Kosmos 1935/2 side 17
Martinus:
BISÆTTELSE
(Fortsat).
Gennem foranstaaende har vi nu faaet saa mange Forkundskaber til selve Livets Mysterium, at det vil være forholdsvis let at fatte Meningen med efterfølgende Analyse af en Ligbrændings Uhyrlighed overfor Stoffets Liv. Vi har saaledes set, at Jordkloden selv var et levende Væsen. Vi har paavist de samme Princippers Tilstedeværelse i dens Organisme, som vi finder i vort eget Legeme, og gør dette til at være Udtryk for et levende Væsens Manifestation. Vi har naturligvis kun kunnet gaa rent elementært til Værks, men har dog paavist de Felter i Jordklodens Organisme, de Naturkræfter, der ved en nærmere Analyse eller Udforskning uafviseligt vil gøre til Kendsgerninger de Ræsonnementer og Faciter, som jeg har paavist angaaende Jordkæmpens Livsfunktioner, og som – maaske for første Gang – har givet Læserne et svagt Pust af Fornemmelsen af et levende Væsen bag de Oceaner af Kræfter, han ellers kun er vant til at udtrykke som Naturen, som Himmel og Jord, som Kontinenter og Have, som Lys og Mørke.
Der kan naturligvis være meget tilbage for Læseren at gøre Indvendinger imod eller spørge om angaaende denne Jordklodens Identitet som levende Væsen, men disse Indvendinger eller Spørgsmaal vil alle kun dreje sig om den Forskel, der nødvendigvis maa være mellem Jordkæmpens og dens Mikroindividers Livsfunktioner i Henhold til den overliggende Spirals Indflydelse, som Jordvæsenet netop tilhører. Og Læseren maa saaledes lære at forstaa, at det kun er i Principperne, at Jordvæsenet har Livsfunktionerne tilfælles med ham selv, men derimod ikke i den materielle Form for Udløsning af disse. Den er naturligvis ubegrænset ligesom Legemsformen og kan varieres i det uendelige. Det er saaledes i den guddommelige Verdensplan ingen Almenbetingelse for materiel Spisning, at denne skal foregaa ved Hjælp af Kniv og Gaffel, eller at denne skal være en i en særlig Mavesæk forekommende Opsummering af grove Materier, der i denne Sæk skal begynde sin Fordøjelse. Det er kun en enkelt særlig lokal Metode for den materielle Ernæringsform i Verdensaltet. At nævnte Metode ikke er Universets eneste kan jo allerede iagttages her paa Jorden gennem Forskningen af Planternes Ernæring, der jo dog foregaar paa en hel anden Maade. Naar Jordvæsenet faar sin materielle Føde i Form af Solstof, er der saaledes absolut intet mærkværdigt eller unaturligt i dette, idet denne Ernæringsform ogsaa kun er en af Verdensaltets mangfoldige Variationer af det samme Princip. Selv om der er meget ved Erkendelsen af Jorden som et levende Væsen, der synes mærkeligt, maa man naturligvis huske paa, hvor umaadeligt stort et fysisk Væsen det er, vi her har for os, og hvor fantastisk smaa Læsernes fysiske Øjne er overfor dette Væsen. Alt kan som Følge heraf kun ses i Kæmpeformat, alt bliver grotesk og fuldstændig uden den harmoniserende og mildnende Tilpasning eller Sammensmæltning med Omgivelserne, der gør sig gældende i alle Synsfelter indenfor den sædvanlige Observation af Væsener fra Individets egen Livszone, og hvor det samlede Overblik over hvert enkelt levende Væsens fysiske Ydre i rig Overdaadighed er vanemæssigt tilgængelig. At se Jorden som et levende Væsen er i Princip næsten det samme som at se et Væsen af vor egen Art i en Millionforstørrelse. Alt i dette Syn vilde være ligesaa grotesk, unaturligt og vanskeligt at opfatte som Detailler i et levende Væsens Organisme, som de Realiteter, vi i Dag tilsammen kalder "Naturen", for den begyndende Aandsforsker, er vanskelige at opfatte som Livsfunktioner i et levende Væsens Organisme.
