Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Gennem menneskehedens historie går en anelsesfuld søgen efter sandheden!

Som bølger stiger og falder denne sagen i intensitet, alt eftersom menneskene var lykkelige eller ulykkelige.

I det gamle testamente kan vi gang på gang læse om, hvordan Israels folk, når det gik dem godt, vendte sig bort fra Gud og dyrkede det folks afguder, som de boede iblandt: "De holdt sig til tomhed, så de blev til tomhed."

Når så de uundgåelige følger af denne dyrkelse af illusionens og materialismens afguder viste sig i form af krige, nederlag, delvis udslettelse og fattigdom, søgte de i deres fortvivlelse atter den sandhedens Gud, som gennem profeterne stadig lod sin røst høre. Sandelig, der er intet nyt under solen!

Profeternes bøger er fulde af evigt strålende glimt fra det fornægtede og atter med længsel søgte sandhedens land.

Læser man disse gamle bøger, efter at man har stiftet bekendtskab med Martinus' analyser, må de selvsagt virke endnu mere betagende end før.

Det er da, som om vor ånds sande hjem, det som de gamle profeter dunkelt anede og gengav for os, så vi glimtvis så dets herlighed, nu stiger frem af de tågernes hav, hvori det har været hyllet, og ligger for vore øjne i morgenlysets dugperlende skønhed, varslende en åndens sommerdag over jorden, og menneskehjertet, der endnu skælver efter den lange nats mørke, istemmer den gamle lovsang: "Min sjæl lov Herren, og alt i mig love Hans hellige navn!"

I anden Krønikebog står der om Juda, at de "søgte Gud af hele deres vilje, og Han lod sig finde af dem og lod dem få ro til alle sider!"

Var det 2000 år siden? Det spiller ingen rolle, hvor det er sandheden, der lyser sine visdomsord ud, svinder tidsbegrebet bort. Det kunne være sket igår, og det sker, Gud være lovet, den dag i dag, at mennesker suger Gud af hele deres vilje, og Han lader sig finde og giver dem ro til alle sider!

Hvor det gamle testamentes beretninger holder op, begynder det nye, beretning efter beretning om mennesker, der af længsel efter sandheden gav slip på alt, hvad der stod dem hindrende i vejen for deres søgen og fulgte ham, som var "sandheden, vejen og livet", netop fordi han var sig sin identitet som Guds søn så bevidst, at intet fik lov at lægge formørkende skygger i form af hævdelse af det personlige selv, imellem ham og den evige Fader, hvis kærligheds og sandheds ånd lyste igennem ham, så menneskene i årtusinder efter hans jordeliv kunne nære deres åndelige liv og deres hunger efter Gud ved strålerne fra hans uselviske liv og færden iblandt os.

Jesus var ingen "stor personlighed"! Han var måske det mest upersonlige menneske, der har levet. Hans storhed var tværtimod hans fuldkomne selvudslettelse, der tillod Gud at leve og virke i ham, så mennesker i ham kun så Gud.

Og som sandheden selv altid er ganske enkel og stilfærdig, sådan var Jesus også. Og på denne stilfærdige måde gik han rundt og sagde de mest revolutionerende ting.

Han overtrådte alle budene, hvor må jøderne have været forfærdede!

Da hans disciple overtrådte sabbatsloven og blev anklaget derfor, svarede mesteren stilfærdigt, at sabbaten var jo til for menneskets skyld og ikke omvendt! Det var logik! Det var kærlighed! Og kvinden, der var grebet i hor, frikendte han! Jamen det var jo oprørende – hvis sligt godkendtes, hvor var vi så henne? (Jeg gad vide, om ikke de mest forargede var dem, der selv havde haft vældig lyst til at gøre som kvinden, men ikke turde af frygt for straffen, forargelse er jo meget ofte irritation over, at andre har gjort det, vi selv gerne ville, men ikke turde!)

