Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En dejlig forårsaften gik jeg en tur rundt i det forstadskvarter, hvor jeg bor. Jeg glædede mig over det spirende liv, og var i en absolut optimistisk stemning, hvad jeg også syntes, at alle de lyse, grønne farver – håbets farver – berettigede mig til. Jeg kom forbi et åbent stykke jord, hvor en gravemaskine dagen igennem havde været i færd med at grave et stort hul i jorden, og jeg stillede mig op og fabulerede over, hvordan et sådant hus, som jeg formodede skulle bygges her, ville komme til at se ud. Jeg tænkte på, hvormeget lykkeligt familieliv, der skulle leves her og lod i det hele taget drømmene forme sig livligt i min tanke. Ganske få dage efter kom jeg igen forbi samme plads, og så da til min forbløffelse, at der nu var støbt – ikke fundamentet til et hus – men en stor halvkugle, og denne var forsynet med et lille firkantet tårn. Drømmene, som jeg havde formet på min sidste tur, forsvandt som en sæbeboble, man sætter fingeren til, og tankerne tog nu en helt anden retning.

Først undrede jeg mig over det fantastiske tempo en sådan bygning kunne laves i, disse betonbunkers lavedes øjensynlig "på samlebånd" – teknikken var der ikke noget i vejen med! Så spurgte jeg mig selv: Betonbunkers, tilflugtsrum, beskyttelsesrum – skal vi virkelig til det allerede igen? – Langsomt gik jeg bort fra stedet. I den lyse aften var mørke skyer pludselig trukket op i horisonten. Var det nu også nødvendigt? Og hvad beskyttede disse rum os imod? – Fremkaldte de ikke snarere ved den frygt, de var udtryk for, krigen? Og gik ikke vor tid og vore anstrengelser med at bygge beskyttelse mod noget, som alligevel var uafvendeligt? Jeg kunne ikke rigtig få form på de tanker, der da strømmede ind på mig, men oplevelsen har siden givet anledning til mange tanker og nye iagttagelser vedrørende begrebet: beskyttelse.

Eet slog mig straks – den lighed, der er mellem den jordhule, som vi i vore tidligere inkarnationer har levet i, og betonbunkeren, som vi i de sidste krige flygtede til, når angrebene var over os. Disse bunkers eller teknisk forbedrede jordhuler, der beskytter os mod de fantastiske uvejr, vi i form af bombardementer selv fremkalder, er nok på sin vis bedre end vore fortidige boliger. Disse gjorde i nogen grad fyldest som beskyttelse mod regn, blæst og kulde, men de uvejr, som nu går over vor klode, kunne de ikke modstå, og dem blev de heller aldrig udsat for.

Imidlertid er det ikke alene den ydre fysiske lighed, der er bemærkelsesværdig; men tillige det, at der til grund for jordhulens genopståen i vor tid ligger en genopblussen eller koncentration af den samme primitive mentalitet, som jordhuleboeren havde. Den primitive bolig hører sammen med jordhulementaliteten.

Vor nuværende bolig, som efterhånden har udviklet sig fra den egentlige jordhule via det lerklinede hus til vore dages nogenlunde komfortable boliger, som vi selvfølgelig ved teknikkens hjælp fortsat vil forbedre, kan vi ikke anvende, når krigene er over os. Vore tekniske indretninger, som i deres natur er "menneskelige" skabelser, kan ikke forenes med krigen. Alle tilførselsledninger for vand, gas, elektricitet, telefon o.s.v. samt veje, broer, baner m. v. sønderslåes ved bombardementerne, og imens går vi med en tælleprås eller lygte i hånd til disse underjordiske opholdssteder, hvor vi i forvejen – som dyret om vinteren – har samlet os forråd i form af konserves. Når vore boliger ligger i ruiner, har vi kun disse forbedrede jordhuler at holde os til, og i de sidste krige har mange endda måttet klare sig uden dem, da der ganske simpelt ikke har været tilstrækkeligt af dem, – ruindyngerne har været og er stadig manges eneste bolig.

Vi støder her på "beskyttelse" igen, og det er eenpoletheden, der er den dybeste årsag til denne kvindens trang til beskyttelse og til den beskyttelse vi alle af frygt søger under kamp og krig.

Jeg kunne her have lyst til at nævne, at det er almindeligt kendt af enhver, der studerer Martinus' kosmiske analyser, at had, hævn, vrede o. s. v. er udtryk for tyngdeenergi, men det er næppe nær så påagtet, at frygt er udtryk for den samme energi. Had, hævn o. s. v. er den aktive side og frygt den passive side af den samme tankeart, eller om man vil, den førstnævnte den udadrettede og den sidstnævnte den indadrettede tyngdeenergi, dræbende og lammende i begge tilfælde, og frygten er altså fuldt så dyrisk et tankeklima som had, hævn og vrede og ligeså nødvendig at udrydde af sin bevidsthed som disse. At dette kan være vanskeligt i en tid, hvor "frygtens evangelium" hver dag prædikes i aviserne, og hvor atombomber, kampflyvemaskiner og skydevåben hver dag bekendtgøres som nødvendige for beskyttelsen af vor kultur (som om kultur kunne beskyttes med kanoner, – den kan højst ødelægges dermed) siger sig selv, men trods det vil et forsøg på at erstatte frygten med tillid, være lønnende, idet alle forsvars- og angrebsmidler dermed bliver overflødiggjorte.

Den eneste virkelig beskyttelse ligger i næstekærligheden. Hver gang vi vender tilbage til jordhulementaliteten, nedbryder vi alt det menneskelige, vi allerede har bygget op. Piet Hein giver i sit digt "Alligevel" et udmærket udtryk for denne tanke, idet han her efter digterisk at have fortalt jordklodens udviklingshistorie viser, hvorledes mennesket ved hjælp af samarbejdet (et andet udtryk for næstekærligheden) har hævet os over de andre dyr og siger så:

Heller ikke ligger der nogen beskyttelse i den perverterede dyriske trang til at sikre sig ved forråd. Bankboxen fuld af penge beskytter ikke pengenes indehaver mod fallit (endsige andre ulykker), papirsedlerne eller guldet kan miste sin værdi. De største bunkers kan ikke beskytte nogen; – i den sikreste bunker kan man, som vi har set det, blive tvunget til at begå selvmord. Den virkelige beskyttelse ligger i at handle i overensstemmelse med Guds vilje, og det vil i vort spiralafsnit sige at handle i overensstemmelse med den udvikling, som vor klode og vi nu gennemgår, en udvikling i retning af den menneskelige og næstekærlige indstilling, den fuldt afbalancerede topolede tilstand, hvor man forstår og elsker såvel sit eget som det modsatte køn.

– – –

Videnskaben har bragt os dertil, at vi kan leve på et teknisk set menneskeligt stade i komfortable boliger, men videnskabens resultater kan også i form af raffinerede krigsvåben tvinge os ned i videnskabeligt byggede jordhuler. Både vor sukces og ulykke kan den således forstærke, og det er derfor klart, at den materielle videnskab i sig selv ikke er nok. At krigen er så omfattende og så intens, som tilfældet er, skyldes videnskaben, og ligesom vore krige ikke har kunnet skabes uden videnskab, kan freden det heller ikke. Der må med andre ord skabes en videnskab om, hvordan den materielle videnskab skal forvaltes for at verden kan blive et hjemsted for fred og harmoni. Denne videnskab er åndsvidenskaben. Åndsvidenskabens basis skaber Martinus i disse år i form af de kosmiske analyser, og når endnu et uvejr er gået hen over verden, ligger de rede til gennem en klar logik at retlede den da åndeligt fuldstændig desorienterede menneskehed. Den trækker allerede nu fine tråde over hele jorden og taler ikke udelukkende til enkle følelser som de gamle trosreligioner, men til menneskers intelligens og udviklede følelse. Jordhulementaliteten vil da være stærkt på retur til fordel for næstekærligheden og dens udtryk: Kunst og virkelig videnskab.

Hvordan det rent fysisk kommer til at forme sig, har vi et billede på i den måde Københavns gamle ring af fæstningsvolde og voldgrave har ændret sig til skønne parkanlæg, hvor storbyens befolkning nu søger helse for sind og krop. Østervold, Nørrevold, Vestervold er blevet til Grønningen, Østre anlæg, Botanisk have, Ørstedsparken og Tivoli, allesammen med skønne træer og blomster, søer og fugleliv, og på samme arealer ligger en række af kulturinstitutioner som Statens museum for kunst, Hirschsprungs samlinger, Polyteknisk læreanstalt, Kemisk institut, Teknisk skole, Glyptoteket m. fl.

Hvad kan vore arealer med bunkers, fæstningsværker, flådestationer, kaserneanlæg o. s. v. ikke ændre sig til i en fremtidig verden?