* * *
Med Hensyn til "Ligbrænding", da vil denne jo ogsaa udtrykke et Forhold mellem Makroindivider og Mikroindivider. Og det store Spørgsmaal for den samvittighedsfulde og følelsesudviklede Forsker vil derfor komme til at dreje sig om, hvilken Indflydelse dette Forhold gensidigt har paa de paagældende Makro- og Mikroindivider. Og i Følge alle de Oplysninger og Analyser, der har været fremført i nærværende Artikels forskellige Fortsættelser, vil det nu ikke være saa svært at forstaa efterfølgende Analyse af dette Problem.
At se en Ligbrænding i sin virkelige dybeste Konsekvens lader sig ikke gøre gennem det almindelige fysiske Syn af et Medvæsens Organismes Opbrænding, idet Mikroindividerne i samme Organisme perspektivisk set er altfor langt borte til, at de, for denne materielle Form for Skuen, kan vise sig som levende Væsener. De fremtræder i nævnte Skuen kun som "Materie". En saadan Ligbrænding vil derfor set med det jordiske Menneskes fysiske Øjne kun forme sig som en, Opløsningsproces af mineralske og animalske Stoffer, en Stegning, Brankning og Forkullelse af tilsyneladende dødt Materie.
For at blive Vidne til Virkeligheden i en Ligbrænding maa man altsaa komme Begivenheden paa saa nært Hold, at den tilsyneladende døde Materie ikke mere fortoner sig som Materie, men derimod klart fremtræder som det, den i Virkeligheden er, nemlig en Verden befolket med Myriader af levende Væsener ligesom vort eget synlige Tilværelsesplan. At komme nævnte Mikroverden paa saa nært Hold, at man ser dens enkelte Individers Liv og Færden, deres Lidelser og Kvaler lader sig jo lettest gøre i det Felt, hvor nævnte Verden er mest aabenbaret. Da det jordiske Menneske selv er et Mikroindivid, vil nævnte mest aabenbarede Felt saaledes være dets eget Liv og Færden i dets egen Verden, hvilken jo netop er en Mikroverden overfor de overliggende Spiralers Væsener.
Ved saaledes at indstille dets Observation paa dets egen Identitet som Mikroindivid, faar Individet den størst mulige Adgang til Mikroverdenen, der findes. Her er Aabenbaringen indtil Hundrede Procent. Her er Brændpunktet for den guddommelige faderlige Korrespondance.
Her vil man maaske indvende, at der er meget stor Forskel paa vort eget Liv og vore Mikroindividers Liv. Hertil maa jeg svare, at der ganske vist er Forskel, men denne Forskel fremtræder kun i overfladiske Detailler og eksisterer ikke i Art, men kun i Grad. Livsprincipperne er de samme i alle Spiraler, baade i de overliggende og i de underliggende. Vil man derfor retmæssigt gøre sig klart, hvad der foregaar ved en Ligbrænding, da skal man ikke rette Bevidstheden ind paa Mikroindividerne, idet disse jo fremtræder som Sansningens yderste Periferi og trods Mikroskopet fortoner sig i nævnte Periferis lysende Taager.
Alle levende Væsener fremtræder i det indbyrdes Kontrastforhold til hverandre, vi kalder
"Udvikling". Denne Udvikling viser sig igen som en stigende Skala af forskellige Trin fra en tilsyneladende mindre til en mere fremtrædende Form for Oplevelse af Livet. Ethvert levende Væsen befinder sig altsaa paa et eller andet af disse Trin i Skalaen. Dette Trin vil igen for det paagældende Individ blive Centrum i dets Observation eller Oplevelse af andre Trins Væsener og Forhold. Dette vil igen sige, at nævnte Trin bliver en Slags
"fast Punkt", en Slags
"Maalestok" eller den Kontrast, i Forhold til hvilken de nævnte andre Trins Væsener og Forhold bliver bedømt, faar Karakter, kommer til at forme sig i nævnte Individs Erkendelse eller Opfattelse.
