Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med stor Opmærksomhed har sikkert mange læst Beretningen om den engelske Gartner John Puckerings ejendommelige Oplevelse under en Operation for Lungehindebetændelse, hvor han tilsyneladende afgik ved Døden, men ved en enestaaende Resoluthed fra Kirurgens Side atter blev bragt tilbage til Livet. John Puckering var, efter Lægernes Opgivende, død i ca. fire og et halvt Minut, i hvert Tilfælde var hans Hjerte ophørt med at slaa, og uden den allerede omtalte Resoluthed fra Lægens Side vilde han sandsynligvis ikke idag have hørt til de levendes Tal. Under disse dramatiske Minutter havde Gartner Puckering imidlertid en Vision, der, selvom den er værdiløs for de helt skeptiske, dels har haft overordentlig stor Betydning for Puckering selv og dels for alle de, der i Dødsprocessen ser noget andet og mere end en ganske almindelig organisk Opløsningsakt.

Gartner Puckering fortæller, at han pludselig havde følt sig staaende i et stort Rum, der oplystes af et ejendommeligt magisk Skær. I dette Rum saa han Tusinder af Mennesker, hvoriblandt befandt sig flere af hans afdøde Venner og Slægtninge. Han saa sin Kone, som var død for et Aar siden, og han saa Postbudet fra Arley, der døde for fem Aar siden. Disse Mennesker genkendte ogsaa ham og hilste ham. Saa skiftede Lyset. Han befandt sig atter i almindeligt Dagslys, og han vaagnede.

Dette sjældne Tilfældes Værdi vilde imidlertid sikkert have været endnu større, om den Vision, der her er skildret, var blevet oplevet af et Menneske, som ikke havde staaet slet saa fremmed overfor de med Tilværelsen efter Døden forbundne Spørgsmaal, som Tilfældet sandsynligvis har været med John Puckering. Overrasket ud over alle Grænser, som han sikkert har været ved pludselig at befinde sig lysvaagen i den aandelige Verden, har han næppe givet sig til at ræsonnere synderligt over, hvad det egentlig var, han oplevede, hvorfor man i hans Skildring savner meget af den Objektivitet, efterfølgende Beretning, taget fra Frederic W. H. Myers kloge og indsigtsfulde Værk "Den menneskelige Personlighed og dens Bestaaen efter Legemets Død", giver Udtryk for.

Ingen kan imidlertid bebrejde John Puckering, at hans Fremstilling af det, han oplevede, fremtræder saa forholdsvis unuanceret som Tilfældet er. Som Sammenligningsobjekt besidder hans Oplevelse den store Værdi, at den naturligt føjer sig ind som et Led i den stadigt voksende Kæde af Beviser for en Tilværelse efter Døden, der sluttelig vil tvinge selv den mest skeptiske til Erkendelse.

Efterfølgende Oplevelse" der, som allerede nævnt, er citeret fra Frederic W. H. Myers Værk, angaar en Læge, Dr. Wiltse, fra Skiddy i Karisas. [Efter at Dr. Wiltse har beskrevet, hvorledes han gradvis faldt hen under en usædvanlig haard Sygdom i Sommeren 1889 – tyfoid Feber med abnorm lav Temperatur og Puls – fortsætter han som følger.] Jeg spurgte, om jeg var i fuldkommen Besiddelse af min Fornuft, saa at, hvad jeg muligvis nu vilde sige, var paalideligt. Da jeg fik et bekræftende Svar, sagde jeg Farvel til min Familie og Venner, gav Raad og Trøst til dem allesammen, som jeg nu fandt det hensigtsmæssigt, talte med dem om Beviserne for og imod Udødelighed og opfordrede enhver især af dem til nøje at lægge Mærke til, hvad Udslag af min Aand, de hver især maatte blive Vidne til under den Tilstand af Legemet, de saa mig i; og da tilsidst mine Pupiller aabnede sig, og Synet begyndte at svigte og min Stemme at dø hen for mig, og da jeg følte Døsighed falde over mig, rettede jeg med stor Anstrengelse mine stive Ben ud, lagde Armene over Brystet, foldede de hurtigt stivnende Fingre og sank saa snart hen i fuldstændig Bevidstløshed.

