Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved at efterkontrollere det i praksis vil man konstatere, at de seksuelle "grundenergier" og øvrige mentale kræfter, som virker i mennesker, automatisk binder eller frigør dem alt efter arten og den moralske kvalitet af deres egne handlinger, tanker og hele indstilling til deres omverden. En tolerant og næstekærlig livsindstilling er således her den første forudsætning for at finde lykken, og uden at indse dette og indstille sig derefter kan en varig lykkebasis heller ikke på det seksuelle felt bygges op. – Det er derfor en slags genvej til et lykkeligt liv at søge logisk at fastslå disse sandheder som "A-viden", – for derpå viljemæssigt at søge at komme til at beherske de gamle selviske instinktkræfter i ens eget sind, som ved en sådan analyse afsløres som de allerværste fjender af ens egen lykke. Under dette arbejde med ved selvudvikling at opnå en bevidst kontrol med sin egen livsførelse og de virkninger, den medfører, udvikles i høj grad den seksuelle modpol i bevidstheden, d. v. s. den "feminine" følelse hos manden og den "maskuline" intelligens hos kvinden. Mange vil sikkert mene, at dette ikke er ønskeligt, fordi det vil gøre mennesket mere seksuelt indifferent ved at modvirke eller ødelægge udløsningen af fysisk seksualisme mellem parterne; – men dette er i virkeligheden kun i ringe grad tilfældet, bortset fra, at den stigende selektivitet for den enkelte væsentligt vil reducere antallet af egnede partnere til en – i alt fald varig – lykkelig forbindelse på dette område. Det, der sker, er, at selve kærlighedsudløsningen mellem disse forandrer karakter og kommer til at ligge på et højere plan end hidtil, idet den tidligere meget egoistiske form med en voldsom dominerende maskulin og en ret passiv feminin part ændres til en langt mere kærlig og hensynsfuld form mellem mere jævnbyrdige partnere baseret på både kærtegnende følelse og intellektuel forståelse. Samtidig bevirker modpolen en langt større bevidst livsudfoldelse, idet man efterhånden lærer at forstå og derefter beherske alle de mentale forhold, der spiller ind deri, hvorved alle tilfældigheder i livet falder bort.

Man lærer blandt andet, at al forelskelse ikke alene ikke er så ideel, som man antog, fordi den dækker over megen smukt camoufleret egoisme, – men direkte er meget farlig for skabelse af virkelig lykke; hvilket meget klart og rigtigt er formuleret i sætningen: "Enhver forelskelse er indledningen til en mental slibningsproces!". Thi forelskelse er jo en genoplevelse af dyrerigets gamle udefinerede følelsestilstand, der ganske vist automatisk bringer de rent erotiske kræfter i den mest ideelle gensidige konstellation uden tanker (og evt. ophævet neurotiske hæmninger), – men den er en ren instinktstyring, der kun lader sig udløse under en midlertidig bedøvelse af intelligensen. Som følge heraf er tilstanden i sin natur ganske ustabil og forbigående, men gennem sin stærkt varmende ekstaseflamme vil den på samme korte tid kunne foranledige uovervejede handlinger og beslutninger udført, som kan være højst farlige og medføre meget langvarige virkninger, som det f. eks. er udtrykt i citatet: "Det bødes der for i mange år, hvad kun var en stakket glæde ...!"

Den stærkt enpolede tilstand er derfor den mest ulykkebringende, også fordi den medfører en stærk afhængighed af det andet køn og kamp om det med rivaler af samme køn, – medens den rent dobbeltpolede tilstand (der hører til i den efterfølgende verden, hvor der "ikke tages til ægte") er en meget lykkelig tilstand, som absolut ikke er uden seksualisme, men tværtimod – blot under en anden form – er langt mere seksuel i sin natur, fordi mennesket der har lært at elske meget dybere, stærkere og mere nuanceret end her.

Der er således ikke grund til at være ked af eller frygte poludviklingen hen imod denne åndelige balancetilstand – og ved rette forstående selvkontrol med livet vil denne kun bringe een større livsglæde og lykkefølelse og gøre denne følelse uafhængig af ydre ægteskabsforhold og af et andet menneskes tilfældige luner. – Jo mindre krav, man stiller, og des mere frihed og virkelig kærlighed, man giver andre, – des mindre krav og des mere frihed og kærlighed vil man selv blive stillet overfor efter paradokset: "man vinder (i det lange løb) det menneske, man opgiver at ville eje"! – Det er blot jordmenneskets illusion om kun at leve een gang – (og derfor skulle have mest muligt "ud af det"), som får det til i tåbelig panik under jalousi at søge at binde og med magt fastholde andre, hvorved det blot opnår at miste deres frivillige følelseskærlighed, som er det eneste virkelige bindemiddel i et sandt ægteskab, – der uden denne bare bliver et bur af ydre bånd og konventionelle hensyn. Et sådant menneske får faktisk ingen glæde af sin indbildte "ejendom"; – medens den, der frigiver en elsket partner, som truer med at forlade det, vinder dennes beundring og velvilje, som styrker den stagnerende kærlighed. Denne vokser senere – efter skuffelsen hos den nye, når forelskelsen er overstået, – til en stærk tiltrækning og længsel, som før eller siden (selvom det måske først sker i den næste inkarnation) vil drive parterne tilbage mod hinanden til et virkeligt ideelt ægteskab på basis af kærlighed og forstående sammenpasning. Man kan derfor kun eje et andet menneske gennem den frivillige, tiltrækkende kærlighed, som man ved sin væremåde indirekte er i stand til at skabe inde i det selv.

Ved at menneskene efterhånden kommer til at forstå sig selv, deres skæbne og disse livsmekanismer og samlivslove, vil der opstå en helt ny form for ægteskab og andet seksuelt kærlighedsliv baseret på frihed og virkelig kærlighed i stedet for på juridiske og konventionelle rettigheder og egoistiske krav. Den kan måske udadtil se løsere – og vel fri – ud, men vil i virkeligheden være langt mere hensynsfuld og moralsk, idet den baseres på en helt ny og ansvarlig moralkodeks, som udtrykkes ved to sætninger: "Man må ikke med sin livsførelse eller kærlighed og seksualisme gøre nogen anden fortræd!" (i hvilket tilfælde man selv senere vil høste den samme smerte); og – "Hvad der er mellem to mennesker kommer ingen anden ved!" (ligegyldigt hvilken tredieperson), dvs. at såvel jalousi som sladder vil blive udelukket, efterhånden som alle lærer ikke at blande sig i andres livsførelse – og kun derved bliver fri for, at andre blander sig i deres. Ånden i dette kærlighedsprincip vil også blive udstrakt til at gælde for alt andet samkvem mellem mennesker i fremtidens verden og vil derved efterhånden – omend måske langsomt – komme til at reformere hele livet på jorden og skabe en atmosfære af tillid, tolerance og næstekærlighed, som selvsagt vil gøre det langt lettere for alle at finde lykken end nu. – Forudsætningen for dette er altså en hel mentalitetsændring i menneskehedens sind, som de fleste vist anser for en utopi, men som (navnligt efter det store internationale opgør, der vel stunder til) forholdsvis snart vil tage fart, idet alle mennesker er udsat for denne kollektive sindspåvirkning og ved at ændre sig lidt hver for sig – langt mere end de tror – bidrager til det samlede resultat.

Indtil dette bliver almindeligt i jordens samfund, skal menneskene altså blot hver for sig søge at få det – efter livets mening – rigtigste og bedst mulige ud af deres tilværelse ved bevidst at søge at tillære sig denne levevis, bl. a. ved helt at indse, at alles mangel på lykke og frihed skyldes de uundgåelige skæbnevirkninger af deres egne handlinger, thi kun dette hindrer os i at finde de rette lykkelige forhold i vor yderverden og skiller os fra det eller de mennesker, med hvem vi i en senere fremtid vil kunne finde al den lykke, hver enkelt søger. – Det gælder derfor blot om at kunne vente – og ikke prøve ved altfor "billige løsninger" at knibe udenom de øjeblikkelige mentale klø, der må komme tilbage til os først og gennem deres smertepåvirkning netop giver os de nødvendige erfaringer og den dybe livsforståelse, som ene kan bringe os – ved personlig klar erkendelse – på sporet af det "himmerige", der findes inde i mennesket selv, og derved lære det: "Kunsten at leve".

Lykken er således kombineret med en evne til at kunne "elske" rigtigt – og elske mere end det ene menneske, man til enhver tid er knyttet til gennem fysisk seksualisme. Derfor bør man heller ikke vente at finde "alt i eet menneske" (hvilket jo netop er forelskelsens illusion) eller stille større krav til den anden, end denne med rimelighed kan yde; men i stedet for forsøge at indstille sig selv efter andre og holde af dem, som de er, og værdsætte de gode egenskaber, hver enkelt har, uden at bebrejde dem det, de mangler. Ved en sådan venlig og næstekærlig indstilling til sine medmennesker, – hvilket i virkeligheden er den åndelige seksualisme, der menes med at "elske sin næste", – har man mulighed for at få sin fulde kærlighedstrang og -evne udløst og udnyttet, også fordi det, der savnes hos den ene, vil kunne findes hos en anden.

Ethvert menneske, som på den ene eller den anden måde ikke kan få tilfredsstillet sit lykke- og kærlighedsbehov, men hele tiden ligesom løber panden imod en "mental mur", bør undlade at spilde sin energi og livskraft på negativ skuffelse og drømmeri, men i stedet først og fremmest underkaste sig selv en mental hovedrevision og gøre objektiv åndelig status over hele sin livsførelse ud fra ovennævnte livsprincipper – med det formål at finde fejlene (og de må som nævnt altid søges hos een selv!) samt søge at rette dem gennem en ændret livsførelse. Dette gælder ikke mindst manglende seksuel kærlighedslykke. – Hvis f. eks. et menneske ikke synes at kunne finde en ideel kærlighedspartner at gifte sig med eller – i tilfælde af, at dette lykkes, – alligevel ikke kan få lov til at nyde et kærligt samliv, fordi "noget" stadigt skiller og hindrer lykkefølelsen, – så findes årsagen i vedkommendes egen (eller rettere i begge parters) skæbne, og det kan kun rettes gennem en ændret levevis og sandsynligvis en kærligere indstilling overfor andre medvæsener ("næsten"). Det vil i et sådant tilfælde være tilrådeligt, at man spørger sig selv efter en selvgranskning uden at pynte på sagerne: hvorved man ikke opfylder kærlighedsloven om at elske sin næste, og om der findes nogen i ens nærhed, man burde være kærligere imod, for at det kan lykkes. I visse tilfælde kan mennesker komme ud for ligesom et mentalt "lyn fra en klar himmel", idet de på et tidspunkt, hvor alt synes at gå udmærket for dem, og lykken synes konsolideret, da pludseligt rammes af en ulykkelig skæbne ved f. eks. at blive berøvet deres kærlighedspartner på en eller anden måde; denne mekanisme er typisk for en "tilbagevendende skæbnebølge", der kan komme på de mest ubelejlige tidspunkter og ødelægge idyllen, og en selvransagning vil da være særlig påkrævet i stedet for at klage over ulykken. – Det kan også forekomme, at en sådan adskillelse mellem et menneske og dets elskede mindre er begrundet i dets egen fejl, men mere i, at den anden har en ulykkelig skæbne eller smertelig erfaring til gode, som skal ændre noget ufærdigt i denne, f. eks. gennem en forelskelse, der får det til ufornuftigt og ukærligt at bryde ud for selv at få mere lykke – uden at vide, hvad det går ind til. Det forladte menneske skal da bare lade den anden gå uden bebrejdelse i bevidstheden om selv at have handlet rigtigt og kærligt – og samtidigt nære tillid til, dels at Forsynet vil sende det et andet og kærligere menneske at elske, og dels at det, der i øjeblikket føles smerteligt, i længden vil vise sig at være til endnu større gavn og lykke for det, end om det havde beholdt den troløse partner; – fordi "livet" aldrig lader det gå ud over et – (under hensyn til fortiden) – helt uskyldigt menneske.

Det ses således, at den førnævnte rolige tillid til Forsynets rette styrelse af et menneskes liv i det lange løb også med hensyn til seksuel kærlighed er det bedste fundament for sand lykke; og den kan praktiseres uden nogen som helst angst – selv for "katastrofen" ved at miste det menneske, man tror er identisk med lykken for een og ikke mener at kunne leve foruden. Thi hvor smerteligt det foreløbige savn end måtte føles, så vil det, – når man tager det med det rette sind og søger at efterforske livets hensigt dermed – senere vise sig, at "livet" havde ret, og at savnet siden afløses af ro og lykkefølelse.

Vejen til lykken er derfor dette, at gå med livet i alle forhold i næstekærlighedens retning – principielt styret af "smerten", der som en mærkbar modvind angiver enhver afvigelse af kursen (idet den mentale "beskyttelse" mod den falder bort). – Og det ovenfor nævnte sæt livslove eller facitter udgør det "kompas", man skal rette sig efter – og navnlig har brug for, når vejen nu og da fører igennem en uigennemskuelig mental tåge, thi da kan man trods denne alligevel gå sikkert og uden bekymring den korteste lige vej derigennem til lykkens land.

Thi lykke er ikke noget, der blot skal vindes eller opnås een gang for alle – som en stillestående top med evigt solskin (der snart ville skabe en afsveden mental ørken), men derimod som et stadigt foranderligt liv – altid på vej fremad og opad, under vekslende lys og skygge, – mod noget bedre end det nuværende; – efter det gamle latinske valgsprog: "Per aspera ad astra" (Gennem besværligheder til stjernerne!). –

Det gælder om at lære at leve i nutiden, men se hen til fremtiden – og finde lykken i det at være på rette vej dertil – altid positiv og optimistisk i tillid til Forsynets totalfacit: "Alt er såre godt!"