Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Sålænge det jordiske menneske endnu ikke fuldt ud er et indviet eller færdigudviklet væsen, vil det primære fundament for dets handle- og væremåde i tilsvarende grad være tyngdeenergi indkapslet i uintellektuel følelse og et svagt islæt af instinkt. Ifølge Livets Bog er tyngdeenergi det samme som ild, og følelse det samme som kulde. I et levende væsens organisme er disse kosmiske energier forenede i en balance mellem disse to yderligheder i form af den samme organismes normaltemperatur. I det uindviede væsens mentalitet giver nævnte grundenergier sig til kende i form af varierende overbalance enten i den ene eller den anden af nævnte energiers favør. Denne overbalance præger da i den givne situation hele væsenets villieudfoldelse og den heraf følgende manifestation i tanke og handling. Når tyngdeenergien er i overbalance og derved behersker følelsesenergien, præges væsenets villie af en mere eller mindre ubehersket antipati, der igen alt efter tyngdeenergiens overvægt i forhold til følelsen giver sig udslag i vrede, hidsighed og de heraf følgende hævnakter, slagsmål, drab og lemlæstelse. Det er denne tilstand, der eksisterer permanent hos rovdyret og sætter det i stand til at kunne overmande og dræbe sit offer. Og det er den samme tilstand, der hos det ufærdige menneske skaber al fjendskab og i sin mest dominerende kulmination kommer til udløsning i form af menneskehedens indbyrdes krige eller "alles krig imod alle". Alt fjendskab, enhver hævnakt, ja alt, hvad der i mennesket er en modsætning til det store næstekærlighedens bud: "Du skal elske din næste som dig selv", er udløst af tyngdeenergiens overbalance i væsenerne. Det er denne tyngdeenergiens overbalance eller overdimension i forhold til følelsen i væsenet, der er den sande og inderste årsag til udløsningen af det dræbende princip i væsenets manifestation og væremåde.

Når tyngdeenergien derimod kommer i underbalance og følelsesenergien er i overbalance eller fremtræder i overdimension i forhold til tyngdeenergien, kommer væsenet i en modsat affekt. Medens overdimensioneret tyngdeenergi skabte væsenets antipati, skaber den overdimensionerede følelsesenergi på tilsvarende måde væsenets sympati. Og det ufærdige menneskes daglige samliv med medvæsener og omgivelser bliver en variation eller skiftende udløsning af antipati og sympati. Antipati og sympati er igen henholdsvis det samme som mental frastødning og tiltrækning.

Medens frastødningen giver sig udslag i bitterhed, vrede, forfølgelse, bagtalelse og i det hele taget alt, hvad der kan ødelægge og skade objektet for det pågældende væsens antipati, bevirker tiltrækningen derimod en overdreven sympati, en slags kærlighed, som i virkeligheden ikke er nogen kærlighed, men et middel, en vanemæssig metode ved hvilken man får opfyldt visse egoistiske begær. Denne uægte sympati eller kærlighed kendes derpå, at hvis de ved den opnåede egoistiske begærs tilfredsstillelse ikke mere kan opnås ved den, f. eks. i kraft af, at nævnte sympati ikke mere påvirker det væsen, den er rettet imod, idet samme væsen er mættet af denne sympati og har fået dragning imod andre væsener, andre interesser, da vil sympatiens ophav herved pludselig ændre sin indstilling om til antipati og igennem vrede og voldshandlinger søge at opnå det, det før opnåede med sin sympati. Det er det samme princip, vi ser, komme til kulminationsudløsning i et væsens forelskelse i et andet væsen. Denne forelskelse er også en ganske overdreven sympati, udløst og båret af begæret efter at eje objektet for forelskelsen, i samliv med hvilket væsen ophavet til forelskelsen finder et næsten livsbetingende behag. Hvis dette behag er gensidigt mellem parterne, oplever disse hermed parringsdriftens kulmination af velvære eller livslykke. Men hvis dette velvære taber sig hos den ene af parterne, idet dette væsen begynder at finde et større behag i og derved kommer til at føle større sympati for et andet væsen, vil den endnu forelskede part begynde at udløse den antipati og vrede imod medbejleren, vi kalder skinsyge. Og imod objektet for sin forelskelse vil samme væsen i værste tilfælde eller hvis ikke nogen mildere form er tilstrækkelig, bruge vold, ja, man har jo eksempler på, at en sådan skinsyg elsker ligefrem har myrdet objektet for sin forelskelse. Men det er akkurat den samme slags "kærlighed", vi bliver vidne til i det almindelige daglige livs sympatier. De er ligeledes i de fleste tilfælde kun metoder, ved hvilke man har eller kan øjne kommende fordel. Sådanne sympatier er altså i virkeligheden kun et udslag af det samme princip som forelskelse. Der er bare den forskel, at ved almindelig forelskelse ønsker man at parres med et andet væsen, medens man ved den almindelige sympatiudløsning til andre væsener i den daglige væremåde ønsker at "parres" med (komme til at eje) ting, der kan betyde store fordelagtige, materielle behag eller goder. I virkeligheden er al denne egoistiske sympati det samme som "snobberi". Vil ikke de fleste mennesker gerne udøve hele deres charme og gøre meget for et væsen, der sidder i stor position, og som man ved, der har magt til at hjælpe en frem til en bedre stilling, til en større position i samfundet eller til opfyldelsen af andre af ens ønskedrømme? – Lad bare en mand komme ind i en stor forretning og være iklædt et fattigt kostume, så betjeningen tror, at han kun er et nul socialt eller samfundsmæssigt set. Han skal da nok få at mærke på betjeningen eller ekspedienternes kolde og vrangvillige indstilling til ham, at her er der ikke nogen sympati eller måske ikke engang almindelig høflighed at vente. Her er kun mental kulde. Lad den samme mand en time senere højsoigneret og iklædt den fornemste og dyreste mode køre op foran forretningens portal i en af de mest moderne og kostbareste luksusvogne og med privatchauffør. Da er det ikke de mere underordnede ekspedienter, der tager imod. Nej, her er det afdelingschefer og underdirektører, der udviser deres største charme og velvillighed for at tækkes "den store mand". At komme i velyndest hos ham kan måske betyde meget i ens karriere og position. Altså udviser man overfor den store mand en mental udfoldelse, der i princip er det samme som den, man udviser igennem en forelskelse, der i virkeligheden i sin inderste analyse kun udgør en højere form for "snobberi". For "den store mand" lægger man således et meget energisk snobberi for dagen. Man håber dermed, at en eller anden af ens ønskedrømme ved ham kan blive bragt til opfyldelse. Men hvis nu den "fornemme mand" meget gerne tager imod disse væseners store velvillighed, men ikke giver så meget som en lille venlig tak eller en lidt mere håndgribelig påskønnelse til gengæld, hvad så? – Ja, så er forelskelsen gået alt snobberiets gang, er blevet til antipati, udløsende alskens udtryk, der i værste tilfælde er af en sådan natur, at de er mere eller mindre uegnede til at gengives her. Det må dog bemærkes, at der iblandt et sådant personale naturligvis kan findes personer, der udgør en undtagelse fra reglen og således er mere modne, mere åndelig voksne og derfor begynder at have den samme sympati, ja, undertiden en større sympati for den fattige end for den rige mand. Men det er ikke ud fra undtagelserne, man skaber en analyse, den må skabes ud fra det almengældende.

