Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat.)

Udenfor dette Verdensalt vilde vi sansemæssigt kun finde det absolutte "Intet", trods den Kendsgerning, at dette tilsyneladende tomme Rum alligevel er ligesaa overstrøet med Stjernesystemer som vort synlige Univers, trods dette, at der i det, der for os syntes uigennemtrængelig Mørke, eksisterer lysende Mælkevejssystemer og Stjerneverdener, indeholdende Millioner af Sole og Himmellegemer, hvis Lys blot aldrig vil naa ind over vor Klode. Og de Væsener, der bebor disse Systemers Kloder, vilde paa den anden Side heller aldrig kunne observere vor Sol, ikke paa Grund af Afstanden – for den kan vi ved at forudsætte Brugen af en ubegrænset Evne til at opfatte Lysbølger borteliminere – men paa Grund af vor Sols fysiske Lysglobes Begrænsethed.

Men samtidig vilde vi gøre den Opdagelse, at vi, ved Anvendelsen af et ubegrænset Synsapparat, vilde komme til at observere hver af de synlige Stjerner og Stjernesystemer to Gange, nemlig først ved Hjælp af det Lys vi direkte modtager fra Lyskilden, og dernæst gennem det Lys den allerede for maaske Millioner af Aar siden udsendte, den Lysenergi, som har kulmineret i Baneafstand fra den paagældende Stjerne, og som derefter er paa Vej tilbage til den igen. Men vi vilde ikke alene se den paagældende Stjerne to Gange, vi vilde ogsaa se den paa to forskellige Stadier i dens Udvikling. Lad os f. Eks. sige, at det Lys, som Stjernen sender direkte til os, er 1000 Aar undervejs, saa vilde vi jo ikke se Stjernen, saaledes som den er i Dag, men vi vilde se den, saaledes som den var for 1000 Aar siden, nemlig da det Lys, vi i Dag modtager fra den, blev udsendt. Og lad os sige, at det indirekte Lys, vi modtager fra den, altsaa de Lysenergier, som har bredt sig ud i Verdensrummet; har kulmineret i sine Baner og er paa Vej til Stjernen igen, har været 200 Millioner Aar undervejs, inden det naar os, saa vil dette jo sige, at vi samtidig med, at vi saa en Stjerne, saaledes som den var for 1000 Aar siden, saa sáa vi den ogsaa, saaledes som den var for 200 Millioner Aar siden, medmindre da den sidstnævnte Lysenergi paa sin millionaarige Vandring gennem Verdensrummet ikke efterhaanden er gaaet over i andre Former for Straaleenergi f. Eks. i Form af kosmiske Straalingsarter, der befinder sig i Vibrationer, der ligger hinsides vor Forskningsevne.

Men disse foregaaende Betragtninger siger jo dog alligevel intet andet end relative Former for Endelighed eller Begrænsning, idet der godt kan tænkes – ja, endda ogsaa maa forudsættes – eksisterende en uendelig Række Universer, der hver for sig er endelige, der hver for sig er begrænsede, men som alligevel forekommer deres Beboere som værende uendelige og ubegrænsede. Og der vil saaledes ikke paa den Maade blive givet os Svar paa Spørgsmaalet: Er Verden endelig eller ikke? Og saalænge vi stadig opererer med fysiske Afstande – hvad enten disse løber tilbage i sig selv som Storcirkler i en hyper-sfærisk Kugleform eller ikke – saalænge vi stadig arbejder med fysiske Beregninger og Tal, vil vi ikke kunne faa Forstaaelsen af Universets virkelige Endelighed, thi denne eksisterer nemlig ikke i Begreber om Afstand, Maal og Tid, men derimod i Begreber om Tilstand.

For at faa et andet og mere fundamentalt Begreb om Verdens Endelighed eller Uendelighed, maa vi vende os til de kosmiske Analyser i Livets Bog. Disse siger os, at alt hvad vi oplever med vore Sanser er Former for Vibrationer, for Svingninger, for Bevægelser, og da selve vore Sanseorganer ogsaa er Former for Vibrationer og Bevægelser, vil vor sansemæssige Oplevelse kun blive identisk med vort "Jeg"s Fornemmelse af Forholdet mellem disse to Vibrations- eller Bevægelsesformer. Det vil igen sige, at vi ikke oplever de ydre Vibrationer, der viser sig for os i Form af Stof, Lyd og Straaler, saaledes som disse Realiteter i Virkeligheden eksisterer, men vi – eller rettere vort "Jeg" – opfatter kun den Virkning, som disse har paa vor Organisme.