Men den måde, Jesus iværksatte denne frifindelse på, var jo slet og ret ikke til at komme udenom: "Den, som aldrig har syndet, han kaste den første sten!" Nej, så kunne man jo ikke, så var der ikke andet at gøre end at luske væk så ubemærket som muligt og helst håbe på, at ingen endda havde lagt mærke til, at man i det hele taget havde været der!

Og manden, som Jesus helbredte på en sabbat! Kunne Jesus ikke have sagt til ham: "Kom igen i morgen, når du har båret denne plage så længe, kan du vel holde den ud en dag til, og så får vi ikke vrøvl med farisæerne!" Ville det ikke have været klogt og forudseende? Jo, men ikke særlig kærligt, vel? Nej, Jesus så, at dette menneske havde lært det af sin lidelse, som han skulle lære, og så skulle han ikke bære den et eneste øjeblik længere – hvilken livsalig tanke! at vore lidelsers tid ikke er afhængig af noget som helst uden vort eget sind, ikke at det ikke er fuldt tilstrækkeligt til at holde dem vedlige en rum tid, men alligevel, det er dog retfærdigt!

Naturligvis blev der ballade! De stimlede sammen om Jesus og talte alvorligt om sabbaten og lovovertrædelse. Men atter måtte de gå beskæmmede bort for svaret, det ganske enkle og naturlige svar: "Hvis jeres okse eller asen falder i en brønd på en sabbat, drager I det så ikke op?" De var atter blevet afvæbnet af denne sandhedens og kærlighedens logik, der fra Faderhjertet strålede gennem Jesus.

"Himmeriges rige er nær," sagde Jesus, og hvem vil vel ikke gerne være med i Himmeriges rige? Intet under da, at de flokkedes om ham, og Jesus kendte også vejen dertil, men der var ganske bestemte betingelser, der måtte opfyldes, for at dette himmeriges rige kunne nås; der var visse tåger, som kun det enkelte menneske selv kunne fjerne, før landet i al sin herlighed lå udbredt for dets øjne: "Hver den, som vil følge mig, må tage sit kors op og forsage sig selv!" Det var kedeligt, nu havde man netop troet, man kunne kaste byrderne af og være frie og glade, og så så det jo nærmest ud, som om man måtte lægge endnu et par tunge sten på det læs, man i forvejen havde at trække. "Tage sit kors op og forsage sig selv", det lød ubehageligt. Sit kors, det havde man jo i forvejen, men man havde dog tilfredsstillelsen af at beklage sig over det – rigtig give ondt af sig og rage sig lidt medlidenhed til for alt det onde man led! Og nu sagde Jesus, at man skulle tage det op – frivilligt – det kunne jo nærmest se ud som en slags indrømmelse af, at man var den nærmeste til at bære det! Og "forsage sig selv", men hvis vi ikke tager os af vort selv, hvem i al verden vil så tage sig af det? Dertil svarede Jesus ganske enkelt, at det skulle dø! "Den, som mister sit liv for min skyld, han skal bjerge det", nå, det var da ren besked! Og de fleste, der hørte det, tog nok et fast tag, om det de havde, og som hørte med til "livet" for dem, men der var nogle stykker, der havde fulgtes så længe med Mesteren, at de ikke kunne gå fra ham; de sagde det lige ud: "Hvor skulle vi gå hen, Du har jo det evige livs ord!" De havde åbenbart lært af ham at udtrykke de største sandheder ganske naturligt. Nå, det var jo heller ikke store sager, de havde at forlade! en båd og et net og den slags, men det var dog kun de ydre tegn på deres forsagelse. Det de i virkeligheden forlod, var jo deres "selv", deres liv blandt mennesker, de dristede sig til at tro, at når de selv holdt op med at bekymre sig for deres liv, ville Gud tage sig af dem, som han tog sig af "himlens fugle og liljerne på marken".

Gennem alle tider har der været mennesker, som "søgte Gud af hele deres vilje", mennesker som i fuld sandhed kunne istemme denne tone: