Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det efterfølgende forord af dr. Paul Brunton er skrevet til den engelske udgave af Martinus' bog "Menneskeheden og Verdensbilledet", som foruden til engelsk også er oversat til tysk og esperanto, og den vil forhåbentlig i nær fremtid udkomme på disse tre sprog. Paul Brunton har givet sin tilladelse til, at hans forord også anvendes i den tyske udgave og esperanto-udgaven.

Under mine udstrakte rejser rundt om i verden har det været en del af det forskerarbejde, som er blevet mit kald her i livet, at dykke ned i den filosofiske, mystiske og religiøse litteratur og i de traditioner og organisationer, som fandtes i de lande, jeg har besøgt. Men en anden og ikke mindre betydningsfuld del af dette arbejde har været en velovervejet eftersporing af usædvanligt begavede og åndeligt højtudviklede mennesker på omtrent samme måde, som det for mange år siden blev fortalt i bøgerne "Bag Indiens lukkede Døre", og den tilsvarende "A Search In Secret Egypt" (som endnu ikke er oversat til dansk). Nogle af disse mennesker var gemt bort i det private livs ubemærkethed, mens andre var overhoveder for indflydelsesrige, åndelige bevægelser.

Det er på denne måde, jeg kom til at møde den mand, som har skrevet denne bog, der nu for første gang bliver fremlagt i engelsk oversættelse. Vi blev gode venner. Han foretrækker kun at være kendt ved sit fornavn, Martinus.

Hans hovedværk er "Livets Bog", hvoraf der allerede er offentliggjort fem omfattende bind. Det sjette er stadig under udarbejdelse, og det syvende, der også skal være det sidste i rækken, er endnu ikke påbegyndt. Desuden har han skrevet tre bøger af middel størrelse. Den første, "Logik", er et forsøg på at få læserne til at undersøge deres konventionelle ideer og traditionsbundne tro, især på det religiøse område, og til atter at gennemtænke disse på en mere modig og logisk måde. Den anden bog, "Bisættelse", er en afhandling om de forskellige måder at begrave de døde på, og den anbefaler, at disse skal anbringes i zinkbeklædte kister i fritbeliggende mausolæer. Den tredie bog hedder "Menneskeheden og Verdensbilledet", og det er den eneste, der er oversat til engelsk; den vil senere blive mere udførligt omtalt. Martinus har også skrevet flere monografier og mindre bøger om så forskellige emner som "Mental Suverænitet", "Den ideelle Føde", "Bønnens Mysterium", "Hvad er Sandhed", "Den længst levende Afgud" og mange flere.

Da jeg for nogle år siden første gang traf Martinus i København, mødte jeg i ham et jævnt, uprætentiøst menneske, der klædte sig, talte og levede som enhver anden. Ingen, der så hans ydre fremtræden, ville let kunne gætte, at der bagved denne skjulte sig en mand, som i sit eget land må anses for at være en enestående seer, og som, efter hvad hans venner beretter og efter det, hans egen lære forudsiger, senere vil blive anerkendt som den moderne verdens profet. På visse punkter mindede han mig om Jacob Boehme, "den oplyste skomager fra Goerlitz".

Han tilbragte somrene med at vogte køer ude på markerne, og han holdt mest af at lege i en lille skov, der lå i nærheden. Det nærmeste hus var ca. 1 km borte, og om vinteren måtte han hver dag gå en halv time for at komme til skole, hvor han lige lærte nok til at kunne læse, skrive og regne, men heller ikke mere. Han fortalte mig, at det bedste resultat af denne jævne og korte skolegang var, at den satte ham i stand til at læse i bibelen. Det er han umådelig taknemmelig for, da han anser denne for at have uvurderlig betydning, når den fortolkes på rette måde. Det er et værk, hvoraf kun visse dele kan tages bogstaveligt, mens andre dele må opfattes symbolsk eller allegorisk. Bortset fra dette skrift brød han sig ikke om at læse og er ukendt med selv det beskedne omfang af litteratur, som enhver skoledreng af i dag er hjemme i.

Da han nærmede sig den voksne alder, måtte han være marinesoldat i 8 måneder, mens han aftjente sin tvungne værnepligt, hvorefter han forandrede hele sit liv ved at slå sig ned i København i stedet for at vende tilbage til landet. Han fandt beskæftigelse på et kontor for et stort mejeri og blev der i flere år.

