Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hypnose har jo været kendt i over et århundrede og blev, af den daværende officielle videnskab, stemplet som svindel og humbug. Man bevægede sig jo her på gebeter, der ikke kunne bedømmes med vægt og mål facitter.

Senere udartede den til at blive attraktionsnumre for et nyfigent publikum ved varieteforestillinger, aftenunderholdninger og private soireer.

Først i den nyere tid er man, fra officiel videnskabelig side, begyndt at tage den alvorlig, da man har set, hvilket glimrende hjælpemiddel den kan være, benyttet på den rigtige måde i lægevidenskabens tjeneste. – For mig er der ingen tvivl om, at den i fremtiden vil blive endnu mere anvendt indenfor psykiatrien, til gavn for alle de ulykkelige mennesker, der lever mere eller mindre defekte i store hospitalsbyer over hele jorden.

Man vil måske nu spørge, hvilken forbindelse der kan være mellem hypnose og Martinus' analyser, og jeg skal prøve at klargøre det, ved at beskrive nogle eksperimenter. –

I Martinus' analyser lærer vi, at tanken er en betydningsfuld magtfaktor, som kan anvendes i det gode, såvel som i det ondes tjeneste, man kalder det henholdsvis hvid eller sort magi. Nogle eksempler på hvid magi har vi i "bønnens mysterium" eller i beretningerne om Jesu undergerninger.

Fra et negersprog har man udtrykket "hoo-doo", hvilket betyder "skæbnebestemt ulykke", det dækker forsåvidt begrebet "sort magi". Det praktiseres blandt nogle laverestående stammer på den måde, at man danner sig et lerbillede af sin fjende, og så kan man i timevis sidde og prikke i øjnene på dette billede samtidig med at man koncentrerer sig om, at denne fjende må blive blind, hvilket skal kunne lade sig gøre.

Men sort og hvid magi udøver vi allesammen daglig i form af de små ting, som vi foretager os, handlinger eller ord, der kan virke som behag eller ubehag på vore omgivelser.

Martinus har sagt, at man skal bestræbe sig på at sende kærlige tanker. At dette ikke er noget sentimentalt føleri, men en knaldhård realitet, beviser følgende telepatiske forsøg: Hypnotisøren beder alle de tilstedeværende om at slappe af og forsøge om de kan få den bestemte smag i munden, som hypnotisøren koncentrerer sig om. (En eller anden stærk eller syrlig smag er lettest at overføre). Det vil da vise sig, at en del af de tilstedeværende vil kunne modtage denne smag, altså er en tankekoncentration i stand til at indvirke på smagscentrene, men hvorledes ville dette være muligt, hvis ikke tanken var et stråleformet stof?

Gennem Martinus' analyser ved vi også, at hukommelsen er for nedadgående, men at vore erindringsbilleder engang, langt ude i fremtiden, vil opstå som "guldkopier". Men dette ville være en umulighed, dersom vore oplevelser blot eksisterede i vor bevidsthed, medens vi oplevede dem. Altså, må alle vore oplevelser opsummeres i et eller andet, og det sker da også i det, Martinus benævner "hukommelsesevnen". Man kan forestille sig dette legeme som en stor pose, hvori vi hælder alle vore oplevelser og så tager dem op, når vi har brug for dem, men der er det mærkelige, at jo flere oplevelser vi har haft, desto vanskeligere er det at få fat på dem igen. F. eks. kan vi ikke få fat på de oplevelser, vi havde i sidste incarnation, og dog – –

Kan hypnosen nu her bevise, at det forholder sig således. Lad os forsøge: For nogle år siden læste jeg en beretning om et par unge svenske forskere, der hypnotiserede en ung mand tilbage til sin sidste incarnation, og pludselig begyndte den unge mand at tale fransk, skønt han ellers ikke kunne tale dette sprog. De spurgte ham ud om, hvem han var, og hvor han boede. Han opgav sit navn og navnet på en lille by i Bretagne. De unge forskere skrev bag efter til borgmesteren i den pågældende by, og bad ham undersøge i kirkebøgerne, om der havde levet en person der i byen af det pågældende navn, og det viste sig, at der havde været en fisker af samme navn, som var død i 1858.

Jeg mener ikke, man bør gentage dette forsøg, fortiden tilhører privatlivets fred, men lad os forsøge at hypnotisere et menneske tilbage til sin barndom, f. eks. fortælle at vedkommende kun er 7-8 år gammel og sidder på skolebænken. Øjeblikkelig åbnes der i hukommelsesposen for netop denne bevidsthed, og ber man vedkommende om at skrive sit navn, vil det ske på samme hjælpeløse måde og med den samme skoleskrift, han havde dengang. –

At man også kan bevæge sig i rummet udenfor sin fysiske organisme, beviser følgende forsøg, jeg engang overværede, af en kendt psykolog.

Han satte et menneske i hypnotisk søvn og bad en af de tilstedeværende om at opgive sin adresse, men han måtte selvfølgelig ikke kende noget til mediet privat. Hypnotisøren befalede nu mediet at begive sig hen det pågældende sted, og hele lejligheden blev nu beskrevet, de forskellige værelser efter tur, da han i et af værelserne, hvor der stod et bornholmerur, fortalte, hvad uret viste, trak en tilstedeværende sit ur op af lommen og sagde, at det ikke passede, da klokken var et kvarter mindre end det klokkeslet, der blev opgivet, hvorefter lejlighedens indehaver oplyste, at det passede godt nok, da deres ur altid gik et kvarter for stærkt.

De forskellige forestillinger menneskene gør sig om livet, er jo ofte, set fra et højere plan, ganske abnorme. Gerner Larsson bruger i sine foredrag det billede, at menneskene omgiver sig med usynlige mure, hvorigennem deres bevidsthed ikke kan trænge. F. eks. at de tingenes tilstand, vi har i øjeblikket, ikke kan forandres, at vort økonomiske system er rigtigt, at man bør opruste for at skaffe fred i verden, o. s. v., o. s. v. Altsammen usynlige mure skabt af deres egen manglende evne til at se tingene i den rette belysning.

Kan man gennem hypnosen konstatere denne usynlige mur? – Vi bringer en person under hypnose og fortæller, at der mellem vedkommende og omgivelserne er en usynlig mur, hvorigennem han ikke kan komme, ligegyldig hvormeget han end anstrenger sig derfor. Man vil nu se, at han kan komme dertil, hvor han mener, at muren skal være, men ikke er i stand til, hverken at få at arm eller et ben igennem dette usynlige felt, det eksisterer ikke andre steder end i hans egen bevidsthed, men er alligevel en så kraftig realitet, at han ikke formår at gennemtrænge det. På samme måde har de fleste af os, vore mere eller mindre usynlige mure, nogle på det ene, andre på et andet felt.

Det er sikkert også kendt, hvorledes fanatisk troende mennesker er i stand til at fremkalde de såkaldte stigmatiseringer, en kopi af Jesu naglegab i hænderne, særlig kendt i de katolske lande, hvor man i middelalderen ophøjede flere af disse personer til helgener. Det er så udtalt en reaktion af tankens magt på vore mikroindivider, altså ser man også her det rigtige i Martinus' ord, om at sende kærlige tanker til et eller andet sted i vor organisme, hvis det er sygt. Det er jo de samme suggestive kræfter, der benyttes af mange moderne læger. Forøvrigt benyttede Jesus dem også. Når han helbredte de syge, sagde han jo udtrykkelig: "Ikke jeg, men Din tro har frelst Dig." Denne udtalelse har præsteskabet senere fået lavet om til "Troen på Gud", hvad den selvfølgelig også indirekte er, men jeg tror nu, at Jesus har ment, at den syges tro på hans evner til at gøre ham rask, bevirkede resultatet.

Ved hjælp af et lille hypnotisk eksperiment kan man bevise, at disse tankeklimaer direkte kan indvirke på vor fysiske organisme. Man fortæller den hypnotiserede, at man varmer en mønt (hvad man selvfølgelig ikke gør), og så anbringer den i hånden på ham, man vil da se, hvorledes han kaster mønten fra sig, og er man i stand til at holde den tilstrækkelig lang tid i hånden, vil der kunne fremkaldes et regulært brandsår. På samme måde kan nogle personer ved hjælp af selvsuggestion fremkalde den tidligere omtalte stigmatisering.

Martinus forklarer os, at i den åndelige verden skabes tingene ved tankens bud, man byder, og det er der, i tankebilleder.

For at illustrere dette, gøres følgende forsøg:

Man anbringer nogle hypnotiserede personer således, at tilskuerne kan studere deres ansigtsudtryk, man siger så til dem, at de befinder sig i et biografteater og ser en meget morsom film. I tankerne skaber forsøgspersonerne nu selv det de ser, og det vil ganske tydeligt afspejle sig i deres ansigter, men så siger man pludselig, at nu har filmen forandret sig til en meget uhyggelig film, og straks vil ansigtsudtrykkene forandre sig i rædsel og uhygge.

At ikke alt, hvad vi foretager os, sker af egen fri villie, selvom langt de fleste mennesker tror det forholder sig således, lærer vi også gennem Martinus' analyser. Vi kan blive ledet af impulser udefra, f. eks. fra den åndelige verden, for at den, for vor udvikling nødvendige udløsning, kan finde sted. Det kan også være impulser vi modtager under vor natbevidsthed, uden at vi erindrer noget derom i vor dagbevidsthed. Det forekommer mig, at Martinus et sted skriver, at mennesket på sit nuværende udviklingstrin kun har to femtedele fri villie. Et eller andet sted har jeg læst, at hvis man tænkte sig menneskene som røgmolekyler, der blev blæst igennem et glasrør, ville de i forholdet til hinanden have en vis bevægelsesfrihed, men hovedretningen igennem glasrøret ville de ikke kunne forandre, altså selve menneskehedens udvikling.

Vi vil nu forsøge et eksperiment, som viser disse impulser: Under hypnosen fortæller man den hypnotiserede, at når han bliver vækket, vil han ikke kunne erindre noget af det, der er sagt til ham under hypnosen, men på et nærmere bestemt tidspunkt skal han foretage sig en forudbestemt handling. Når så dette tidspunkt indtræffer, vil han som regel udføre denne handling, dersom den da ellers ikke strider mod hans moralske indstilling (på nuværende tidspunkt, hvor denne artikel skrives, har der været en livlig avisdiskussion om forbrydelse udført under hypnose og muligheder for, at dette kan lade sig gøre, og dertil er at sige, at såfremt den hypnotiseredes mentalitet er således, at han ville være i stand til at udføre den samme handling uden hypnose, kan det lade sig gøre, ellers ikke. Men selvfølgelig kan den mulighed foreligge, at han suggereres til at tro, at det slet ikke er nogen forbrydelse, og så er det jo ikke mediet, men hypnotisøren, der er forbryderen), og det mærkelige er, at han fuldtud tror, han gør det af egen fri villie, og er det en handling, der afviger lidt fra hans sædvanlige foreteelser, kommer han som regel med en eller anden plausibel grund for det han gør.

På samme måde ledes vi alle af impulser fra åndelige væsener (her har vi også princippet for skytsenglene). Igennem dette princip kommer vi altid til at høste, hvad vi såede, altså intet tilfældigt kaos, men alt på rette plads og til rette tid.