Naar vi saaledes iagttager Verdensaltet med dets Kloder og Stjerner, og paa Grundlag af denne Iagttagelse danner os et Verdensbillede, da bliver dette ikke Udtryk for en absolut Virkelighed, det bliver kun Udtryk for den Paavirkning vi sansemæssigt fornemmer ved Modtagelsen af disse fra Verdensrummet udsendte Lysbølger, men da denne Sansning foraarsages af Vibrationer oplevet gennem andre Vibrationer, Bevægelser oplevet gennem andre Bevægelser, bliver vor Udlægning af det, vi ser, kun Betegnelse for forholdsvise eller relative Forskelle mellem to Former for Bevægelse. Hele vor Opfattelse af Verdensbygningen, ja af hele Tilværelsen, er kun en subjektiv Oplevelse, som netop ved at den er tvunget til at være subjektiv og ikke paa nogen Maade kan være fuldkommen objektiv, skaber en Illusion hos os, en Illusion, der kun har Værdi, saalænge vi er bundet til den, tror paa den og ikke kan bevæge os derud over.

Det er en Illusion, at forestille sig Verdensaltet efter den almengældende Opfattelse med Kloder og Sole, Stjernehobe og Spiraltaager. Deres Bevægelser og Ejendommeligheder er illusoriske, deres Lys og Størrelsesforhold er illusoriske. De udtrykker overfor os en Virkelighed, men det er en Virkelighed, der ikke er ægte, det er en Virkelighed, som er relativ, det er en Virkelighed, som er baseret paa Bevægelsers Forhold til Bevægelser.

Vore Sanseorganer er en Faktor, der har en bestemt given Vibrationsværdi, og Mælkevejssystemet er en Faktor, der har en anden bestemt Vibrationsværdi, og det er Reaktionen mellem disse to Former for Vibrationsenergier, som vi oplever, og som giver os den faste Overbevisning om, at denne indirekte Oplevelse er identisk med en direkte Oplevelse, giver os den Overbevisning at alt virkeligt er, saaledes som det ser ud til at være.

Naar vi oplever fysisk Materie som "fast", som "virkelig", saa er Grunden den samme, nemlig at Forholdet mellem vore Sanseorganers Vibrationer og Stoffets Molekylarbevægelse staar i et ganske bestemt Forhold til hinanden. Og dette bestemte Forhold oplever vi som det, der danner alt det, vi kalder "virkelige Kendsgerninger", en Betegnelse, der er saa fejlagtig, som den vel kan være, da det efter det foregaaende er en absolut Kendsgerning, at den saakaldte "Virkelighed" netop ikke er virkelig, ikke er absolut, men kun bestaar af en Virkning, en Reaktion, et Forhold mellem Kendsgerninger.

Her kunde det maaske være paa sin Plads at lette Forstaaelsen ved at fremdrage et Eksempel. Vi vil foretage et ganske almindeligt dagligdags Eksperiment. Lad os betragte et eller andet Stof, det er lige meget hvilket Stof, vi vælger, da Principperne overalt er de samme, men for at gøre det saa anskueligt og almindeligt som muligt, kan vi vælge et Stykke Is til vort Forsøg. Dette Stof repræsenterer altsaa en Faktor af en eller anden given Vibrationstilstand eller Bevægelse, hvis bestemte Forhold til en anden Faktor – nemlig vore Sanseorganers Vibrationstilstand – gør, at vi sanser Is som et koldt fast Stof. Nu vil vi forøge Vibrationerne i dette Stof, og derved skulde – efter det ovenstaaende – Sanseforholdet mellem Stoffet og vore Organer blive noget forrykket, og dermed Fornemmelsen af det anderledes end før. At forøge Isens molekylære Vibrationer er meget ligetil, idet dette kan ske ved, at vi opvarmer Stoffet. Varme er jo som bekendt nemlig kun Udtryk for en hurtigere Bevægelse af et Stofs Molekyler.