Vi ser således, at egoismen her er til stede i alle disse former for sympatier. Denne form for sympatiudløsning har altså ikke noget med den virkelige uselviske og intellektuelle sympati, der er det samme som absolut kærlighed, at gøre. Den er derimod kun et led i det ufærdige væsens selvopholdelsesdrift. Det er sådanne selviske eller egoistiske drifter, der kendetegner ren dyrebevidsthed, medens alle de uselviske drifter i mennesket kendetegner mennesket i renkultur. Det vil altså sige, at det område, der i menneskets mentalitet befordrer egoisme eller selviskhed er dyrisk, og det område i mentaliteten, der befordrer uselviskhed, er menneskelig. Ligesom det jordiske menneske kropslig set er et "pattedyr", således er det også, grundet på det i dets mentalitet fremtrædende dyriske område, et dyr, bevidsthedsmæssigt set. Det uindviede menneske er således i nogen grad "dyr" og i nogen grad "menneske". Dets manifestation eller væremåde må derfor også i tilsvarende grad være dyrisk og menneskelig. Det er dette, der er løsningen på sfinksens gåde.

Burde det ikke være enhver regerings eller myndigheds såvel som ethvert politisk partis største opgave at befordre en videnskab, der gør det til en selvfølge for ethvert væsen, hvilke umådelige private og offentlige goder, det ville afstedkomme at få fjernet den overtro i det ellers så intellektuelt eller materielvidenskabeligt udviklede menneske, at andre væsener er dets fjender, og at de må bekæmpe disse væsener med våben, mord, drab og ødelæggelse? – Med fjernelsen af denne overtro vil man komme til at se, at det eneste onde, der eksisterer, er indenfor hvert enkelt uindviet menneskes eget mentale område. I kraft af dette onde bliver mennesket sin egen dødsfjende. I absolut forstand har mennesket ikke noget som helst fjendtligt område i hele det store univers. Alt er til for at tjene det levende væsen. I virkeligheden findes der absolut ingen anden vej til den af hele menneskeheden så stærkt ønskede varige fred på jorden end netop igennem videnskaben om det dyriske i mennesket og den heraf følgende praktisering af befordringen af dette dyriske områdes undergang i ens eget indre, i ens egen mentalitet, i ens egen hjerne, hjerte, kød og blod. Årsagen til al oplevelse af vor ufred findes absolut kun i vort eget indre, absolut ikke i vore medvæseners indre. Der findes kun årsagen til disse væseners oplevelse af ufred. Vi vil derfor aldrig i nogen som helst situation kunne bekæmpe krigen og dermed skabe fred i vort eget sind ved at forfølge og nedkæmpe andre væsener.

Det er denne det tyvende århundredes største og mest bloddryppende overtro, der i dag skaber atombomberne, disse midler til en mangfoldiggørelse af overtrædelsen af livsloven eller det femte bud: Du skal ikke dræbe! Tænk, hvad det koster menneskeheden af møje og besværligheder, skattebelastning og atter skattebelastning af væsenerne i et stadigt voksende område rent bortset fra alle disse milliondrab og ødelæggelser af århundreders velsignelsesrige frembringelser, man hermed iværksætter. Og er det største resultat heraf ikke dette, at millioner af sunde, unge og livskraftige mennesker bliver gjort til invalider, til humpende og kravlende, blinde og døve animalske vragstumper, men alligevel levende nok eller med så megen sanseevne i behold, at de kan opleve fornedrelsen, undergangen eller det helvede, som uundgåeligt bliver enhver manddraber, morder og sabotør af livet til del. Denne skrækkelige overtro, at det er næsten, det er andre mennesker, det er andre nationer og folk, der er skyld i vor skæbne og ulykke, og at vi derfor kun kan redde os ved at ødelægge dem, er en så skrigende dødsdom over os selv, hvis praktisering aldrig i nogen som helst situation vil skabe fred eller lykke for os, men uundgåeligt føre os lige ind i undergang og sabotage af vor egen førlighed og velvære, føre os ind i invaliditet og kulmination i fysisk såvel som i psykisk lidelse. En sådan tilstand fører igen til livslede, ja, ligefrem til rædsel for at leve og bringer os i værste tilfælde slutteligt til selvmord.