Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Mon der på jorden findes noget mere ligegyldigt end en læst avis? Man står med den i hånden og ved faktisk ikke, hvad man skal stille op med den andet end at kaste den væk. Og dog er den "daglige avis" livets store budbringer til os, talerøret igennem hvilket en verden meddeler sig til vor sjæl.

Jeg har netop gennemlæst en sådan avis. Om ikke just fra a til z, så dog på den måde de fleste læser den. Og det var netop i det øjeblik, jeg skulle til at smide den væk, at den tanke opstod i min hjerne, at jeg burde undersøge dens indhold i relation til Martinus' verdensbillede og se, om dette indhold bekræfter eller afkræfter dette verdensbillede. Når denne tanke overhovedet fødtes, tror jeg, det beror på, at nævnte avis går for at være irreligiøs. Det er et fremskridtsblad, som har allieret sig med videnskaben og anser det religiøse liv for at være "forældet". Det er et stort blad, som læses af adskillige gange titusinde og har som følge deraf stor indflydelse på menneskers liv – det er, kort sagt: en af kulturens forposter!

Jeg tog påny bladet i hånden og åbnede det, denne gang med en helt ny indstilling: forskerens. Det første mit øje faldt på var en fed overskrift med ordene:

Artiklen var en saglig redegørelse for den kendsgerning, at grøntsagsforbruget er stærkt stigende, og at menneskene langsomt er ifærd med at ændre de tidligere så højtbesungne madidealer. Gennemsnitsforbruget er nu oppe på 75 kg grøntsager og 57 kg frugt årligt, medens kødforbruget er henholdsvis 18,8 kg okse- og kalvekød samt 32,9 kg svinekød og flæsk og 4,5 kg fjerkræ. Ifølge bladets undersøgelser er kødforbruget sunket ca. 11 kg i forhold til tiden før krigen.

Nå, nu er der måske ingen grund til at blive ophidset over disse tal. Stigningen kan jo skyldes mangel på evne til at levere de ønskede kødmængder, samt de efterhånden meget høje priser på kød. Men at et endog meget stort blad anvender ordene: "Vi ændrer vore spisevaner" som fed og opsigtvækkende overskrift, er i hvert fald ikke imod det, Martinus forkynder i "Livets Bog", tværtimod, det er endog meget præcis bekræftelse og viser, at pilen i hans værk og livets egen pil peger i samme retning.

Først hr. Sørensen: "Jeg ville sige til manden, at han skulle være mest kritisk overfor sig selv! Han skal indstille sig på samarbejde og være en god kammerat!" Og så fru Sørensen:

"Jeg ville sige til den unge pige, at hun ikke må være "underdanig og ydmyg". Hun skal dyrke sine egne interesser og bevare sin egen personlige værdi, for på den måde bliver hun den bedste støtte for ham. Hun skal lade manden have en del af sit liv og sine interesser for sig selv, og på samme måde skal hun også have sin egen mening om tingene og fortsætte med at udvikle sig selv!"

Ikke sandt! Som talt ud af "Livets Bog". Også her konstaterer man, at ens "irreligiøse" avis så levende, som man kan ønske det, erkender personlighedens eksistens og går ind for, at denne personlighed skal have betydelig bedre udviklingsmuligheder, end den før har haft.

"Verden er sindssyg i sin forgudelse af skolefag. Fagene taler til hjernen, men ikke til hjertet. Derfor har vi på den ene side matematik, fransk og historie og på den anden billige film, kulørte hefter, pornografi og neuroser. Verden er neurotisk, og al skoleundervisning hjælper ikke en smule. Den eneste løsning er frihed. Frihed fra de voksnes autoritet." I Neills skole er der fuldstændig personlig lighed mellem lærere og elever. Lovene på skolen skrives i samråd med eleverne, og eleverne deltager selv i dommene for overtrædelse af de af dem selv akcepterede love.

På spørgsmålet om religionsundervisning svarer Neill: "Vi underviser ikke i religion, fordi den officielle religionslære anskuer synd som noget oprindeligt, det gør Summerhill (skolens navn) ikke. Skolen anlægger tro på det gode i mennesket som det oprindelige. Hvis man lænker en skikkelig hund, har man et rasende uhyre en måned senere. Man standser ikke verdens forbrydelser ved straf, men kun ved kærlighed og frihed. Der ville ikke forekomme seksualforbrydelser, ingen perversitet, hvis alle, unge og gamle, havde frihed til at elske!"