Der var to tegn, der hidtil havde vist frem til forløbet af hans fremtidige udvikling. Det ene var hans dybt religiøse temperament, det andet den særlige holdning, han altid indtog, når han blev stillet overfor en situation, der krævede en moralsk afgørelse. Så spurgte han altid sig selv: "Hvad ville Jesus have gjort under disse omstændigheder?" Svaret, der udgik fra hans egen bevidsthed, blev hans rettesnor for, hvad han skulle gøre.

En dag var der en bekendt af Martinus, der lånte ham en lille bog om theosofi, et emne, der var fuldstændig ukendt for ham. Han gav den til Martinus, idet han ytrede den formodning, at han måske ville finde den interessant. Uvant med at læse, som Martinus var, lod han fingrene glide tilfældigt hen over et par sider, og så faldt hans øjne på en henvisning til "meditation". Dette ene ord var nok til, at det gav genlyd inde i hans bevidsthed. Idet han adlød en pludselig trang, satte han sig ned i en stol og begyndte at meditere på Gud. Næsten øjeblikkelig fulgte hans første "kosmiske"*) oplevelse.

Langt borte lagde han mærke til, at et lille punkt af strålende lys kom til syne. Så bevægede det sig langsomt henimod ham, idet det samtidig blev større, indtil det efterhånden blev til en tydelig skikkelse, som lignede ingen mindre end Kristus selv. Denne strålende skikkelse gik ind i Martinus' egen fysiske krop og har siden da levet inde i ham i form af Kristus-bevidstheden.

Den næste dag gik han igen ind i den samme tilstand af ophøjet erkendelse, og i løbet af denne oplevelse blev det afsløret for ham som en kendsgerning, at Gud var tilstede i enhver del af universet, at en fuldendt plan var skjult bagved alle tings bevægelser og bagved hvert levende væsens eksistens i det. Der var mening og hensigt bagved virksomheden hos sole, stjerner, planeter og årstider, ja bag hele naturens store panorama.

Hvad han således intuitivt så udgjorde en stor åbenbaring, som han besluttede sig til at meddele til sine medmennesker. Den meddelelsesmåde, som naturligt frembød sig for ham, var af dobbelt natur. Den første, nemlig at udarbejde beskrivende og forklarende bøger, var den sædvanlige og traditionelle metode, men den anden var den mest slående og i sandhed den mest enestående del af hans frembringelser – siden så mange af hans læresætninger allerede er velkendte for mennesker, der studerer disse emner. Det var den serie af farvelagte tegninger og geometriske figurer, som han kalder "symboler", fordi de forklarer de love, kræfter, levende enheder og evolutionære bevægelser, der er aktive i universet.

Han prøvede at genoptage sit sædvanlige liv, men fandt det umuligt at fortsætte på den gamle måde. Han var nødt til at trække sig tilbage fra sit arbejde og begynde på et nyt liv, der var fuldstændig helliget den mission, som han vidste var blevet overdraget ham, og takket være nogle få gode venners økonomiske hjælp blev dette gjort muligt for ham. Derefter gav han sig til at skrive med feberagtig flid, idet han med lange sætningsrækker, der sommetider fyldte en hel side, nedskrev den sandhed, der var kommet til ham, kun for på et senere tidspunkt at forkaste og omskrive dem som ufuldkomne eller utilstrækkelige. Han fandt det vanskeligt at finde de rigtige ord til at beskrive sin viden, der kom, og endnu den dag i dag kommer vældende frem med en sådan kraft, at han genkender det som en mægtig sum af viden fra tidligere inkarnationer, der pludseligt bliver kaldt til live igen. Den litterære stil, hvori han skriver, ligner ikke nogen kendt, dansk stil; selv her udtrykker han sin egen personlighed. Hans stil synes næsten mere beslægtet med latin end med noget andet europæisk sprog. Denne periode med sin hastige udvikling af kundskaber og forbedring af evnen til at formulere disse varede i syv år. Den dannede en slags læretid, før han opnåede den fulde beherskelse af stoffet, med hvilken han begyndte den anden periode af sit forfatterskab og arbejde, som var bestemt til at udkomme på tryk.

