Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Der var sket en forvandling med mit væsen. Jeg var født i en ny verden, var blevet bevidst i et nyt legeme. Og fra det øjeblik var den verden, der ligger hinsides alle fysiske foreteelser, permanent indlemmet i min dagsbevidsthed. Det gyldne lys havde efterladt mig i en tilstand af bevidst udødelighed og med evne til at se, at kun livet eksisterer, og at mørke og lidelse kun er camoufleret kærlighed, og at Guds væsen er nærværende i alt og alle.

Men i mit eget væsen var kærlighedens lue mange gange fordoblet. Jeg så, at al materie var levende, var Guds manifestation, var hans sande kød og blod. Jeg kærtegnede den "døde" såvel som den levende materie, kærtegnede de mineralske såvel som de animalske stoffer. Jeg elskede stenene såvel som de levende væsener, fordi de tilsammen udgjorde Guds legeme. Og Guds legeme kærtegnede mig. Det var som om det gyldne lys, oplevelsen af den hellige ånd, Faderens egen bevidsthed, fornemmelsen af hans personlige tilstedeværelse som bevidst Jeg i min egen nærhed havde efterladt alt i en altgennemtrængende kærlighedsglans. Jeg følte, at alt udstrålede sympati, udstrålede hans eget væsen både i og udenfor mig selv. Jeg blev elsket af denne fader. Og med en urokkelig genkærlighed til dette væsen trådte jeg atter ind i den fysiske verden. Dyrerigets, de jordiske menneskers lidelser, sorger og bekymringer blev atter synlige, tilværelsens skyggezone atter fremherskende. Men over det mørke riges dybe skygger funklede og strålede i mit indre stadigt det gyldne lys. I min hjerne og rygmarv eksisterede stadigt varmen fra dets overjordiske skin. Fra mine hænder og læber er det allerede bragt, og skal fremdeles bringes til at skinne i andre hjerner, vibrere i andre rygge, funkle i andre øjne og fornemmes i andre sind. Mit ord er livets fakkel. Den guddommelige ånd i det lyser op i mørket, fjerner overtroen og skaber kærligheden til Gud. Hver den, som lever i det, kommer til at elske Faderen og kan dermed aldrig vandre i mørke. Thi at elske Faderen er at elske verden, er at elske alt og alle. At elske alt og alle er at leve sammen med det, man elsker. Men på denne måde at leve sammen med det, man elsker, er jo den fuldkomneste tilfredsstillelse af det højeste begær, er den højeste tilegnelse af liv, er den største fornemmelse af lykke, er den virkelige oplevelse af salighed."

Fra Martinus' "Omkring min Missions Fødsel".