Og videre:

"De er modstander af alle eksaminer?"

"Jeg ville hindre al eksamen i barneårene, hvis jeg kunne. Eksamen favoriserer i en frygtelig grad børn med god hukommelse. En sådan klæbehjerne kan let være et andetklasses menneske, langt mindre betydelig end det barn, der tilfældigvis ikke opmagasinerer i hjernen."

– – –

Ikke sandt! Kan noget blad bedre illustrere Martinus' analyser om hukommelsesenergiens nedadgående kurve hos det humant fremskredne menneske? Og er udtalelserne om kærligheden alene som middel til hjælp mod åndelig elendighed ikke som taget direkte ud af Martinus' analyser?

"Det er jo ikke nok at operere patienterne. Den psykiske kontakt spiller også en meget stor rolle for helbredelsen. Og tyrkere og grækere kunne vi ikke tale med. De kunne ikke engelsk, og da vi ikke hele tiden kunne have en forbindelsesofficer ved vor side, gjorde disse sprogvanskeligheder ofte arbejdet besværligt.

Jeg havde underkastet en tyrkisk soldat en stor underlivsoperation, men selvom operationen var lykkedes, ville han ikke komme sig. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var i vejen, indtil jeg ved en forbindelsesofficers hjælp fik forståelsen af, at tyrken troede, han skulle dø. Han havde indstillet sig på denne mulighed – og havde givet op. Men da jeg fik ham gjort det klart, at han var udenfor fare, blev han hurtigt rask!"

– – – Man spørger uvilkårligt sig selv, om ikke bladets læsere efter at have sundet sig ovenpå en sådan beretning spørger sig selv, om der trods alt ikke skulle være noget om, at mennesket selv er noget andet end legemet, om der alligevel ikke findes et og andet "mellem himmel og jord", som videnskaben endnu ikke har helt på det rene –. Vi andre tager i hvert fald den lille oplevelse, som ovenikøbet var sat med fede typer, til efterretning. Den taler så temmeligt til fordel for Martinus' analyser om overjeg'ets reelle eksistens.

– – – Igen et ikke sandt? Udtalelserne kunne også have været faldet fra forfatteren til "Livets Bog". I hvert fald har vi andre atter og atter hørt Martinus advare mod de tankearter, der ligger bag denne specielle væremåde, såvel som han ikke skjuler, at pressen ikke er sig sit åndelige ansvar bevidst som vejleder, sålænge den rent mentalt foretrækker at vildlede og dermed opretholde det indbyrdes had og den ufordragelighed, som den ofte lammefromt foregiver at ville bekæmpe.

– – –

Jeg kunne udmærket have fortsat, for der stod endnu flere udmærkede ting i nævnte avis. Jeg vil imidlertid standse her, fordi jeg finder, at den opgave, jeg stillede mig, er løst. En hvilken som helst nogenlunde ordentlig skrevet og redigeret avis vil idag ikke kunne undgå atter og atter at understrege de sandheder, Martinus har givet udtryk for i sit livsværk. Og selvom den eksisterende presse endnu enten vælger at fortie hans eksistens eller direkte latterliggøre den, spiller dette dybest set ingen nævneværdig rolle. Hans arbejde vil vokse og sætte sin frugt, helt uafhængigt af, hvad denne eller hin avis så end mener om det, fordi det i vor tid er det eneste eksisterende åndelige verdensbillede, som ikke er udenfor livet, men derimod i så høj en grad eet med det, at hver eneste skribent jorden over, der sætter pennen til papiret, uundgåeligt skaber enten en lys eller mørk detalje i det. Menneskene har idag en presse, der bringer dem bud om alt, hvad der rører sig på jordens overflade, det ved enhver, – vi derimod ved, at der i dette lille land højt mod nord, lever en mand, som har givet os nøglen til at forstå denne presse på en måde, som den aldrig før er blevet forstået.

– – –

For at undgå enhver form for misforståelse eller evt. sagsanlæg, må jeg vist hellere tilføje, at den omtalte avis var "Politikens Ugeblad", som jeg modtog i London den 16. september, og hvor nærværende lille artikel også er skrevet.