Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(tanken om enhed)
 

Immanuel Kant er det store navn i den nyere tænknings historie. Han var en af disse personligheder, der står over sin samtid i intellektualitet og derfor gennem sit arbejde bringer ny næring ikke blot til sine nærmeste omgivelser, men også til senere slægter. – Han arbejdede langt grundigere og mere samvittighedsfuldt end de tænkere, der levede umiddelbart før ham, og navnlig den upartiskhed, han gik til sin opgave med, kombineret med hans udviklede intellekt gør det muligt for os at arbejde med hans tanker, uden at tiden mellem ham og os sætter nogen hindring. Absolut upartiske tanker og ideer er hævet over tid og rum og kræver ikke, at man på forhånd sætter sig ind i en tidsperiodes lavere, begærledede tankeverden, men er som "rene" tanker "sande" i al evighed.

Verden er en broget mangfoldighed, opfyldt af tusinder og atter tusinder enkeltheder. Intet i denne vor sanseverden står stille, alt flyder, strømmer forbi og ind i vore sanseorganer. Hvad er det, vi ser, – hvad er det, vi hører, føler og lugter? Løsningen af denne gåde har tænkere kæmpet med gennem umindelige tider, men trods opgavens vanskelighed har de stadig følt, at de var på vej, fordi de gennem enkelthedernes dunkle mangfoldighed har anet de store principper. Tilværelsen fremtræder nemlig ikke som et kaos, men gør indtryk af at være noget planlagt, noget, hvis elementer hver især synes at have sin mening og sin bestemmelse. Kants første fortjeneste er, at han hævede ideerne over det materielle plan og gjorde tankeverdenen til det primære og den synlige verden, fænomenverdenen, til noget sekundært. Han satte en uoverstigelig skranke mellem bevidsthedsverdenen og fænomenverdenen og godtgjorde, at ethvert verdensbillede, ethvert syn på tilværelsen, er en åndelig foreteelse, et psykisk billede, som muligvis intet har med fænomenverdenen i sig selv at gøre. "Sanseindtrykkene ordnes i vor hjerne", siger Kant, "og de ordnede sanseindtryk kalder vi ideer og meninger. Men denne sortering og ordning foretages af et højere princip i bevidstheden (intelligenslegemet), hvis arbejdsmetode altså må have en afgørende betydning for det dannede syn på tilværelsen"; kort sagt mener han, at enhver tanke eller idé er en bearbejdelse af fænomenverdenens sanseimpulser, og at de love og principper, vi tillægger naturen, er bevidsthedens intellektuelle funktioner. Denne tanke har to konsekvenser, for det første, at vi ikke har nogen mulighed for at forstå omverdenen, som den er "iogforsig", og for det andet, at vi, hvis vi alligevel vil prøve at komme til en erkendelse af livet, må arbejde inden for vor bevidstheds rammer, altså på et rent åndeligt plan.

En ting, Kant undrede sig over i bevidsthedens verdensbillede, som altså kun anskuende som et led i en arbejdsmetode, er dets præg af enhed, det, at det fremtræder som noget, der umiddelbart er sig selv tilstrækkeligt. Vi kan for at få et begreb herom tænke på de forskellige verdensbilleder gennem tiderne; de udtrykker alle en fornemmelse af enhed og sammenhæng. I hinduismens verdensbillede f. eks. ses det ganske tydeligt. Jorden antoges at have form som en kalot, som blev båret af tre elefanter; disse elefanter stod igen på en skildpadde, men hvad skildpadden stod på, var der ingen, der spurgte om. De pågældende mennesker har antaget, at jorden vejede noget, fordi alt på jorden var mere eller mindre tungt, og for så at neutralisere denne jordens vægt og skabe ro og balance, lod man elefanterne bære jordkalotten på deres brede skuldre. Men endnu havde man en fornemmelse af ustabilitet i billedet, – elefanterne kunne da ikke bære på noget, når de stod med benene svævende i den bare luft, og derfor gav man dem en solid skammel at stå på i form af en bred og solid skildpadde. Skildpaddens store skal på bugen og de brede fødder kunne anderledes fordunkle illusioner end elefanternes seks par strittende ben.

Denne tendens til at skabe sit verdensbillede som en sluttet helhed, hvis kraftcentrer neutraliserer hinanden, mente Kant var et direkte udtryk for bevidsthedens egen enhed og indre sammenhæng. – På dette punkt i Kants tankeudvikling vil vi imidlertid springe fra og selv fortsætte i den angivne retning.

