Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1952/3 side 39
<<  2:2
Mogens Møller
Det evige spil om enhver
Tilskueren
Ethvert jordmenneske kan i større eller mindre grad fornemme den spaltning i sig, at det samtidig med at være indblandet som skuespiller i livets spil iagttager sig selv næsten som om det også var en udenforstående tredieperson. Denne tilskuer er også det i os, der ved, at vi ikke kan dø. I stærkt dramatiske situationer f. eks. (af den slags hvor der kan blive tid til omtanke), oplever nogle denne "dobbeltgænger" temmelig intensivt. Således beskriver forfatteren Arthur Koestler i den bog, han har skrevet om sine oplevelser under den spanske borgerkrig, "Dialog med døden", en situation, hvor en mand, der i forvejen havde truet med at ville skyde ham, holder ham i skak med sin revolver: "Denne drømmelignende følelse af, at ens bevidsthed er splittet i to, hvoraf den ene halvdel betragter den anden med forholdsvis kølighed og ro, akkurat som stod man og betragtede en fremmed. Bevidstheden skal nok vide at passe på, at den ikke helt udslettes."
En foredragsholder kan også til tider under inspiration opleve ligesom at stå ved siden af sig selv og lytte, måske endda med lidt undren, til det han selv siger. Det er en kendsgerning, som også videnskabsmænd beskæftiger sig med, at vi er både tilskuere og skuespillere i livets drama. Men åndsvidenskaben går videre. På tegningen*) vil man se, at energien efter at have passeret tilskueren T går til det levende væsens overbevidsthed. Vi er nu nået til det stadium i kredsløbet, som var vort udgangspunkt: energien, som fra omgivelserne (trekanten N) via det levende væsens organisme og den særlige del af dets nervesystem og sjæleliv, der udgør tilskueren, går til overbevidsthedens talentkerne for modtagelse af energi. En ny variation af "livets ånde" indblæses i "Adam", en ny oplevelse "indregistreres" i hans overfysiske "kartotek" og vil medføre nye tanker, følelser og handlinger i hans optræden på hverdagens skueplads.
Med hensyn til vor dobbeltegenskab som skuespiller og tilskuer er det her på sin plads at antyde, at når vi ved denne dobbeltbevidsthed fjerner os fra det øvrige dyrerige, er det samtidig ensbetydende med en ændring af vor seksuelle struktur og oplevelsesevne. Den aktive skuespiller repræsenterer det maskuline princip i os og den mere passive tilskuer det feminine princip. I nogle væsener er den ene af disse faktorer mere fremtrædende end den anden, i andre er det omvendt, derfor er vi endnu udpræget maskuline eller feminine. Langt ind i fremtiden vil den fysiske maskulinitet og feminitet også vedblive at eksistere. Det er først og fremmest i psyken, der sker en forandring, men denne forandring kan dog allerede mærkes også i det jordiske menneskes fysiske fremtræden; her må jeg henvise til specialanalyserne i Livets Bog. Når jeg omtaler disse analyser her, er det fordi disse faktorer er en væsentlig årsag til mange mørke scener i vort nuværende skæbnedrama: de ulykkelige ægteskaber, de mange skilsmisser, visse for tidligt udviklede seksuelle polforskydninger og meget mere. Vort kendskab til Martinus' analyser af det seksuelle mysterium vil i høj grad kunne hjælpe os i udførelsen af vor egen rolle i vor fremtids skæbnedrama. Jo mere balance og harmoni vi kan skabe i vort sind mellem det aktivt handlende element og det passivt oplevende og modtagende, des mere vil vi efterhånden blive bevidst i vor egenskab af medinstruktør og – skaber i livets kunstneriske udfoldelse på denne jord. Og det er foreløbig vort mål.
Medinstruktøren
Når vi iagttager vort eget skæbnespil på livets scene, er der unægtelig ikke så lidt, vi kunne ønske anderledes. Sceneriet er for det meste mørkt og til tider endda uhyggeligt, og de lyse glimt er få. Vi strides – og fortryder, vi gribes af angst og melankoli, og mange har bundet sig selv i livsnedbrydende vaners spændetrøje. Ser vi på menneskehedens skæbne som en helhed, og det er vi nødt til at gøre, efterhånden som vi opdager, hvor afhængige vi alle er af hinanden, da kan vi nok blive tilbøjelige til at nære angst og frygt, til at opgive vor medmenneskelighed og isolere os, som strudsen, der gemmer hovedet i busken. Men det er UMENNESKELIGT at gøre det! Her må jeg igen citere Paul la Cour (fra en kronik i Information d. 26/9 1950): "Stillet i denne skæbnestund i menneskehedens historie, tør vi ikke sige: du skal ikke frygte. For katastrofens mulighed er til stede, det ved vi. Som også fornyelsens. Da må vi finde os andre ord. Og fordi frygten er nederlagets første skikkelse og stiller sig hindrende i vejen for al forvandling, må vi sige: Gør dig ikke skyldig i frygt!"
