Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Det er MIN", "det er MIT" er udtryk, som lyder mange gange i et menneskes liv lige fra barnekammerets slagsmål om legetøjet, til dødslejet, hvor arvingerne somme tider dårlig nok har afventet den døendes sidste suk, før de strides om det efterladte arvegods. Trangen til at besidde ligger som et rovdyrinstinkt i det jordiske menneskes sind. Hos os er denne trang blot ikke begrænset – som hos rovdyret – til med visse mellemrum at tilegne sig andre levende væseners kød og blod for derved at holde liv i sin egen fysiske organisme, vi har endnu stærkere begær at mætte. Hos dyret er begæret kun instinktbetonet, men jordmenneskets begær efter at tilegne sig fysisk materie styres også af dets vågnende intelligens, og netop i kraft af denne bevidsthedsenergi arbejder mennesket på at gøre sig jorden underdanig.

Mennesket mener også at EJE planter og mineralier og de landstrækninger, som det i sit ansigts sved har lavet om fra urskov og slette til frodige marker. Men det siger også, at det EJER alt dette, selv om det måske blot har taget det med magt fra dem, der oprindelig har opdyrket jorden; tænk blot på Israelitternes erobring af "det forjættede land". Hvis et erobrerfolk har besiddet et landområde gennem århundreder, og så et andet erobrerfolk tager det land fra dem, som de selv i sin tid har stjålet, føler de sig dybt krænket. Således har menneskeheden gennem tiderne i det små som i det store kæmpet om ejendomsretten til jorden, om markskel og landegrænser. De har købslået, men også snydt og bedraget for at vinde land, de har kæmpet, slægt mod slægt, stamme mod stamme og folk mod folk med køller og spyd, buer og pile, sværd og lanser. Efterhånden har kæmpehære lagt milevide strækninger øde, trampet korn ned og jævnet byer med jorden, ødelagt det, som andre EJEDE, ikke altid blot for at røve og plyndre, men i blind ødelæggelsestrang. Ejendomsbegæret udartede til tider således, at mange ikke kunne tåle, at andre besad nogen ejendom, de følte trang til at ødelægge den, og selv kunne de ikke få nok.

"Dette land er VORT", en sådan sætning i en fædrelandssang kan gennem århundreder suggerere og opildne en befolkning til blodsudgydelser, der nok kan resultere i sejre, men også altid uvægerligt vil medføre nederlag. Hævn og had ligger som "sort magi" skjult i al nationalegoistisk litteratur og vil udøve sin nedbrydende magt, indtil menneskene lærer at forstå det virkelige forhold mellem dem selv og jorden med alle dens rigdomme.

Ved ildvåbnenes opfindelse og den stadige tekniske udvikling, der altid er befordret stærkest under krige (så har man senere fundet ud af, at de samme tekniske fremskridt OGSÅ kunne bruges i fredens tjeneste), øgedes mulighederne for at ødelægge og derved at få magt. Store dele af kloden forvandledes til valpladser, hvor skyttegrave, granathuller og ruinhobe samt millioner af lig tavst vidnede om menneskenes "høje udvikling" og umættelige magtbegær. I vor tid er det ikke mere kampen om visse landstrækninger, det drejer sig om, men kampen om kloden, om verdensherredømmet, om at EJE hele Jorden. Men da "konen i muddergrøften" efter først at have fået eget hus og dernæst herregård, kongemagt, ja, kejser- og pavedømme ville være "selve Vorherre" og EJE det hele, endte hun i muddergrøften igen. Skal det gå ligesådan med den jordiske menneskehed? Adskillige videnskabsmænds alvorlige advarsler mod de nyeste våbens umålelige virkninger og rækkevidde kunne nok tyde på, at de frygter, vi skal "ende i muddergrøften".

"Skal den ejes af en diktatorisk magt, der gør menneskeheden til slaver af de herskendes vilje?"

Thi sådan vil det gå, hvis Øst sejrer, siger Vest. Men også Øst siger, at netop sådan vil det gå, hvis Vest får herredømmet (selv om man bruger tillægsordet "kapitalistisk" i stedet for "diktatorisk").