Vor bevidsthed består af et net af tanker, som vi knytter sammen under påvirkning af en ubevidst tendens til ligevægt og balance. Dette viser sig tydeligt, når tankerne får fysisk udtryk i ord og tale. For at danne en sætning, d. v. s. en mening kræves to led, et grundled og et udsagnsled. Når disse to led er tilstede, er der skabt den ro og ligevægt i ordbilledet, som man forsøgte at tilvejebringe i hinduismens verdensbillede. Ligesom skildpadden dér var fundamentet, på hvilket elefanterne og jorden hvilede, således er grundleddet det bærende i sætningen, uden hvilket udsagnsordet ville svæve uden mening på papiret. Både grundleddet og skildpadden må dække over noget, som hverken er vigende eller svævende, men udgør noget absolut stabilt. Enhver tanke kan fæstnes til papiret, og da det skrevne består af lutter sætninger, og der i hver af disse er et grundled, ser man, at der ustandseligt er brug for dette faste punkt, uden hvilket sætningens indhold vil opløses og elefanterne med jordkalotten falde ned. Ud fra Martinus' kosmiske analyser kan vi straks identificere dette faste punkt med X-I, som vi ved er skabelsens midtpunkt og universets altomfattende fundament. Trods denne imponerende funktion er dets analyse den kortest tænkelige, nemlig: "noget, som er". Der er uendelig mange former for grundled, ja, enhver ting, vi ser eller hører, kan vi gøre til grundled i en sætning, men alle udtrykker de dybest set det samme, nemlig tilværelsens faste punkt "X-I". Ligesom samtlige grundled kan samles i syntesen X-I, kan alle udsagnsordene samles under benævnelsen "bevægelse", idet også tilsyneladende fast tilstand er en form for energi, da vore sanser ellers ikke kunne registrere dem. Den enhed og balance, som råder i bevidstheden og kommer til udtryk f. eks. i sætningsopbygningen eller i det omtalte hinduistiske verdensbillede skyldes således den universelle ligevægt mellem det faste og det vigende, mellem den absolutte stilstand og bevægelsen. Betragter vi en simpel sætning som: drengen løber, ser vi, at den rummer tilværelsens to fundamentale modsætninger, det faste punkt eller stilstanden og bevægelsen.

I det omtalte verdensbillede fungerer skildpadden som det faste punkt, der neutraliserer tyngden fra oven og skaber balance. Skulle vi tegne et tilsvarende moderne fysisk verdensbillede, ville det træde frem som en endeløs række af kemiske og fysiske reaktioner, hvis enkelte led hvilede på hinanden, ikke umiddelbart som jorden på elefanternes rygge, men i dybere forstand som årsager og virkninger. Hvis man f. eks. antager, at den ting, som tilsyneladende kommer først i kæden, er den virkelige årsag til det næste led, vil selv et barn udbryde: "Jamen hvor kommer den ting fra, du siger, er den første årsag?" og udtrykker dermed, at tanken om, at en ting kan være første årsag, er utilfredsstillende. Et absolut fundament for reaktionskæden findes ikke blandt de enkelte led. Men der er også mere end led, som spiller ind i omtalte kæde. Hvis vi betragter talrækken, har vi i den et udmærket billede af disse leds forhold til hinanden. De enkelte tal hviler nemlig ikke på det foregående tal. 4 hviler ikke på 3, og 3 ikke på 2. Der er mellem tallene en differens, et hul, som ikke fjernes, selvom vi ser på tallene 3,3 og 3,4, eller 3,33 og 3,34, – vi kan gøre huller ti gange mindre, hundrede gange mindre, men der vil stadig være en diskontinuitet, et spring mellem tallene. Talrækken som helhed hviler på 0, – 0 er heri det faste punkt og den sande årsag til det første 1-tal, – 1-tallet betegner jo netop en afstand fra nul, og hvis nullet ikke eksisterede, ville 1-tallet være en illusion. Ethvert af de andre tal betegner ligeledes en afstand fra nul og eksisterer kun i kraft af dette nul. 7 hviler altså ikke på 6 og er ikke en virkning af 6, men udelukkende en virkning af 0. Med nul er vi nået til X-I og dermed til reaktionskædens sande fundament og inderste årsag, og man må altså forstå det sådan, at X-I dels er årsag til udviklingskæden som helhed og dels er den absolutte årsag til hvert enkelt led. X-I, betegnelsen for det levende væsens højeste princip, kan kun defineres som "et noget, som er", og denne bestemmelse korresponderer nøje med definitionen af talrækkens faste punkt nullet, som på den ene side eksisterer som grundlag for alle tallene, men på den anden side, set ud fra tallene, betegner begrebet "intet". Det levende væsens inderste centrum er således fra et materielt synspunkt lig intet, men i virkeligheden det eneste reelle i tilværelsen. Den fysiske verdens detailler er alle relative og noget, som er relativt ER jo ikke, men synes kun at være, og er således illusorisk. Nullet i talrækken og X-I i det levende univers er i kraft af sin umanifesterede, usanselige eksistens det eneste, som i sandhed ER. Urformen for årsag og virkning er forholdet mellem det levende væsens skabende centrum X-I og den manifesterede verden. Udviklingen fra en årsag A til en virkning B kan imidlertid kun forstås, når B ved en begrebsopdeling viser sig lig A. Regnestykket 7 + 5 = 13 er forkert, fordi 12 i sig selv aldrig vil kunne blive til 13. Resultatet af denne tanke er, at X-I, verdensaltets årsag må være identisk med verdensaltet som helhed. Verdensaltets uendelighed i tid og rum er således identisk med X-I, det levende væsens centrum. Dermed er vi kommet til den højeste enhed, udtrykt i det altomfattende levende "X". Dette sidste er altså den endelige forening af de to fundamentale kontraster, det faste punkt og bevægelsen, og denne højeste syntese kan kun udtrykkes på det timelige plan med benævnelsen "X".

Det er en enestående glæde, når man ad tankens vej er nået til en erkendelse, som tænkere gennem årtusinder har stræbt efter, da at sammenligne Martinus' kosmiske facitter med de store religioners læresætninger og se den slående lighed, som ikke kan skyldes tilfældighed. – I ældgamle indiske tekster findes således denne religiøse læresætning: alt det virkeligt eksisterende er kun eet, det absolutte, brahman, med hvilket også menneskets egen sjæl er identisk. Brahman er verdens bærende princip, og det er i sig selv hinsides enhver definition.