Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1952/9
Forklaring til forsidebilledet
 
Det har netop været FN-dag den 24. oktober, dagen, hvor Forenede Nationers pagt trådte i kraft, hvilket hvert år fejres over hele jorden. I den anledning har vi til forsidebillede denne gang lånt et billede fra Unesco COURIER, der forestiller Forenede Nationers hovedkvarter i New York, en imponerende 39-etagers bygning.
Ligeså imponerende, som bygningen er, ligeså imponerende er den idé, der ligger bag Forenede Nationer. Som Folkeforbundet i sin tid er den et forsøg på at skabe et organ, hvor alle nationer skulle kunne mødes og vedtage love og bestemmelser gældende for alle, således at forhandlinger og demokratiske principper erstatter afgørelser ved krig, vold og diktatur. Folkeforbundet måtte give op, og hvor langt FN når i sine bestræbelser for lov og ret landene imellem, ved man ikke nu. Men uden hensyn hertil er disse forsøg umådeligt positive, – forsøg, der i begge tilfælde er startede ovenpå store krige, og som hver gang, i forbindelse med krigens lidelser, overtyder større og større dele af menneskeheden om, hvor stor en betydning det ville få for mennesker, om vi havde et centralt styre og et fælles lovkompleks, der gjaldt for hver nation og for hver borger på kloden.
Disse forsøg på at skabe et centralt styre er en begyndende organdannelse i jordklodelegemet, tilsvarende den dannelse af centrer eller organer, der finder sted i vor organisme eller vor hjerne, når vi forsøger at opøve os i nye fysiske eller mentale færdigheder. Hvilke ændringer FN derfor end måtte komme ud for, må man sikkert i denne organisation se en spæd organisme eller plante, der vil vokse op og omspænde hele jorden eller i hvert fald kaste de frø, der rent praktisk fører den mere og mere påkrævede forening af nationerne ud i livet.
tb.