Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som allerede meddelt i korrespondancebrevene vil der ske en ændring i Kosmos ferieby med hensyn til Klintsøgård, idet den til 1. april dette år helt vil overgå til at blive et vegetarisk kursted med helårsdrift. Og hermed vil et at os næret ønske blive opfyldt. Det har været umuligt for os, som er bundet til de mange andre grene af vor fælles store sags manifestation, at kunne gennemføre og drive den på denne måde. Under os kunne hovedbygningen kun være i brug ca. et halvt hundrede af årets 365 dage. At denne velindrettede bygning med sine moderne bekvemmeligheder således skulle stå øde hen hele den øvrige tid af året var ganske urimeligt og økonomisk uholdbart. Men nu er dette problem altså løst på en meget smuk og for sagen fuldkommen måde, idet hovedbygningen er overdraget til overlæge Ankerbye og frue til det førnævnte formål. Overlægen og hans frue kommer fra Bornholm, hvor han var overlæge for det bornholmske værn og havde tilmed her også en meget stor og omfattende privatpraksis. Dr. Ankerbye og frue er meget strengt vegetarer og hører til mit arbejdes mest trofaste venner. De har igennem mange år studeret mine bøger og skaffet vor sag adskillige nye venner. Jeg føler det som en guddommelig tilskikkelse, at det nu har dannet sig således til, at disse to kære venner af vor sag kan overtage hovedbygningen og fuldkommengøre dennes anvendelse helt i sagens ånd. Fra kun at være åben den førnævnte lille tid om sommeren vil hovedbygningen nu være åben hele året til gavn for mennesker, der trænger til rekreation, hvile og ferie. Medens vi ikke magtede at gøre den til en hundrede procents vegetarisk institution, grundet på den korte belægningstid og økonomiske indtjeningsmulighed og af samme grund også var tvunget til delvis at måtte servere animalsk føde, bliver hovedbygningen nu under overlæge Ankerbye udelukkende kun vegetarisk. For feriebyens vegetariske gæster vil der således eventuelt stadig være adgang til pension i hovedbygningen. Åndelig set er hovedbygningen i virkeligheden således ikke skilt ud fra os, selv om vi er blevet juridisk frigjort af den.

Til yderligere orientering for sagens venner vil jeg gerne her give et lille overblik. Allerede i årene før den sidste verdenskrig begyndte vi i feriebyen at mærke savnet af en pension. Vi fik dengang udarbejdet tegninger til en bygning til dette formål, men så kom krigen, og problemet blev skrinlagt. Men i 1946 blev Klintsøgård hovedbygning med omliggende park- og strandarealer pludselig til salg. Betingelserne for at knytte dette store område til feriebyen og ligeledes omkostningerne ved ændringen af nogle omfattende træbygninger, der fandtes på arealet, til hotelværelser, blev ved venner af sagen muliggjort – dog ikke ved partialobligationslånene alene – som vi fra først af havde antaget. Disse blev en uundværlig støtte, men de dækkede kun en mindre del af den sum, der i den givne situation krævedes. Hvis indtegningen til de nævnte lån var blevet så fuldtallige, at de havde kunnet dække beløbet, ville der ikke være opstået de mange og store vanskeligheder, som senere opstod. Den endelige tilvejebringelse af det resterende store og primære beløb kunne så kun skaffes ved kortfristede og dyre banklån mod pant i alle sagens ejendomme og mod hårde rente- og afdragsbetingelser. Dette måtte naturligvis afføde en meget vanskelig tid for os.

Ved at ændre feriebyens struktur og ved kærlig forståelse fra sagens venner, dels igennem kulturfonden og dels ved en på andre måder ydet stor privat hjælp og støtte, blev problemerne efterhånden løste. Den ændrede struktur bevirkede, at vi udstykkede feriebyens arealer og ligeledes de nye arealer, vi fik med Klintsøgård. Sagens venner kunne nu selv købe hus eller grund i feriebyen. Denne løsning viste sig, som jeg senere skal komme tilbage til, at blive til stor glæde både for sagen og grundejerne.

At ændre feriebyens oprindelige struktur og tilstand til den for dens fremtidige udviklingsmulighed nu foretagne absolut nødvendige udvidelse har altså været forbundet med store vanskeligheder grundet på besættelsen, restriktionerne og dyrtid. Lidt skepsis og nedsættende kritik har der også været. Men så har der til gengæld også været så megen god forståelse og velvillighed fra andre sider, at feriebyen i disse år ganske stille har kunnet vokse og ændre sin struktur og kapacitet i retning af den form, i hvilken jeg har følt den i størst mulig kontakt med Guds villie.

At feriebyens struktur blev ændret således, at man kunne købe huse og grunde i feriebyen, har som før nævnt vist sig at være et overordentligt stort gode og det absolut bedste for sagen. Det befriede den fra husenes vedligeholdelse og andre administrative forpligtelser. Grundejerne sluttede sig senere sammen i en grundejerforening for at sikre sig den fordel, som en sammenslutning som regel vil være i fælles situationer og interessesfærer, og naturligvis også for at sikre, at den gode ånd og tone, der hidtil havde været herskende i feriebyen, stadig blev værnet og bevaret i kontakt med sagens inderste kerne, kultur og hensigt. Den har til dato opfyldt dette formål totalt, samtidig med at den også indenfor den forløbne tid i flere tilfælde har vist sig at være en for sagen stor hjælpende institution. Jeg vil derfor her gerne benytte lejligheden til at udtrykke min inderligste tak til grundejerforeningen for dens i sagens ånd helt gennemførte samarbejde med os og for den store imødekommenhed, beredvillige hjælp og støtte, den har ladet mig og mit arbejde blive til del. Den har til dato været et gode og en styrkelse for sagen og dens fremtid, som den ikke på nogen som helst anden måde kunne være blevet bibragt.

At Klintsøgård hovedbygning er overgået til at blive et specielt vegetarisk kursted og rekreationshjem hele året under en idealistisk indstillet overlæges besiddelse, autoritet og viden er meget mere vigtigt og i sagens ånd, end hvis den, grundet på den korte belægningstid, den havde hos os, skulle være blevet ved med blot at være et slet og ret pensionat, og hvor der kun delvis kunne serveres vegetarisk kost.