Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvad livet omkring en ikke kan byde, søger man erstatning for ved at flygte fra den triste hverdag ind i fantasiens brogede rige. Det er ligefrem et krav, og derfor vrimler aviser og ugeblade med kulørte tegneserier og noveller, derfor afløser den ene spændende film den anden i biograferne, og teatrene, som for at eksistere må kunne konkurrere med de andre kulørte underholdningsfabrikker, må sætte farcer og gysere på programmet. Fart, spænding, komik, erotik, det er, hvad folk forlanger, for at de engang imellem kan mærke, at de lever.

Det vi kalder et teater, og som nu i mange tilfælde blot er et sted, hvor folk går hen for at fordrive tiden og underholdes, var i svundne tider en form for magi og kultus, hvor en opladning af bevidstheden fandt sted. Digtere og skuespillere var tempeltjenere, der så det som deres opgave at skabe en levende symbolverden, der kunne drage lidt af sløret fra livets store mysterium.

Teatrets kunst er, når den er bedst, livsspejling. Den kan være som et hulspejl, der karikerer og accentuerer, den kan også være som en regnbue, der spejler livets energistrømme i koncentreret skønhed og poetisk storhed. Skuespilkunstens udtryksformer spænder over et register, der strækker sig fra primitiv magi, som vi endnu kan se det hos mange naturfolk, hvis dansemasker og dyreforklædninger er rekvisitter i et magisk religiøst skuespil, til en rigdom af poesi, der formår at hæve hverdagen op i et guddommeligt plan. Som eksempel herpå kan nævnes de gamle græske tragedier og dramaer, som er skæbnespil, hvori guder og gudinder griber ind i menneskenes skæbne, og hvor skuespillerne bar tragiske og komiske masker. Også orienten ejer en rigdom af poetiske dramaer om guder og mennesker; her hjemme kender vi måske bedst Sakuntala. Her i vesten har vi fra middelalderen skuespil, der er opført i kirkerne eller på markedspladserne op ad kirkemuren, stykker, hvori både Satan og selveste Gudfader optrådte. Fra Shakespeare, Corneille, Moliére, via Goethe og Schiller til Ibsen, Strindberg, Bernard Shaw og flere af den nyeste tids dramatikere går der en rød tråd, selve teatrets bankende pulsåre. Den har lånt sit liv af virkelighedens liv, men den giver det tilbage med renter. I sit tryllespejl, der viser mere, end det vi almindeligvis ser, viser teatret os "brudstykker af et mønster", som Soya kalder det, af livets rige mønster, i hvis skæbnenet også vore egne hverdagsoplevelser er tråde, der knyttes, binder og løses. Når vi aner skuespillets sjæl, aner vi de sjælelige dybder, vi alle er fælles om, den sammensmeltning af mange elementer, vi kalder menneske.

Forfatteren Chr. Reventlow skriver i sin bog "Af en eneboers betragtninger" i afsnittet "Hvad er jeg?", at ordet person kommer af "persona", der skal være afledet af et gammelgræsk ord, der ikke betyder person efter vor almindelige opfattelse, men MASKE. Vi er stadig inden for teatrets terminologi, vore personer er masker i livets spil. Personen er altså efter den gamle græske opfattelse ikke OS SELV, men noget VI bruger, ikke noget vi ER, men noget vi HAR, et redskab.

Efter den moderne tankegang vil man muligvis ikke anerkende en sådan opfattelse, men man er dog ikke i stand til at sige, hvad en person er. At det ikke er en klart afgrænset udelelig helhed, er man dog ved at blive klar over. Psykologer og sindssygelæger beskæftiger sig med fænomenet bevidsthedsspaltning, der kan forekomme såvel hos såkaldte normale og fysisk sunde mennesker som hos fysisk og psykisk nedbrudte individer.

Også i litteraturen er der i de senere år fremkommet mange beviser på, at forfatterne kredser om det store problem "Hvem er vi" på en måde, der afslører menneskets mangespaltede natur. Hvem har ikke læst "Dr. Jekyll og mr. Hyde", gyseren om mennesket, der var to personer, en engel og en djævel kan man næsten sige. Det er i den kulørte genre, men dog et forsøg på at vise, at vort sind kan være en valplads, hvor modstridende egenskaber, der ligefrem kan personificeres, kæmper om magten. Også mindre populære, men meget dybtgående forfattere har i deres værker behandlet bevidsthedsspaltningens mysterier. Således har den italienske forfatter Pirandello skrevet en roman "Een, ingen, hundredtusind", hvori han beskriver en mand, der efterhånden finder ud af, hvor forskelligt han ser ud i andres øjne, og forstår, at der er ligeså mange udgaver af ham, som han har bekendte. Han føler trang til at finde ud af, hvem han egentlig er, og opdager, at der inde i ham selv er ligeså stor en mangfoldighed af personer, der alle gør krav på at være ham. Men hvem er han? Er han een eller ingen eller hundredtusind?

Den tyske digter og nobelpristager Hermann Hesse har skrevet en ejendommelig bog "Steppeulven", hvori følgende linier forekommer:

"Man siger, at mennesket består både af dyr og menneske, af drift og ånd. Men intet enkelt menneske, selv ikke den primitiveste neger, er så lige til, at dets væsen kan forklares som summen af kun to eller tre hovedelementer. Det består ikke af to væsener, men af hundrede, tusinde."

I samme bog skriver Hesse: "I det gamle Indiens digterværker er begrebet karakterens enhed ganske ukendt, heltene i de indiske eposer er ikke personer, men personbundter, inkarnationer. Og i den moderne tid gives der digterværker, hvori man søger at fremstille en sjælemangfoldighed bag ved det slør, som ligger over personernes og karakterernes spil, og som vel næppe er forfatteren helt bevidst. Den, der vil erkende det, må beslutte sig til ikke at se figurerne i en sådan digtning som enkeltvæsener, men som dele, som sider, som forskellige aspekter i en højere enhed (for min skyld gerne digtersjælen). For den, der måske betragter Faust på denne måde, bliver der af Faust, Mefisto, Wagner og alle de andre en enhed, en overperson, og først i denne højere enhed, ikke i enkeltfigurerne, er der antydet noget af sjælens sande væsen."

Er vi, hver især, altid den samme? De kender udtrykket "han er ikke sig selv", men måske er vedkommende i det øjeblik blot en side af sig selv, vi ellers ikke kender. "Jeg kan ikke blive enig med mig selv om –" siger vi også. Med disse ord giver vi jo netop udtryk for en sindsspaltning. Enhver af os rummer måske blandt meget andet lidt af en tyran, men også lidt af en frihedselsker, lidt af en tyv og lidt af en glad giver, lidt af en spidsborger og lidt af en kunstner, lidt af en skøge eller gigolo og lidt af en snerpe, lidt af den alvorlige forsker og lidt af den lystige klovn, lidt af en forbryder og lidt af en helgen. Vort sind er som en skueplads, hvor alle disse figurer optræder, en mangfoldighed af bevidsthedslag, hvor snart det ene, snart det andet bryder frem til overfladen og repræsenterer os.

Men så er der et meget væsentligt spørgsmål: Er det alle disse bevidsthedsspaltninger, der behersker vort JEG, eller har JEG'et herredømme over sit mangfoldige sind?

Svaret må blive: Det er kun sjældent, vi behersker vort sind. Snart bryder dræbende energier igennem de svagere, mere menneskelige bevidsthedslag for at hævne, hade eller intrigere. Bagefter fortryder man som regel, i alt fald "i sit stille sind", men da har man rodet sig ind i den store eller den lille krig. Hidsigheden kommer "af sig selv" og skaber kortslutning i sindet, røde tåger indhyller os, og vi bliver "en slags djævel". Vi kan også let forfalde til surhed og gnaveri. Selv om en stemme i os ligesom kan hviske, at vi skal lade være, at vi selv ødelægger det hele, alligevel kan vi i stædighed lukke os inde i surhedens onde cirkel.

Men tager man sig sammen og VIL ikke være hidsig, sur, ondskabsfuldt drillende, eller hvilken anden form for "djævelskab" man nu har særligt talent for, da KAN man også undgå det. Da kan især bønnens magt sætte en i kontakt med "den store iscenesætter", der hjælper en med at få hånd i hanke med figurerne på sin bevidstheds skueplads, med at blive instruktør og iscenesætter af et nyt stykke på denne scene "Næstekærlighedens spil", der vel ikke er uden mørke partier, men i det store og hele er både et muntert spil og et stykke fuldt af poesi og lysende inspiration.

Men hvorfra har vi alle disse bevidsthedslag? Hvorfor kan vi ikke beherske dem? Det skal jeg søge at besvare i min næste artikel: "Reinkarnationen og vor bevidstheds lagdeling".