Vi ser da, at Sanseforholdet virkelig bliver forrykket ved Opvarmningen, idet vi efter en vis Tid ikke længere sanser Isen som "fast", men nu sanser den som "flydende", idet Isen er smeltet og blevet til Vand. Vi kan nu fortsætte med at forøge Vandets Molekylarbevægelse, altsaa fortsætte med Opvarmningen. Saa ser vi, at det efter nogen Tids Forløb kommer i Kog og fordamper, d. v. s. gaar over i luftformig Tilstand og forsvinder dermed ud af den rent sansemæssige fysiske Verden. (Vi kan naturligvis stadig videnskabeligt følge dets Tilstedeværelse som Luftarter.)

Naar nævnte Stykke Is saaledes er ganske forsvunden fra vor Sansehorisont, saa skyldes dette, at Stoffets Vibration eller Egenbevægelse er blevet saa meget forøget, at Forskellen mellem det luftformige Stofs Egenbevægelse og vore Organers Egenbevægelse har naaet et Forhold, overfor hvilket vor Sanseevne ikke længere kan reagere.

Vi er saaledes ved dette simple Forsøg blevet Vidne til, at et Stof er forsvundet og blevet til intet overfor vort fysiske Sansesæt. Det er tilsyneladende forsvundet ud af vor Verden.

Nu vil vi prøve at anvende dette Forhold ved en modsat Betragtning. Ved vort Forsøg havde vi som sagt ladet den ene Faktor, nemlig vore Sanseorganers Egenbevægelse, forblive i den samme Vibrationstilstand, medens vi forøgede den anden Faktors, nemlig Isens, Vibrationer. Nu vil vi i dette Eksempel tankemæssigt gaa over til at forøge vore Sanseorganers Vibrationstilstand og lade Stoffets Vibrationer forblive i Stilstand. Resultatet, heraf skulde jo videnskabelig set blive nøjagtig det samme som ved det første Forsøg, nemlig at Forskellen i Vibrationer mellem de to Faktorer – Sanseorganerne og Stoffet – bliver saa stor, at Evnen til at reagere overfor hinanden forsvinder. Hvis vi saaledes gradvis kunde forøge vore Sanseorganers Vibration, vilde de efterhaanden ændrede Sanseforhold – paa samme Maade som i vort fysiske Forsøg – medføre, at det for os vilde synes som om alle de materielle Genstande, hvoraf vor Verden bestaar, Kloder og Sole, Jord og Landskaber, Planter og Dyr, vilde glide over til at blive mindre materielle, derfra over til at blive skyggeagtige og synes "uvirkelige", tilsidst opløse sig som Damp og dermed totalt forsvinde, og vi vilde da ikke mere kunne sanse fysiske Vibrationer. Den tilsyneladende saa virkelig eksisterende faste grove Materie vilde være forsvunden for os. Vi vilde hverken kunne se, føle eller paa anden Maade fornemme den fysiske Verden, skønt den stadig er ganske uforandret, thi vi maa stadig erindre, at det kun er Sanseorganernes Vibrationer, der bliver forøget i dette Eksperiment og ikke Stoffets.

Ja, men hvorledes kan man da tænke sig at forøge Sanseorganernes Vibrationer. Er et saadant Eksperiment ikke ganske umuligt? Nej, det er i Virkeligheden et saare enkelt Problem at løse, det er nemlig noget, vi selv arbejder paa hver eneste Dag, vi eksisterer. Hver eneste fysiske Oplevelse betinger en Erfaring mere i vor Bevidsthed, udvikler vor Evne til at føle og til at definere, udvikler vor Evne til at forme vore Sanseorganers Skabelse i højere og højere Materie, forbedrer vore viljeførende Kræfter og lærer os mere og mere at beherske de omgivende Energiformer ved at forøge vor Følelse og Intelligens.

Jo mere vi udvikler disse to Bevidsthedsfaktorer, des dybere en Forstaaelse vil vi kunne udvikle af det, vi sanser, og dette vil igen sige, at des fuldkomnere sanser vi. Men en mere fuldkommen Sanseevne er jo netop overfor en mindre fuldkommen Sanseevne Udtryk for en højere Tilstandsform, og dette vil igen sige Udtryk for en højere Vibration. Altsaa sammen med vor Erfaringsmasses Udvikling forøges vore Sanseevners Vibrationstilstand. At denne Udvikling foregaar langsomt – ja næsten umærkeligt – Liv efter Liv, forrykker jo ikke Sandheden, og naar vi anlægger en større Maalestok og betragter Udviklingen over et længere Tidsrum, kan vi let konstatere, at det er rigtigt.

Naar et af de Væsener, vi almindeligvis kalder for Dyr, ser en Genstand, saa faar dette Væsen hovedsagelig kun et rent umiddelbart fysisk Indtryk af den samme Genstand. Dyrets Refleksionsevne er ganske minimal og anvendes kun indenfor meget begrænsede Felter, og naar det som sagt ser en Genstand, lad os sige en Mursten, saa ser det kun Stenen som en ren fysisk Fremtoning, og tænker f. Eks. ikke paa, hvorledes Stenen er anbragt dér, hvorfor den er der, og hvorledes den er blevet til o. s. v. Medens et Menneske ikke alene vil opleve det rent fysiske Indtryk af Stenen, men samtidig opleve de Forhold, der betinger, at Stenen netop ligger der, hvor den ligger. Altsaa benytter Dyret til sin Sanseoplevelse Tyngdeenergi (i Form af selve Sanseorganets fysiske Opbygning) plus Følelsesenergi (i Form af den Evne, det har til at føle Vibrationer i det paagældende Sanseorgan). Men Mennesket benytter foruden disse to Faktorer ogsaa Intelligensenergi (hvilket udtrykkes ved den Grad af Definering, man lægger i de forskellige Oplevelser).

Her kan vi altsaa se Forskellen i Sanseevne mellem det primitive Dyr og Mennesket. Og det vil være en Kendsgerning, at selvom Følelsen og Intelligensen er i Vækst baade hos Dyr og Mennesker, saa udvikles Evnen til at anvende disse Energier langt hurtigere hos Mennesket end hos Dyrene, hos hvilke sidste Fremgangen Generation efter Generation er umærkelig.

Men dette vil jo igen sige det samme, som at naar Dyret først har naaet op til et vist Stadium, nemlig Menneskestadiet (naturligvis det jordiske Menneskestadie), saa sker Udviklingen hurtigere og hurtigere, og dette vil jo igen betyde, at vi med raske Skridt nærmer os det Udviklingstrin, hvor vore Sanseevner har naaet en saadan Vibrationstilstand, at de fysiske Realiteters tilsyneladende Virkelighed ikke længere er absolut virkelige for os, og hvor vor materielle Verden da synker tilbage i flygtige Taager.

Men i Stedet for denne tabte Verden vilde vi da sanse de Former for Vibrationer, som vor Sanseevne ikke er indstillet paa nu. Vi vilde i Stedet for vore Medvæseners fysiske Legemer sanse deres aandelige, vi vilde sanse et aandeligt Verdensalt med aandelige Kloder og Sole. En helt anden Verden vilde have aabnet sine Døre for os, og vore Sanser vilde vibrere i Hastigheder, der vilde lade os opleve Rum og Tid som illusoriske og relative og dermed vor Tilværelse under helt andre Dimensioner end forhen.

Og med denne Oplevelse vilde vi have konstateret og overskredet den fysiske Verdens Grænse, vi vilde have oplevet, at denne ikke findes i Afstande, men derimod i Tilstande, thi vi har oplevet Rumtids-Illusionens Bortfald og det materielle Stofs Intethed. Vi vilde have oplevet den fundamentale Form for den store Fødsel og være traadt ind i det virkelige Liv.

