Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I en tidligere artikel her i bladet (Jordhulementalitet) berørte jeg begrebet beskyttelse og søgte med Martinus' analyser som baggrund at vise, at enhver form for forsvarsmidler eller sikring i sidste instans er virkningsløse, og at opøvelsen i næstekærlighed er det eneste, der kan sikre "en varig fred" eller "et lykkeligt liv" for den enkelte såvel som for hele menneskeheden.

Mod dette kan man måske indvende, at selv om vi skulle være mindre kærlige af natur, er vi dog ikke ubeskyttede, da vi jo har politi og retsvæsen, som beskytter os imod grovere forbrydelser, og denne indvending er selvfølgelig rigtig – dog kun til en vis grad. At det kun er en delvis beskyttelse, ses bl. a. deraf, at retsvæsenet meget ofte først træder i funktion, når forbrydelsen allerede er fuldbyrdet. Så møder politiet op, optager rapport, fotograferer og opmåler gerningsstedet og søger at "uskadeliggøre forbryderen". Selve forbrydelsen kan politiet altså ikke forhindre, også fordi få på forhånd bekendtgør, at de har i sinde at begå en forbrydelse, og det skyldes igen, at lovovertrædere næsten aldrig er klar over, at de er i færd med en forbrydelse, før de er midt i den. Der er altså ingen virkelig beskyttelse ad denne vej, og uden hensyn til, om vi kan lide tanken eller ej, er vi derfor helt afhængige af vor bevidstheds kvalitet eller "karat", d. v. s. den grad af næstekærlighed vi besidder.

Et stort antal mennesker mener så, at der, hvor loven ikke beskytter en, må man tage tingene i sin egen hånd. Det mener man bl. a. også, at det ene land må gøre i forholdet til det andet, da der jo ikke eksisterer noget virkeligt internationalt lovsystem. Og "krænker et andet land ens ret eller formentlige ret", er den gængse opfattelse stadig den, at man må forsvare sit land, sin kultur, sin kones og børns liv. Men vil man sikre sin familie og sig selv et langt og lykkeligt liv, må man være klar over, at intet militær eller hjemmeværn kan gøre det. Ved selv at deltage i en forsvarskrig med denne hensigt har man blot store chancer for at skabe enker og faderløse i fremmede nationer, og man har på den anden side chance for selv at miste livet og derved gøre den familie, man netop ville beskytte, ulykkelig og uden forsørger.

Andre mener, at krigen slet ikke vil opstå, selvom vi har militær, blot der opstår en "magtbalance", og at denne balance vil være en garanti for sikkerheden og freden. Men da ingen af staterne ønsker balance, men derimod "overbalance" til fordel for sig selv, er det svært at se, hvordan en sådan balance nogensinde skulle opstå. Og skulle den i sig selv utænkelige balance opstå, vil det blot sige, at befolkningen i alle lande skulle påføres umådelige økonomiske byrder for at holde et militær på fode, som aldrig ville få lejlighed til det, det egentlig var bestemt til, nemlig at kæmpe. Vort land ofrer ca. ¼ af sine årlige indkomster på militære formål og andre lande noget tilsvarende, uden at nogen magtbalance er i sigte.

Trods politiets, retsvæsenets og militærets manglende evne til at sikre os en virkelig beskyttelse, er vi dog beskyttede, nemlig i samme grad som vi forstår livet og handler efter den logik, det lærer os. Denne logik læres først og fremmest i kampen med den ydre materie, som kun mestres gennem dens logiske anvendelse, og overføres denne logiske tænkemåde på vort åndelig liv, resulterer det i det, man kalder en næstekærlig indstilling.

I henhold til det foranstående er vi ikke altid beskyttede, der hvor vi mener at være det, men vi kan på den anden side ofte være beskyttede der, hvor vi mindst venter det, og der er mange forskellige former for beskyttelse.