I løbet af denne forberedelsestid eksperimenterede han også med forskellige arter af asketisk væremåde for at rense nervesystemet i kroppen, for med mindre modstand at kunne modtage de høje vibrationer fra åndelige kræfter, der daglig trængte ind i det. Det var en tid fyldt med stor anstrengelse og lidelse, medens hans fysiske legeme langsomt tilpassede sig til disse kræfters indstrømning. Nu ler han imidlertid af de yderliggående former for askese og erklærer, at de enten er fremkommet for tidligt eller er unødvendige. Ikke desto mindre anser både han og hans overbeviste tilhængere det for ganske naturligt ikke at ryge tobak, drikke spiritus og spise kød eller fisk, fordi disse ting bliver betragtet som farlige gifte, der ødelægger legemets sundhed og hæmmer den åndelige udvikling. Ja, han forudsiger endog, at det fuldkomment udviklede menneske, som vil blive til virkelighed i en fjern fremtid, kun vil ernære sig af frugter, men siger samtidig, at det ville være tåbeligt for mennesket af i dag at prøve på at efterligne det. Skønt Martinus aldrig selv har giftet sig, bliver der dog ikke opmuntret til at leve i cølibat. Dette bliver også anset for at være noget, som gradvist må udvikle sig på naturlig måde, efter at man har nået en højt udviklet tilstand, og som ikke før tiden må fremtvinges i et forsøg på at nå denne tilstand.

Sammen med nogle af sine skriftlige "analyser" af verdensbilledet begyndte Martinus på den tid at skabe den række af kolorerede, geometriske mønstre, "symbolerne", som nu har nået et antal af ca. firs.

En stor gengivelse af hans betydningsfuldeste symbol, der blev tegnet i løbet af det tredie år af hans læretid, hænger altid på væggen ved siden af hans skrivebord. Det er en symbolsk gengivelse af "Guds levende univers" med den cirkelformede udviklingsbane angivet for alle væsener og for jordkloden indenfor verdensaltet. Martinus forklarer selv hensigten med sine symboler med disse ord: "jeg har ment det gavnligt at give disse tankerealiteter materielle, synlige udtryk, således at disse i stedet for kun at udgøre mentale manifestationer, som kun den trænede tænker eller okkultist vil have gavn af, nu kommer til at fremtræde i håndgribelige, materielle billedformationer, der, tilgængelige for det fysiske syn, vil kunne udforskes på samme lette og ligefremme måde, som et fjerntliggende landområde med dets floder, bjerge og byer kan studeres på et over samme landområde nøjagtigt udført landkort. Hensigten med mine illustrationer er således at gøre adgangen til studiet af det kosmiske eller åndelige verdensalt ligeså let tilgængelig for almenheden, som studiet af de fysiske, materielle landområder, gennem geografien, nu er tilgængelige for et barn på skolebænken."

Hver vinter holder Martinus foredrag for en offentlig forsamling på fem til seks hundrede mennesker i centrum af København. Desuden holder han i løbet af denne og de andre årstider regelmæssige foredrag for noget mindre forsamlinger af interesserede tilhørere. Ved sådanne lejligheder, siger Martinus, at nye celler kan blive skabt i hans tilhøreres hjerner som et resultat af de kræfter, der via ham opfylder foredragssalen.

Indtil han var 62 år gammel, havde han aldrig været udenfor Danmarks grænser, men i den alder rejste han til Island for at holde foredrag efter en invitation fra de Theosofiske Samfund,

Et lille tidsskrift kaldet "Kosmos", der har et oplag på ca. 1000 stykker pr. måned, og som har et fortløbende bidrag fra Martinus i hver udgave, består af artikler, der er skrevet af mennesker, som studerer hans lære. Hans sekretær, Erik Gerner Larsson, har skrevet et kursus på seks hefter, "Kursus i Martinus' Åndsvidenskab", som prøver på at udtrykke læren i en lettere, flydende, mere populær og mindre detailleret form. Gerner Larsson var en af de første, der opfattede værdien af denne lære, og han har viet hele sit liv til det hverv glødende at propagere for den, siden den blev fremført af Martinus for et kvart århundrede siden.

Endvidere udgiver og skriver Gerner Larsson størstedelen af de Nyhedsbreve, som udkommer hver fjortende dag i duplikeret form. Hovedartiklen behandler i hele sin længde et eller andet problem, der er indsendt af en læser, enten det nu er et personligt, religiøst eller okkult problem, som bliver anset for at være af tilstrækkelig omfattende interesse til at blive behandlet på denne måde. Den nævnte artikel er en del af et fortsættende kursus, der i et let forståeligt sprog forklarer "Livets Bog"s læresætninger. Tidligere skrev Martinus selv en side, der besvarede spørgsmål, indsendt af læsere, men han holdt op med dette for nogen tid siden.