Vi har gennem disse Betragtninger foretaget et Rids over Udvidelsen af Menneskehedens Opfattelse af Verdensbygningen, og vi har set, hvorledes den bestemte Opfattelse af Verdensaltet Gang efter Gang har gennemgaaet store Forandringer, hvorledes enhver Opfattelse har holdt Stillingen, saa længe den passede sammen med Menneskenes Erfaringsmasse, og hvorledes den, saasnart den ikke længere var i Kontakt hermed, maatte give Plads for nye udvidede Opfattelser.

Da vi herigennem bliver stillet overfor en gradvis Forandring i Menneskehedens Opfattelse, der strækker sig over et Tidsrum paa flere Tusinde Aar, kunde det maaske være interessant at prøve paa at anlægge et noget større Syn paa disse Realiteter.

Vi ved fra de kosmiske Analyser, at den samlede Menneskehed repræsenterer Jordklodevæsenets Hjerneorgan, og som en logisk Følge heraf, maa de Opfattelser, der betragtes som fundamentale indenfor Menneskenes Samfund, repræsentere Tankerækker indenfor Jordklodevæsenets Tankeverden af en saadan Styrke, at det maa være muligt for os at efterforske dem, at analysere dem. Navnlig naar vi som i dette Tilfælde er i Stand til at følge dem i et for os saa betydeligt Tidsrum som flere Tusinde Aar.

Naar vi nu betragter Menneskenes ældste Forestilling om Verdensaltet, nemlig at hele Universet var opbygget med Jorden som dominerende absolut Verdenscentrum, medens de paa Himlen synlige Realiteter, Solen og Maanen, Planeterne og Stjernerne, kun var skabt for at lyse ned paa denne altbetydende Jordskive om Dagen og om Natten, og saaledes kun repræsenterende en Værdi indenfor Verdensbygningen, der stod i Forhold til Størrelsen af den Tjeneste, de ydede Jorden, saa kan en saadan Mening, der uden Undtagelse deltes af alle Jordens Folkeslag, d. v. s. tænktes af Jordkloden, jo kun sidestilles med Jordens Besiddelse af et Tankeklima bestaaende af den mest fremragende Egoisme, den mest yderliggaaende "Jeg"-Følelse, en kulminerende Følelse af sin egen Værdi og Følelsen af andre Væseners (de andre Himmellegemers) Ubetydelighed i Forhold til sig selv.

Vi faar her præsenteret et ganske udmærket Billede til at analysere Begrebet "Egoisme" med, thi Egoismen eller Egenkærligheden er jo netop et Udtryk for, at man betragter sig selv som den ypperste, som den eneste betydende, ja som det Midtpunkt, hvorom alt og alle bør dreje sig.

Videnskabens begyndende Udforskning af Himmellegemerne og den deraf opstaaende større og mere indgaaende Forstaaelse af Verdensaltets fysiske Bygning, med tilhørende gradvise Reduktion af Jordklodens Betydning overfor det omgivne Verdensalt, en Betydning, der nærmer sig det absolutte Nulpunkt, vil saaledes kunne udtrykkes som Jordklodens voksende Interesse for Medvæsenerne – nemlig de andre Kloder – thi et Individs begyndende Interesse for sine Medvæsener, vil altid resultere i en i samme Grad stigende Underminering og Afslappelse af Individets Interesse for sig selv, og dette vil da svække dets Egoisme eller Jegfølelse.

Og da Interesse i Virkeligheden er begyndende Sympati, og Sympati igen er begyndende Kærlighed, kan vi her konstatere, hvorledes Jordkloden indenfor denne Tankerække mere og mere indstilles paa sit Samhør med sine Medvæsener.

Endnu mener vel Størsteparten af Jordens Befolkning, at Jorden er flad, for saa vidt de i det hele taget gør sig Tanker om den Ting, og selv om man indenfor Civilisationen oplærer Børnene i, at Jorden er en Kugle og bevæger sig fritsvævende i Verdensrummet, mener sikkert de fleste, at Jordkloden er noget ganske for sig selv, repræsenterer noget ganske fremragende i Verdensaltet, at den er den eneste beboede eller beboelige Klode o. s. v. Her spiller ogsaa navnlig Religionens Magt ind, da en Flerhed af beboede Verdener ikke kan forenes med en klippefast Dogmetro.