Hvem vil sejre, og hvordan vil forholdene blive under en sådan sejrherre, hvor meget vil blive ødelagt, hvis der bliver krig, og hvordan vil det gå VORES land? Sådanne tanker er tusinder af mennesker opfyldt af, og det er jo ganske naturligt. Men adskillige er også af begivenhederne tvunget ind på tankebaner, der går dybere end til sejre og nederlag i en yderverden, deres tanker bevæger sig som søgelys hen over filosofi, religion og etik. De store religioner mister ganske vist mere og mere deres tag i folk, idet de stærkt følelsesbetonede mennesker glider ind i mere eller mindre fanatiske sekter og trossamfund, hvor de – i alt fald en tid – finder, hvad de søger. De mere nøgterne blandt de søgende finder religioner og sekter naive eller ser i dem kun døde dogmer, men som regel viser de respekt og tolerance overfor andres meninger, når de selv får lov at have deres mening i fred. På en måde kan de misunde de andre deres tro, for de føler selv, at de mangler noget, et fast punkt i tidens virvar. For mange af disse søgende mennesker, ja, for stadig flere, bliver åndsvidenskaben den vejviser, som fører dem til det faste punkt og samtidig til en forståelse af menneskehedens nuværende situation. For åndsforskeren åbner der sig en vej ud af mørket og "ragnarok", hvis han har mod og styrke til at gå den. Den kaldtes engang "den hemmelige vej" og blev kun fundet af dem, der ved kunstig indvielse opnåede evnen til at bruge visse psykiske kræfter, der ellers ligger latent i det jordiske menneske. Men i dag bliver disse kræfter og deres indbyrdes forhold som "kosmisk kemi" klarlagt for enhver, der er søgende, sammen med et verdensbillede af hidtil uanede dimensioner, ikke som mystik, men som logik. Det sker i Martinus' kosmiske analyser i LIVETS BOG, der vil blive en vejleder for stadig flere og flere mennesker. Martinus kan lære mennesket at skelne mellem, hvad der kan ejes, og hvad der kun er et lån, og en virkelig forståelse deraf vil med tiden kunne ændre livet på denne klode, der aldrig kan blive menneskers EJENDOM, så lidt som noget andet, der består af fysisk materie.

Hvad kan vi VIRKELIG eje? Efterhånden som vi ser med kritiske øjne på vor såkaldte ejendom, skrumper den uhyggeligt ind. Vi kan ikke tage det med os! Vi skal alle dø, og døden står for mange mennesker som den store gru: da skal de skilles fra alt og alle, fra alt, hvad de EJER og HAR!

Ved studiet af Martinus' kosmiske analyser får man grundigt revideret sit syn på ejendomsbegrebet og også på døden. Ved at følge logiske tankerækker lærer man at erkende, at kun eet kan man VIRKELIG EJE, livet selv. Det kan man aldrig miste, selv om man nok så meget prøver at "tage sit eget liv". Livet ER vi, vi HAR det ikke.

Det er en tankegang, som er stik modsat den, de fleste mennesker går ud fra. De begynder med "det, man kan tage og føle på", alt andet er for dem flygtigt og illusorisk. Men i den logik, Martinus afslører, er alt det materielle, alt det, man har og bruger og oplever med fysiske sanser flygtigt og illusorisk.

"Men det er jo bare det gamle præk om igen," vil nogle sikkert indvende, "om at forsage verden og gå i kloster, hvor man ikke må besidde jordisk gods og skal leve i cølibat, eller om at trække sig tilbage til ensomhed for at kigge på sin navle og vente på forløsning fra denne jammerdal til himlens evige salighed."

Men har man blot i nogen grad sat sig ind i Martinus' verdensbillede og deriblandt hans analyser af den nuværende verdenssituation og om det kommende verdensrige, vil man vide, hvor stor en betydning det praktiske liv i denne verden har i forbindelse med åndelig indsigt og uselvisk tankegang. De nu forældede former for religiøst liv bliver ikke af Martinus sat op som idealer for nutidens mennesker, men derimod et dagligliv i åndelig og fysisk virksomhed med livsglæde, humør og kærlighed, med praktisk arbejde, kunstnerisk livsudfoldelse og videnskabelig forskning, et liv til gavn for helheden.

Den fysiske materie skal ikke forsages, men den kan heller ikke ejes, den er betroet os som et lån, selv vor fysiske organisme er et betroet lån, der med en vis tidsfrist skal leveres tilbage til den jordklode, det makrovæsen, vi har lånt det af. Martinus' analyser af levende væseners kredsløb inden i levende væsener ændrer fuldstændig ejendomsretsbegrebet, thi når vi og al vor "ejendom" befinder os inden i et levende væsens organisme, i dette tilfælde jordklodevæsenet, så er det hele (vi selv indbefattet) lige så godt jordklodevæsenets "ejendom". Vi føler vist også en slags "ejendomsret" over vore organer, celler, molekyler og atomer.

"De levende væsener," siger Martinus, "udgør henholdsvis stoffer og universer for hverandre". Det vil sige, at makro- og mikrovæsener bistår hinanden med lån. Men da der dybest set kun er to væsener til i verdensaltet, den evige Guddom og den evige Gudesøn (os selv), låner vi i virkeligheden alt af Guddommen. I disse "lån" er der også en slags "rentesystem", der dog virker anderledes end det ofte temmelig ubehagelige, vi er vant til at kalde renter og renters renter.

