Ældre Kosmos og Kontaktbreve

MARTINUS' FOREDRAG

Mandag den 10. december
 

Det forekom mig, at Martinus var en lille smule spændt, da han denne gang besteg talerstolen. Der er også sprængstof, ja atomenergi, i analyserne over det seksuelle. Og højspænding må der blive, når de kosmiske analyser her mødes med årtusinders vanetænkning. Moselovens lære lever endnu i den store part af menneskeheden som C-viden. Som A- og B-viden har næstekærligheden da ulige sværere kår at virke under.

Martinus gik ud fra disse to modsatte verdensopfattelser. Vel findes næstekærlighedsbegrebet også i det gamle testamente, men næsten var her begrænset til familie og stamme, en praktisk mildnende foranstaltning ved en hård og primitiv tilværelsesform.

Martinus viste udviklingen af næstekærlighedsbegrebet. I dag omfatter det alt og alle. Vi lever i de ulykkelige ægteskabers zone. Skilsmisserne viser det. Man skal stå dyrene nær for at kunne opfylde moseloven. Manden må være meget maskulin, og kvinden meget feminin. Men den modsatte pol har forlængst begyndt at gøre sig gældende, den feminine hos manden og den maskuline hos kvinden. De fleste har jo en interesse ved siden af det ægteskabelige. Det kan være kunst, videnskab, sport, foreningsliv o. m. a. Disse interesser er konkurrenter til ægteskabet. De forbruger energi. Hos dyrene er parringsdriften det primære, men denne interesse er ikke nok for det vordende menneske i Guds billede. Det er ikke nok at elske sin næste i det modsatte køn.

Det kan måske synes anmassende, sagde Martinus, at jeg står her og taler mod årtusinders tradition. Der tales og skrives meget om det seksuelle, men ingen kender endnu disse kræfters natur, eller hvorfra de stammer. Det er derfor nødvendigt at komme til kundskab herom. Vi kan finde forklaringen på det seksuelle mysterium eller "den højeste ild", som jeg har benævnt det, når man kender kredsløbsprincippet. Det viser sig, at alle skabeprocesser, al manifestation, har udspring i de seksuelle kræfter. Det er "den højeste ild", der skaber kontrasterne i tilværelsen og betinger kredsløbene. Vore forskellige organismer er kun sanseapparater, skabt af kontrastprincippet. Den højeste ild kommer til udfoldelse gennem to poler. I lyset er disse to poler jævnbyrdige, i mørket adskilte. Det er polkonstellationen i det enkelte individ, der bestemmer arten af dets sympatiske anlæg. Hos bibelens Adam betingede den, at han kun kunne elske det modsatte køn. De sympatiske anlæg har da nået deres mindsteudfoldelse. Kun i selve udløsningsøjeblikket under den seksuelle akt er det da muligt at opleve Himmeriges Rige, og endda kun som en lynglimtsoplevelse. I denne tilstand er det en livsbetingelse at eje et væsen af det modsatte køn. Men gradvis vokser den modsatte pol, og gradvis undermineres ægteskabsinteressen af de nye interesser. Til sidst vil disse interesser blive een stor: interessen for Gud.

Den feminine pol hos manden og den maskuline hos kvinden udvikles i hjernen og vokser nedefter ad rygmarven. Omvendt er kønsorganerne og den nederste del af rygmarven sæde for den maskuline pol hos manden og den feminine hos kvinden. Disse poler vokser opad. Når foreningen af de to poler indtræder, opstår den store fødsel, der således er organisk bestemt. Med polerne i balance er individet blevet et menneske i Guds billede.

På vandringen mod dette mål er der mange faldgruber. Forkvaklet seksualliv giver sig udslag på mange måder. Vi ser mange former for afsporinger: sygelige interesser, forførelse, vold, pyromani og lystmord. Med en fuldstændig videnskab om de seksuelle kræfter er det muligt at undgå enhver form for afsporing.

De mange fejltagelser på det seksuelle område har bevirket, at mange mennesker næsten ikke tør berøre dette emne. Man skammer sig. Men kønsorganerne er det fornemste hos mennesket. De er sæde for den guddommelige verden, der her har sin fysiske genpart. På samme måde har de øvrige fem planer deres fysiske genpart i vore organismer.

