Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Ovenstående titel kunne bruges til en film eller en roman om heltegerninger fra krigen, til en beretning om heroiske bedrifter, om dåd, mod og åndsnærværelse i livsfarlige situationer. Alt sammen på sin vis beundringsværdigt og tillige spændende. Men ordene er her ment i en lidt anden betydning, knapt så spændende måske, men med henblik på noget, som er lige så beundringsværdigt, om ikke mere, og som har større betydning for livet i det lange løb, selv om man er tilbøjelig til at overse den form for "heltegerninger", jeg her skal komme ind på.

"Med livet som indsats!" Gælder disse ord kun de forholdsvis få, som sætter livet på spil i en farlig situation? Nej, de gælder os alle! Vort liv her på denne jord er, lige fra vi begynder at kende begrebet ansvar, og til vi i døden glider over i en anden tilstandsform, en indsats, stor eller lille, lys eller mørk, som bærer sin løn i sig selv.

Den vegeterende ladhed – for ikke at sige dovenskab – og den animalske krigermentalitet er bevidsthedslag, vi alle rummer i vort sind. Hos nogle er det ene mere fremtrædende end det andet, måske har vi alle vore perioder af begge disse former for livsudfoldelse. Men vore menneskelige perioder er endnu få og korte, og dog er det gennem dem, at en virkelig livsindsats kan gøres, som kan medvirke til, at vore drømme om fred og frihed engang kan realiseres på denne klode. Vi kan alle blive "frihedshelte" og "fredsapostle", uanset hvor tilsyneladende ubetydelig en stilling, vi indtager i dagliglivets verden.

Når jeg siger, vi alle kan blive "fredsapostle", mener jeg ikke noget med prædikener og store ord eller religiøs fanatisme af nogen art. Og med "frihedshelte" mener jeg ikke just revolutionære fanatikere, som ved sociale omvæltninger skaber tilstande, der er anderledes, men ikke meget bedre end de tidligere. Jeg tænker på den indsats, det enkelte menneske kan gøre i den lille bitte del af det uendelige univers, der hedder hans eller hendes hverdag, for at skabe mere fred og større friheder der. Selve livets mosaik af mangfoldige enheder består jo af de enkelte menneskers livsudfoldelse. Vi giver kolorit ved at udfolde vor personlige intelligens og følelse, menneskelig kolorit. Men vi kan også nøjes med at leve på instinkter og eksplosive animalske livsytringer og må da til gengæld nøjes med de livsvilkår, som en sådan livsudfoldelse uden virkelig indsats af menneskeligt liv fører med sig.

Derfor er så umådelig meget afhængigt af, hvilken indsats vi gør med vort liv. Om vi lever det i en passiv, ligeglad tilstand, i surhed og irritation, vrede og hævngerrighed, om bristede forhåbninger, sorger og bekymringer gør os uomgængelige og trykker os ned i en mental mørke- og tågetilstand, som vi prøver at smitte vore omgivelser med, eller om vi til trods for livets modgang har "heltekraft" og "heltemod" nok til at leve et liv, der kan være til gavn og glæde for andre.

Nu ved jeg nok, at man kan indvende, at dette er banal og gammeldags godtkøbssnak, sukkersøde ønskedrømme, der som fredsduer holder sig svævende og ikke daler ned og bliver realiteter af denne verden. Men hvorfor er det kun ønskedrømme? Fordi kun så få prøver at realisere disse ældgamle ideer. Hvorfor er det kun så få, der prøver at realisere dem? (– selv om de flestes samvittighed siger dem, at de burde gøre det). Man har så mange undskyldninger: de andre gør det jo heller ikke; det er umuligt i en sådan verden, som den vi lever i; samfundsordningen umuliggør det. Man synes ligefrem, det ville være ulogisk at gøre det. Logikken spiller en stor rolle i vor tids tankesæt.

Der er mange variationer af det samme tema, og alle er de glimrende grobund for de vegeterende og animalske bevidsthedslag i os. Men hvad med de menneskelige? Det menneskelige i os kræver en højere logik med større udsyn for at kunne vokse, og det er en sådan logik, mange søgende mennesker spejder efter i øjeblikket.

En sådan logik findes i Martinus' kosmiske analyser, der efterhånden har vist sig at være til uvurderlig hjælp for mange mennesker i deres daglige tilværelse. Det er en logik, som viser mennesket årsagen til den nuværende vanskelige situation, såvel menneskehedens som det enkelte menneskes, men også de umådelige muligheder, vi har, for med intellektuelle og etiske kræfter at lave verden om fra grunden af, d. v. s. fra hvert enkelt menneskes åndelige grund, dets eget sind og de fra sindet udstrålende åndelige kræfter.

Den snævre lokale logik kan også udtrykkes således: "Vi må sætte al vor våbenmagt ind på at udrydde krigen, så verden bagefter kan falde ind i en rolig og fredelig gænge, og sindene falde til ro. Men den "falden til ro" vil være udmattelsens og afkræftelsens besvimelse, der, når man igen "vågner til dåd" før eller senere vil afløses af nye følelser og uforurettelse og utilfredshed, oprustning og hævn. Kun den kosmiske logik fører til freden, den er i overensstemmelse med de store religioners lære om sæd og høst eller Karma og med den enkleste videnskabelige lære om loven for årsag og virkning. Uden den kosmiske logiks indførelse i hverdagslivets tænkning og handling kan freden ikke skabes, siger Martinus, og kosmisk logik er identisk med virkelig næstekærlighed. Devisen "med livet som indsats" har hidtil hovedsageligt været et krigens slagord, men nu gælder det freden! Den kamp, der kan føre til freden, er ikke en ydre krig mellem to ideologiske modsætninger, øst og vest, hvoraf den ene skal sejre. Kommer det til en sådan krig, vil det vise sig at blive et dobbeltnederlag, som det jo faktisk også nu viser sig, at den forrige verdenskrig er blevet. Kampen for freden må udkæmpes på hvert menneskes egen "indre front". Der er det, heltemodet kræves, heltegerninger i det skjulte uden andres opmuntrende begejstring, uden helteglorie. Sådanne stilfærdige hverdagshelte findes rundtomkring, som gør et stort arbejde i fredens og næstekærlighedens tjeneste, og de gør det med humør! De giver uden at forlange noget til gengæld – ikke engang tak. Selv tager de altid imod venlighed med glæde og taknemmelighed. Vi kan alle i stadig kamp mod det primitive i os selv finde ind til en evigt strømmende kraftkilde, der er vor egen overbevidsthed. Da vil vi opfyldes af uselvisk kærlighed til livet og næsten, vi vil se Gud alle vegne og søge at være til gavn for helheden med de specielle evner og talenter, vi er i besiddelse af. Vi er jo alle instrumenter i et stort orkester og kan yde netop det, der er vor instrumentale egenart, vor individualitet, i den store symfoni, som i vor klodes sfære skal afløse den nuværende "djævledans".

Mange mennesker har den opfattelse, at næstekærlighed kun er følelse, upraktisk og livsfjern, men den skulle gerne blive det mest livsnære af alt. I sin roman "Brødrene Karamassof" siger Dostojefski adskilligt om den drømmende og den virksomme kærlighed, som enhver kan lære noget af, bl. a.:

"Sandt er det, at den virksomme kærlighed i sammenligning med den drømmende er en hård og afskrækkende sag. Den drømmende kærlighed higer efter den hurtige og for alle synlige bedrift; den kan meget godt bringe et menneske til endog at ofre livet – blot må dette offer ikke trække for længe ud, men fuldbyrdes hurtigt, som på scenen, så alle kan se det og bifalde det. Den virksomme kærlighed derimod – det er utrætteligt arbejde, udholdenhed og fordybelse, for nogle endda som en hel videnskab ..."

I beskrivelsen af en af bogens hovedpersoner siger han: "– han var en af disse unge russere, som, oprigtige af sind, dybt anlagte, drages mod sandheden, tror på den og søger den, og som, når den een gang for alle har åbenbaret sig for dem, kræver øjeblikkelig delagtiggørelse i den med hele deres sjæl og alle deres kræfter; een gang overbeviste kræver de sandheden virkeliggjort ved en øjeblikkelig handling, en øjeblikkelig dåd, en eller anden mægtig indsats, jo, om de så skal sætte livet ind på den. Forøvrigt – disse ynglinge er ofte ulykkeligvis slet ikke på det rene med, at dette – at sætte livet ind i mange sådanne tilfælde er det letteste af alle ofre, at kun få af dem vil vise sig i stand til at yde den indsats, som f. eks. består i at ofre seks, syv år af deres ungdomssprudlende liv på en tung, pinefuld læretid, på en videnskab, der måske vil tidoble den kraft, de evner i dem, som de besluttede at sætte ind netop på den åbenbarede sandhed."

Dostojefski lader også en ung adelig enke, der af og til har drømt om at blive barmhjertig søster, sige: "Jeg lukker øjnene og spørger mig selv: ville du holde ud på denne vej? Om nu den syge, hvis sår du vasker, ikke svarer dig med taknemlighed, men tværtimod begynder at tortere dig med luner og plagerier? Dersom den, jeg hjælper og våger over, slet ikke lægger mærke til eller måske endog ringeagter din tjeneste, hundser dig, kommanderer dig i en grov tone, ja klager til en eller anden overordnet – som det jo ofte hænder med de stærkt lidende? Og tænk Dem jeg har da allerede med forfærdelse måttet tilstå for mig selv: hvis der findes noget, som øjeblikkelig ville afkøle min virksomme kærlighed til menneskene, da måtte det være dette ene: utaknemmelighed. Med andre ord – jeg kan kun arbejde for løn, jeg kræver min betaling på stedet, jeg vil have ros og påskønnelse – kort sagt: for min kærlighed forlanger jeg genkærlighed, ellers er jeg ikke i stand til at elske nogen!"

Disse tanker er på deres måde udtryk for det samme, som Martinus skildrer i sin lille bog "Påske" gennem de to skikkelser Jesus og Judas. Jesus repræsenterer i denne bog den virksomme kærlighed, der også til slut ofrer sit fysiske liv, ikke på grund af en pludselig, selvisk handling, men som klimaks i den kærlighedsvirksomhed hele hans fysiske tilværelse havde været viet til, uden at han for alle sine kærlighedsgerninger forlangte det mindste til gengæld. Han elskede det enkelte menneske, skøgen, den spedalske, tolderen såvel som høvedsmanden. Hans korsfæstelse foregik ikke blot på Golgatha, hele hans liv var en "korsfæstelse", hvor han satte sin livsudfoldelse som indsats for menneskehedens videre udvikling. Og han sagde: "Tag dit kors og følg mig!"

Judas repræsenterer den drømmende utålmodighed. For ham skal det hele ske på een gang. Den sandhed, der er gået op for ham, må virkeliggøres i en øjeblikkelig fuldbyrdelse af det Godes herredømme på denne jord. Messias skal træde frem i al sin herlighed og jage de onde bort, kærlighedens kongerige skal straks stadfæstes (i hvilket han måske inderst inde drømmer om en "ministerpost"). Derfor søger han ved sit "forræderi" at fremtvinge en situation, hvor Kristus må vise al sin magt og herlighed. Judas havde det som så mange fanatikere, han ville "hjælpe Vorherre til, at det hele kunne gå lidt hurtigere". Men virkeligheden læste streng korrektur på hans tanker og hans handling, livet er ikke revolution, men evolution!

Vi har alle både Judas- og Kristus-mentaliteten i os, og menneskehedens videre vandring mod freden og en lysere og lykkeligere tilværelse på denne klode er baseret på Kristusmentalitetens udfoldelse i den enkeltes sind, den virksomme, tålmodige, uselviske næstekærlighed.