Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1951/12 side 180
Omkring inkarnations-princippet
Af Helmer Fogedgaard
At noget er inkarneret vil sige, at det er legemliggjort. Dybest set er det identisk med manifestation eller fremtræden. Om inkarnationen finder sted i fysisk eller overfysisk materie forandrer intet i princippet. Det er udelukkende et spørgsmål om de forhåndenværende sansers tilstrækkelighed, hvorvidt den pågældende inkarnation er synlig eller på anden måde kan erkendes.
Man hører ofte tale om "det umanifesterede", men dette må bero på fejltænkning. Der eksisterer nemlig ikke noget, som umanifesteret, idet dette ville være lig med intet. At det tillige ville være komplet nytteløst er ligeså selvfølgeligt. Et jeg kan ikke eksistere uden en skabeevne og en organisme. Hvis blot det ene af Martinus' bekendte 3 x'er mangler, eksisterer de andre heller ikke. Følgelig eksisterer der ikke noget, som ikke er manifesteret eller inkarneret.
På det fysiske plan taler vi som bekendt om reinkarnation, der betyder "tilbage i kødet". Som dette tidsskrifts læsere ved, er det jeg'et, der inkarnerer. Man kan derefter tale om Guds immanens, d. v. s. iboenhed. Gud bor i materien, som ved hjælp af skabeevnen bliver til organisme for alle eksisterende levende væsener. Men da al materie dybest set består af jeg'er i mikrokosmos, bliver X-1 og X-3 i sidste instans identiske, som det også fremgår af "Livets Bog".
Sagt på anden måde bliver materien således lig med "ånd" set i et bestemt perspektivforhold. Det vil igen sige, at dualismen "ånd og materie" forsvinder. I sin inderste analyse er tilværelsen ikke dualistisk (tvedelt), men monistisk (en enhed). Okkult filosofi er altid gået ind for monismen. Noget andet er, at den timelige verden af rent sansemæssige grunde nødvendigvis må fornemmes som dualistisk, og dette sker takket være perspektivprincippet, som efterfølges af kontrastprincippet. Den løsning på "stoffets gåde", som Martinus har bragt, er genial i al sin enkelhed, og den synes ikke tidligere at have været kendt på det fysiske plan i så klar en form.
Der findes mærkværdigvis endnu mennesker, som ikke anerkender reinkarnationsprincippet. Men den, der har forstået, at der ikke kan eksistere noget, som ikke er inkarneret, vil have let ved at indse, at der kræves forskellige organismer for at komme i korrespondance med det fysiske og det overfysiske plan. Forskellige vibrationshastigheder eller bølgelængder kræver også forskel i de instrumenter, der skal påvise dem. Død og reinkarnation er således blot jeg'ets udskiftning af sanseinstrumenter, d. v. s. legemer. Man kan også sige, at det er det evige guddommelige princip, som bestandig iklæder sig nye former, der svarer til det øjeblikkelige behov.
Formdannelse er inkarnationsprincippets måde at manifestere sig på i den fysiske verden. Hvordan det forholder sig i den overfysiske verden med abstrakte tanker, kunne det være meget interessant at vide. Men her på det fysiske plan har alt form, og denne afslører endog i mange tilfælde den bevidsthed, som bor deri. Vi kender det både i mineralrigets specielle krystalformer, blomsternes skønhed, dyrelegemets hensigtsmæssighed og det åndfulde menneskes ansigtstræk. At studere former er uhyre interessant – især for den, der tillige har lært i alle forhold at være livsytringsforsker.
Inkarnationsprincippet kan på en måde også iagttages udenfor de levende organismers område. Man kan f. eks. tale om, at en idé inkarnerer eller materialiseres. Tænk f. eks. på en opfindelse, som virkeliggøres i en færdig maskine. Allerførst er ideen inkarneret i tankematerie for tilsidst at fungere i fysisk materie. Da der her ikke er tale om levende væsener, bliver der følgelig ikke brug for reinkarnation. Hvis formen ødelægges, f. eks. ved slid, er den pågældende inkarnation ophørt, medmindre man er interesseret i at frembringe en rekonstruktion.
Denne slags inkarnationer er særlig interessante at iagttage ved kunstneriske frembringelser. Hvad kunst er, gives der mange forskellige definitioner på. Man kan måske sige, at det er en åndelig oplevelse, inspireret fra overfysisk side, som bringes til inkarnation i fysisk materie. Ved skulptur sker inkarnationen i sten eller metal og ved malerkunst i linier og farver. Musik, som inkarnerer i lyd, er noget helt for sig, idet inkarnationen her ikke er varig, men skal bringes i stand for hver ny fremførelse.
At få en sådan inkarnationsproces til at forløbe heldigt er kunstnerens opgave, og den kan være ledsaget af svære fødselsveer. Al form er som bekendt ikke kunst, selv om der eventuelt er inkarneret noget ædelt i den. Det bliver først til kunst i det øjeblik, hvor kunstneren formår at materialisere sin åndelige oplevelse, så den ydre form virkelig giver udtryk for oplevelsen. Kunst er en åndelig oplevelses ganske særlige vellykkede inkarnation på det fysiske plan.