Lige i det samme Trins Kulminationspunkt befinder sig Individets Oplevelse af sig selv eller sin egen Tilværelse. Denne Oplevelse bliver igen Individets Sansebrændpunkt. Det samme Individs Oplevelse af et andet Væsens Tilværelse kan derfor ikke ske i dette "Brændpunkt", men vil straks være fremtrædende udenfor. Som Følge heraf kan Oplevelsen af et andet Væsen ikke være ligesaa klar som Individets Oplevelse af sig selv. Og jo længere borte fra nævnte Brændpunkt et andet Væsens Trin ligger, desto uklarere og mindre detailleret vil samme Væsens Livsforhold og Fremtræden forekomme Sansebrændpunktets Ophav. Ethvert levende Væsen kommer derved til at staa i et vist perspektivisk Forhold til sine Medvæsener, ikke alene fysisk, men ogsaa aandeligt.
Da vor egen Begavelse og Erfaringssamling er vort Sansebrændpunkts ordinære Lyskilde, vil alt, hvad der forekommer indenfor dette Brændpunkts særlige Omraade, blive stærkest belyst, idet denne vor Livsflamme jo aftager i Styrke, desto mere den ligger udenfor Brændpunktets Centrum. Alt, hvad der ligger udenfor vort eget Liv, befinder sig altsaa mere eller mindre fjernt fra dette Brændpunkt og vil forekomme os tilsvarende mere eller mindre uklart og fremmed. Og jo længere borte fra Brændpunktet en Ting befinder sig, desto mere vil den derfor fortone sig for tilsidst helt at gaa over i det Usynlige.
Dette Sanseomraadets klareste og stærkeste Lysfelt udgøres altsaa af vort eget Liv og Manifestation. Paa nærværende Symbol er dette udtrykt ved den stærke Lysstraale, som udgaar fra et bestemt Trin paa Trappeformationen til højre, der netop skal illustrere
Udviklingsstigen.
Trekanten, hvorfra Straalen udgaar, skal udtrykke et levende Væsen. Straalen udtrykker dette levende Væsens samlede Sansning. Genstanden for denne Sansning er Verdensaltet. Dette er igen udtrykt paa Symbolet som den lodrette kegleformige Figur til venstre. Af dette Verdensalt sanser Individet altsaa klarest den Del, der udgør dets eget Liv og Fremtræden, den Del indenfor hvilken det selv er skabende eller manifesterende.
Denne Del i Forbindelse med den Del, der udgøres af Medvæsenerne paa det samme Trin, udgør igen, som vi netop i en kommende Artikel her i Bladet om Logik skal se, den eneste absolute Basis for Individets Erkendelse af
den absolute Logik, hvilket igen vil sige Verdensaltets Planmæssighed eller Matematik, og uden hvilken Erkendelse en Hundrede Procents logisk Tænkning umuligt vil kunne udløses.
Denne Individets Hjemstavn paa Udviklingsstigen er igen at udtrykke som
"Mellemkosmos" og vil paa Symbolet altsaa udgøres af det Felt, der ligger lige i Lysstraalens Kulmination. Udenfor denne Lysstraale fortsætter Verdensaltet opad i det Store og nedad i det Smaa. Disse to Fortsættelser er grundet paa visse perspektiviske Omstændigheder, som nævnt i nærværende Artikel, henholdsvis at udtrykke som
"Nærkosmos" og
"Fjernkosmos". Disse to Afsnits Beboere udgør igen, grundet paa de samme perspektiviske Forhold, overfor vort eget Udviklingstrin henholdsvis "Makro"- og "Mikroindivider", Kæmpe- og Miniaturvæsener.
Ved den daglige Oplevelse af Livet, Oplevelse af Smerte og Lidelse, Oplevelse af Kærlighed og Lykke næres Individets Livsflamme, og Lyskeglen holdes i Live og er det Straalevæld fra den evige Faders eget Ocean af Lys, der i Form af
den hellige Aand skal aabenbare hans Nærhed, Livets Mysterium og Kærlighedens altbeherskende Element i Verdensaltet for den betagede Gudesøn.
