Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det hænder ikke sjældent, at mennesker, første gang de hører tale om, at vi har levet, før vi blev født, reagerer meget voldsomt imod denne tanke. Og besynderligt nok er reaktionen oftest voldsomst hos mennesker, der opfatter sig selv som religiøse, som "gode kristne". Medens disse mennesker blankt akcepterer tanken om en "evig fremtid", er det som om, dette begrebs naturlige forudsætning: en "evig fortid", nærmest udløser et uovervindeligt ubehag i dem.

Årsagen til dette forhold vil muligvis være at søge i den kendsgerning, at de religiøse trostilstande ikke udfordrer intellektualiteten. Mange såkaldt religiøst troende mennesker er forbløffende begrænsede i deres åndelige hunger. Af de tre store livsspørgsmål: hvorfra, hvorfor og hvorhen, er de mest optaget af det sidste, hvis problemer helt synes at fylde dem. Og dog er dette spørgsmål aldeles ubesvarligt, såfremt man ikke har fuld klarhed over de to første.

Undfangelsen synes således at være det kristne menneskes reelle begyndelse. At denne begyndelse falder så forskelligt ud, som tilfældet er, synes ikke at genere det troende menneske. Spørger man forsigtigt et sådant menneske, om det ikke finder det mærkeligt, at Gud kan tillade, at et barn fødes lamt, blindt, døvt eller under omstændigheder, der så at sige prædestinerer det til at blive forbryder, svarer det med det næsten uhyggelige berømte bibelord: "Guds veje er uransagelige!"

Men livet står det religiøst troende menneske imod! De frafaldnes og "afvegnes" antal vokser dag for dag, og den tid er ikke fjern, hvor mennesket, der klynger sig til forældede og døende dogmer vil forekomme den opvoksende ungdom lige så besynderlig, som det selv i dag opfatter dem som besynderlige, der fordrister sig til at "ransage Guds veje".

At forstanden i sin natur altid må være troens fjende, giver sig selv. Forstanden eller i denne forbindelse intelligensen, har nu engang som opgave at læse korrektur på enhver af vore trosforestillinger. I modsætning til vor følelse er vor intelligens neutral. Dens opgave er af ren analyserende art, derfor føles den ofte som det kølige indslag i vort tankeliv, der hindrer vor følelse i at "gå over gevind". Og det er takket være denne voksende åndelige egenskab i vort sjæleliv, at vi simpelthen ikke kan lade være med at "ransage Guds veje" – også med henblik på spørgsmålet "hvorfra"?

Og hvad viser vor ransagning da her? Takket være Martinus' kosmiske analyser viser den os netop den guddommelige kærlighed, som det var os helt umuligt at få øje på, sålænge vi måtte nøjes med den kristne tro i dens almindelige udformning. Medens vor evige fremtid før måtte forekomme os at være en port, vi ikke af egen magt evnede at åbne blot det mindste, afslører vor evige fortid sig nu som den nøgle, der med lethed åbner porten for os. Ja, jeg vil gå så vidt, at jeg vil sige, at ingen mennesker i virkeligheden vil få nogen virkelig og dybtgående glæde af tankerne om deres evige fremtid uden at være helt fortrolig med deres evige fortid. Sådanne mennesker vil være henviste til at digte egne, personlige salighedsfornemmelser ind i denne fremtid, hvor mennesket, der bliver bevidst i sin evige fortid, kan glæde sig over, ikke at kende detaljer, – men derimod de love, efter hvilke denne fremtid vil forme sig.

En nøgtern undersøgelse af det enkelte menneskes evner viser os, at de repræsenterer en skala, der strækker sig fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed. På visse områder er vi alle genier, taget i dette ords mest alvorlige betydning, nemlig i vor evne til ondskab, til had og hævn. At mange ikke opfatter disse tilstande som udtryk for en evne eller et talent, beror udelukkende på, at de ikke har tænkt tilstrækkeligt over problemet. Thi var vor evne til at gøre fortræd, mentalt såvel som fysisk, ikke et talent, kunne den aldrig bekæmpes og dermed begrænses af vor egen vilje. Men det kan den, og dermed afslører den sig som noget, der er begyndt, og som nu kulminerer (genistadiet) og derefter vil aftage. Men selv de mennesker, som alvorligst bekæmper denne evnes tilskyndelser, må gang på gang opleve, at den, netop fordi den er så fuldkommen, som tilfældet er, tager magten fra dem og bliver bestemmende for deres viljeføring. At dette bagefter fører til anger og åndelig elendighed, ændrer ikke kendsgerningen. Vor evne til at føle vrede og antipati imod andre, må således opfattes som en af vore generalevner, idet den har rod helt ind i vort midlertidige moralkompleks, der på dette specielle område intet som helst har med sand kristendom at gøre, idet formlen her er junglens: "Øje for øje, tand for tand". At vi også har de begyndende anlæg til et helt nyt moralkompleks, der afsløres igennem vor stadig voksende evne til at føle anger over vore vredesudbrud, idet vi føler, at det ville være det bedste både for os selv og vore omgivelser, om vi kunne "vende den højre kind til, når vi bliver slået på den venstre", er en ligeså urokkelig kendsgerning. Kun er der ikke her tale om noget genistadium, men tværtimod kun om et begynderstadium.

Omkring disse to generalevner koncentrerer der sig en mængde evner, som enten er i fremvækst, kulminerer eller er i aftagende. Samtlige evner eller talenter er hævet over det, vi kalder "arv". De er alle frugterne af vor evige fortid eller af begivenheder, hvis detaljer forlængst er udslettede af vor nuværende erindring, men hvis konsekvenser eller "frugter" de altså er. Thi intet menneske kan føde og opdyrke et begær i sin tankeverden, uden at dette sætter frugt i form af en vane eller evne. Disse vaner, evner eller talenter – udtrykkene dækker den samme realitet, – genspejler dets evige fortid, og gør denne så nærværende for åndsforskeren, at man kun skal tilbringe ret kort tid sammen med et menneske for at kunne danne sig et billede af, hvorledes dets nærmest foregående fysiske liv er forløbet. Da himmelsk retfærdighed forudsætter, at vi alle engang bliver fuldkomne, og da vi alle ved, at vi er ufuldkomne, så udtrykker vort nuværende fysiske liv ikke i sig selv noget endeligt, men derimod kun en beskeden del af den fuldkommengørelsesproces, vi befinder os i. Og er det ikke netop dette forhold, det daglige liv afslører lige for øjnene af os? Ser vi ikke hver eneste dag mennesker, der ved deres ord og handlinger afslører, at de er i færd med at "blive til?" Hvem af os har mødt et menneske, der er absolut fuldkomment? Og har vi endelig mødt et sådant, har vi så kunnet akceptere denne selvopfattede fuldkommenhed? Mig bekendt kun i de tilfælde, hvor mennesket er blevet "eet med vejen, sandheden og livet".

Netop fordi vi alle er i færd med at "blive til", spiller tilgivelsesevnen en så overvældende rolle i vor åndelige udvikling, som tilfældet er. Samtlige vore kosmiske lærere fra den grå oldtid og til vore dage forkynder utrætteligt for os, at kun den, der kan tilgive, kan gøre sig fri. Men fri af hvad? Af den evige fortids krav på mennesket. Og hermed rykker vi ind på livet af –

Men set i et højere kosmisk evighedsperspektiv er det jordiske menneske ikke overgivet til nogen som helst art af tilfældighed. Dets skæbne hviler urokkeligt i Guds hånd, og hvad der synes tilfældigt er kun tilfældigt for den, der intet kender til Guddommens plan med mennesket. Og denne plan er alle udviklede mennesker mere eller mindre fortrolig med, idet de selv gang på gang giver udtryk for den igennem ordene, at de "nu forstår meningen med denne eller hin begivenhed, som de oplevede for mange år siden". Meningen med? Hvilken "mening"? Er livet et spil af tilfældigheder, er enhver tale om "mening" direkte tåbelig og uværdig for et tænkende menneske! Ikke desto mindre kan vi høre denne udtalelse fra både religiøse og irreligiøse mennesker, som hermed, sig selv uafvidende, afslører, at de er "på jagt" efter en mening "med det hele". Thi udtalelsen har kun betydning i forholdet til een bestemt ting: deres egen åndelige fuldkommengørelse!

At et menneske i en given situation pludselig erkender "meningen" med en begivenhed, det engang oplevede, og som dengang sandsynligvis var en dyb smerte, udtrykker i virkeligheden, at det nu sanser denne begivenhed på en helt ny måde, end da det første gang oplevede den, nemlig som en del af den "undervisning", der gradvist omformer og udvider dets bevidsthed og derved gør det muligt for det at "se klarere" i livet. Igennem denne erkendelse evner det ikke alene at se "skriften på væggen", men det evner også at tyde den! Og er det ikke denne "tydning", der er al tilgivelses inderste væsen? Thi hvem kan opretholde en vrede imod den, der udvidede ens bevidsthed og gjorde det muligt for en at se og forstå, hvad man ikke før så eller forstod?

Hvad er der hændt et sådant menneske? Kun det, at tilværelsens kosmiske perspektivprincip pludselig har gjort sig gældende og stillet alle de oplevede erfaringer på deres rette plads, således at ikke det tænkte, men det virkelige "billede" nu træder synligt frem for det Jeg, der oplever det. Ethvert normalt menneske oplever den her skildrede proces, idet det jo er den, der betinger vor sande åndelige vækst. Når trykket her må lægges på sande, beror det på, at adskillige mennesker er så ivrige efter at tyde den dybere mening med det, de oplever, at de i deres iver meget let kommer ud for en katastrofal mistydning, hvad der uundgåeligt fører dem ud i nye ulykker. Denne mistydnings natur er imidlertid meget let at gennemskue, idet den altid efterlader "huller" i vedkommendes tilgivelsesrække. Der vil da altid være en eller flere af dem, der var erfaringens "redskaber", de endnu vil have noget imod, noget at udsætte på.

Som den opmærksomme læser vil forstå, står vi i forholdet til den her berørte sandhed overfor noget yderst betydningsfuldt, idet vi her oplever Jeg'ets møde med det inderste budskab i den smertefulde oplevelse, det måske for år tilbage var udsat for. Det ser nu ikke længere på den eller de personer, der bragte det smerten, men derimod udelukkende på denne smertes "frugt", som det nu må erkende var til dyb og rig velsignelse for dets sjæl, idet den betød en permanent udvidelse af dets sansehorisont, af dets evne til at "se Gud" eller den virkelige mening med sit liv. Med dette syn bag sig volder det ikke det jordiske menneske nogen som helst vanskelighed at tilgive den eller dem, der var selve oplevelsens fysiske medier, en tilgivelse det på tidligere stadier måske var uden evne til at give. Da den her berørte oplevelse imidlertid udelukkende er en frugt af begivenheder, der forlængst er blevet "evig fortid", idet de, selvom de er oplevet inden for det nuværende fysiske livs rammer, dog er kommet så langt bort fra nuet, at deres sande, kosmiske hensigt i kraft af perspektivprincippet kan tydes, kan de ikke være det endelige og sidste vor evige fortid har at berette for os. Der må være endnu et stadium, hvor dens værdi for nuet og fremtiden må være åbenlys.

Bygger man derimod et "bjerg" inde i sig selv, man kan "stige op på", når som helst man ønsker det, vil man se, at selv den nys svundne dags begivenheder meget hurtigt kan blive iagttaget fra en helt anden synsvinkel end den begrænsede, de fleste betjener sig af. Dyb åndelig indsigt eller kosmisk viden gør det muligt for enhver, på sin egen viljes bud, at "tvinge" en oplevelse, der har gjort dybt indtryk på sjælen, så langt bort fra nuet, at man vil kunne ane dens sande indhold, dens kosmiske budskab til én langt hurtigere end før. Vi må alle lære at nå dertil, at vi kan tvinge vort sind til stilhed, thi kun i stilheden kan vi høre Guddommens røst. Livet under os hver dag stunder, hvor vi helt kan være os selv, hvor vi kan drage et slør mellem os selv og yderverdenen og i ro begive os op på vort "bjerg", hvorfra udsigten er langt større end i dalen. I lyset af denne udsigt vil ting, vi måske lige har oplevet, tage sig helt anderledes ud end i selve handlingsøjeblikket, idet vi i denne tilstand kan forbinde dem med vor evige fortid og derigennem ligesom ane den dybere mening med dem. Bygger vi dette "bjerg" inde i os selv, og livet vil uundgåeligt tvinge enhver af os til at gøre det en dag, oplever vi måske nok både stilhed og ensomhed oppe på dets højder, men ingen af disse tilstande vil forekomme os negative eller smertefulde. Måske lidt i begyndelsen, men senere vil den atmosfære, der udstråler fra denne stilhed og ensomhed, være vor sande og urokkelige lykkekilde. Det er dog langt bedre at vide, at man er ene, at der i hele universet kun er to, der har virkelig betydning, nemlig Guddommen og os selv, og at alle, fra de mindste til de største, er HANS redskaber til at forme vor sjæl, end det er at leve på de tåbelige forestillinger, der forbitrer det uvidende menneskes liv og får det til at råbe ud for alle vinde, at det er "hans" eller "hendes", "dens" eller "dets" skyld, at dets liv former sig, som det gør.
 

Jeg hørte fornylig en lille historie, der ligesom i en nøddeskal rummer det almindelige menneskes måde at møde sin ubehagelige skæbne på. Den lød: "Tog han sin modgang som en mand?" – "Ih ja, det gjorde han rigtignok! Han gav sin kone hele skylden!" Hver eneste gang vi oplever den her nævnte skyldplacering, og det gør vi mange gange om dagen, står vi over for mennesker, der åndeligt lever i dalen med dens begrænsede udsigter. Disse mennesker kan ikke se andet, end at det er "de andres skyld", at det er gået dem, som det er. Man kan bebrejde dem dette synspunkt, som så helt er et resultat af manglende åndelig indsigt, men kender man problemets sande sammenhæng, vil man uvægerligt gøre Strindbergs ord: "Det er synd for menneskene" til sine egne. Der er for mig ikke antydning af tvivl om, at de store Vises kærlighed til det jordiske menneske har sin rod i deres viden om den umådelige uvidenhed, det må leve på. Uvidenhed er al smertes moder. Som en tåge lægger den sig henover vort liv, spærrer de sande udsigter og tvinger os ind i en domsmentalitet, der gør både os selv og andre bitterligt fortræd. Hvor helt anderledes, når mennesket for alvor lærer at forstå tilværelsens sande, kosmiske sammenhæng og på sin bevidste viljes bud evner at tvinge selv de begivenheder, det har nærmest inde på livet, så langt bort fra nuet, at det i stedet for straks at lade sig forlede til at rase imod dem, giver sig til at lytte til deres "inderste tale". "Dette er umuligt", hører jeg en og anden sige, og jeg må svare, at det er det ikke! Det kan gøre ondt, meget ondt, at lære det, men det kan læres, og det er altid prisen værd! Thi også det er en evne, som må have en begyndelse. Men tænk, hvad denne evne fører til! En dag når også den sit fuldkommenhedsstadium, og da sønderbryder det evige lys det mørke, som indtil da har været om vor sjæl og igennem vort sind vibrerer i samme sekund den fuldkomne forståelse af HAM, der i sit livs mest smertefulde øjeblik kunne råbe udover verden: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre!"