Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi kommer saaledes her tilbage til dette, at Lidelserne er med til at bringe Individerne til at faa den rigtige Indstilling til Livet, til deres Medvæsener, til Mikrokosmos og Makrokosmos. De bringer Kvaliteten af Individets Tankeenergi op paa et højere Bevidsthedsniveau. Og da det netop er denne Kvalitet, som vi gennem nærværende Artikelserie er blevet gjort bekendt med, der er bestemmende for Kvaliteten af samme Individs Blodelektricering og dermed bestemmende for Graden af dets Organismes Sundhed og dets egen Lykke og Velvære, bliver samme Kvalitet dermed ogsaa udløsende de Realiteter, der er bestemmende for, om den paagældende Organisme skal være et "Univers" fuld af Harmoni, Lykke og Velvære for de Myriader af Mikrovæsener, der af Naturen i samme Organisme skal finde deres Livsbetingelser, eller den skal være et "Univers" med en Atmosfære fuld af Disharmoni, "Krige", "Katastrofer" og Lemlæstelser for de samme Væsener.

Vi har set, at Individet blot ved permanent at undlade at faa den for Organismen nødvendige Søvn nedbryder sine Nerver, hvorved Blodelektriceringen mere og mere besværliggøres, formindskes, og Organismens Funktioner i højeste Grad svækkes, taber sin Evne til at overvinde de Realiteter, der er dens Livsbetingelse. Svære Sygdomme og Lidelser opstaar. Naar dertil kommer, at en Masse Mennesker yderligere i Form af narkotiske Nydelser, unaturlige Spise- og Drikkebegær nedsvælger i deres Organisme Stoffer, der ikke alene er denne ganske uvedkommende, men ogsaa i mere eller mindre Grad udgør stærkt ødelæggende Giftstoffer for denne, er det ikke svært at forstaa, hvorfor Verden er fyldt med saa megen Jammer, Sygdom og Lidelse. Menneskene har altsaa ikke lært at tænke rigtigt. Den rigtige Tanke er jo, som vi her har set, Hovedbetingelsen for den fuldkomne Oplevelse af Livet og dermed for Opnaaelsen af den højeste Fornemmelse af Lykke eller Salighed.

Men naar Menneskene ikke kan tænke rigtigt og ikke har lært, hvilket Ansvar de paadrager sig ved en forkert Tænkning, maa de jo lære dette. Og de jordiske Mennesker befinder sig derfor ogsaa som "Mikrovæsener" i et Univers eller en Organisme, indenfor hvilken der forekommer megen Disharmoni, Katastrofer, Lemlæstelse og Lidelse. Men var det ikke ogsaa det, vi blev Vidne til inde i de menneskelige Organismer? –

Den store "Organisme", i hvilken Menneskene befinder sig som "Mikrovæsener", er saaledes i sin Natur af samme Kvalitet som det jordiske Menneskes. Dette vil altsaa igen sige, at det store Jeg, der har Jordkloden til Organisme, heller ikke tænker rigtigt. Dette Væsens Tankeenergi eller Livskraft, der jo er identisk med vore "Naturkræfter", er saaledes heller ikke fuldkommen. Der opstaar Naturkatastrofer, Oversvømmelser, vulkanske Udbrud, Jordskælv, Cykloner, dødbringende Kulde og Varme, altsaa en Besværliggørelse af Livsbetingelserne for dets "Mikroindivider", hvortil Menneskene jo hører.

Men hvorledes skulde disse Mennesker kunne gøre Krav paa eller faa nogen Betingelse for at komme til at være "Mikrober" i en anden Organisme, hvilket altsaa vil sige: være Beboere af en anden Klode eller Verden, hvor alt var straalende Fuldkommenhed og Harmoni, hvor Naturkræfterne umuligt kunde udløse sig i Katastrofer for noget levende Væsen, saalænge de selv blindt ved deres egen fejlagtige Tankeenergi udløser en tilsvarende katastrofal eller dødbringende "Naturkraft" for Mikroberne i deres egen Organisme? - Umuligt! Saadanne Mennesker vilde jo paa en saadan Verden eller i en saadan "Organisme" fremkalde Disharmoni, være altfor primitive Mikroindivider. Saa viseligt er Tilværelsens guddommelige Love, der befordrer Skæbnens Veje, indrettet, at ethvert levende Væsen netop kommer til at befinde sig som Mikroindivid i den Del af et Makroindivids Organisme, der netop repræsenterer den Udviklingsstandard, den Kvalitet i Overholdelsen af det store Kærlighedsbud, den Disharmoni eller Harmoni, som det nævnte Mikroindivid selv repræsenterer. Det samme Mikroindivid faar saaledes gennem sin ydre Verden et samlet Billede af sin egen indre Verden. Det høster gennem den første det, det saar gennem den sidste. Og den evige Analyse: "Hvad et Menneske saar, det skal det høste", bliver blandt andet ogsaa her til Kendsgerning for den udviklede Forsker.

Med Hensyn til Jordkloden som Makroindivid for det jordiske Menneske, da har dens Almenbevidsthed forlængst passeret den hedenske Udviklingsstandard, der repræsenteres af en hundrede Procents Ligbrænding. Dette vil altsaa igen sige, at Jorden som Individ betragtet er - "Antiligbrænder". Tankeklimaet: Antiligbrænding er saaledes i en altovervejende Majoritet i dens Bevidsthed og kan aldrig blive andet. Dette vil igen sige det samme som, at det Tankeklima, der repræsenterer Ligbrænding, det Antal Individer indenfor dens Omraade, som ønsker Ligbrænding, i Realiteten bliver mindre. Dette forhindrer naturligvis ikke, at det maaske undertiden kan se ud, som om nævnte Tankeklima er i Tiltagende. Men det viser sig ved en nærmere Analyse, at det kun er indenfor visse lokale Krese, hvor man enten i Kraft af et endnu ufølsomt, dødt eller primitivt Felt i Bevidstheden overfor Mikroverdenen eller kun i Kraft af manglende Eftertanke er suggereret til at tro paa den tiltalende "større Hygiejne", som Ligbrændingen tilsyneladende repræsenterer, at der kan forekomme Fremgang. Udenfor disse lokale Krese i Menneskeheden vil Ligbrændingen støde paa en urokkelig Mur. Og da denne udenfor de nævnte Krese fremtrædende Del af Menneskeheden udgør Jordens Almenbevidsthed, og dennes Modtagelighed for videnskabelig Udvikling og Aandsforskning befinder sig i en stærkt tiltagende Vækst, vil en saa uvidenskabelig Handlemaade som en Ligbrænding aldrig nogen Sinde naa at kunne blive en ved Lov indført tvungen Foranstaltning for den samlede Menneskehed. Og det bliver blandt andet derigennem synligt, at Jorden aldrig kan blive Genstand for en Totalopløsning ved Ild. Den unaturlige Undergang af Jorden, som blev beskrevet i forrige Nummer af "Kosmos", kan saaledes aldrig blive en Kendsgerning. Nævnte Klode er for langt fremskreden i Udvikling. Dens Udstraaling, dens Aura, der netop udløses i Kraft af eller er baseret paa det Tankeklima, der er almengældende, vil umuliggøre ethvert Sammenstød med et andet Himmellegeme. Den er ligesom ethvert levende Væsen beskyttet i sin Atmosfære. Og Katastrofer ved Ild kan altsaa kun forekomme partielt - ikke totalt indenfor dens samlede Omraade, og absolut kun i en Udstrækning, der netop svarer til Udstrækningen af de Bevidsthedslag i dens Fremtræden, hvis Mikroindivider (Mennesker) er ufølsomme overfor andre Væseners Død eller Undergang ved Ild.

At være blandt de Mennesker, der ønsker sit Lig brændt, vil altsaa sige det samme som at være i Disharmoni med den jordiske Menneskeheds nærmeste Makroindivid eller det Væsen, der har Jordkloden til fysisk Legeme. Dette Væsen har paa Trods af, hvor mange andre forskellige ufuldkomne og ubehagelige Realiteter, der ellers kan være at erkende indenfor dens organiske Omraade, dog forlængst passeret det Udviklingsstadium i sin Spiral, der svarer til Ligbrænderens sande Udviklingsstadium her i vor Spiral. Og alt, hvad der vil være at henføre under "Ligbrændertankeklimaet", er saaledes mere og mere paa Retur, er i Færd med at visne, er dødsdømt i den jordiske Sfære. Hvis der forekommer tilsyneladende Opblussen af dette, vil denne kun være at betragte som et midlertidigt Modelune. Antiligbrænderen og Jordklodevæsenet er analoge. Helvede eller en hundrede Procents Rædselsfrembringelse eller Tilintetgørelse af organisk Liv ved Ild kan derfor ikke blive udløst paa de jordiske Kontinenter i deres totale Udstrækning. Verden vil faa en naturlig Undergang.

Gennem de samlede Fortsættelser af nærværende Artikel er vi nu ført saa langt frem i Analyserne, at vi har faaet et lille Indblik i det store og mægtige Sammenspil, der forekommer mellem Makroindividerne og Mikroindividerne. Nævnte Analyser vil, hvis vi har været tilstrækkelige opmærksomme, have vist os dette Sammenspils store Rolle i vor egen Skæbnedannelse. De vil have klarlagt for os, at Mikroverdenen er det store Fundament, paa hvilket al vor Fremtræden er baseret, og at det saaledes ikke er nogen særlig omfattende Opfyldelse af det store Kærlighedsbud, blot og bar at elske saadanne Medvæsener, som hører til det for vor fysiske Oplevelsesevne synlige Omraade, saasom andre Mennesker, Dyr og Planter, men at man for at blive fuldkommen, for at være i Kontakt med Livet ogsaa maa føre Mikroindividerne ind under Begrebet vor "Næste", som vi skal "elske som os selv". Ved kun at elske de Væsener, vi kalder "Mennesker", "Dyr" og "Planter", kan man ganske vist opnaa en tilsyneladende stor Position i andre Menneskers øjne, man kan blive betragtet for at være "hellig", "gudfrygtig", "retskaffen", "frelst" o.s.v. Men hvad betyder alle disse smukke Prædikater, naar man intet særligt Begreb har om den af levende Væsener umaadeligt befolkede Verden, som er betroet os i Form af vor egen Organisme, den Verden, igennem hvilken det virkeligt bliver en Kendsgerning, at vi fremtræder i "Guds Billede efter hans Lignelse" som en Art Gud i et Univers.

Hvis vi ikke tilegner os Kendskabet til disse vore smaa Medvæsener i den Del af Guds altomfattende Rige, som udgøres af vor egen Organisme, og derfor ikke opfylder de for dem gældende Livsbetingelser, vil det være ligegyldigt, hvilket af de førnævnte smukke Prædikater vi saa end maatte sidde inde med. Vi vil nemlig før eller senere komme til at opdage; at vi ikke er raske, at vi har den eller den organiske Lidelse, Sygdom eller Svækkelse, idet disse Lidelser jo udelukkende kun er identiske med Virkningerne af Forsyndelser mod Mikroverdenen, mod Mikroindividerne i vort eget Legeme. Og det er saaledes i Kraft heraf, at vi i stor Udstrækning bliver Vidne til, at de saakaldte "Hellige", "Frelste", "Troende" og "Salige" ligesaa godt er besværede med Sygdomme og Lidelser som de saakaldte "Ugudelige", Vantroende" og "Onde". Dette vil altsaa med andre Ord sige, at ingen er virkelig gudfrygtig, virkelig frelst, virkelig troende eller virkelig salig, saalænge han endnu er uvidende, "vantroende" eller ufuldkommen i den Del af de "mange Boliger i Faderens Hus", der i Form af hans egen Organisme udgør et Hjem for Mikroindividerne.

Det er saaledes blevet synligt for os, at den retmæssige Overholdelse af det store Kærlighedsbud og det deraf følgende bevidste, virkeligt realistiske Møde med Gud, Oplevelsen af det højeste Klarsyn, den fuldkomneste Lykke, umuligt kan opleves uden gennem Skabelsen af den fuldkomne Harmoni i Samarbejde mellem Makrokosmos og Mikrokosmos, mellem Individets egen Tilværelse og Mikroindividernes Tilværelse i dets egen Organisme.

Men saa viselige er Tilværelsens guddommelige Love saa til Gengæld fremtrædende, at naar de samme Love bliver overholdt, kan Mikroindividerne føre deres daglige Tilværelse og fuldkomne Oplevelse af Livet ugenert og faa en guddommelig hundrede Procents lykkelig Tilværelse og samtidigt være det fuldkomne og uundværlige Manifestationsmateriale for Makroindividerne, ligesom de sidstnævnte Individer igen ligeledes paa Basis af de nævnte Loves fuldkomne Overholdelse, ja, endog paa et Stadium, hvor denne endnu kun er delvis, kan opleve sit Liv, sin Tilværelse som et Syn af blandt andet et Verdensbillede med farvestraalende Kontinenter, blaanende Have, gyldne Skyformationer, tindrende Stjerner, purpurfarvet Aftenskumring, lyse dæmrende Morgentaager, sølverne Maaneskinsnætter med Elskende Arm i Arm og midt i dette Sfærernes guddommelige Trylleri være indhyllet i og overvaaget og underholdt af en guddommelig Almagts umaadelige Skabekraft, en evig almægtig Faders guddommelige Kærlighedsmanifestation, en guddommelig lysende Korrespondance, skrevet med "levende Materiale", Mikroindivider, Gudesønner. - I Sandhed en Guddoms Tale.

Hvem vil være med til at ødelægge disse smaa Gudesønner, der saaledes er identisk med Faderens almægtige Røst til det jordiske Menneske i Dag? - Hvem tør vove at trodse den guddommelige Villie ved at besværliggøre Livet for disse smaa Væsener, fylde dette med Smerte og Lidelse? Hvem tør gaa i Rette med Almagtens største Bud, tilsmudse og fordunkle denne Faderens lysende Skrift ved at dræbe, pine og lemlæste, ikke alene et enkelt Væsen, men ved i Form af Ligbrænding at lade hele Organismer, hele Universer med Millioner og atter Millioner af fysisk bevidste levende Individer paaføre Lemlæstelse, Død og Undergang? - Hvem tør gaa i Rette med Gud, modarbejde hans Kærtegn til de levende Væsener, ved at fare rundt og dræbe, myrde og lemlæste overalt, hvor det behager eller tilsyneladende giver Fordel? -

Svaret herpaa bliver: absolut kun de Væsener, der endnu ikke har Evne til at fornemme Gud i Materien, Væsener, der endnu ikke kan se eller forstaa Stoffets Liv og derfor heller ingen Respekt kan have for nævnte Liv og ikke kender Virkningen af denne manglende Respekt. Med andre Ord, den guddommelige Villie, de evige Fakta, Faderens Røst tør kun trodses af de Væsener, "der ikke vide, hvad de gøre".

Foruden det her gennem Ligbrændingen analyserede Massemyrderi af Mikroindividerne er det almengældende, at der forekommer en endnu ret udstrakt Drabs- eller Lemlæstelsesproces af levende Væsener af en hel anden Art ved det jordiske Menneskes Jordefærd. Disse levende Væsener har en Fremtræden i Tilværelsen saa skøn og ren, har endnu saa meget af "Salighedsriget"s eller det aandelige Plans Atmosfære over sig, hvorfra det er kommen, og hvor deres Dagsbevidsthed endnu har hjemme, at de ikke alene kaster Glans over deres egen fysiske Fremtræden, men er ogsaa efterhaanden blevet uundværlige i alt, hvad der skal smykkes, overalt, hvor der skal være Fest, overalt, hvor der skal være Glæde. Deres Navne er blevet Poesiens Udtryksmidler for al Forherligelse, de er jordiske Symboler paa Uskyldighed, Ophøjethed og Renhed.

Intet Under, at man hurtigt fandt ud af at benytte disse Former for Liv til Kroning af den fysiske Tilværelses skønneste Drømme saavel som til Tilsløringen af dens tungeste Sorger; De lyser op foran den unge Brud foran Alteret, saavel som de dækker over Gravens tunge Alvor. Deres Duft breder sig fra Festsalens straalende Toiletter til Sygesengen i Hospitalets fjerneste Enecelle. De er Barnets Hyldest til Moderen. De er Ynglingens Kærtegn til sin unge Elskede. De er Mandens Erkendtlighed for trofast Kammeratskab og aarelangt Samarbejde. De er de sidste lysende Momenter ved Oldingens Dødsseng. De vidner om et overjordisk Rige, hvorfra han kom, og hvortil han gaar.

Denne Verden af levende Væsener, hvis Atmosfære saaledes kaster Glans over den fysiske Tilværelse, er "Planteriget", Og det er i Form af "Blomster", at dette Riges mægtige Glans kulminerer og baner sig Vej til Hjerterne, tøer de frosne Sind op, og med sin farvestraalende Sommerkaabe søger at lægge et mildnende Skær over al jordisk Ufuldkommenhed.

Men hvad gør Menneskene til Gengæld overfor dette Ocean af Kærtegn? – Er de onde, er de hensynsløse, er de utaknemlige mod Planterne? -

Vi maa herpaa til Menneskenes Ros svare, at bevidst er der næppe noget normalt Menneske, der kan nænne at gøre en Plante Fortræd, og at der i selve Naturen næppe findes noget, der har saa stor en Plads i de menneskelige Hjerter som netop Blomsterne. Er det ikke vanskeligt, uden for Storbyernes Stenørkener og Pladsmangel, at tænke sig et Privathjem, det være sig Slot eller Hytte, Villa eller Bungalow, uden Spor af Have, Planter eller Blomster? - Hvad med de senere Aars store Blomsterforretninger, de store Drivhuse og omfattende Planteskoler? - Taler de ikke deres eget Sprog om Planters og Blomsters Uundværlighed i den menneskelige Tilværelse? -

Jo! Menneskene har stor Kærlighed til Blomsterne. Men denne er endnu paa et vist Felt ganske primitiv og uden Kultur. Paa Basis af Uvidenhed og blind Iver bliver den ofte saa haardhændet, at den bliver til Drab og Lemlæstelse for Planten. Afstanden mellem Plantens Bevidsthedsform og det almene jordiske Menneskes er for stor. Og det sidstnævnte Væsen bliver ofte i Forhold til Planten, aandeligt set, næsten at ligne ved en Elefant, der vil kærtegne en Flue og derved kommer til at knuse denne. Dette gør sig navnligt gældende i saadanne Tilfælde, hvor Menneskene netop i deres Beundring for Plantens Skønhed betjener sig af denne til Udsmykning af en eller anden Genstand, det være sig Festsal eller Ligkiste. Her kulminerer Plantebeundringen i en Udløsning af en ligefrem Slagtning, Henrettelse eller Lemlæstelse.

Men for det udviklede Menneske, der kan føle Plantens Liv, kan Glæden over afskaarne Blomsters, over de amputerede Plantelemmers Farvepragt og Duft ikke borteliminere eller dulme Smærten over den Lemlæstelse af Plantelegemet, som en saadan Udsmykning har kostet. Og vi kan derfor heller ikke beskæftige os med Analysen af den sande Bisættelse uden netop her ogsaa at berøre dette Problem, idet en Bisættelse eller Jordefærd jo aldrig for det kærlighedsudviklede Væsen kan være fuldkommen, saalænge den endnu paa en eller anden Maade befinder sig indenfor det dræbende Princips Kulminationszone.

Det nytter jo ogsaa kun lidet, at man lige har reddet sine Mikroindivider ud af en Ligbrændings Skærsild, naar man bag efter ved en Bisættelse eller Jordefærd alligevel blindt styrter en hel Serie af levende Væsener ud i en ren "Bartholomæusnat".