At noget fremtræder som mikroskopisk og fortoner sig i de lysende Materier er kun Udtryk for, at det netop befinder sig længst muligt borte fra Sansefeltets klareste og mest tilgængelige Centrumsomraade, hvilket altsaa igen vil sige det Felt, hvor Individet har sin allerhøjeste Observations- og Analyseringsevne, det Felt, hvor den guddommelige faderlige Korrespondance er paa sit Højeste.
Men ligesom en Ting kan være for langt borte fra Sansningens Brændpunkt og derfor i en altfor høj Grad kan overses, saaledes at den forsvinder som et lille detailleløst Punkt i det Fjerne, saaledes kan en Ting ogsaa være altfor tæt ved nævnte Brændpunkt og derved, ja endog kun med en enkelt Detaille i sit Omraade, opfylde hele Sansefeltet og kommer derved til at virke uoverskueligt, kæmpemæssigt eller makrokosmisk. Mikrokosmos og Makrokosmos er altsaa i Realiteten kun et aandeligt Perspektivforhold. Perspektivprincippet er Fundamentet for al Sansning og gaar saaledes igen i alt, hvad Individet oplever. Det bestemmer Kontrasterne i Tilværelsen. Disse betinger igen, at noget i det hele taget kan blive synligt, kan opleves. Det inddeler altsaa Sanseomraadet i tre Felter, nemlig Mikrokosmos eller det Felt, der er længst borte fra Individets Hjemsted i Sansebrændpunktet, Makrokosmos, der udgøres af det Felt, der er for tæt ved nævnte Brændpunkt, og saa tilsidst det Felt eller den Zone, der er Individets Hjemsted i Spiralerne, og hvor dets Sansning kulminerer.
Individets Sansning har altsaa sit Brændpunkt midt imellem Mikrokosmos og Makrokosmos, og vi vil derfor herefter udtrykke nævnte Zone som "Mellemkosmos", ligesom vi i samme Forbindelse herefter vil udtrykke de to andre Felter, Mikrokosmos og Makrokosmos, henholdsvis som "Fjernkosmos" og "Nærkosmos".
Medens Fjernkosmos og Nærkosmos i Virkeligheden kun er Staffage i selve Sanseomraadet, bliver Mellemkosmos derimod det Felt, hvor al Oplevelse af Livet kulminerer og derfor det absolute eneste Felt, hvor selve Livets Mysterium i direkte Form afsløres, Guddommen aabenbares og Evigheden opleves. Al Forskning udenfor Mellemkosmos vil derfor uundgaaeligt slutteligt føre tilbage til Mellemkosmos, til Brændpunktet, til Livets Kulmination og Facit. Her brænder Livets Lys med sin allerhøjeste Flamme. (Se det vedføjede Symbol.) Og desto længere man er borte fra denne Flamme desto mere Mørke, og desto mere Mørke desto mere Mystik, men desto mere Mystik desto mere Overtro og Uvidenhed og desto mere Overtro og Uvidenhed desto større Konflikt med Livets Love. Og desto større Konflikt med disse Love desto større Lemlæstelse, Sorg og Lidelse.
Mellemkosmos er altsaa Sædet for Individets Opnaaelse af den sande Virkeligheds fulde Erkendelse, medens Fjernkosmos og Nærkosmos, som jeg nævnte før, er Staffage, hvilket igen vil sige, at de er i Stand til at afgive til Individet lige akkurat saa megen supplerende Viden, at Individet derigennem kan opleve, at alt er i det Store som i det Smaa og omvendt, at Livsprincipperne er ens for alle Spiraler, og at Mellemkosmos bliver Guds højeste Fremvisning af Verdensaltet for ethvert levende Væsen. Og i Samklang hermed skal vi nu gaa over til at vise en Ligbrændings sande Grundanalyse – ikke gennem Mikrokosmos og ikke gennem Makrokosmos, – men derimod gennem Mellemkosmos eller det Felt, hvor Læserens Livsflamme har sin største Udløsning og den guddommelige Aabenbaring af Mikrokosmos og Makrokosmos for Forskeren fremtræder i sit højeste Straalevæld.