Som Dr. S. H. Raynes, den eneste tilstedeværende Læge, fortæller mig, tilbragte jeg omtrent fire Timer med umærkelig Puls og Hjerte. En Del af Tiden troede flere af de hosstaaende, at jeg var død; dette Rygte kom ud, og man ringede derfor med Klokkerne i Landsbykirken. Men Dr. Raynes sagde senere, at ved at bringe sine Øjne tæt ned til mit Ansigt kunde han nu og da se et lille Gisp, saa overordentlig svagt, at det kun lige kunde konstateres, og at han flere Gange var lige ved at sige "Han er død", da saadant et Gisp atter viste sig tidsnok til at standse ham.

Han stak en Naal dybt i Kødet paa flere Steder mellem Fødderne og Hofterne, men jeg reagerede ikke. Omendskønt Pulsen var borte i omtrent fire Timer, varede denne Tilstand af tilsyneladende Død kun omtrent en halv Time.

Jeg tabte, tror jeg, under en absolut bevidstløs Tilstand al Evne til at tænke og al Bevidsthed om at eksistere. Naturligvis kan jeg spare mig at gætte paa, hvor lang Tid der gik med det, eftersom et Minut og et Tusind Aar i den Tilstand vilde synes at være ganske ens. Jeg kom tilbage til en Tilstand af Bevidsthed om at eksistere og opdagede, at jeg fremdeles var i Legemet; men Legemet og jeg syntes ikke længere at have fælles Interesser. Jeg betragtede for første Gang med Forbavselse og Glæde mig selv. Jeg'et, det virkelige Jeg, medens Ikke-Jeg'et lukkede for det til alle Sider som en Grav af Ler.

Med hele en Læges Interesse betragtede jeg alle Vidundere i mit Legemes Anatomi, hvormed jeg, det døde Legemes levende Sjæl, var inderligt sammenvævet, Celle for Celle. Jeg lærte, at Overhuden saa at sige var Sjælens yderste Vævs ydre Grænse. Jeg forstod hele Tilstanden og ræsonnerede ganske roligt som følger: Jeg er, hvad Menneskene kalder død, og dog er jeg lige saa meget Menneske, som jeg nogensinde har været det. Jeg er ved at slippe ud af Legemet. Jeg fulgte med Interesse Processen, naar Sjæl og Legeme skilles. Ved en eller anden Kraft, som tilsyneladende ikke kom fra mig selv, blev Jeg'et rokket frem og tilbage, sidelæns, som man vugger en Vugge, ved hvilken Proces dets Forbindelse med Legemets Væv blev løsnet. Lidt efter hørte disse Sidebevægelser op, og langs med Fodsaalerne, trækkende sig hurtigt hen til Hælene, syntes jeg at føle og høre utallige smaa Strenge briste. Da det var forbi, begyndte jeg langsomt at trække mig tilbage fra Fødderne henimod Hovedet, som en elastisk Snor kan trække sig sammen. Jeg husker, hvorledes jeg kom til Hofterne og sagde til mig selv: "Nu er der intet Liv under Hofterne". Jeg husker intet om, at jeg passerede gennem Underlivet og Brystet, men derimod tydeligt, da mit hele Jeg var samlet i Hovedet, og jeg tænkte som saa: Nu er jeg helt og holdent i Hovedet og vil snart være fri. Jeg passerede rundt om hele Hjernen, som om jeg var hul, trykkede den og dens Hinder lidt sammen paa alle Sider henimod dens Centrum og kiggede ud af Kraniets Sømme, idet jeg kom ud som flade Folder af en sækformet Hinde. Jeg husker tydeligt, hvorledes jeg forekom mig selv at ligne noget som en geleagtig Vandmand, hvad Farve og Form angaar. Efterhaanden som jeg kom tilsyne, saa jeg to Damer sidde ved mit Hovedgærde. Jeg skønnede om Afstanden mellem Sengens Hovedgærde og den Dames Knæ, som sad lige ud for det, og kom til det Resultat, at der var Plads for mig at staa, men følte mig meget forlegen ved at tænke paa at komme nøgen tilsyne foran hende, men trøstede mig saa alligevel ved den Tanke, at hun efter al Sandsynlighed ikke kunde se mig med sine legemlige Øjne, eftersom jeg var en Aand. Da jeg var kommen ud af Hovedet, svajede jeg op og ned og til Siden ligesom en Sæbeboble, der endnu hænger fast ved en Kridtpibe, kom saa løs fra Legemet og faldt let til Gulvet, hvor jeg langsomt hævede mig og udviklede mig til et Menneskes fulde Skikkelse. Jeg syntes, jeg var gennemsigtig med en blaalig Tone og fuldstændig nøgen. Med en ubehagelig Følelse af Forlegenhed flygtede jeg henimod den tildels aabne Dør for at unddrage mig baade de to Damers Blik, som jeg havde vendt mig mod, og de andre, som jeg vidste omgav mig, men da jeg naaede Døren, fandt jeg mig selv paaklædt, og beroliget m. H. t. den Ting vendte jeg om med Ansigtet mod Selskabet. Da jeg vendte mig, kom min Albue i Berøring med Armen af en af de to Herrer, der stod ved Døren. Til min Forbauselse passerede hans Arm gennem min, uden at denne syntes at gøre Modstand, idet den gennemskaarne Del lukkede sig igen uden Smerte, ligesom Luft lukker sig igen. Jeg saa hurtigt op paa hans Ansigt for at se, om han havde mærket Berøringen, men han viste intet Tegn dertil, han stod blot og stirrede mod Lejet, som jeg lige havde forladt. Jeg saa samme Vej hen og saa mit eget døde Legeme. Det laa akkurat, som jeg havde gjort mig saa megen Umage med at lægge det, lidt paa højre Side, Fødderne tæt sammen og Hænderne foldede paa Brystet. Jeg var forbauset, saa blegt Ansigtet var. Jeg havde i nogle Dage ikke set mig selv i et Spejl og troede, jeg ikke saa saa bleg ud, som de fleste syge Folk. Jeg lykønskede mig selv til den Smag, hvormed jeg havde arrangeret mit Legeme og tænkte, at saa vilde mine Venner ikke have meget Bryderi med den Ting.

Jeg saa en Del Mennesker sidde og staa rundt omkring mit Legeme, og især lagde jeg Mærke til to Kvinder, der saa ud til at knæle ved min venstre Side, og jeg vidste de græd. Siden fik jeg at vide, at det var min Hustru og min Søster, men jeg opfattede ikke Begrebet Individualitet. Hustru, Søster, Ven var altsammen et for mig. Jeg huskede ikke Slægtskabsforhold, idetmindste tænkte jeg ikke derpaa. Jeg kunde skelne mellem det ene og det andet Køn, det var det hele.

Jeg forsøgte nu at vække de tilstedeværendes Opmærksomhed i den Henseende at trøste dem saavel som for at give dem Forvisning om, at ogsaa de var udødelige. Jeg bukkede muntert for dem og hilste med min højre Haand. Jeg bevægede mig ogsaa om imellem dem, men fandt, at de ingen Opmærksomhed skænkede mig. Saa slog Situationen mig som humoristisk, og jeg gav mig til at le.

Det maatte de da bestemt have hørt, tænkte jeg, men det syntes ikke saa, for de vendte ikke Øjnene fra mit Legeme. Det faldt mig ikke en eneste Gang ind at tale, og jeg opgav Sagen og sagde til mig selv: "De ser kun med Legemets Øjne. De kan ikke se Aander. De stirrer paa det, de tror er mig; men de tager fejl. Det er ikke mig. Dette her er mig, og jeg er saa levende som nogensinde".

Jeg vendte mig om og gik ud af den aabne Dør, idet jeg bøjede Hovedet og passede nøje paa, hvor jeg satte Fødderne, idet jeg traadte ned i Forhallen.

Jeg gik tværs over denne og ned ad Trappen, spadserede ned ad Gangstien og ud paa Gaden. Der standsede jeg og saa mig omkring; jeg har aldrig set den Gade tydeligere, end jeg saa den den Gang. Jeg lagde Mærke til, hvor rødt Jordsmonnet var, og til Furerne deri, som Regnen havde dannet. Jeg kastede et ret patetisk Blik omkring mig som et Menneske, der staar i Begreb med at forlade sit Hjem for lange Tider. Derpaa opdagede jeg, at jeg var bleven større, end jeg var under Jordelivet og lykønskede mig selv dertil. I Legemet var jeg noget mindre, end jeg netop syntes om at være, men i det næste Liv, tænkte jeg, bliver jeg, som jeg ønsker at være.