Cirka 100 kilometer nordvest for København har Martinus oprettet en koloni og et feriehjem ved kysten nær landsbyen Klint. Her tilbringer han nogle sommermåneder og holder sammen med sine sekretærer foredrag to eller tre gange hver uge. Henved 200 mennesker tilbringer her kortere ferier eller længere perioder i en venlig, munter og ophøjet atmosfære. Denne venlighed udspringer fra læreren selv og spreder sig udover området; men selve hans lære må i sig selv have en vis kraft til at frembringe den. Martinus opsummerede engang denne som det at blive fuldkommengjort i Jesu bud om at elske sin næste som sig selv. Ja, hele hans kosmologiske plan med dens beskrivelser af livets og bevidsthedens bevægelser gennem rummets uendelige dybder har jo kun den ene hensigt at give et videnskabeligt grundlag for rigtigheden af dette bud, og at skabe almindelig viden om det på en intellektuel og ikke en følelsesbetonet basis, således som det hidtil har været tilfældet.

Så stor betydning tillægger denne danske seer denne livsindstilling, at han er overbevist om, at en film, hvis scener vil blive fremstillet efter samme princip som Walt Disneys tegnefilm, en skønne dag vil blive lavet. Det store, cirkelrunde symbol, der allerede er omtalt, vil være dens (filmens) centrale tema. Denne film skal være et forsøg på at give den store mængde af teatergængere et bevis på, at den eneste sunde, etiske basis for deres tilværelse er den at elske alle væsener, heri indbefattet dyrene.

Jeg har hørt det sige masser af gange, at Martinus ikke viser noget ydre tegn på at være et usædvanligt menneske. Han bærer briller, hans skikkelse er middelhøj, han har begsort hår, et stort hovede og brede skuldre. Men hans øjnes mørke farve er usædvanlig i et skandinavisk land, deres store, udvidede pupiller synes mig at være et tegn på hans clairvoyante evner som seer. Endvidere er han usædvanlig ungdommelig og vital for en mand på hans alder. Han ønsker ikke at sætte sin egen personlighed i relief på bekostning af sine principper, han søger ikke at skubbe sig selv i forgrunden, således at der vises ham selv en uforholdsmæssig opmærksomhed på bekostning af hans budskab, og han ved at hindre, at hans disciple på orientalsk måde dyrker, eller bliver afhængige af deres læremester. Som følge heraf giver han ikke nogen indvielse til mennesker, tilbyder ikke sine tilhængere nogen fri gave i form af en pludselig udvidelse af bevidstheden og giver heller ikke noget åndeligt, kosmisk glimt til dem, der måtte håbe herpå.

Martinus har den nyttige evne at kunne falde i søvn øjeblikkelig, hvis han ikke har noget at gøre. Dette hænder for eksempel tit, når han sidder i sporvogn eller tog.

Når man taler privat med ham, er han meget livlig og taler hurtigt og flydende, og når han står på talerstolen ved foredrag, er hans væremåde ligeså livlig, ja, til tider endog begejstret. Den er fuld af gester med hånden; han bevæger armene, og han understreger pointen ved at slå i luften. Ja, han synes at være næsten henrevet af sit emne, men i virkeligheden har han sig selv fuldstændig under kontrol.

Han besvarer kun de mest nødvendige af sine breve og modtager kun de mest nødvendige besøg. Han siger, at det er mere vigtigt at sørge for hans sande mission: at tjene menneskeheden ved at skrive bøger, end at afstå tid til at blive optaget af personer, som opsøger ham af personlige grunde. Så betydningsfuld anser han "Livets Bog" for at være, at han ikke lader noget andet arbejde eller anden beskæftigelse gå forud for sit daglige arbejde med at skrive på den.

Han begynder undertiden kl. fire eller fem om morgenen, idet han skriver sit stof direkte ned på skrivemaskine, og han fortsætter hermed indtil kl. ca. 10 hver dag.

Han er fuldt overbevist om, at forsynet med vilje holdt ham borte fra uddannelse, undervisning, religiøse sekter og bevægelser for at bevare ham fri og uafhængig, således at han kan udtrykke sin indre viden upåvirket af andre menneskers ideer og uden at stå under indflydelse af deres arbejde. Selv det kunstneriske arbejde på symbolerne har han rent teknisk lært sig selv. Fra han var 12 år, til han var 30, skrev han intet undtagen nogle få breve til sine forældre og læste intet udover det Nye Testamente. Han siger, at han i tidligere liv både lærte kunsten at skrive og tegne, to kunstarter, der nu bliver taget i brug i hans mission.