* * *
At opleve Mikrokosmos gennem Mellemkosmos vil altsaa være det samme som at betragte sig selv som et Mikroindivid. Og vi vil nu paa denne Maade gøre os klart, hvad der vilde ske, hvis Jordkloden, der jo er vort Makroindivid, lod sin Organisme opløse ved Ild. Da vi jo er Mikroindivider i denne Organisme, vil vi saaledes faa de store Grundrids af de Fakta, der i Grundprincip vil være absolut analoge med de Fakta, som vil gøre sig gældende overfor Mikroindividerne i vor egen Organisme ved en Ligbrænding.
Hvis Jorden paa en eller anden Maade kom i Brand, f. Eks. ved et Sammenstød med en anden Planet, vilde den umiddelbart forudgaaende Tid før dette Sammenstød fylde Verdens Dyr og Mennesker med en Rædsel, til hvilken der aldrig paa dens Overflade har eksisteret noget Sidestykke. Et panisk Virvar vilde som en Stormvind gaa hen over Jorden og forvandle den til én Forgaard til Helvede. Mennesker og Dyr vilde i afsindig Skræk som jaget Vildt i rasende Fart styrte af sted frem og tilbage hen over en vaklende Klode, hvis Tyngdekraft og Ligevægtspunkt, ved det fremmede Himmellegemes Nærhed, forlængst var kommen af Lave. En Hær – ikke af Soldater med Kanoner, Maskingeværer, Bombeflyvemaskiner eller andet menneskeligt Paafund af Mordinstrumenter, hvis Virkninger her i nærværende Tilfælde næsten kun vilde være at betragte som Kærtegn, – men derimod en Hær af Skypumper, Stormfloder, Jordskælv, nye opdukkende vulkanske Udbrud vilde omringe den jagede Menneskehed og øvrige Repræsentation af Liv. I en Regn af glødende Partikler fra Jordens Indre maatte de tilbageblevne overlevende Væsener hjælpeløst balancere paa Randene af opstaaede mægtige Svælg eller dybe Afgrunde i den revnede Jordoverflade. En fortættet Atmosfære af mere eller mindre giftige Dunstarter og Røgskyer vilde forpeste Luften og udelukke enhver Straale af Solens Lys. Og i den begsorte Nat vilde Hærskarernes Dødsrallen og Angstskrig totalt overdøves af en altdominerende Larm eller Torden fra den sammenstyrtende Jord eller Elementernes Undergang. Over den mørke Himmel vilde der gnistre en Mangfoldighed af Lyn, der ligesom en Hærskare af Flammesværd, ført af usynlige Hænder, vilde dolke eller nedsable Livet baade her og der.
Men endnu er Enden ikke naaet. Fra den fjerne Horisont begynder et rødligt Lysskær at gennemtrænge Mørket. Verden er kommen i Brand. Et umaadeligt Flammehav æder sig med stærk Fart frem gennem Kontinenterne og med sine alt omspændende røde Ildsluer lader forstaa, for de sidste Rester af organisk Liv, som har været i Stand til at trodse og overleve de hidtidige Strabadser, at "her lades alt Haab ude". Og med den sidste hendøende Gnist fra dette mægtige Flammehav slukkes en Stjernes Lys. En før saa lysende, skøn og beboet Verden er gaaet under i Nattens Mørke.
* * *
Dette var en "Ligbrænding" set i Mellemkosmos, hvor Individet netop har sin klareste og skarpeste Oplevelsesevne. De Fakta, som vi her blev Vidne til, er de eneste absolute, der kan være Basis for Logik. Dette vil altsaa sige, at den Logik, vi bliver Vidne til i Mellemkosmos, er den eneste absolut ufejlbarlige og derfor ogsaa i tilsvarende Grad den eneste absolut retmæssigt anvendelige i Oplevelsen af Erkendelsen af Detaillerne i saavel Fjernkosmos som Nærkosmos. Dette vil i nærværende Tilfælde igen sige det samme som, at ovennævnte Skildring af Jordklodens unaturlige Undergang er identisk med den Logik, der gør sig gældende ved den almindelige Ligbrænding. De Grundprincipper, vi blev Vidne til i Jordens unaturlige Undergang, er ogsaa uafviseligt til Stede i enhver anden Form for Opløsning af et organisk Legeme ved Ild. Den Forskel, der kan være Tale om, eksisterer ikke i Princip, men kun i den ganske overfladiske Detaillering.