Mine Klæder, bemærkede jeg, havde tilpasset sig til min forøgede Højde, og jeg gav mig til at spekulere paa, hvor de var kommen fra, og hvordan jeg saa hurtigt havde faaet dem paa, uden at jeg vidste af det. Jeg undersøgte Stoffet og skønnede, at det maatte være et Slags skotsk Fabrikat, et godt Sæt Klæder, tænkte jeg, men ikke smukt, skønt net og godt nok. Desuden sidder Frakken mageligt, og det er godt om Sommeren. "Hvor jeg befinder mig vel", tænkte jeg, "for kun faa Minutter siden var jeg skrækkelig syg og ulykkelig. Saa kom den Forandring, man kalder Døden, og som jeg har frygtet saa meget. Det er forbi nu, og her er jeg, fremdeles et Menneske, levende og tænkende, ja, tænkende saa klart som nogensinde; og hvor jeg har det godt! Jeg skal aldrig mere være syg. Jeg skal aldrig mere dø". Og i et ligefrem overstrømmende godt Humør gjorde jeg Dansetrin og gav mig saa til atter at se paa min Skikkelse og Klæder. Pludselig opdagede jeg, at jeg stod og saa paa den lige Søm ned ad Ryggen paa min Frakke. Hvordan gaar det til, tænkte jeg, hvordan kan jeg se ned ad Ryggen paa min Frakke og ned ad Bagsiden af mine Ben lige ned til Hælen. Jeg førte Haanden op til mit Ansigt og følte efter mine Øjne. De er, hvor de skal være, tænkte jeg. Er jeg ligesom en Ugle, der kan vende Hovedet halvt rundt? Jeg prøvede paa det, men det mislykkedes.

Nej! saa maa det ligge i, at jeg endnu kun har været nogle faa Øjeblikke ude af Legemet og saa er i Stand til at se med Legemets Øjne, derpaa vendte jeg mig om saa tilbage ad den aabne Dør, hvor jeg i lige Linie kunde se Hovedet af mit Legeme. Jeg opdagede da en tynd Traad som et Edderkoppespind, der førte fra min Skulder tilbage til mit Legeme til et Punkt paa den nederste og forreste Del af Halsen.

Jeg var tilfreds med den Forklaring, at jeg ved Hjælp af den Traad brugte mit Legemes Øjne og vendte mig saa atter og gik ned ad Gaden.

Jeg havde ikke taget mere end nogle ganske faa Skridt, førend jeg atter tabte Bevidstheden, og da jeg vaagnede, befandt jeg mig i Luften, hvor jeg holdtes oppe af et Par Hænder, som jeg kunde føle trykke lidt mod mine Sider. Ejeren af Hænderne, hvis der var en saadan, befandt sig bag ved mig og skubbede mig gennem Luften med hurtig, men behagelig Fart. Just da jeg saa nogenlunde var bleven klar over Situationen, blev jeg sat af med et Skub og svævede let nogle faa Fod nedad og landede blødt ved Foden af en smal, men velbygget Landevej, der skraanede opad under en Vinkel paa noget mindre end 45 Grader.

Jeg saa op og kunde se Himlen og Skyerne over mig i sædvanlig Højde. Jeg saa nedad, saa Topperne af grønne Træer og tænkte: Der er ligesaa langt ned til Trætoppene som op til Skyerne.

Som jeg nu vandrede op ad Vejen, syntes jeg, at jeg gik mod Nord. Jeg saa ud over Vejens højre Side og kunde se Skoven dernede, men opdagede intet, der bar Vejen; jeg følte dog ingen Frygt for, at den skulde falde ned. Jeg undersøgte Materialet, den var bygget af. Det var mælkefarvet Kvarts og fint Sand. Jeg tog en af Smaastenene op og betragtede den. Jeg husker bestemt, at den havde et lille Hul, der saa ud til at være foraarsaget ved kemisk Virkning af et eller andet Metal. Det havde nylig regnet, og Køligheden forfriskede mig. Jeg lagde Mærke til, at omendskønt Vejen var stejl, blev jeg ikke træt af at gaa, mine Fødder var lette, og jeg glædede mig over min fuldkomne Sundhed og Styrke. Saa paakom der mig en Følelse af stor Ensomhed, saa jeg meget ønskede Selskab og ræsonnerede som saa: Der dør et Menneske hvert Minut. Hvis jeg venter tyve Minutter, er der stor Udsigt til, at en eller anden dernede i Bjergene dør, og saa faar jeg Selskab. Jeg ventede, og imidlertid betragtede jeg Landskabet omkring mig. Mod Øst var der en lang Række Bjerge, og Skoven underneden mig strakte sig hen til Bjergene, op ad deres Side og videre op til Bjergtoppen. Underneden mig laa en skovklædt Dal, gennem hvilken der løb en smuk Flod med mange grundede Steder, som fik Vandet til at skvulpe op i hvidt Skum. Jeg tænkte, at Floden lignede Emeraldfloden en hel Del, og Bjergene syntes jeg lignede Waldrons Bjergryg. Til venstre for Vejen var der en stejl, sort Fjeldvæg, som mindede mig om Lockout Bjerget, hvor Jernbanen er ført mellem det og Tennessee Floden. Saaledes var Hukommelsen, Dømmekraften og Indbildningskraften, Sjælens tre store Evner, i Behold og i Virksomhed.

