Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1952/6
Forklaring til
FORSIDEBILLEDET
Det er ikke umiddelbart iøjnefaldende, at billedet forestiller unge, danske kvinder ved en gymnastikopvisning i Stockholm. Men det gør det, og med dette billede er det hensigten at illustrere, at man ikke behøver at fjerne sig så forfærdelig meget fra "liv", før det begynder at sanses som "stof". Hvis billedet var taget fra nogle få hundrede meters større højde, ville man ikke mere med det blotte øje være i stand til at opfatte de af gymnastikpigerne dannede ringe som "liv", men derimod som "stof", medens man ved at rykke nærmere ville opleve mere detailleret "liv".
Om noget sanses som "liv" eller som "stof" er således blot et spørgsmål om perspektiv. Martinus anvender betegnelserne "liv set fra stofsiden" og "stof set fra livssiden" og viser i "Livets Bog", hvorledes foreninger, selskaber eller sammenslutninger udgør "stof", idet enkeltindividerne i disse fremtræder i en flok med visse fællestræk, og på den måde skaber "stof" med en ganske bestemt "reaktion" (energiudløsningsart), som karakteriserer "flokken" eller "stoffet", således afholdsforeninger, militære enheder, stater o. s. v. I Livets Bog, s. 604, skriver Martinus: "Det vi derfor ser af et stof, er kun dets kollektive fremtræden, hvilket vil sige dets overfladiske helhed. Med andre ord, vi ser kun "flokken", men ikke de enkelte individer og deres særlige private tilværelse, således som tilfældet er med det "stof", i hvilket vi selv udgør en enhed". – Martinus inddeler i det følgende (stk. 475-505) "stof" i 3 kategorier: mikrokosmisk stof (mineraler, metaller etc.), mellemkosmisk stof (de anerkendte former for liv: planter, dyr og mennesker) og makrokosmisk stof (kloder, stjerner og mælkeveje etc.) og behandler på disse ca. 30 sider dette emne indgående. En aften tilbragt med læsning af disse sider vil uundgåeligt give een en større forståelse af – og måske derigennem en voksende kærlighed til – den omgivende natur; de tidligere sansede "døde stoffer" vil man med denne baggrund i større eller mindre grad opfatte som "LEVENDE LIV".
tb.