Da store Grupper af Mikroindividerne i vor Organisme har fysisk Dagsbevidsthed, vil dette betyde, at de samme sjælelige Kvaler, den samme Rædsel og Dødsangst, den samme Panik, som er til Stede blandt Dyrene og Menneskene ved Jordklodens unaturlige Undergang, ogsaa er til Stede hos de førnævnte Mikroindivider, naar vor Organisme prisgives en unaturlig Undergang ved Ild.
Nu vil man maaske indvende, at Jordens Organisme i den før skildrede unaturlige Undergang ikke var et Lig, men et levende Legeme, og at der ingen Rædsler eller Pinsler vilde have fundet Sted, hvis den netop havde været et Lig. Men hvad forstaar man ved et Lig?
Hvis man tror, at et organisk Legeme ved Døden straks er blottet for organisk, fysisk bevidste Mikroindivider, da er man Offer for en meget stor Fejltagelse. Saalænge der endnu er Fugtighed i Liget, er der ogsaa organisk, fysisk bevidste Mikroindivider, der, selv om de naturligvis er meget lavtstaaende i deres Udvikling, saa dog har Følelse og kan opleve fysisk Smerte og Pine, kan føle Angst og Rædsel og er saaledes reageringsdygtig overfor enhver unaturlig Opløsningsproces af Liget. Kun den Del af Liget, der udgøres af Mineralmikroindividerne, er uberørte af enhver fysisk Opløsningsproces, idet disse Væsener kun med en meget elementær Del af deres Underbevidsthed er hjemmehørende paa det fysiske Plan og derfor ikke har nogen som helst Form for Dagsbevidsthed paa nævnte Plan, men har Hjemsted i "Salighedsriget". De kan derfor ikke føle nogen som helst Form for Smerte og Lidelse, er højt hævet over al jordisk Ufuldkommenhed.
Men for yderligere at klargøre Mikroindividernes Skæbne i en Organisme, hvis Makroindivid paa normal Maade er døende, vil vi igen betragte Mikroverdenen gennem Mellemkosmos, hvilket altsaa vil sige det samme som, at vi igen vil indstille vor Bevidsthed paa os selv som Mikroindivider.
Naar Jorden engang paa naturlig Maade skal dø, hvilket vil sige, naar dens Jeg skal slippe sin Forbindelse med dets fysiske Legeme (den fysiske Jordklode), vil denne Proces ikke skabe nogen som helst særlig Forvirring i dens Mikroverden, under hvilken Mennesket altsaa er henhørende. Da Jordens fysiske Levetid i Forhold til Menneskets Levetid er af en saadan Udstrækning, at hvad der er Aarhundreder for Mennesket, faktisk kun er "Minutter" for Jordvæsenet, vil samme Væsens Dødsproces selv i heldigste Tilfælde, hvor den i dets eget Tidspanorama kun varer nogle faa "Minutter", for dets Mikroindivider og dermed for Menneskene vare ligesaa mange Aarhundreder. Nævnte Dødsproces vil derfor ikke være i Stand til at fremkalde nogen som helst Form for unaturlig Død blandt de paagældende Mikroindivider. Disse faar alle hver især rigelig Tid til at leve deres nuværende fysiske Liv naturligt til Ende. Og Virkningen af Jordens døende Tilstand vil kun blive synlig i den Omstændighed, at de nævnte Væsener ikke mere kan genfødes paa Jorden. Med Dødens Indtræden ophæves Livsbetingelserne for de Mikroindivider, der er af en saa fremskreden Udviklingstilstand, at de kun kan eksistere i en "levende" Organisme – ikke i et Lig. I Henhold til denne deres Tilstand drages de mod andre Verdener, hvor de for dem særlige Reinkarnations- eller Genfødelsesbetingelser er til Stede. Men i Jordens Lig er Livet synkende. Livsbetingelserne bliver mere og mere grove og barske og aabner kun Mulighed for Inkarnation af tilsvarende lavere og lavere, primitive og robuste levende Væsener. Bevidsthedsniveauet synker ned til barbariske og primitive dyriske Former. Men tilsidst ophører ogsaa Betingelserne for de dyriske Væsener og alt organisk Liv. Tilbage vil saa kun være Mineralregionernes, paa det fysiske Plan, bevidstløse Masse, Verdens "Skelet". Jordorganismen er blevet til en – Maane. Som et lysende Gravmonument over sin egen fortidige Tilværelse vil den sejle hen gennem Verdensaltet, følgende evige Love, higende frem mod Opløsning, mod Frigørelse, mod Hvile ogsaa for disse sidste Rester af bunden Materie, af underbevidste Livsmasser. Og engang vil denne Ruinhob af en svunden Verden, denne sidste fysiske Hilsen fra et fortidigt Tidspanorama i den guddommelige Skabelseshistorie ogsaa have forladt det fysiske Plan. Men paa den mørke Nathimmel lyser nye Sole, nye Verdener, nye Maaner i det evige Kredsløb i Guds Straaleglorie eller evige Firmament.
* * *
Paa samme Maade som den naturlige Død eller Undergang for Jordvæsenet eller vort Makroindivid ikke paa nogen Maade kan afstedkomme nogen som helst Form for Unatur, saasom for tidlig Død, Lemlæstelse og Lidelse, saaledes vil vor egen naturlige Død med tilhørende naturlige Opløsning af vor efterladte fysiske Organisme eller Lig heller ikke kunne foraarsage nogen som helst abnorm Tilværelse for Mikroindividerne i nævnte Organisme eller Lig. Disse Væsener vil leve deres Liv uantastet heraf. Kun vil der altsaa ske dette, at de ved deres Død ikke inkarnerer mere i den Organisme, der er forladt af Makrojeget. De Mikroindivider, som beboede den levende Organisme, uddør saaledes efterhaanden fra denne for at inkarnere i en anden levende Organisme og giver derved Plads for Inkarnering af lavere og lavere Livsformer i den døde Organisme, hvis Betingelser for organiske Livsformer hurtigt degenererer og opløses. Det er denne Del af Opløsningen vi er vante til at kalde "Forraadnelse".
Men ligesom ved Jordens Opløsningsproces bliver ogsaa her den mineralske Del tilbage, hvilket altsaa vil sige, den Del af Materien, der helt eller delvis bestaar af Livsenheder, hvis vaagne Dagsbevidsthed er i "Salighedsriget" og derfor, paa det fysiske Plan, endnu ikke har nogen bevidst Oplevelsesevne. Deres Berøring med det fysiske Plan er kun en Udløsning af meget elementære Underbevidsthedsfunktioner. De er derfor ganske uden nogen som helst Evne til at føle Smerte og Lidelse. Den mineralske Materies Skæbne, enten ved Ild eller Vand, enten ved Kulde eller Varme, kan derfor aldrig i noget som helst Tilfælde give Smerteoplevelse for dens Livsenheder. Men til Gengæld bliver disse Livsenheders Bevidsthedsvækst paa det fysiske Plan kun at betragte som værende i sit allerførste spæde Fosterstadium.
Disse tilbageblevne mineralske Rester af et Lig er af indbyrdes forskellig Natur, idet de stammer fra den forhenværende levende Organismes mange forskelligartede Materier, der alle uden Undtagelse har indeholdt en vis Form for Mineralmaterie. Af disse forskellige Mineralmaterier er Skelettets og Hudens de mest uopløselige og kan eksistere længe efter at de øvrige Materier i Liget er opløst. Disse indtørrede og indskrumpne Rester af et Lig svarer i Princip til Jordlegemets "Maanetilværelse".