Menneskehedens videre skæbne afhænger nemlig også af VOR forvandling. Vort lille skæbnespil er forbundet med mange andres. I vor ægtefælles, vore børns, vor kollegas eller arbejdskammeraters og også i vor såkaldte fjendes skæbnespil er VI en af Guddommens forklædninger, der (hvis vi vil indstille os på det) KAN bruges til at ændre scenebelysninger fra mørke til lys. I vort ønske om og vor stadig voksende evne til som medinstruktør at ændre mørke til lys og lade vor indsats i skæbnespillet gøre dette til en stadig mere menneskelig, d. v. s. menneskekærlig, ja, måske endda guddommelig komedie, deri ligger også spiren til vor egen lysere skæbne. Ja, deri ligger endda så store muligheder, at de peger mod det, der menes med den betegnelse "mennesket i Guds billede", en skaber og fornyer. Enhver af os rummer muligheder for ved et mere og mere harmonisk samarbejde mellem skuespilleren, tilskueren og iscenesætteren i sig selv at skabe den grå hverdagsscene om til en skueplads for ånd, kunst, skønhed, for frihed, fred og næstekærlighed. Og skæbnespillet rummer endnu en faktor af stor betydning netop for denne ændring i spillets gang, det er skytsåndsprincippet eller bønnens mysterium.
Skytsåndsprincippet
Jeg har nævnt, at det, vi kalder døden, er ensbetydende med, at skuespilleren trækker sig tilbage fra livets scene ind bag kulisserne, og at rummet der er symbol på natbevidstheden og den åndelige verden. Alt, hvad vi kan opleve i dette store rum "bag kulisserne" skal jeg ikke komme ind på her, blot nævne, at vi også der kan have noget at gøre med skæbnespillet på scenen på samme måde som også mange for os usynlige væsener af og til griber ind i vort nuværende skæbnespil. Når vi i et almindeligt teater gennem vore fysiske sanser oplever et skuespil, tænker vi ikke på alt det, der, selv om det i øjeblikket er usynligt, medvirker til, at den synlige verden, vi kalder scenen, med dens dekorationer og udstyr og de maskerede og udklædte skuespillere nu kan berige os med en oplevelse. Vi tænker ikke på regissørens store arbejde eller på dem, der har malet dekorationerne. Vi skænker heller ikke de i dette øjeblik uundværlige maskinfolk, belysningsmester, sufflør, påklædersker o. s. v. en tanke. De er alle usynligt virkende kræfter, men de er der, og de er nødvendige!
Det er de også på skæbneteatret. På tegningen vil man se dem repræsenteret ved trekanten S (skytsånden), der er Guddommens usynlige redskab og hjælper, gennem hvilket bl. a. bønnens vekselvirkning kan finde sted, og hvorigennem inspirationens strålekraft kan ramme os. Fra trekanten S går ligesom fra trekanten N en punkteret linie til et rum med mange trekanter for at vise, at den store instruktør benytter sig af mange forskellige usynlige hjælpere.
I "Livets Bog", i sin lille bog "Bønnens Mysterium" og i mange foredrag har Martinus fortalt om forholdet mellem de fysiske og de psykiske væsener. Forsynet er ved sine utallige redskaber og organer, synlige såvel som usynlige, altid i vor nærhed. Vil vi ændre hverdagens scenebillede og virkelig indstille vor bevidsthed derpå, er mægtige universelle kræfter rede til at hjælpe.
Den store trekant
Alle de samvirkende kræfter, som de forskellige figurer på tegningen symboliserer, befinder sig i een stor trekant, symbolet på den evige Guddom, Faderen, hvori vi "lever, røres og er". Det teater, vi ser på tegningen, er blot et symbol på det levende jordklodevæsens fysiske legeme og åndelige legemer, der en tid udgør det domæne, hvori vort skæbnedrama udspilles. Og jordkloden er i virkeligheden et stort kosmisk teater med de utroligste muligheder for livsudfoldelse. Også på andre scener end den jordiske vil vi komme til engang at udfolde vore evner. Men først må vi gøre vort til, at skæbnespillet på denne jord får, hvad vi inderst inde altid ønsker et skuespil skal få, en lykkelig ende.
Dette lille forsøg på en oversigt over de livsprincipper, der ligger til grund for "Det evige spil om Enhver", kunne måske bevirke, at en og anden læser følte trang til at studere disse analyser lidt nøjere i LIVETS BOG, hvor jeg især vil henvise til 3. bind (fra ca. stk. 947 til ca. stk. 956). Der står meget mere om dette emne, som disse linier kun kan give et svagt genskin af.
*) Den omtalte tegning kan ses i artiklens første del.