Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Alle mennesker ønsker lykke, og de fleste jager efter og søger hele deres liv det uhåndgribelige, der kaldes lykke, for at vinde den for sig selv – og måske for den partner, man føler er midlet dertil; – men sjældent gøres det for alvor for andres skyld, – og derfor er jagten oftest forgæves. Lykken kan ikke jages, kræves eller tages med magt; den kan kun fås skænket – og kommer nu og da "af sig selv" uventet, men altid livgivende som den Guds gave, den er. – Det er næppe nødvendigt at gentage, hvorledes lykken føles. Vi kender vist alle fra korte øjeblikke den vidunderlige følelse af helbredende glæde og harmoni med alt og alle, som er den sande lykkes fornemste kendetegn.

Efter den materielle psykoanalytiske teori, – som ikke anerkender nogen udødelig ånd hos mennesket, men går ud fra, at dette blot er et eksisterende væsen, der styres af mentale driftsinstinkter, – har man opstillet et helt driftskompleks bestående af 12 "stamdrifter" (heriblandt næringsdrift, seksualdrift, aggressionsdrift og udviklingsdrift m. fl.), som man mener dækker alle menneskelige foreteelser. Men en af dem har man kaldt "lykkedriften", og den er jo i virkeligheden af ren åndelig natur og indeholder skjult i sig noget evigt, der efter teorien ikke menes at eksistere, nemlig en instinktiv tro på kærlighed og skønhed og en stadig længsel efter en højere form for liv, end det på dette plan gældende, hvilken kun kan være et svagt erindret resultat af fortidige livserfaringer.

På grundlag af denne vor placering i udviklingen må man først i sin søgen efter lykken gøre sig klart, at denne egentlig ikke hører til på vort nuværende fysiske tilværelsesplan, og at det er en illusion, når de fleste mennesker venter sig lykken som permanent livsform her, – fordi hensigten med livet på jorden jo er udvikling i moral (egl. i kærlighedsevne) gennem lidelsespåvirkning, d. v. s. "ulykke"-følelse, som derfor slet ikke kan undgås. En permanent lykketilstand er således foreløbigt en utopi for jordmennesket; og det bør derfor gennem forståelse heraf søge at indstille sig selv efter livets love og intet vente sig af lykke, – men til gengæld i størst mulig grad nyde ethvert lykkeligt øjeblik, det alligevel får lov at få.

På den anden side giver selve livets rytmiske kredsløbsprincip, der kan iagttages overalt i tilværelsen, det vågne menneske en garanti for, at det ikke altid vil være sådan, men at vi langsomt nærmer os et nyt paradis, det "egentlige menneskerige", der netop, fordi det er et følelsesplan, vil blive et strålende lykkens land, når det nåes. Men allerede længe forinden vil man i stigende grad kunne fornemme dets varme og dermed opnå en stadig højere grad af lykke ved i sin udvikling at nærme sig denne zone; og hvis man lever efter livets love, vil man derfor forholdsvis hurtigt kunne få sin lykketrang tilfredsstillet.

Thi rytme- eller kontrastprincippet virker ikke blot i de nævnte umådelig store tidsperioder, men også nedefter i alle dimensioner af tid såsom: liv, år og dage, ja følelsesmæssigt endda længere ned til øjeblikke; og fordi alt er levende dybest set, er det også altid foranderligt svingende mellem to yderpunkter i hver sin dimension af liv; og derfor er det ligeså umuligt at forblive i ulykke og lidelse som i lykke og velvære. – Dermed er vejen til lykken i virkeligheden klart afstukket for enhver, der enten gennem tro på et evigt liv og et forsyn eller gennem forståelse af livets love har fået et kompas til at følge den.

Rytmeprincippet i de store plandimensioner giver os også forklaringen på, at jordmenneskene – på vej ud af dyreriget – nødvendigvis må lide og være ude af kontakt med verdensplanen. Den såkaldte "gamle" verdensimpuls", dyrerigets junglelov: "øje for øje og tand for tand!" (principielt svarende til "det gamle testamente"s ånd), – der opøvede evnen til at hade, dræbe og destruere (hvilket princip endnu befordrer lykkefølelse i primitive, afgudsdyrkende samfund ligesom i oldtiden her) – er forlængst blevet indlevet som medfødt talent eller automatisk "C-viden" i alle civiliserede folkeslag; – og det guddommelige forsyn, der bag kulisserne styrer og opretholder livet i universet, har derfor forlængst igangsat den "nye verdensimpuls" på jorden, som i form af de 3 store verdensreligioner (for kristendommens vedkommende udtrykt i "det nye testamente") har proklameret livets nye parole: det egentlige menneskeriges kærlighedslov: "Du skal elske din næste som dig selv!" – Da dette i virkeligheden er det diametralt modsatte livsprincip, tager det selvsagt umådelige tidsrum at indarbejde i alle på samme måde; – og det er først nu, ca. 2000 år efter impulsens første start, at udviklingen i den samlede menneskeheds sind henimod næstekærlighed, tolerance og uselviskhed er blevet så hurtig og gennemgribende, at alle mennesker bliver tvungen til at tilegne sig dette, – og den, som ikke forstår det eller ikke vil det, vil uvægerlig høste lidelse, indtil kursen lægges om efter livets nye vej. De gamle religioner angiver vejen rent følelsesmæssigt, medens især Martinus' verdensbillede tillige giver en intelligensmæssig forklaring på den nye verdensimpuls. Endnu er det "A-viden" på første trin, der møjsommeligt må forstås helt, og så trin for trin via "B-viden" indarbejdes i bevidstheden til praktisk levevis, indtil det ved den "store fødsel" i menneskeriget er blevet til "C-viden", der beherskes af mennesket selv, som basis for et permanent lykkeligt liv (omend også der en vis ubehagspåvirkning stadigt vil findes til opretholdelse af udviklingen og livets viderebefordring, men det vil da ikke længere være i stand til at gøre mennesket ulykkeligt).

Men indtil dette nåes, er vi "sårede flygtninge mellem to zoner", kentaurer med to modsatte sind brydende i os: – for udviklede til længere at kunne glædes over livet efter vilddyrets egoistiske væremåde og hensynsløse dræberprincip – men endnu med så meget af dets intolerante tankeløshed, hidsighed og gengældelsestrang arbejdende automatisk i os, at vi heller ikke er i stand til at efterleve det rigtige menneskes tolerante kærlighedsprincip og uselviske tjenerånd. Alligevel – blot vi forstår dette og arbejder positivt videre med ændringen af vort eget sind, – er det kun et tidsspørgsmål, hvornår målet nåes; – og vi er da allerede på den rette vej til lykken ...!

Efter denne af hensyn til overblikket over vor stilling i det store livsspil – også for forståelsen af lykken – nødvendige indledning, skal analysen føres videre på mere lokale og lettere forståelige områder.

Hvis man spørger ganske almindelige mennesker om, hvad der for dem er lykke, vil man få mange forskellige svar, der vil være stærkt præget, dels af den enkeltes åndelige udviklingstrin og modenhed såvel absolut som indenfor dets lokale livsbane, og dels af dets for tiden utilfredsstillede begær og trang til livsfornødenheder; – men svarene ville sikkert afsløre en i de fleste iboende illusion om ydre forholds altfor store betydning som lykkefaktorer. – Lykkeønskerne ville danne en skala lige fra de mest udadvendte og materialistisk indstillede menneskers ønsker, hvoraf nogle går i retning af nydelse af god mad og drikke, – et større flertal imod penge, og hvad disse kan købe af materielle goder, f. eks. biler, villa, smykker og klæder, – en stor mængde (især unge) jager efter ydre underholdning og fornøjelser eller erotiske nydelser, – atter andre søger magt over mennesker eller position og ære, – – videre frem til mere følelsesmæssigt og intellektuelt indstillede, der holder af kunst af forskellig art samt kultur og skønhed, eller søger kærligheden i alle dens former og afskygninger, – til de længst fremskredne mennesker, der gennem udviklingen af den højeste åndelige kærlighed og medfølelse når ved selvudvikling til som livskunstnere at beherske sig selv og det mest vanskelige og sublime: den uselviske næstekærlighed, hvorved de allerede står på tærskelen til lykkens land. Den ved disse forskellige goder opnåede lykkes intensitet og varighed vil ligeledes være afhængig af menneskets udviklingstrin samt dets skæbne, og af den måde dets ønsker passer ind i verdensplanens øjeblikkelige stilling.