Ethvert levende Væsens fysiske Organisme kommer saaledes ved sin naturlige Opløsningsproces til at gennemløbe et "Maanestadium", som naturligvis ogsaa har sit nyttige Formaal at skulle opfylde for Livsenhederne i den paagældende Materie. Paa dette Stadium udgør Liget i Virkeligheden kun en "Mumie", men er endnu omgivet af en lysende Glorie eller Aura. Men denne er her af en saa fin eller høj overfysisk Natur, at den kun kan iagttages i Kraft af det højeste Klarsyn. En saadan lysende Glorie er derimod ikke til Stede ved Asken eller de efterladte jordiske Rester af et organisk Legemes Opløsning ved Ild. Her er nok en Glorie, men den vibrerer kun i mørke Farver, der kun synes at tangere i Retning af sort. Denne mørke Glorie er ogsaa af en saadan Beskaffenhed, at den kun bliver synlig ved Hjælp af den hellige Aands højeste Sekraft.
Ligesom en Maane altid vil være et levende Gravmæle over en mere eller mindre udviklet fortidig Verden, saaledes er ogsaa Mumien i Realiteten det eneste absolut ægte og dermed naturligt lysende Gravmæle over et levende Væsens forhenværende jordiske Tilværelse, dets Nedstigning i fysisk Materie og Tilbagevenden til et overjordisk Tilværelsesplan, og vil, som vi senere skal se, af fremragende udviklede Mennesker ikke blive forfulgt, splittet og ødelagt, men derimod helliget og fredet.
* * *
Vi har hermed set den unaturlige og naturlige Undergang af en fysisk Organisme. Medens den naturlige ingen som helst Smerte og Lidelse frembringer og derfor er i Overensstemmelse med Overholdelsen af det store Kærlighedsbud, saa er den unaturlige Undergang f. Eks. ved Ild eller "Ligbrænding", som vi har set, jo en Udløsning af selve Kulminationen af Helvede for det paagældende Ligs organiske Mikroindivider. Ikke desto mindre paadrager ethvert Individ, der overgiver sit Lig til en Opløsning ved Ild, sig Ansvaret for en saadan Udløsning.
At det i Øjeblikket ikke føler nogen Gene ved denne sin Handlemaade, ja maaske endog føler denne som den bedste og mest tiltalende Afslutning paa sin fysiske Tilværelse, fritager det absolut ikke for dens uundgaaelige Virkninger.
Et Individ, der endnu i visse Felter kan udløse Kulminationen af Helvede, er jo et Individ, der, i de samme Felter, er tilsvarende kulminerende i Overtrædelse af de evige Love for Opretholdelse af normalt Liv. Dette vil igen sige, at samme Individ i de nævnte Felter er tilsvarende ufærdigt eller uudviklet. Men i de Felter, hvor Individet er ufærdigt eller uudviklet, der er det jo i tilsvarende Grad ubeskyttet mod Lidelse, idet Lidelsen er det fundamentale Middel, ved hvilket de vanskeligste Erfaringer bliver virkeliggjort, den guddommelige Visdom bliver til Kendsgerning, og Kærligheden fødes. Efterhaanden som Lidelserne skrider frem, vokser Kærlighedsevnen i de samme Felter, hvorved Individet netop i disse Felter faar Talent til at overholde Loven for Tilværelse, kommer til at elske sin Næste som sig selv, for derefter i tilsvarende Grad at blive uimodtagelig eller immun overfor enhver Form for Lidelse i de paagældende Felter. Hvor Individet er færdigudviklet, overtræder det ikke Loven og kan her kun opleve den fuldkomne Lykke, den fuldkomne Tilværelse.
Naar et Individ derfor lader haant om enhver Beretning om Ligbrændingens Unatur, er det Udtryk for, at det i dette Felt er meget ufærdigt eller uudviklet. Dette vil saa igen i Følge de evige Love betyde, at det i det samme Felt er ganske blottet for Beskyttelse mod Lidelser. Et saadant Individs Beskyttelse mod Ildsvaade, Brandsaar, Skoldning og Indebrænding er meget spinkel. Og det vil derfor før eller senere enten i dets nuværende eller i kommende Liv mere eller mindre falde i disse Realiteters Vold, saaledes at det selv kommer til at opleve det Helvede, til hvilket det har prisgivet sine Mikroindivider, for derigennem at blive tildelt den i det paagældende Felt manglende guddommelige Erkendelse af Kærlighedslovens Identitet som Fundamentet for al Lidelses Ophør.
(Fortsættes.)
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige