når de kommer til os med deres sorg, virkeligt har noget positivt at give dem. Man må nemlig aldrig glemme, at til selvopholdelsesdriften hører også trangen til at vide noget virkeligt om sig selv. Og her er det, at det menneske, der har fået en kosmisk opdragelse, står stærkere end de fleste, fordi han udfra det, livet selv har ladet ham opleve, og som i hans bevidsthed ikke ligger og flyder uforarbejdet rundt, kan sige, at livet ikke alene har een, men to meninger: dels den, at det aldrig var Forsynets mening, at vi skulle "køre fast" i vor kamp for at skabe os selv et tåleligt liv og dels den, at vi – sammen med alle de andre, – er med i en gigantisk omskabelsesproces, der som slutresultat vil lade en ganske anden verden komme tilsyne end den, vi i dag kender. Men for at disse to meninger kan komme til positiv udløsning, må vi kende de mest elementære kosmiske livsfunktioner. Den, som ikke formår at holde sine tre sansehorisonter adskilte således, at de hver for sig kommer til at opfylde deres bestemmelse positivt, har på forhånd mistet chancen for at få det fulde udbytte af sit liv. Som jeg har mødt mennesker, hvis fortidssansehorisont helt har overskygget deres nutidssansehorisont, således at de mere lignede en korsfæstet end et fribårent menneske, har jeg mødt mennesker, hvis angst for fremtiden har været så stor, at den så at sige helt dækkede nuet, hvad der også har fået disse mennesker til at ligne forvrængninger af det, der var deres egentlige bestemmelse. Føjer man så til disse tilstande den manglende viden om den sexuelle forvandlingsproces, alle udviklede mennesker befinder sig i, er det klart, at livet i vor verden må frembyde det billede på helvede, som vi ser afmalet omkring os, og som vi møder, hver gang et ulykkeligt menneske lukker sig op for os.
Timelige og kosmiske sansehorisonter.
Igennem Martinus' analyser har vi for alvor lært tilværelsens kosmiske kredsløbsprincip at kende, og dette kendskab må vi have med, når talen er om at søge at hjælpe et menneske i nød. Vi ved, at vort fysiske liv gennemløber fire kredsløb: barndom, ungdom, manddom og alderdom. Mange mennesker forstår ikke, at disse kredsløb er virkeligheder og vel at mærke afsluttede virkeligheder! Megen sorg kunne undgås, om enhver blev opdraget til at forstå, at hver af disse kredsløb har deres egen skønhed, som totalt ødelægges, om man forsøger at blande dem sammen. Også de danner givne sansehorisonter, som ikke tåler indblanding med andre. Men mange ved ikke dette og kæmper en desperat kamp for at forlænge den ene på den andens bekostning. Utalte millioner kroner glider årligt i kosmetikfabrikanternes lommer, uden at det øger gennemsnitsmenneskets åndelige sum af lykke, og intet virker mere forstemmende end det at sidde og lytte til et menneske, der, uden kontakt med sin egen evige, kosmiske sansehorisont, er blevet fanget i dette forsvindende fysiske livs "ungdomshorisont". Man mærker næsten fysisk dets angst for, at man ikke skal tro, at det er yngre, end det er, selvom ens hjerte bløder ved tanken om den åndelige goldhed, denne indstilling fører med sig. Men også her må man "træde varsomt". Det ligger ikke indenfor vort magtområde at afværge de ulykker, mennesker skal ud i, kun at bøde på dem, og derfor må man, foruden at udvikle et talent for at kunne lytte, også udvikle et talent for aldrig i nogen situation at dømme. Vi har kun til opgave at forstå og at vejlede, om vi bliver spurgt. Men eet kan vi altid gøre: så lempeligt som det er os muligt at søge at gøre vedkommende begribelig, at livet, denne forunderlige realitet, altid vil skabe perspektiv i det oplevede og derigennem mildne det for sluttelig at udvide smerten i det. Anbringer livet Dem i den situation, at et dybtfortvivlet menneske opsøger Dem og betror Dem sin sorg, så se altid at vinde tid! Utrolig mange menneskelige sorger ville få et betydeligt mindre omfang, om samtlige de rådgivende omgivelser forstod kunsten at tage tiden med på råd, ja at gøre den til sin bedste medarbejder. Tanker er ikke alene kræfter, der virker i blod og nerver. De er også realiteter, der virker i tid og rum. Mennesker kan blive så indhyllet i sorg og bitterhed, at kun tiden kan afklare begivenhederne for det, og her bør mennesket med kosmisk indsigt vide at gøre sig gældende. Tid og viden er således de to faktorer, man bør stræbe efter at besidde, når man bevidst begynder at indstille sig på at ville være sine medmennesker, sin næste, til hjælp i hans eller hendes mørke stunder. Uden disse to hjælpekilder er man for dårligt udrustet til at løse den her berørte opgave. Da har ens trang til at hjælpe mere med forstanden, med noget udadvendt, at gøre, end med den hjertets medleven og medviden, der går både længere ud og dybere ned end al psykologi tilsammen. Til virkelig hjælp for sin næste i nød er man kun, når man er sig fuldt bevidst, at man kun er en del af HANS ånd, som vibrerer i alt og over alt. Man må vide, at intet menneskes skæbne i sig selv er absolut blindt, og at hvert enkelt menneskes liv følger en plan, som hvor individuel den end er, så dog i virkeligheden kun udgør en del af hin guddommelige plan, der på een og samme tid på os selv lader os opleve, at "som vi sår, høster vi", samtidigt med, at den trin for trin løfter vor ånd frem imod det lys og den åndelige afklarethed, der selv i vort nuværende livs mørkeste stunder eksisterer i os som en omend svag, så dog uudryddelig anelse.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige