Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Omend vel nok de fleste Mennesker i vore Dage erkender, at Planten er et levende Væsen, frakender de fleste, besynderligt nok, fuldstændigt Planten Evnen til at føle. Selv en saa berømt Forsker som den svenske Botaniker Linné frakendte Planterne denne Evne, hvad efterfølgende lille Aforisme af ham tilstrækkelig tydeligt udtrykker, han siger nemlig: "Planten lever, Dyret lever og føler, Mennesket lever, føler og tænker".

Nu er Verden ganske vist gaaet stærkt frem i Udvikling siden Linnés Tid, mange Omraader, som dengang laa hen i Dunkelhed, for ikke at sige kulsort Mørke, er siden blevet saa skarpt belyst, at Videnskaben ikke alene fik den Tids Problemer fuldstændigt klarlagt, men samtidigt, i Kraft af den voksende Belysningsevne, ogsaa blev stillet overfor helt nye og i Virkeligheden ikke saa lidt sværere Problemer end dem, Fortidens Forskere tumlede med. Linnés Aforisme er for de to første Sentensers Vedkommende haabløst forældet. At Planten lever, er ikke længere nok til at imponere. Og at Dyret skulde være uden Evne til at tænke, forekommer et moderne Nutidsmenneske som Naivitet. Men hvorfor frakender de fleste Planten Evne til at føle? Mon ikke fordi Planten simpelthen ikke skriger, naar dens Blomster mere eller mindre humant bliver henholdsvis afskaaret eller afrevet for at komme til at pryde et eller andet skønt Blomsterglas? Medens enhver har været Vidne til den Skælven, der gaar igennem et højere udviklet Dyrs Legeme, naar det pines, og derfor ikke kan være uvidende om disse Væseners Evne til at føle og dermed lide, er det vel endnu kun de allerfærreste, der ved Blomsterplukning har skænket Smerten blot Skyggen af en Tanke. Men er dette rigtigt? Er det aldeles bestemt givet, at Planten intet føler i det Øjeblik, Gartnerens Kniv skærer gennem dens Grene, eller naar en lille Barnehaand med Iver plukker dens Blomster? Nej, det er saa langt fra givet, at Fremtidens Mennesker med Forfærdelse vil se tilbage paa Nutidens Væremaade overfor disse Væsener, hvis højeste Hensigt det er at bringe Bud fra de Zoner i Tilværelsen, hvor den Følelse, man frakender dem, udgør det daglige Livs Fundament.

Lad os for en kort Stund skyde alt andet til Side og stige ned i Planteriget, for med vore egne Øjne at søge at overtyde os om disse Væseners Evne til at sanse i den Verden, der ogsaa blev vor, og maaske vi da paa denne Vandring støder paa Realiteter, hvis Eksistens vi overhovedet ikke havde anet.

Hvorledes udtrykker et Væsen, at det er levende? Ved at reagere overfor en Paavirkning af dets Organisme. Er Paavirkningen af en behagelig Natur og fornemmes – eller føles – saaledes af Individet, udløser den Glæde og Velbehag, er det modsatte Tilfældet, altsaa en grov og pinefuld Paavirkning, bliver Resultatet ligesaa uundgaaeligt, at Individet giver Udtryk for Smerte og Lidelse. Denne Evne til at føle forskelligt ved de forskellige Paavirkninger, skulde – da Planten jo efter de flestes Mening mangler Følelse – altsaa ikke gælde Planteriget. Lad os se. Har De nogensinde glemt at vande en Plante, der er blevet Dem betroet, ikke en Kaktus, men for Eksempel en Azalia? Og hvad er Resultatet blevet? Een efter een har de skønne Blomster stille bøjet deres Hoveder, lukket de enkelte Blomsterblade ind over de ædlere Dele i Blomstens Bund, Bladenes straalende grønne Farve er veget for en underlig trist graalig Kulør, og den før saa skønne Repræsentant for Blomsternes Zone staar nu, billedlig talt, med Fortvivlelsen malet i alle sine Træk, hjælpeløs overfor den truende Død, der, ifølge Livets Love, venter enhver, der er segnet i Ørkenen. Lad os saa forudsætte, at De ikke forsent opdager Katastrofen. Hurtigt fjerner De Blomsten fra Vinduets brændende Sol, stiller den f. Eks. ud paa Deres Badeværelses Gulv, vander den grundigt igennem og overbruser den med friskt, køligt Vand. Havde De da Guds Øren, saa vilde De fornemme en Lovsang stige op imod Dem. Men selv De, med Deres endnu ret ufuldkomne Sanser, kan alligevel ikke undgaa at se den Glæde, Planten nu giver Udtryk for. Lyt, og De vil høre ligesom tusinde smaa Smeld, der vidner om det tilbagevendende Liv, giv Agt, og De vil næsten kunde se, hvorledes Blomsternes udtørrede Gane opsuger Vanddraaberne og atter rejser de farvestraalende Blomsterblade til Tak for Hjælpen, der kom maaske i allersidste Øjeblik. Men ikke alene reagerer Planten overfor Varme og Tørke, ogsaa overfor Kulden reagerer den voldsomt. Man kan formeligt se en Plante gyse ved et stærkt Temperaturfald, læg en Gang Mærke til et Egetræ, naar det udsættes for en isnende Blæst, og hvad bliver De da Vidne til? At Egen ruller alle sine Blade sammen og søger at skaane disse sine ædle Organer det mest mulige mod den Ødelæggelse, Kulden fører med sig.

Rør en Gang ved en Mimose og se, der gaar ligesom et Chock igennem hele Planten, og et Sekund eller to efter lukker den alle sine Blade sammen og sænker derefter hele Bladgrenen ned langs Stammen, en Følsomhed saa udpræget, at Botanikeren har givet den Navnet: den følsomme Mimose!

Men ogsaa i andre Forhold ligner Planten ved sin Reaktionsmaade overfor den ydre Verden os selv i saa høj Grad, at den Oldtidens Vismand, der udtrykte Planten som et Dyr paa Rod, utvivlsomt har været Sandheden langt nærmere end mangen nutidig Videnskabsmand, der i Planten ser et Væsen, der nok er levende, men uden Evne til at føle Smerte. Naar vi en Dag igennem har "udfoldet" os, higer vi ganske naturligt mod Hvilen og Søvnen, for igennem den at erhverve os Kræfter til at gaa en ny Dags Oplevelser i Møde. Ligesaa med Planten. Naar Mørket indfinder sig, folder den sine Blade sammen og bereder sig til Natten. Og dette, at den folder sine Blade sammen, er ikke nogen fornuftsblottet Proces, tværtimod. Dagen igennem "aander" Planten ved Hjælp af de paa Undersiden af Bladet eksisterende "Aandedrætsorganer". Den øverste Side af Bladet udgør kun Beskyttelsesorganer for Undersidens ædlere Dele. Og læg Mærke til, hvorledes Planten folder sine Blade sammen. Det er som om den i Sammentrækningen higer tilbage mod den Tilstand, de befandt sig i, da de laa inde i Knoppen, beskyttet af de lunende Skæl, altsaa en Analogi til Dyret, der, naar det skal sove, trækker sig sammen, som laa det endnu i Moders Skød.