Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Dens morgenskær har længe i forvejen givet sig udtryk i vore "idealer", d. v. s. de forestillinger vi gør os om livet og os selv i en fuldkommen tilstand i modsætning til det, vi faktisk lever på. Men der kommer en tid, hvor de bliver til krav om at komme til at omskabe vor hidtidige livsførelse, blive virksomme i forhold til medvæsenerne.

Den brydning i menneskeheden og i os selv, som vi nu oplever, er altså ganske enkelt et udtryk for, at tiden er moden til at realisere de tanker om frihed, lighed og broderskab, om alle racers og nationers forening, om verdensfred, der sålænge har arbejdet i bevidstheden – og samtidig en forjættelse om, at det vil ske. Det kan måske lyde sært, men er dog alligevel tilfældet, at verdensfreden nu åbenbarer sig i verdenskrigene, og verdens enhed i den tilsyneladende uhjælpelige spaltning. Det universelle broderskab giver sig foreløbig udtryk i fjendskab og had, i at tilværelsen uden respekt deraf bliver vanskelig til det uudholdelige.

Når man føler sig nødsaget til at tage standpunkt – eventuelt meget modstræbende, fordi ens hu står til at holde sig udenfor, være neutral så vil man til at begynde med ikke kende anden mulighed end at gøre det efter de hidtidige regler, for en part, mod en anden. Men konsekvenserne heraf stadig stigende spænding, stadig stigende intensitet i sammenstødene, som yderligere udelukkende forværrer situationen uden at bringe nogensomhelst klaring, endsige løsning, – vil efterhånden vække en anden forståelse. Et kosmisk opbrud, en "krise" i udviklingen, er inde, fælles for menneskeheden og den enkelte. Så at sige ingen er i tvivl om, at der kræves en helt ny kurs for at komme ud af miseren. Men samtidig føles situationen så truende, at man ser sig nødsaget til i skærpet grad at følge den gamle kurs, den som netop har skabt miseren. Fornemmelsen af, at en kurs i større overensstemmelse med idealerne skulle være mulig, har imidlertid vokset sig så stærk, at det i den almene bevidsthed står således, at kun modpartens holdning er til hinder for, at en sådan kan følges. Derved kommer de forestillinger, der i sig selv er et udslag af længselens berøring med en større virkelighed, i første instans til at skærpe modsætningerne.

Og vejen til erkendelse af, at verden, som vi oplever den, er en afspejling af de kræfter, vi selv ved vor tankegang, mentalitet og adfærd sætter i bevægelse, går gennem lidelser, skuffelser og tårer. Det er ikke så lige en sag at få bevidstheden åbnet for, at vi – uvidende og uskyldigt – på talrige måder saboterer den harmoniske verdensenhed, vi nu så brændende længes efter. Grænserne for den harmoni, vi på længere sigt kan opleve, afhænger af, hvad der rummes inden for vor horisont, og således udgør det etiske forpligtelsesgrundlag, vi anerkender. Det er et tegn på en begyndende udvidelse af bevidstheden, at storpolitik er blevet noget, der kommer den enkelte ved, således at han føler sit engagement i menneskehedens liv og skæbne mere alvorligt. Men den vågnende ansvarsfølelse vil også i sine første stadier fremme opmarchen derved, at et større antal under en eller anden form "melder sig under fanerne".

Hvert stadium undervejs repræsenterer en foreløbig "magtbalance" mellem de dyriske anlæg og de fremspirende menneskelige tendenser. Det udgør en overvindelse af fortiden og et springbræt for fremtiden. Den livsoplevelse, det bereder os, rummer i overensstemmelse med de kræfter, der er virksomme, en adgang til de lidelseserfaringer, der skal føde længselen efter en kærligere verden, og en åbenbaring af den menneskelighed i tanke og personlig holdning, i kultur, kunst og videnskab, der allerede er skabt på basis af lidelse, søgen og selvovervindelse.

Under den lange rejse fra junglelovens domæne med næstekærlighedens rige som mål må den jordiske menneskehed have noget at sætte kursen efter. I det egentlige dyrerige er den guddommelige førelse indbygget i organismen som en "kosmisk automatik", således at stillingtagen og intellektuel virksomhed kun i meget ringe grad er fornøden. Og når jordmenneskeheden har "fuldendt løbet", rummer bevidstheden tilstrækkeligt lys til, at hver enkelt med egne sanser kan se hele virkeligheden, og således ikke har behov for vejledning udefra. Men undervejs er der brug for en guddommelig hjælpende hånd under en form, som skifter med udviklingens stadier.

Nærmest udgangspunktet er det hovedsagen at etablere en eller anden autoritet, som alle instinktivt bøjer sig for, "et guddommeligt diktatur", som det f. eks. udøvedes af faraoer og andre indviede konger. På et senere trin bliver en førelse mulig gennem en stærk følelsesmæssig tilknytning til en person, som repræsenterer den livsform, der er rejsens mål, og således åbenbarer dens høje livsindsigt og den dermed forbundne kærlighedsevne. Sådanne personer møder vi i de store religionsstiftere, verdensgenløserne. Under rejsens sidste etape slår denne åbenbaring ikke længere til. Med den nu fremskredne intellektualitet må en håndsrækning bestå i, at selve den høje viden om livet og dets kærlighedslov gøres tilgængelig for det søgende jordmenneske i logisk sammenhængende analyserækker – som en livsvidenskab.

Nødvendigheden af livsforståelse understreges ved, at jordmenneskets stigende evne til med videnskaben som værktøj at underlægge sig materien, i sit første gry navnlig har bidraget til at skærpe egoismens våben, hvorved verden er blevet langt farligere at leve i. Med troen på fortidens åbenbaringer i hastig hensmuldren og uden viden om livet har nutidens jordmenneske ikke andet at knytte sin skæbne til end håbet om at kunne opbygge en militærmagt så overlegen, at der slet ikke kan blive tale om nogen trang til at udfordre den. Vi står her over for verdensaltets mest prisgivne væsen!

Det er let at se, hvilken fare denne tilstand rummer for den mentale balance, og at livet i dette perspektiv er så lidet tillokkende, at videnskabens ypperste begynder at se det som deres opgave at finde frem til en anden basis for den jordiske menneskeheds liv og skæbne. Denne nye indstilling er identisk med en spirende menneskelighed, som ved at vise sig i videnskabens sfære, der hidtil har været forbeholdt den rene intelligens, betyder indvarslingen af en ny verdensepoke. Når den etisk fremskredne forsker således, i erkendelse af, at videnskabens hidtidige kurs ikke fører til kontakt med virkeligheden i sit fulde omfang og sande perspektiv, vender blikket mod viljen bag kræfternes udfoldelse, vil det medføre, at livets struktur, de levende væseners samhørighed og skæbnedannelsens lov efterhånden afslører sig som det centrale forskningsområde, som det vil være i højeste grad urealistisk, uvidenskabeligt, at lade ude af betragtning. Herved skabes forudsætningerne for, at verdensaltets analyser kan få indpas i jordzonens førende hjerner, og udviklingen er dermed inde i det spor, som fører til, at jordmenneskeheden bliver som "en hjord med en hyrde". Der sigtes her til en tilstand, hvor menneskeheden med et sikkert indblik i livssammenhængen kender sit indbyrdes broderskab og sit ubrydelige tilhørsforhold til universets bærende, kærlige bevidsthed, hvormed den fundamentale betingelse er tilstede for, at de menneskelige evner på alle livets felter kan gå en rig blomstring imøde, at al skabelse og livsudfoldelse kommer til at befordre glæden ved livet.

– – –

I en følgende artikel vil spørgsmålet om skillelinierne i menneskeheden og deres sammenhæng med vor livsform blive nærmere belyst.