Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I modsætning til de foran skildrede vordende resignationskunstnere, der udtrykker denne specielle kunstarts mere eller mindre "sure" eller "umodne" stadier, så finder vi på den samme kunstarts C.stadium det helt modne og fuldkomne udtryk for denne høje, åndelige egenskab. Her hersker ingen bitterhed over oplevet modgang eller over de skuffelser, livet lader os alle opleve. I modsætning til de foran skildrede mennesketyper, venter den sande resignationskunstner sig ikke det mindste af livet. Han ved, at det ikke er ham, der har noget krav på livet, men at det derimod er livet, der har et alvorligt krav på ham. I dybet af sin sjæl ved han ganske nøje, at hans jordiske liv er "ej blot til lyst", og denne viden bevirker, at han i langt højere grad end de endnu åndeligt umodne mennesker har udviklet evnen til at se det store i det små og til aldrig at overdimensionere den modgang, han møder. Thi hvad er sorg, skuffelse og modgang andet end givne kosmiske energikombinationer, som absolut ikke kan magtes ved, at man jamrer over dem. Det er med en sorg, som med en hvilken som helst anden energikombination, at det ikke er dens form, der er afgørende, men derimod dens indhold. Ingen af os forskånes for slag, der i første omgang synes både ufattelige og urimelige i deres tilsyneladende ubarmhjertige hårdhed, og de fleste af os reagerer i første omgang på den fra junglen nedarvede måde ved at rase over, at netop dette skulle times en. Men medens mennesket uden sandt kendskab til livet fortsætter junglens traditioner og ikke ved hvad ondt, det skal gøre sorgens tilsyneladende ophav, så vil man atter og atter opleve, at det virkeligt udviklede menneske, for hvem evnen til at resignere er dyb og ægte kunst, efter den første, sviende smerte retter lyset imod sin egen bevidsthed for der at søge at "aflæse" smertens inderste budskab. Dette menneske ved nemlig, at livet kun består i en kamp mellem to former for vilje: egenviljen og guddomsviljen. Det er udfra den her berørte livsindstilling, at de evigt sande ord: "Herre, ske ikke min, men din vilje!" er fødte. Det udviklede menneske ved nemlig med hele sin sjæl, at enten er det med verdensaltets kræfter, eller også er det imod dem. Er det med dem, breder forståelsen af hensigten med det oplevede sig som en mild og livgivende varme i dets sind, ligegyldigt hvor smertefuld den oplevede sorg så end var, men er det mod dem, så opfyldes det sjælelige rum med hadets og hævnens mørke kræfter og blinder de øjne, der skulle se "skriften på væggen". Det er jo netop denne sandhed, der ligger til grund for vort inderlige ønske om at blive resignationskunstnere. Gang på gang ser vi, at de sorger, der får os til at bryde sammen og blive ofre for selvmedlidenhedens skånselsløse martyrium af de virkeligt store mennesker mødes på en sådan måde, at man forstår sandheden i det gamle ord: "Alting tjener dem til gode, der elsker Gud!"

Forskellen mellem mennesket, der endnu ikke evner at resignere på en fuldkommen måde og på den, der gør det, består dybest set i den kendsgerning, at mennesket uden virkelig indsigt i tilværelsesmysteriet nægter at akceptere livet, som det er, i modsætning til det åndeligt vidende menneske, der forlængst er blevet specialist i denne svære kunst. Mennesket, som lever indespærret i lokalbevidsthedslivets trange rum, er altid beskæftiget med at lave livet om, at ville have det hele anderledes. Vi møder disse mennesker allevegne, og de er på sin vis altid i krig. Der er altid noget, de kan "rase" over, og altid noget de vil have anderledes, end det er. Det åndeligt udviklede menneske derimod akcepterer livet, som det er, og slipper derved udenom det her nævnte farlige modsætningsforhold. Det ejer i sig en umådelig styrke gennem denne indstilling, der uundgåeligt giver en næsten urokkelig fred i sindet. Det ønsker ikke "at gøre Abraham rig", men derimod ved sit eget lys at hjælpe den, der er faret vild i sin egen vredes dunkle labyrinter, tilbage til den ligevægt, der alene er fred. Derfor er disse mennesker altid elskede, i hvad man så end mener om dem. Deres færd gennem livet er lysende, og de frugter deres væremåde skænker os, eftertragtede. Storheden i deres indstilling til os, der endnu må famle ad ofte meget smalle og meget farlige stier, er den, at de ikke alene elsker os, men de elsker os, som vi er. De akcepterer stille den kendsgerning, at når dette eller hint rammer os, er det fordi, der er et eller andet, Guddommen ønsker at lære os, og i denne undervisning ønsker de blot at være den milde vejleder. For dem er dommersædet noget, de overlader andre, såvel som straffen er dem uvedkommende. Kun eet betyder noget for dem, og det er ved deres ånds milde lys at vejlede enhver til forståelsen af, at kunsten at resignere dybest set er det samme som kunsten at tænke Guds tanker efter i et sådant omfang, at enhver smerte, sorg eller modgang hurtigt opleves som det de virkeligt er: "– et skærmende gelænder, der værner individet mod at falde ned i en evig døds afgrund". (Livets Bog, stk. 86).