Det kan være svært at akceptere disse analyser. Specielt venter jeg ikke, sagde Martinus videre, at nyforlovede, der lever i en repetitionstilstand fra tidligere livs parringsperioder, skal kunne forstå det. Men vi kan ikke vise et nyt verdensbillede uden at påpege den højeste kraft og dens virkninger.

Martinus gik derefter over til ved hjælp af symboler nærmere at uddetaillere sin indledning. Han viste, at det, vi i almindelig forstand forstår ved seksualisme kun er en enkelt lille manifestationsform af "den højeste ild". Der er seks former for seksualisme svarende til de seks grundenergier.

Om højspænding, som jeg nævnte i min indledning, var der naturligvis ikke tale. Hvordan skulle det være muligt at komme i affekt, når Martinus' hele udredning af vor nuværende seksuelle tilstand under forvandling, gennem kosmisk bevisførelse, konkluderede i dette, at forvandlingen – omend ofte gennem afsporing – er en metamorfose til kosmisk liv? Når det går op for en, at alt, hvad der er udrettet af godt for menneskeheden, er frembragt af mennesker, i hvem den modsatte pol var kommet til høj udvikling, da kan man kun ønske og håbe, at Martinus' kosmiske analyser i overskuelig fremtid må indgå som en væsensbestanddel af menneskehedens tankekompleks.

Det er polbalancen i kristusbevidstheden, der har skænket os verdensreligionerne, og det er relativ polbalance i andre mænds og kvinders organismebygning, der har frembragt skønne kunstværker, geniale eventyr, inspirerende guldalderdigtning, Røde Kors, ambulancevæsen, syge-, børne- og alderdomsforsorg. Det er den samme poludvikling, der er varmen i mænds håndtryk til mænd og kvinders hjertevarme for eget køn. Det er også den, der får en ganske tilfældig mand på gaden til at hjælpe en gammel morlille eller en ved syn eller hørelse svækket person af eget køn over en stærkt trafikeret gade. Og uden den blev der ikke sat så stort et apparat i scene fra presse og radio for at finde en bortløben hund, der ikke kan klare sig selv. Den er al venlighed, den er al forståelse, den er julestemning og nytårsønsker, den er julefreden på de jordiske kontinenter.

Mon da nogen herefter kan være i tvivl om, at der i ham bor ikke så lidt af en kvinde, at der i hende bor ikke så lidt af en mand? Nej, ikke hvis man lytter med åbent sind. Og på baggrund af en sådan udredning vil alle våben være slået den af hænde, der kunne have tænkt sig at opponere. Derfor vil der ikke ved et sådant foredrag blive nogen højspænding. Man vil i det mindste ane, at den, der taler, har myndighed hertil.

Men oppositionen lever. Den lever måske hos de fleste af os. Mange spørgsmål kan dukke op. Underlige vanetanker bryde frem, når forstanden er formørket af sladder og bagtalelse. For det ved vi med sikkerhed, at en højere viden ikke kan doceres uden at føre til korsfæstelse for sit ophav. "Veteraner" i åndsvidenskab kan i et øjebliks svaghed falde fra og støtte sig til moseloven. Dette er ganske naturligt og kan ikke bebrejdes nogen. Men urokket står Martinus' kosmiske analyser, og urokket står han selv. Disse analyser kunne ikke manifesteres, hvis der fandtes mindste skygge af brist i moral hos deres ophav.

Efter foredraget kom der adskillige af tilhørerne hen og takkede Martinus. Det var første gang, de havde hørt om disse problemer, og de var meget begejstrede. "Ja," svarede Martinus, "det bor jo i os alle. Det gælder blot om at åbne sig for disse tanker."

Det bor i os alle. Vort hele velfærd afhænger af vor harmoniske udvikling frem til balance i vor polkonstellation. Og åbner vi os for inspirationen i Martinus' tale, vil vi selv blive inspireret til i daglig væremåde gennem større næstekærlighed at give næring til kvinden (eller manden) i os. Ved dette foredrag lød Martinus' inspirerende slutningsord således:

"Når polbalancen indtræder, opleves Kristi Genkomst. Man kan da ikke mere lade sig fornærme. Tænk, hvilke rolige nerver, man da får! Derfor, rens Dem ud for irritation! Rens ud! På eet sekund overskygges man da af den hellige ånd. Der, hvor man så går hen over verden, skaber man lyset og glæden, der er man selv freden.