Jeg ventede paa Selskab i, hvad jeg anslog til tyve Minutter, men der kom ingen. Jeg ræsonnerede da saaledes: Det er sandsynligt, at naar et Menneske dør, har han sin egen bestemte Vej at rejse, og han maa rejse den alene. Ligesom to Mennesker ikke er ganske nøjagtig ens, saaledes er der efter al Sandsynlighed ikke to Mennesker, der rejser samme Vej til den anden Verden. Jeg anstillede den Betragtning, at eftersom jeg nu var sikker paa Evigheden, behøvede jeg ikke at haste, og vandrede derfor i al Magelighed videre, standsede nu og da for at se paa Landskabet, eller saa mig tilbage ned ad Vejen for at se om maaske nogen alligevel skulde komme gaaende, vendte sommetider om og gik lidt tilbage for at spejde hen ad Vejen bag mig efter Selskab, som jeg saa meget ønskede. Jeg tænkte, at en eller anden fra den anden Verden ganske bestemt var ude at møde mig, men tænkte mærkeligt nok ikke paa nogen bestemt Person, som jeg vilde foretrække at se fremfor andre. God eller ond Engel – en vil gaa mig imøde, sagde jeg, Gud ved, hvem det bliver. Jeg tænkte paa, at jeg ikke havde troet paa alle Kirkens Lærdomme, men havde skrevet om og mundtlig lært en ny og, mente jeg, en bedre Tro. Men, argumenterede jeg, jeg vidste jo ikke noget, og hvor der er Plads for Tvivl, er der Plads for Fejltagelser. Maaske jeg derfor er paa Vej til en skrækkelig Dom. Her skete der noget, der er vanskelig at beskrive. Fra forskellige Punkter rundt omkring mig følte jeg den Tanke udtrykt: "Frygt ikke. Du er i Sikkerhed". Jeg hørte ingen Stemme og saa intet Menneske, men dog var jeg mig fuldkommen bevidst, at paa forskellige Punkter i forskellig Afstand fra mig var der nogen, der tænkte den Tanke for at hjælpe mig, men hvorledes den naaede min Bevidsthed var saa stort et Mysterium for mig, at det hæmmede min Tro paa Virkeligheden af det. En stor Tvivl og Frygt kom over mig, og jeg begyndte at blive meget ulykkelig, da et Ansigt saa fuldt af usigelig Kærlighed og Ømhed viste sig for mig et Øjeblik, saa at jeg kom paa ret Køl igen, hvad hele det Spørgsmaal angik.

Pludselig saa jeg et Stykke borte tre store Klippestene spærre Vejen; jeg standsede ved det Syn og undrede mig over, at en saa smuk Vej var spærret paa den Maade, og medens jeg overvejede, hvad jeg skulde gøre, stod der paa en Gang over mit Hoved en stor mørk Sky, som jeg anslog til at være saa stor som 3/4 Tønde Land i Kubik. Den opfyldtes hurtigt af bevægelige, levende Ildstraaler, der fo'r frem og tilbage i alle Retninger gennem Skyen. Den skjulte dem ikke ved sin Masse, thi jeg kunde se dem i den, som man ser Fisk i dybt Vand.

Skyen blev konkav paa Undersiden som et stort Telt, og begyndte ligesom at dreje sig langsomt om en lodret Akse. Da den havde drejet sig tre Gange, følte jeg Nærværelsen af et Væsen, jeg ikke kunde se, men som jeg vidste traadte ind i Skyen fra dens sydlige Side. Dette Væsen forekom mig ikke at have Form, thi det fyldte Skyen som en umaadelig Intelligens. Han er ikke som jeg, tænkte jeg; jeg fylder et lille Rum med min Skikkelse, og naar jeg flytter mig, er det Rum tomt, men han kan fylde det uhyre udstrakte, som han vil, ganske som han fylder denne Sky. Saa skød der sig en Tunge af sort Damp ud fra den højre Side af Skyen og en fra den venstre Side, og disse Tunger berørte mit Hoved let paa hver Side, og da de berørte mig, opstod der Tanker i min Hjerne, hvilke ikke var mine egne.

Disse Tanker, sagde jeg, er hans Tanker, ikke mine, de kunde lige saa godt udtrykkes paa Græsk som paa Hebraisk, forsaavidt som jeg har med dem at gøre. Men hvor venligt er det ikke, at jeg tiltales paa mit Modersmaal, saa at jeg fuldkommen forstaar, hvad han vil.

Omendskønt Sproget var engelsk, ragede det dog saa langt op over min Evne til at gengive det, at en Gengivelse vilde træffe Originalen lige saa slet, som nogen Oversættelse fra døde Sprog træffer det oprindelige. For Eksempel indeholdt Udtrykket "Dette er Vejen til den evige Verden" ikke mere end højst fire Ord og saadan med hver Sætning i den hele Tale; og hvis hver Sætning skulde have været nedskrevet, maatte den slutte med en hel Periode, saa fuldkommen var Meningen. Det følgende gengiver det, saa nær jeg kan komme det:

"Dette er Vejen til den evige Verden. De Klipper derhenne er Grænsen mellem de to Verdener og de to Liv. Har Du først passeret den, kan Du ikke mere vende tilbage til Legemet. Hvis din Opgave har været den at lære andre de Ting, der er lært Dig selv, og blot vente paa en Lejlighed til at offentliggøre dem; hvis Din Opgave bestod i at tale til enkelte private Venner – hvis dette var det hele, er det fuldbragt, og Du kan passere Klipperne. Men hvis Du ved nærmere Overvejelse kommer til det Resultat, at Din Opgave bør bestaa i ikke alene at skrive, men ogsaa at offentliggøre, hvad der er bleven Dig lært; hvis den gaar ud paa at samle Masserne og belære dem, saa er det ikke fuldbragt, og Du kan vende tilbage til Legemet".

Tankerne hørte op, og Skyen drog bort, idet den langsomt bevægede sig hen imod Bjergene i Øst. Jeg vendte mig efter den og passede paa den nogen Tid, da jeg pludselig og uden at have mærket, at jeg havde flyttet mig, stod tæt foran de tre Klipper. Da grebes jeg af en stærk Nysgerrighed efter at se ind i den anden Verden.

Der var fire Indgange: en meget mørk tilvenstre mellem, den sorte Klippevæg udenfor Vejens Kant, og det af de tre Klippestykker, der var længst tilvenstre; en lav Buegang mellem dette Klippestykke og det midterste Klippestykke; en lignende mellem dette sidste og Stenen længst tilhøjre og endelig en meget snæver Sti rundt om Klippen tilhøjre langs Vejens Kant.

Jeg undersøgte ikke Adgangen længst tilvenstre; jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gjorde det, undtagen maaske fordi den saa saa mørk ud, men jeg lagde mig paa Knæ ved hver af de lave Buegange og kiggede igennem dem. Atmosfæren derinde var grøn, og alt syntes saa køligt, saa roligt, saa smukt. Hinsides disse Klipper drejede Vejen og Dalen og Bjergkæderne jævnt tilvenstre og afskar altsaa Udsigten et lille Stykke borte. Hvis jeg bare kom rundt der, tænkte jeg, skulde jeg snart faa Engle eller Djævle eller begge Dele at se, og som jeg tænkte saaledes, saa jeg Skikkelser af begge Slags netop som jeg ofte havde forestillet mig dem i Fantasien. Jeg betragtede dem nøje og opdagede, at de ikke var virkelige, men bare skyggeagtige Former for mine Tanker, og at en hvilkensomhelst Form kunde frembringes paa denne Maade. Hvilken vidunderlig Verden, udbrød jeg, hvor Tankerne er i den Grad forstærkede, at de antager synlige Former. Hvor lykkelig vilde jeg ikke føle mig i en Tankeverden som den.

Jeg lyttede ved Buegangene efter Stemmer eller Musik, men hørte intet. Faste Stoffer, tænkte jeg, er bedre Ledere for Lyd end Luft, jeg vil bruge Klipperne som Ledere; og saa rejste jeg mig og lagde Øret først til den ene Klippe og saa til alle de øvrige, men kunde intet høre.