Vort fysiske liv er et lån, en midlertidig indvikling i fysisk materie, der bliver stillet til vort jeg's (det evige væsens) rådighed. Først sker det ved det overskud af energi eller kraft fra to fysiske væsener, en mand og en kvinde, der er koncentreret i det mandlige sæd- og det kvindelige æglegeme, som smeltet sammen til en koblingscelle i livmoderen hos den kvinde, der skal blive vor jordiske moder, bliver begyndelsen til den komplicerede, fintmærkende og genialt opbyggede organisme, der ca. ni måneder efter undfangelsen kommer for dagens lys som et lille menneskebarn. Materialet til vor organisme blev stillet til vor rådighed. Men hvem har bygget den op? Det har vi selv. Vor evne til at bygge en organisme op er "renter" fra vore tidligere tilværelser i fysisk materie, altså fra tidligere "lån". Thi i det kosmiske "rentesystem" er det en selv, der får gavn og glæde af renterne.

Men det er ikke blot vort fysiske legeme, vi låner materiale til at bygge op. Når vi først er født, står så at sige en hel verdens fysiske materie til vor disposition. Og vi har stadig "renter at leve af" d. v. s. medfødte evner og talenter, som vi har udvidet i tidligere liv. De er koncentreret i "talentkerner" i vor overbevidsthed, der med deres kraft opmagnetiserer vore åndelige legemer og vort fysiske legeme. Gennem barndom og ungdom, hvor væsenet efterhånden bliver bevidst i livet i den fysiske verden, udfolder disse talenter sig gennem den fysiske organisme, og væsenet begynder at arbejde med den fysiske materie omkring sig, forvandle, bygge op og rive ned. Vi kan skalte og valte omtrent som vi vil med det fysiske legeme, vi her har fået til låns, og ligeledes med den materie, der omgiver vort fysiske legeme og udgør vor fysiske verden. Men åndsforskeren ved, at han har et ansvar over for det, der er ham betroet, og denne ansvarsbevidsthed skal efterhånden afløse det dyriske magt- og ejendomsbegær.

Men også det er begrænset af tid. Liv for liv gøres erfaringer, der bliver til "renter" i kommende liv. Efterhånden bliver den enkeltes ærefrygt for alt levende stærkere og stærkere, der er mere og mere, man ikke nænner at gøre. Mange mennesker bliver vegetarer, fordi de ikke nænner at være skyld i dyrenes drab. Rovdyrmentaliteten afløses af menneskelige tendenser. Åndsforskeren har ved sin viden om livet og om sig selv (hvis han praktiserer denne viden) mulighed for lidt efter lidt at udvikle sig af materien. Det betyder ikke, at han bliver verdensfjern, men blot, at han behandler alt levende, sin egen organisme, alt det, han "ejer", sine medmennesker og alt andet, som han kommer ud for på en anden måde, end da han blot tænkte: "Hvad kan det TJENE MIG til." Den virkelige åndsforsker tænker: "Hvordan kan jeg bedst tjene det levende liv, som er omkring mig og i den organisme, der er mit redskab i denne verden." Med en sådan tankegang og levevis sås en sæd, der både i de sansedimensioner, hvor livet leves efter den såkaldte død, og i kommende fysiske liv vil høstes som lykkelig skæbne.

For det menneske derimod, der kun er koncentreret på at skrabe sammen af jordisk gods samt at overfylde sin organisme med usund animalsk føde, spiritus og narkotika, kan døden godt blive vanskelig. De stærke bånd, der bandt til denne verden, slides ikke straks over, fordi man forlader sit fysiske hylster. Det er jo bevidsthedsbånd, begær. Der bliver for sådanne mennesketyper en "skærsild" af individuel art at skulle igennem, ikke en straf, men en naturlig følge af deres åndelige tilstand. De har lukket sig inde i en bestemt afgrænset forestillingsverden. Den lever de i den første tid efter døden, omtrent som kyllingen i et æg. Gnieren tæller penge, som hans fantasi skaber omkring ham, men måske har hans samvittighed også et og andet at vise i levende billeder, som ikke er så behageligt. Han fyldes af lede og angst og netop modvillien mod den tilstand, han selv har skabt, er begyndelsen til dens opløsning. Koncentrerer han sig i bøn om hjælp, vil skytsånder, som har ventet på at få lov at hjælpe, suggerere hans "skærsild" bort, og han vil glide ind til den form for oplevelse af de åndelige verdener, det er muligt for hans bevidsthed at opfange. Det er ikke meget, og snart vil han inkarnere igen i den fysiske verden til den skæbne, han har dannet sig selv og med evner og talenter i forhold til den opladning af talentkernerne i hans skæbneelement, der har fundet sted i det forrige liv.

Han KAN i det liv have nedbrudt talentkerner i stedet for at opbygge, og da vil han uvægerlig fødes med visse skavanker. Det er "fortabelse". Men en sådan er altid kun midlertidig, der kan opbygges igen, og der bliver opbygget igen. ALLE er vi på vej mod lykkeligere oplevelsessfærer end denne fysiske verden, som vi selv forplumrer med griskhed, had og magtbegær, og møder man mennesker, hvis åndelige niveau synes at stå under ens eget, skal man ikke som farisæeren tænke: "Gud ske lov, at jeg ikke er som dette menneske". Men snarere: "Også jeg har været som dette menneske, men er blevet hjulpet ud af den tilstand, hvordan mon jeg nu bedst kan være til hjælp?"