Alle mennesker savner noget, men savnet er højst forskelligt og dermed også målet for deres lykkeudfoldelse: For den syge er lykken et godt helbred, for den fattige er penge og materiel rigdom det illusionsmiddel, hvormed han tror at kunne købe sig alverdens lykke og velvære, – for den undertrykte er det magt, for den hadende hævn, og for den fængslede er det frihed til at handle og bevæge sig frit i naturen. For den barnløse kvinde består hele lykken i at få et lille barn, – for den kærlighedstørstende unge mand er lykken en hengiven kvindes varme og trøstende kærlighed, og for det ensomme midaldrende menneske er det et forstående samvær med en virkelig god ven, der er målet for dets drømme og længsler. Thi det, man mangler tilstrækkeligt meget, skabes der en overeksponeret sult og længsel efter, på det ene koncentreres hele menneskets opmærksomhed, så at det forekommer at være selve livets mål: "Om jeg bare måtte få det, så ville jeg være helt lykkelig!" siger alle – om helt forskellige ting. Men hvor nødvendige og livsvigtige de nævnte goder end føles, er de dog kun midlertidige detailmål og illusioner som eneste middel til varig lykke. For den enkelte er de ganske vist højst realistiske mangler og – med den indstilling, der haves, – også en nødvendig forudsætning for at føle glæde og lykke, (selvom hver af ønskerne kan forekomme ganske ligegyldige eller latterlige for andre, hvis længsler går i anden retning). Sandheden er, at de stort set er "ydre" mål og derfor ikke tilstrækkelige i det lange løb som eneste lykkebasis for nogen af typerne, fordi livet stadigt løber videre og ændrer sig. – Hvis således hver enkelt af disse mennesker fik opfyldt deres højeste ønske, så ville de ganske vist føle sig meget lykkelige en vis kortere tid, – men (ialt fald hvis de ikke forstår livet og sig selv helt), så ville nye længsler hurtigt melde sig, såsnart deres store sult var tilstrækkeligt tilfredsstillet og afløst af en mættelse, der jo følger efter enhver uhæmmet nydelse af selv den største livret. Først ville de andre mangler melde sig, som før var blevet "overdøvet" af den største.

Opmærksomheden ville rettes herpå, – og hvis disse ikke også kunne tilfredsstilles, – og det er af nævnte grunde ganske usandsynligt, – så ville savnet hurtigt stige til en ny ulidelig sult efter de nye lykkemål; – d. v. s. den opnåede lykke forsvandt hurtigt igen og bragte slet ikke den varige befrielse, som vedkommende følte sig så overbevist om ville ske. – Man kan således komme til dette resultat blot ved logisk tænkning uden at prøve det i praksis, – og får derved (som ved al anden dybgående analyse) mulighed for at befri sig for den illusion, det er at tro, at opfyldelsen af ens ønsker alene er tilstrækkelig til helt at sikre lykken. Derfor bør man ikke fortsætte med at lade uopfyldte ønskedrømme om fysiske og timelige goder ødelægge ens tilværelse, men i stedet for søge dybere efter lykken.