Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Farvet af Indiens særprægede ældgamle kultur og tankesæt lyser gennem upanishaderne et sådant væld af sand livsvisdom, at man, når man sammenstiller dem med Martinus' analyser, gang på gang undres over, at sandhedens strålende klenodie så at sige har ligget i menneskets hånd så længe, uden at størsteparten af menneskeheden har ladet sig synderlig anfægte deraf!

Reinkarnationen og karmatanken, der endnu i dag får europæeren til at løfte øjenbrynene på en meget sigende måde, der tydelig nok tilsigter at få fremsætteren af disse livsprincipper til at føle sig i lettere grad åndssvag, er for inderen ganske naturlige.

Inderen ved, at han skaber sit eget liv gennem sine tanker og handlinger, og han ved endvidere, at hans handlinger er givne af hans begær. Han ved, at den mindste bevægelse udad vil nedfælde sig i menneskets indre som et frø, der nødvendigvis må spire til nye gerninger.

I upanishaderne har inderne nedlagt en livsvisdom, der viser langt ud over den daglige verden, mennesker færdes i.

De, der har forfattet denne bog, er dykket ned i en viden, hvor alt er eenhed. Ondt og godt er begge lige nødvendige for oplevelsen af livet, og de begivenheder, der for det almindelige menneske ser ud som flimrende og usammenhængende brudstykker, er et sammenhængende og harmonisk hele!

I denne verden lever mennesket på sine sanser. Møjsommeligt må det søge rigdom et sted, kærlighed et andet, ære og berømmelse et tredie, stykvis må det samle sine skatte sammen, uroligt og rastløst må det vende sig hid og did for at tilfredsstillede sine ønsker.

Budskabet i upanishaderne forkynder, at mennesket er fattigt, men det behøver ikke at blive i sin fattigdom.

Der gives en form for oplevelse, hvor livet ikke kommer til os stykke for stykke, hvor man oplever alt på en gang.

Her i denne verden kommer begivenhederne i vort liv een ad gangen.

I hin anden verden er alt lige nærværende, alt, som har været, og alt, som skal komme fra det første til det sidste. Alle begivenheder lever i et evigt nu og skubber ikke hinanden til side. Jeg skal ikke vente på min lykke og ikke se den svinde bort.

Som oceanet er rigere end alle floder, således er livet i denne verden af større fylde, end alle begivenheder tilsammen.

I menneskets daglige verden er det en ufri skabning, bundet til sine ønsker, thi nøjagtig som dets ønsker er, så stor bliver dets verden. Af ønsker fremgår tanke og handling, og disse handlinger bliver dets liv, dets skæbne.

I den evige verden er mennesket frit og ubekymret, for der er enhed i stedet for mangfoldighed. Denne verden tilhører de salige, for de oplever ikke, de skaber! Der bliver alle ønsker og alle beslutninger umiddelbart til.

Sammenlignet med, hvad Martinus fortæller os om de høje verdner, hvor alt, hvad vi tænker og ønsker, står for os i tankemateriale, er det helt forunderligt at se, hvordan analyserne – i indisk klædebon, glimter frem, fjernt fra os i tid og rum, men dog så nær for den, der vender blikket mod sandhedens kyst!

Også kontrastprincippet fremhæves af upanishaderne, som værende af denne vor daglige verden. Kulde og hede, hvile og arbejde, glæde mod sorg. Det er i smerten, at glæden henter sin kraft.

Men det menneske, hvis væsen er et med evigheden, har forkrænkeligheden ikke del i. I stedet for modsætninger oplever han fylde og lykke.

Upanishaderne lærer, at Atman er det inderste liv i alt, hvad der er til. Han bor i jorden, men er dog forskellig fra den. "Jorden er hans legeme, men jorden kender ham ikke. Han bor i vandet og i vinden, i lyset og i mørket, i øjet og i øret, i tanken og i åndedrættet, de er alle hans legeme og kender ham ikke, selv om han styrer dem alle indefra. Men Atman er ikke blot jordens og lysets styrer, der bruger dem som sit legeme, han er også legemet selv; og det er også rigtigt, når vi siger, at Atman er den indre udødelige styrer i alt, og det er rigtigt, at jord og vand er Atman i skikkelse af jord og vand. Alt hvad vi nævner, er Atman i mangfoldige skikkelser".

Sandelig, Gud er "Alt i alle!" Og den viden om mikroverden, vi har fået med Martinus' analyser, bekræfter og udvider i allerhøjeste grad vor forståelse af disse sandheder.

I upanishaderne læser vi, at vort sande udødelige jeg bor i det legemlige, og det er det legemlige, der binder det til fryd og smerte, her i sansernes verden.

I den dybe, drømmende søvn ånder vort sande jeg frit, uden at bindes af legemet.

Det sande liv foregår bag den sanselige verden, og den, som har fundet dette liv, forstår alt, hvad der sker omkring ham, han har vundet alle verdener og alt det, han begærer.

Alle mennesker lever i Atmans verden hver dag, og den behøver ikke at være skjult for dem. Mennesket er som en fisk, der svømmer i en flod mellem to bredder, snart lokkes den mod den ene bred, hvor der er støj og uro, snart drages den mod den anden bred, hvorfra livets tyste viden lyser den imøde. På et meget væsentligt punkt adskiller panishadernes forfatter sig fra det, vi lærer af Martinus.

Den oplevelse af Atman, som den vise inder attråede, gjorde ham verdensfjern, denne verden blev ham ligegyldig, trods det, at han erkendte den som Atmans legeme! Han fandt den forstyrrende for hans meditationer og undgik helst at blande sig med den. Hans interesse for denne verden var udtømt i spørgsmålet: "Hvordan slipper jeg bedst fri for den!"

Godt var det da, at Jesus ikke så sådan på denne verden. Med sit rige indre liv kunne Han jo have haft det aldeles dejligt i en eller anden bjerghule, så kunne de, der ville lære af ham, have sat sig udenom og set på, hvor glad han så ud, over alt det dejlige hans åndelige liv bragte ham. Men nogen særlig slagkraft kunne en sådan form rent missionsmæssigt jo ikke få, og derfor "gik han rundt fra sted til sted, og alle vegne talte han til menneskene og forkyndte, at himmeriges rige var kommet nær."

Det var ikke kærlighed til menneskene, der var drivkraften i indernes liv. Om de fra deres frugtbare afsondrethed var vendt tilbage til andre mennesker og havde levet iblandt dem, som Jesus gjorde det efter sit ophold i ørkenen, da havde de fået langt større betydning, end tilfældet nu blev. Nu indkapslede de sig med deres rigdom og derfor blev den, som et lys under en skæppe, ikke til glæde for ret mange!

Den sandhed Gud gav dem, gemte de, som gnieren gemmer sit guld.

Vi læser i det nye testamente om en ung mand, der mødte Jesus, og han blev så glad, at han straks løb hen til sin ven, for at han også kunne få del i den store glæde sammen med ham. Dette sind er den sande næstekærlighed, og uden det vil enhver nok så strålende viden om sandheden blive gold.