Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Bevar mig vel, sikke tåbeligt han ter sig", "Staten burde gribe ind her ...", "Det ville jeg have grebet helt anderledes an ...", "Det skulle bare have været mine børn ..." o. s. v. Ikkesandt! De kender det. Alle ved, hvordan alle andres ting kunne og burde have været ordnet!

Kritikken florerer overalt – som en art snigende gift trænger den sig ind alle steder. Jeg tænker ikke her på den kritik, der fremkommer i aviserne som "anmeldelser" af skuespil, films eller bøger og lign., måske i nogen grad på "læsernes breve" i avisernes rubrik hertil, men specielt på den, der fremsættes mand og mand imellem vedrørende samfundsforhold og bestemte samfundsgrupper eller enkeltpersoners anliggender.

Der er en umådelig vækst i den negative kritik, og udbredelsen er hos mange så fundamental, at den optræder som en permanent kritiksyge. Årsagen hertil eller en af dem må vel søges i den stærkt voksende intelligensevne og den i forhold hertil mangelfuldt udviklede moral eller følelsesevne. Den veludviklede intelligens giver et skarpt blik for fejl (andres) og en større evne til at definere og udtrykke sine iagttagelser, og den ringe følelsesudvikling vil ikke lægge generende hindringer i vejen for iagttagelsernes – kritikkens – viderebefordring til andre. Kritik af denne art er et mentalt misbrug, der ligger på linie med det misbrug, der finder sted i forbindelse med jordmenneskets tekniske fremskridt, som ligeledes er et resultat af den hurtigt voksende intelligens. Umådelig mange tekniske fremskridt har fået deres første udvikling og betydning i det negatives tjeneste. Man behøver blot at tænke på flyvningens, sprængstoffernes og atomspaltningens betydning for krigsførelsen for at blive klar over det fysisk-tekniske misbrug, og man må kunne udlede den regel, at der altid vil ske et misbrug – mentalt eller fysisk – hvor der sker en intelligensudvidelse uden en tilsvarende vækst i moral.

Hvor paradoksalt det end lyder, kan Martinus' åndsvidenskabelige analyser, der i sig selv er kærlighedsvidenskab, under den blotte teoretiske tilegnelse udmærket anvendes til negative formål og altså misbruges. Ved studiet af disse analyser uden besiddelsen af et solidt udbygget moralsk fundament, vil den indsigt, man får ved analysernes hjælp, kunne bruges – og bliver brugt rent negativt, f. eks. ved analysering af medmenneskers bevidsthed og væremåde og viderebringning af denne "viden". Men således tilegnet større teoretisk åndelig indsigt er i virkeligheden farlige kræfter at arbejde med; forkert anvendt er de ligeså nedbrydende i den uansvarliges hånd som sprængstoffer er det for den, der omgås disse ligegyldigt og letfærdigt.

Nogle vil måske mene, at tingene her er "sat på spidsen", og at "saglig kritik" er både sund og nødvendig. Og det skal siges, at dette selvfølgelig er rigtigt, forudsat at kritikken er virkelig saglig, hvilket vil sige en sand analyse af objektet, og endvidere at den er fremsat overfor mennesker, for hvem den udelukkende tjener som frugtbar oplysning eller belæring – og til skade for ingen. Men hvor tit hører man kritik af denne art? Sjældent! Hvis man lægger mærke til det, har de fleste, som med deres udtalelser vil befordre ændringer i samfundstilstande eller udtaler deres kritik af eller "mening" om enkeltpersoner, mere affekt i stemmen end fremføringen af den "saglige kritik" kræver, og er man opmærksom på denne affekt, vil man her have et barometer for, hvor mange egoistiske motiver, direkte hadefuldheder og indignation eller blot almindelig sensationslyst, der ligger bag udtalelserne.

Med denne baggrund er det klart, at den meste kritik tager sladder og dømmesyge ved hånden, og det er forbavsende, så letfærdigt vi fremsætter vor – idet vi udslynger den – "uangribelige, saglige kritik" for så senere over for os selv – sjældnere over for andre og så at sige aldrig over for den vi kritiserede – at indrømme vor fejlbedømmelse af situationen. Vi mangler i disse tilfælde følelsesudviklingen – evnen til at sætte os i den kritiseredes sted. Havde vi haft den, ville vi have bedømt situationen mildere og ikke åbent have dømt, men i vort stille sind have foretaget en bedømmelse eller vurdering og kun ladet denne vurdering komme åbent frem, der hvor en anden havde den behov for sin åndelige ligevægts eller velfærds skyld.

Kritik hæfter sig jo hovedsagelig ved andres fejl i ord og gerning, og da det altså stort set er en negativ betragtningsmåde, burde den, der ønsker at fremsætte kritik – om han vil indskrænke skademulighederne herved – først forsøge at veje procenten af gjorte fejl mod procenten af positive resultater. Det ville bremse mange negative tanker og ord i deres udspring. Ser man på en maskine – og en betragtning af mennesket som en maskine er ikke ualmindelig og set fra et vist synspunkt heller ikke forkert – vil man uvægerligt først se på, hvilke færdigvarer maskinen producerer, konstatere dens produktionskapacitet og i anden række bemærke den nødvendige affaldsproduktion og de enkelte fejlbehæftede stykker færdigvarer. Man ville – sålænge produktionen kun er belastet med få og ringe fejl, og affaldsdyngen ikke er urimelig stor i forhold til det færdige kvantum varer – ikke have grund til at udtale sig imod maskinen og dens frembringelser. Og i virkeligheden må man for at være saglig, anlægge det samme syn, når man betragter sine medmennesker, men her er man ikke tilbøjelig til først at se på den positive produktion og spørge sig selv, hvis man kunne finde noget at anke over: "Kunne du eller en anden præstere det, der var bedre i den samme situation?"

Og mellem mennesker såvel som i den tekniske verden er der "små maskiner" og "store maskiner" med alle arter af produktion og kapaciteter og hver med en affaldsprocent og en normal fejlprocent i færdigvaren, og det burde være en gylden regel, at man før sin kritik af både den ene og den anden slags maskiner ikke blot studerede og bedømte fejl og affald, men betragtede de færdige resultater, evt. sammenlignede disse sidste med fejl og affald, thi brugte man overfor egentlige maskiner samme betragtninger, som man gør det for mennesker, ville man komme til det urimelige resultat, at den hurtigtarbejdende maskine med den store produktionskapacitet var den ringeste, idet den jo ville have den største affaldsbunke. Færdigvaren ville man knap bemærke.

De her fremførte betragtninger kunne jo uddybes betydeligt, men dette vil sikkert være tilstrækkeligt til at vise, at kritik yderst sjældent er positiv – altså befordrende for andres lykke og velfærd, og at den, der kritiserer, oftest befordrer tanker, der er negative og lammende for den kritiserede og navnlig den kritiserende selv. Med sin kritik "placerer" han mere sig selv i andres omdømme end sit "objekt"; han opbygger mentale volde eller spærringer, som det vil være vanskeligt at overstige eller nedbryde, hvis han senere ønsker at vende tilbage til mennesker eller landområder, han evt. for en tid frivilligt eller nødtvungent forlader, og endelig gør han sig modtagelig for udefra kommende negative tankebølger.

Det er beskæmmende for os, hvergang vi anvender en ny teknisk opfindelse i det nedbrydende eller det dræbendes tjeneste, og det er beskæmmende for os, hvor vi benytter nye tankesystemer og ny teoretisk viden, og det er naturligt for mig her specielt at tænke på de åndsvidenskabelige analyser – til andet formål, end det hvortil de er bestemt, nemlig som teoretisk vejledning for hvert enkelt menneske i skabelsen af dets egen ny og bedre moral, hvad der selvfølgelig som slutresultat vil betyde en ny mentalitet for den samlede menneskehed. En ny verdensmoral kommer ikke derved, at vi enkeltvis eller kollektivt kritiserer og søger at ændre andres indstilling, men kun derigennem, at vi ændrer vor egen, og eventuelt giver videre vore erfaringer i kampen herfor til de af vore omgivelser, der udtrykker ønsket herom.

I en tid, hvor krig, sult og sygdom og stor forvirring hersker på denne klode, er der brug for – ikke negativ og gold kritik – men for enhver positiv og opbyggende tanke, handling og god vilje til samarbejde. Kritik vil være en af de mørke og tyngende klædninger, vi må efterlade os, inden vi kan passere ind i de nye mentale områder og den forbedrede tekniske verden, der i de gamle beretninger er betegnet som "en ny himmel og en ny jord". Det er muligt, at der er mennesker, der ville miste hele deres åndsliv, om de skulle give afkald på den kritiserende indstilling, og for disse ville det være vanskeligt at udfylde dette "tomrum" med en kærlig og tolerant tankegang, men for de fleste mennesker – og måske i særlig grad for dem, der læser dette blad, ville det være en overkommelig opgave at befri sig for den kritiserende holdning, der endnu er tilbage i bevidstheden, og erstatte den med opbyggende og glædebefordrende tanker. Det ville vise sig umagen værd!