Han modtog, især i bevægelsens første dage, sin del af den kritik, ja, endog sladder, som enhver offentlig kendt åndelig lærer eller skribent må vente at modtage, hvis han virkelig har betydning og følger en uortodoks vej. En, der stod ham nær, sagde til mig, at hans sædvanlige svar hertil var: "Hvor er det synd, at de skaber endnu mere dårlig karma og således flere lidelser for sig selv. Jeg har dyb medlidenhed med dem".

Under hele sin løbebane har han altid oplevet, at hans mission modtager den hjælp, den har brug for. Han gør, hvad han kan for den, men på samme tid er han overbevist om, at Forsynet sørger for dens fremgang, så selv om der kommer både vanskeligheder og tilbagegang, bekymrer det ham ikke. Og den hjælp, han modtager i det ydre, er, det føler han, inspireret indefra af usynlige højere væsener, som har fået dette hverv, og som også beskytter ham. Han er fuldkommen overbevist om denne beskyttelse.

Under krigen gik han en aften ude under mørklægningen, da en mand pludselig viste sig for ham og advarede ham mod at fortsætte i den retning, han gik, da der var skyderi mellem tyskerne og medlemmer af den danske modstandsbevægelse. Den fremmede skikkelse forsvandt øjeblikkelig. Dette viste sig at være til beskyttelse for Martinus, for han ville ellers være gået lige ind i ildlinien, og hans liv ville have været i fare. Martinus siger, at det var en psykisk og ikke en fysisk skikkelse, der var udsendt for at gøre det muligt for ham at fortsætte sin mission her på jorden.

Skønt det vil forbløffe mange af dem, der studerer disse emner at høre det, er det nødvendigt her at nævne, at Martinus er uenig med de fleste mystikeres lære om meditationens nødvendighed, enten disse så kommer fra Østen eller Vesten. Ja, han er endog imod dem, undtagen når det drejer sig om højt udviklede mennesker. De fleste læsere er blevet vant til at betragte meditation som uadskillelig fra mysticisme. Men efter hans mening er farerne ved meditationen for store. Denne var kun nødvendig i tidligere epoker, da den menneskelige race endnu var primitiv og intellektuelt uudviklet. I vor tidsalder kan den fuldstændig erstattes ved at bruge bønnen i forbindelse med intelligens. Han anser udviklingen af logisk intellektuel tænkning for at være absolut nødvendig for den menneskelige races åndelige fremskridt på dennes nuværende udviklingstrin. Alt, hvad der leder bort herfra, og det gør meditationen, må derfor opgives.

En yderligere overraskelse for studerende er hans ligestilling af religion med meditation som noget, der bortset fra ovenstående undtagelser på samme måde kun er passende for primitive mentaliteter. Han betragter den blinde tros æra som døende, medens den logiske intelligens' tidsalder er ved at gry. Han siger, at der, hvor mennesker i fortiden udelukkende på autoritetsbasis akcepterede religiøse læresætninger, enten disse var rigtige eller ej, vil de nu i stadig stigende grad kun akceptere disse på basis af prøvede videnskabelige fakta. Enhver læresætning, som ikke kan stå for denne prøve, vil blive forkastet af de kommende generationer. Derfor ser han ikke engang på ateismens og materialismens udbredelse med unødig uro, da de er frembragt af den unge intelligens, som hævder sig selv på en uligevægtig måde, men som i tidens løb vil blive bragt i bedre balance.

Martinus modvirker den voksende europæiske interesse for de orientalske religioner på grund af deres gammeldags og ikke formålstjenlige mysticisme og yoga. Han er selv fuldstændig ukendt med disse retningers litteratur og skrifter undtagen gennem det, han har hørt. Han har ikke engang læst Bhagavad Gita. Han betragter alle de asiatiske profeter, også Krishna og Buddha samt Kristus og Muhammed som forberedelser til skabelsen af Kristus-mentaliteten i menneskeheden.

Blandt denne læres praktiske konsekvenser er der et meget omstridt punkt, som vil være vanskeligt at akceptere for de fleste mennesker, nemlig nægtelsen af at bære våben i tilfælde af krig. På samme måde som Ghandi hævder Martinus, at virkeligt åndeligt indstillede mennesker ikke kunne og ikke ville tage en andens liv, ikke engang i selvforsvar. Derfor ville det ikke være rigtigt at tage livet af invaderende soldater, selv ikke til forsvar for ens eget land. Da den største del af nutidens mennesker imidlertid ikke søger at efterligne et sådant ideal-menneske, ser han ikke nogen sandsynlighed for, at der skulle være fare for, at et uskyldigt land skulle lades forsvarsløst mod en angribende nation.

Martinus har valgt bogen "Menneskeheden og Verdensbilledet" til at være det indledende bind, der skal præsentere hans værk for de engelsktalende læsere, fordi den, skønt beskeden af omfang, indeholder mange af hans grundlæggende læresætninger. Den vil udgøre en åbenbaring for en mængde mennesker med hensyn til, hvad der ved hjælp af en klar intellektuel analyse kan gøres for at bibringe det menneskelige væsen en sandere forståelse af hans forhold til universet, til andre mennesker og til Gud. Ved hjælp af samvittighedsfuldt logiske argumenter beviser han heri "jeg"ets evige eksistens. Han hævder, at de krige, der hjemsøger menneskeheden, og som bliver udkæmpet med fysiske våben frembragt af den moderne videnskab, kun kan bringes til ophør ved åndelige våben, frembragt af åndsvidenskaben. Han beskriver de videnskabelige instrumenters begrænsninger og påviser, hvorfor de ikke kan lede mennesket til opdagelsen af livets højeste sandhed, som er skjult inde i det selv og ikke i de ydre omgivelser, som disse instrumenter arbejder med. Han kalder den materialistiske verdensopfattelse for død, fordi den undlader at medregne det virkeligt levende element indenfor tænkning og bevidsthed som et særligt hovedpunkt. Han erklærer, at den rigtige forklaring på livet må søges og kun kan findes indenfor det "jeg", som søger denne forklaring, og ikke i legemet, som blot er dette "jeg"s organisme.

Han giver endvidere nogle nye og interessante fortolkninger af visse af Jesu læresætninger. Den tro, som mange religiøse retninger har, at Jesus ville vende tilbage igen i fysisk genopstandelse, eller, alternativt, i ny reinkarnation, bliver forkastet som fejlagtig. Martinus ser på Jesus som en verdensgenløser, hvis lære, når den bliver korrekt forklaret og tydet gennem åndsvidenskaben, er bestemt til at blive udbredt over hele jorden, og det alene vil udgøre hans andet komme. Denne udbredelse af sandheden ved intellektuel anerkendelse og indre virkeliggørelse af den, er den virkelig mening med udtrykket "Den hellige ånds komme".

Martinus ser frem til en gylden tidsalder, som vil komme i løbet af få tusinde år, når menneskehedens ledere og herskere selv vil være åndeligt indviede væsener, sande vismænd, begavede med clairvoyant forståelse og indsigt i de kosmiske realiteter.

En bevægelses værdi må bedømmes ud fra dens resultater. De moralske resultater af Martinus' lære er afgjort gode. Dette skyldes uden tvivl delvis den kendsgerning, at hans tilhængere stadig bliver opfordret til at holde op med at give andre væsener eller begivenheder skylden for deres vanskeligheder eller uheld, og til at granske deres egen karakter for at finde de sande årsager til disse vanskeligheder eller uheld. Dette fører uundgåeligt til stadige anstrengelser for at forbedre karakteren og beherske følelserne, og dette har velsignelsesrige følger for de pågældende personer, og for deres forhold til deres nærmeste omgivelser.

På dette punkt vil læserne kunne se, at en mand og en lære af levende åndelig værdi er fremstået i Skandinavien, og det er ikke ret og billigt, at den øvrige verden længere skal forblive uvidende herom. Skønt Martinus har arbejdet i Danmark i 25 år som lærer og forfatter af artikler og bøger, er hans navn og ideer stadig ukendt for det læsende publikum i de engelsktalende lande. Det er en mangel, som ikke længere skal lades uafhjulpen. Derfor er det mig en glæde at hjælpe til at gøre mine medstuderende bekendt med ham. Han er en mand, om hvem det gælder, at det at kende ham er at slutte ham ind i sit hjerte. Han er selve legemliggørelsen af den intelligens, uselviskhed og kærlighed, som udgør den inderste kerne i hans moralske og praktiske lære.

__________
*) Benævnelserne "kosmisk oplevelse" og "kosmisk bevidsthed" bliver brugt som betegnelse for en fuldt bevidst, fuldstændig kontrolleret erkendelse af en højere tilværelsesform, som ledsager, men ikke udsletter, den almindelige fysiske tilværelsesform. Martinus bruger ikke denne evne til nogen form for yoga eller mystisk-okkulte oplevelser.