Nogle gange viser den sig i form af mindre ulykker, der virker forebyggende mod større. Jeg erindrer således at have læst om en ung marinesoldat, der ombord på sit skib faldt og brækkede benet, og som følge deraf blev bragt til et hospital i land. I virkeligheden var denne "ulykke" hans lykke, idet hans skib og alle ombordværende med det gik ned under den militære øvelse, det deltog i. Jeg læste dette i en avis, og det hænder mig næsten hver dag, jeg læser avisen, at jeg der støder på ting, som klart viser livets logik og kærlige behandling af de levende væsener, selvom de fede overskrifter og de sensationelt opsatte artikler ikke altid ved første øjekast tyder derpå. Blandt sådanne avismeddelelser har jeg valgt to små notitser, som hver på sin vis siger en hel del om beskyttelse og manglende beskyttelse eller lys og mørk skæbne.

Jægerens gevær tager ofte andres liv, end de han havde tænkt sig – også ofte jægerens egne børns ved deres leg med geværet. Den i notitsen nævnte mand, der gik ud for at nedlægge skovens eller markens dyr og i stedet for blev årsag til sin hustrus død, må man have den allerstørste medlidenhed med. Han vil formodentlig have meget svært ved at glemme dette og tilgive sig selv sin interesse for skydevåben og jagt, og i et kommende liv vil han næppe dyrke denne interesse.

Et barn kan således falde ned fra 3. eller 4. sal og slippe så godt fra det, at moderen, der er på vej ned ad trapperne og venter at finde barnet dræbt mod jorden, møder det på vej op ad trapperne. Et eller andet har afbødet faldet og givet uheldet en lykkeligere afslutning, end man kunne vente. Dette "et eller andet" er åndelige væseners indgriben i den fysiske verden. I dag har jeg netop læst om en ung mand, der faldt ned fra 9 meters højde, hvad der ville betyde død eller lemlæstelse for de fleste. En undersøgelse på hospitalet viste, at han ikke var kommet noget som helst til. Disse og lignende begivenheders forløb vil mange materielt indstillede betegne som rene tilfældigheder, men havde man blot lejlighed til at se disse "heldiges" liv som en kontinuitet og altså f. eks. set deres sidste 3–4 liv, ville man ofte være i stand til at forstå, hvorfor netop de undgik en brat død.

Det andet udklip omtaler en sygeplejerske, der er styrtet ned med flyvemaskine 13 gange og har overlevet alle nedstyrtningerne.

Imidlertid giver de sidste 4 linier – for den åndeligt orienterede – forklaringen på, hvorfor hun overlevede og i et enkelt tilfælde var den eneste overlevende. Over en strækning, der svarer til ca. 50 gange jorden rundt, har hun i en flyvemaskine passet og plejet sårede og døende soldater under sidste krig, og man har ikke vanskeligt ved at forestille sig, hvor opslidende en gerning det må have været, og hvilken udholdenhed og tålmodighed, hjælpsomhed og frygtløshed hun må have været i besiddelse af. Man kunne vel digte meget ind i et sådant menneskes liv – det skal jeg afholde mig fra – men at hun må have været i besiddelse af rige menneskelige egenskaber, er vel hævet over enhver tvivl. Disse menneskelige egenskaber er det, der har været hendes beskyttelse.

Jesu ord om, at "den, som søger at bjærge sit liv, skal miste det, og den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det", bringes her naturligt i erindring, idet man ofte ser, at den, der sikrer sig mest muligt, mister livet, og den, der giver afkald på at leve udelukkende til fordel for sig selv, bevarer det. Man ser også ofte det modsatte, vil man måske indskyde, og det er rigtigt. – I livets brogede mangfoldighed er der ting, der taler både for og imod en sådan sætnings rigtighed, men gør man disse spørgsmål til et studium, vil man opdage sandheden i dette Jesu-ord.

Imidlertid er dette ord ofte misbrugt, således f. eks. når unge krigere "falder på ærens mark", og der "ofrer deres liv for næsten". Der finder her en sammenblanding af kristendom og hedenskab sted, som ikke lader sig udrede uden ved hjælp af åndsvidenskaben.

Den kærlighed, der giver sig udslag i at give afkald på sit fysiske legeme, er ikke så stor som den, der viser sig i at give afkald på et liv til fordel for sig selv og anvende sit livs dage, timer og minutter i positivt arbejde for næsten. Derved opnår man en større beskyttelse, også for sin fysiske krop, og "ejer på den måde livet", ligesom den mere kærlige indstilling naturligt giver større adgang til at forstå livet som en evig realitet, så man også "ejer livet" på den vis.