Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Af samtlige former for kunst er kunsten at leve, hvilket vil sige at få et liv fyldt med lys og skønhed, med fred og harmoni, utvivlsomt den mest eftertragtede. Men livskunsten er ikke blot een kunstart, det er en kunstart, som deler sig i flere grene, og som bl. a. omfatter kunsten at tænke, kunsten at elske, kunsten at være religiøs og også kunsten at resignere. Den sidstnævnte kunst er ikke den mindst værdifulde, man fristes næsten til at sige: tværtimod, fordi det menneske, som ikke evner at resignere simpelthen slet ingen mulighed har for at få et lykkeligt liv. Vi oplever derfor også, hvorledes alle kloge forældre meget hurtigt søger at gøre deres børn begribeligt, at de ikke "kan få alting" eller "alt, hvad de peger på". Årsagen til dette forhold må søges i den kendsgerning, at vi alle fødes med et tilsyneladende umætteligt begær efter at eje og besidde. Man ser det let hos børn. Kun de færreste iblandt dem holder af, at andre leger med deres legetøj, endsige får det foræret. Ordene "det er min hest, eller min dukke!" udslynges så godt som altid med tryk på min, og mange børn samlede er næsten altid ensbetydende med hidsige indbyrdes skænderier om mit og dit.

Gennem Martinus har vi lært – og livet bekræfter det til overflod – at et hvilket som helst talent udgør en lille speciel "bevidsthed", som for sin fulde funktionsdygtighed må passere to meget vigtige stadier, før det er blevet hundrede procent fuldkommen. Det første af disse stadier er ganske simpelt ønsket eller begæret om at kunne dette eller hint. Uden et såkaldt "brændende" begær efter at tilegne sig en egenskab eller et talent kan ingen talentkerne blive skabt. Dette stadium kalder Martinus for talentets A.stadium. Eksisterer dette begær imidlertid, vil det også kræve handling, hvilket vil sige, at ophavet til det begynder på øvelsens vanskelige kunst. Dette stadium er talentets B.stadium. Resultatet af det sidste stadium er almenkendt og vel bedst udtrykt med ordene "Øvelse gør mester", som jo netop er talentets C.stadium eller det trin, hvor den i sin tid så brændende begærede egenskab nu er blevet en vågen, bevidst og fuldkomment fungerende evne i ens sansning eller livsoplevelse. De fuldkomment fungerende talentkerner er vort åndelige livs blomster, og jo mere de omfatter den rent åndelige side af tilværelsen, desto skønnere og mere tiltrækkende er de. Blandt de skønneste af disse blomster finder vi kunsten at resignere, ikke med gråd og pine, men med det skønne, blide smil, der afslører, at dette at give afkald, er noget aldeles selvfølgeligt for dette menneske.

Men barndommens og den første ungdoms dage svinder hastigt bort, og pludselig står vi overfor den voksnes verden. Mødet med denne verden er et møde med skuffelserne og modgangen, med opdagelsen af, at så let, som vi troede det var at realisere alle de romantiske ideer, der brusede igennem vort sind, er det ikke. Vi opdager, at vi ikke er alene på tilværelsens store arena, og en dag forstår vi, at vor bitreste modspiller er – livet selv. Og her afsløres for første gang for den tilstrækkeligt udviklede, at vi ikke er timelige, men derimod evige væsener. Denne afsløring sker igennem vore reaktioner overfor vore skuffelser og modgang. Kun få består denne første ildprøve med glans, de fleste havner i den farligste af alle faldgruber, nemlig den, der er forsynet med skiltet "Det var de andres skyld!"

Dette med at give andre skylden for de smerter, man oplever, og for de skuffelser vi alle uvægerligt kommer ud for, er måske det mest typiske udtryk for resignationens A.stadium. Her fejrer den lille bevidsthed rene triumfer, og her har vi sladderens sande hjemsted. Thi hvad er vel lettere i livet end dette at skyde sig ind under, at "hvis"? Men dette ideligt gentagne "hvis" afslører i virkeligheden, at vedkommende, der bruger det, endnu lever indespærret i den primitive lokalbevidstheds trange fængsel. Et sådant menneskes mund kan udmærket være fyldt med skønne ord om Gud og moral, men selve dets reaktionsmåde afslører resignationsevnens bitre eller sure stadium eller dette, at dets tale om Gud i virkeligheden blot er tomme ord. Men hvordan skulle det være anderledes? Det her berørte stadium er jo det, der sluttelig ender med at afføde det brændende begær efter at kunne møde skuffelserne på anden måde end den her beskrevne. Intet menneske har nemlig nogen sinde fået en virkelig dyb og varig fred i sin sjæl ved at placere skylden for den smerte eller modgang, det har oplevet, udenfor sig selv. Det har blot fået "luft" for en modgang, hvis inderste budskab det slet ikke har forstået, hvorfor gentagelsen er det aldeles sikker. Universets ophav er ikke mindre samvittighedsfuld i forhold til "eleven" end læreren i skolen er det, og en dag er den her berørte "lektie" gentaget så ofte, at "eleven" begynder at dreje søgelyset mod sin egen sjæl for at undersøge, om det skulle være den, der var skuffelsens og lidelsens sande årsag.