Derpaa følte jeg mig pludseligt fristet til at overskride Grænsen. Først nølede jeg og saa ræsonnerede jeg saaledes: "Jeg er død een Gang, og hvis jeg gaar tilbage, maa jeg tidligere eller senere dø igen. Hvis jeg bliver her, vil en anden gøre mit Arbejde, og saaledes vil Maalet naas lige saa godt og sikkert, saa skal jeg nu indlade mig paa at dø igen? Det vil jeg ikke, men nu da jeg er saa nær, vil jeg overskride Grænsen og blive.

Bestemt paa det gik jeg forsigtigt langs med Klippestykkerne. Der var Fare for at falde ud over Kanten af Vejen, thi Stien rundt om dem var smal. Jeg tænkte ikke paa Buegangene, men satte Ryggen mod Stenen tilhøjre og gik sidelæns.

Jeg naaede nøjagtigt til Midten af Stenen, hvad jeg saa paa en udhugget Knast, der angav den nøjagtige Grænse. Her gjorde jeg Holdt som Cæsar ved Rubikon og parlamenterede med min Samvittighed. Jeg syntes nok, det var som at tage en hel Del Ansvar paa mig, men jeg bestemte mig til at gøre det og satte venstre Fod over Grænselinjen. Saa snart jeg gjorde det, kom der en lille tæt mørk Sky til Syne foran mig og nærmede sig mit Ansigt. Jeg vidste, at jeg vilde blive standset. Jeg følte, at Evnen til at røre mig og til at tænke forlod mig. Mine Hænder faldt slapt ned langs mine Sider, mine Skuldre og mit Hoved faldt fremad, Skyen berørte mit Ansigt, og jeg vidste af intet mere.

Uden forudgaaende Tanke og tilsyneladende uden nogen Anstrengelse fra min Side aabnede mine Øjne sig. Jeg saa paa mine Hænder og saa paa den lille hvide Seng, jeg laa paa, og da det gik op for mig, at jeg var i Legemet, udbrød jeg forbavset og skuffet: "Hvad i al Verden er der sket med mig? Skal jeg dø endnu en Gang?"

Jeg var yderst svag, men stærk nok til at fortælle ovenstaaende Oplevelse trods alle Paabud om at forholde mig rolig. Snart efter blev jeg overfaldet af Brækninger, stærke og ikke til at beherske. Omtrent ved denne Tid kom Dr. J. H. Sewel fra Rockwood i Tennesey paa et venskabeligt Besøg, da han ikke vidste, jeg var syg. Jeg hikkede skrækkeligt, og paa en Forespørgsel til ham som Fagmand sagde han: "Intet mindre end et Mirakel kan frelse ham, er jeg bange for".

Efter mange Dages Forløb, som det forekom mig, begyndte Temperaturen at gaa langsomt op og løb forbi Normalen, men kun lidt, svingede frem og tilbage nogle faa Dage og holdt sig saa paa en Grad lavere, hvor den blev staaende i den meste Tid af Rekonvalescencen; saa gik den op til det normale; Pulsen gik op over halvtreds og holdt sig der "for godt", som Haandværkere siger; derpaa gik den til seks og halvfjers, og jeg kom mig hurtigt og godt, thi nu da jeg slutter denne Afhandling, har jeg i Mellemtiden rejst adskillige Hundrede engelske Mil, og Pulsen staar paa fire og firs og er stærk, akkurat otte Uger fra den Dag, "da jeg døde", som nogle af mine Naboer kalder det.

Der er en Mængde Vidner, som kan bevidne Sandheden af ovenstaaende, for saa vidt det drejer sig om alle de fysiske Omstændigheder. Ogsaa Vidner til det Faktum, at just som jeg har beskrevet alt vedrørende mit Legeme og det paagældende Værelse, saadan forholdt det sig. Jeg maa altsaa have set de Ting, hvad Midlerne saa end har været.

Ovenstaaende Oplevelse er bekræftet af edsvorne Udtalelser af Hovedvidnerne til Dr. Wiltses Sygdom og "Død". Hvad man end vil mene om den, frembyder den et saa interessant Materiale, at den, sammenlignet med Gartner Puckerings Oplevelse, tvinger det alvorligt søgende Menneske til dyb Eftertanke.