Kosmos 1951/9 side 132
MINDERNES BOG
I Mindernes Bog glider bladene let.
Som snefnug fra en blytung himmel lægger de sig strålende, rene på hverdagens slidsomme vej, og som et guddommeligt kærtegn berører de tanken og får det evigt forbigangne til atter at leve – og varme; thi den, du har elsket og det, du har stridt for, alt hvad du gavmildt har skænket ud fra dit sinds rige dybder var en gave, – beåndet af det evige i dit eget selv, og som blot venter på i en stille stund at blive modtaget af dig selv igen.
Når solen rækker natten sin mund og rødmende synker i dens tyste, mørke favn, vågner alle længsler, mens ensomheden ubevægelig står vagt ved dit leje! Frysende kryber den ind i dig; thi den ved, at dine varme tårer vil smelte kulden omkring den, dine drømme og håb vil skabe liv og din længsel, din nagende længsel får stilheden til at tale.
Blad efter blad vender sig i erindringens bog, mens uret tikker den lange nat bort, og minutterne drypper blod fra hjertet.
Alt, hvad du har villet, er smertefyldt at tænke tilbage på, alt, hvad du har elsket og givet, er som lærkens sang under himlens blå, som månen, der smykker den stjernestrøede nathimmel uden at vide det, – det er fred og harmoni, der lyser dig i møde fra disse blade i mindernes bog.
Jeg samler det hele i mit hjerte og lader vinden føre bladene med sig; nu venter jeg blot på frugten, mens den langsomt modnes. En dag vil dine hænders kærtegn gennemsitre mit livs strenge og gryets første, svage dæmring vil lyse i øjet.
Alt, hvad der er savnet, alt, hvad der har glædet, alt, hvad der har naget, og alt, hvad der har beriget, samler sig i mig for at mødes med dig – min kærlighed går foran mig for at mødes med din kærlighed! Og vore minder står som erfaringer vagt omkring os, de værner og beskytter, de lyser og funkler over afgrundens natsorte dyb.
Inger Gaarde.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige