Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der er for tiden i radio og aviskroniker en del diskussion om kristendommens betydning for vor tids mennesker. De forskellige indlæg viser, hvor uenige både lægmænd og teologer og endda teologer indbyrdes er om, hvad kristendom er. Der er ikke noget at sige til, at en og anden ved den megen snakken får den opfattelse, at det eneste, kristendommen ikke er, er virkelighed. Hvis den var virkelighed, ville verden vel også se lidt anderledes ud, end den gør.

Den officielle kristendom, teologien, har i vor tid mistet enhver tilknytning til "det glade budskab", som den guddommelige nazaræer bragte. Det er ikke næstekærlighedsbudskabet, der dominerer. Det er ikke længe siden, at man i en kronik af en teologisk professor kunne læse:

"Overhovedet må man opgive enhver forestilling om, at kristendom – forstået som Jesu forkyndelse – kan bruges til noget som helst, det være sig nu at redde kulturen, ialtfald den vestlige, regulere samfundslivet lidt efter humane principper eller få folk til at "elske" hinanden."

Men noget, der ikke kan bruges, hvad skal man med det? I vor tid kommer man den slags på musæer, hvor det kan beskues af dem, der har tid og lyst. Kirkerne er næsten som en slags musæer i dag, der fortæller os om, hvordan gudsdyrkelsen var i svundne tider, en gudsdyrkelse, der nok kaldes kristen, men som i ceremonier og ritualer, i symboler og dogmer indeholder så megen før-kristen gudsdyrkelse og gudsopfattelse, der ikke har meget med Jesu budskab at gøre. Det er de tidligere kulturer, der stadig eksisterer i praksis, selv om visse navne er ændret, og det teoretisk kaldes kristendom.

Det er dog efterhånden sjældent, at begrebet "barnetro" dækker over en sådan sjælelig skønhed. Forfatteren Henrik Juul Hansen skrev for nylig en kronik i "Aarhus Stiftstidende", som han kaldte "Kan planken bære?" Han beretter deri om et religiøst rundspørge, der på typisk amerikansk vis var arrangeret af "Ladies Home Journal". Men man får uvilkårligt, ligesom forfatteren, lidt mistro til disse amerikanske vidnesbyrd om kristeligt sindelag, når man hører, at 62 % af de adspurgte ikke kunne mindes, at de ved deres handlinger inden for det sidste døgn i nogen måde havde svigtet budet om at elske næsten lige så højt som sig selv. Og 82 % måtte med beklagelse konstatere, at deres omgivelser ikke var nær så gode som de selv til at efterleve næstekærlighedens bud!

Hr. Juul Hansen mener, at det vil være forbundet med store vanskeligheder her i Danmark at få konkrete svar på et religiøst spørgeskemas mere indgående og sagligt begrænsede spørgsmål. – "Ved ikke"-svarene ville dominere de danske skemaer. Og deri har han uden tvivl ret. Og så skriver han: "Derimod ville et mere svævende spørgsmål om barnetroens bevarelse uden tvivl få en stor mængde bekræftende besvarelser. Det er et udbrud, jeg har hørt atter og atter, når religiøse spørgsmål er blevet berørt, men en drøftelse afværget, fordi "den slags" nu engang er noget, man ikke giver sig af med at bore i: "Men jeg har da, Gud være lovet, min barnetro!"

Der er nogle mennesker, der har bevaret et stykke legetøj fra deres barndom. Nu ligger det gemt i en skuffe og bliver kun beskuet med et vemodigt blik engang imellem. Det kan også være en firkløver, man fandt engang, eller en presset blomst, der kalder på gamle minder. Og spørgsmålet er, om de fleste menneskers "barnetro" er andet end et minde om noget, de havde engang, og ikke noget, de forbinder med og bruger i nutiden. Omtalte kronikørs betragtninger munder da også ud i spørgsmålet om, "hvilken bærekraft denne gamle planke ville have, om de pågældende en dag med hele deres vægt satte foden på den".

Der er heller ingen tvivl om, at der er kræfter igang for at skabe en slags ny reformation. Liberale teologer kan godt se, at mange ændringer er tiltrængt, hvis kirken igen skal få betydning som kulturfaktor. Men det er svært at lappe en gammel klædning, de nye lapper bliver let årsag til flere huller ved siden af. Med den gamle klædning mener jeg ikke kristendommen; men den kristne teologi og dogmatik. De kan ikke blive det "noget", der gør kristendommen til praktisk virkelighed. På samme måde, som urkristendommen begyndte i det stille og var en kontrast til "den officielle religion", vil kristendommens fornyelse også til at begynde med være "uofficiel" og stilfærdig og stå i en vis kontrast til "officiel kristendom" med mulighed for at blive kaldt hedenskab. Den tyske digter Hermann Hesse har i en artikel om "Bogens magi" påvist, at det åndelige og litterære lag, som undertiden synes at føre an, fordi det skaber den offentlige mening eller i det mindste udsteder dens dagsbefalinger, ikke er identisk med det skabende lag. Det har altid vist sig, at det, der blev meget stort, er begyndt meget småt og stilfærdigt, men det fik derved den styrke og smidighed, som en rolig organisk vækst altid vil have.

De mennesker, der kender Martinus' åndsvidenskab – ikke blot som teori, men også ud fra en vis praktisk brug af analyserne – vil efterhånden vide, at her er "noget", som i sig rummer de muligheder Toynbee efterlyste. Spiren til en ny kultur er ved at bane sig vej gennem mørket, den er kommet frem for "dagens lys", selv om den endnu næsten er dækket af alt "det gamle løv". Med skabelsen af sit hovedværk LIVETS BOG og flere mindre bøger giver Martinus menneskeheden en livsorientering, der både ER kristendommen i dens oprindelige skikkelse og samtidig indeholder alt det, hvorom Kristus sagde: "Dersom I kunne forstå det." Han antydede gang på gang, at han vidste meget mere, end han kunne fortælle i sin billedtale, "men kommende slægter skulle forstå det." For disse "kommende slægter" er åndsvidenskaben skabt, "den hellige ånd, som skal tage af mit og give jer."

Selvfølgelig er alt dette kun påstande for den, der ikke kender Martinus' verdensbillede, en ny teori blandt mange tusinde andre. Men for den oprigtigt søgende vil en sådan påstand uvægerligt medføre, at han undersøger muligheden for dens rigtighed; om det er en teori, der har betydning i praksis, eller det blot er en ny "planke, der brister, når man træder på den med hele sin vægt."

Uden tvivl er der mennesker, der lærer åndsvidenskaben at kende, som vil synes, at det er en "dejlig ny religion, de gerne vil være tilhængere af", og de vil måske blive stolte over at få en masse at vide om mangt og meget, som "de andre" ikke ved noget om, og de vil lufte deres teorier i tide og utide. Det vil ikke gavne så meget. Martinus siger selv: Tag det af mit arbejde, De har brug for, og lad resten ligge." Deri er underforstået, at man bruger det af de kosmiske perspektiver, man kan fatte, i sin daglige væremåde, og ikke at man bruger mere, end man egentlig kan fatte, i mange slags "talemåder". Dette med at "bygge bro" kan jo også godt opfattes som en talemåde. Jeg vil derfor gerne antyde, hvad jeg i praksis mener med sådan en bro.

"Det er vel broen mellem Gud og mennesket", vil læseren sige. Ja, det er det. Men hvordan finder mennesket frem til Gud? "Ved blind tro og dåb og nadver og syndernes forladelse", har man tidligere sagt. Men det er jo den planke, der viser sig ikke at kunne bære vor tids menneske, som faktisk allerede er faldet ned af den og står i afgrunden i angstens og uvidenhedens mørke. Den "arbejdstegning" Martinus med sine analyser giver den søgende i hænde, viser sig ved nærmere studium at være til en bro med to buer, der hviler på tre piller. Den midterste pille er os selv, det menneske, der står isoleret i egoismens afgrund. De to buer fører til hver sin side, den ene til næsten i hverdagen og den anden til Gud i menneskets indre, men det er een bro, og der må bygges til begge sider på een gang for balancens skyld, ellers falder den sammen, og man må begynde igen. Det er det gamle udtryk om at bede og arbejde i en ny version, ikke en version, som siger: "Du skal –" og "Du må ikke –", men som tålmodigt og logisk udreder årsagen til vor nuværende situation og viser, hvordan vi ved virksom næstekærlighed kan komme ud af den foruden meget mere, som kan styrke vor villie til og vor forståelse af "det gode", bl. a. ved også at lære at forstå "det onde". De kosmiske perspektiver peger mod "den fred, som overgår al forstand", men på en sådan måde, at man indser, at først må forstanden bruges, derfor har vi erhvervet den. Kærlighed er ikke følelse alene, men også intelligens, indsigt, forståelse og arbejde. Vi er kommet ind i den tidsalder, hvor kristendommen fra at være på teoriens stadium, må glide over på det praktiske stadium, og netop der er det Martinus' kosmiske analyser viser sig at være den "arbejdstegning", som hjælper den søgende fra teoriens golde stadium, til den livgivende, lysende væremåde, hvor man til fulde kan sige med en ung digters ord: