Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med en storm på vindstyrke 10–11, der fik samtlige træer og buske til næsten bogstaveligt at ligge henad jorden og med den ene regnbyge lige i hælene på den anden, sluttede sommeren ved Klint 1951. Og dog, selvom denne sommers rygte vil gå over i historien med et slemt fortegn, må vi ikke desto mindre hævde, at den ikke har forekommet os så slem, som det overalt hævdes, den har været. Vi har haft mange skønne dage heroppe, og desuden har vi, i højere grad end de sidste år, oplevet at feriebyens åndelige atmosfære nu igen er blevet som "i gamle dage". Man mærker, at denne store skabelse er ved at tage endelig form, og at gæsterne er begyndt at blive fortrolige med den ramme, der her er lagt om ferielivet. Een ting, der i denne sommer i meget høj grad har præget livet her, bør nævnes: de mange børn! Det har vrimlet med dejlige unger heroppe som aldrig før. På dette område fejrer ordningen med ferielejlighederne rene triumfer, – og her fuldbyrdes i det stille et utal af tilknytninger til sagen, som kan få uberegnelige konsekvenser!

Som foran bemærket er feriebyen nu ved at tage endelig form. Det foreløbig sidste led i den lange kæde af skabelser, der i disse år er fuldbyrdet her, er de planer vi i øjeblikket arbejder med vedrørende hovedbygningen. Det er ingen hemmelighed, at denne store, smukke bygning med sine kostbare værelser har været feriebyens vanskeligste objekt. Mange forsøg har i de nu svundne år været gjort på at få den til at passe ind i sagens liv, og vi tror derfor, det vil glæde mange at erfare, at vi nu mener at være nået til en løsning, der ihvert fald for en årrække fremover vil bringe dette dejlige hus i betydelig nærmere kontakt med os alle, end tilfældet hidtil har været. Under forudsætning af, at vi i det kommende år finder et dertil egnet ægtepar, er det vor hensigt at omdanne denne bygning således, at sagens egne for alvor kan få råd til at benytte den. Mange planer har været gennemdrøftet, og vi er, efter mange overvejelser standset ved en, der i korthed går ud på at forsyne samtlige enkeltværelser med etagesenge, således at sagens unge – og herunder også dens mange unge ægtepar, – om de ellers vil leve vegetarisk i deres ferie, skulle kunne få en meget billig ferie i omgivelser der, hvad udstyr angår, befinder sig i hotellernes topklasse. Der er ikke her nogen grund til at fordybe sig yderligere i disse planer. Når vi overhovedet offentliggør dem, er det fordi, vi gerne vil give udtryk for vort ønske om, at den sukces, der så åbenlyst er blevet feriebyens bungalows og ferielejligheder til del, også må komme til at omfatte hovedbygningen, der ganske vist altid er fint belagt, men i for høj en grad med et publikum, der udelukkende kommer her af rent materielle grunde. Vi har aldrig lagt skjul på, at vi helst ser gæster, for hvem foredragene og det åndelige liv heroppe udgør den kraft, der drager dem hertil, og vi mener nu, at vi uden iøvrigt at sænke niveauet, både kan imødekomme de af sagens interesserede, der plejer at bo på Klintsøgaard og de mange unge, for hvem den har været en uopnåelig drøm, ved en såre beskeden reform, der foruden den allerede nævnte ændring til etagesenge, går ud på, i langt højere grad end før, at lægge hovedvægten på den vegetariske kostform.

På sin vis ville det være lettere for forfatteren af nærværende artikel at undlade det efterfølgende afsnit, men ville det være klogt? Det kan ingen hemmelighed være, at ferievirksomheder i Danmark er lidet lukrative foretagender, og vor udgør ingen undtagelse fra reglen. Fornylig genlød den samlede presse af ramaskrig over, at den store ferieinstitution Folke-Ferie truede med at lukke på grund af overanstrengt økonomi, – trods overvældende tilslutning. Vi måtte forlængst have gjort det samme, om vi ikke i fællesskab havde stået sammen om denne økonomisk set meget store skabelse. Vi har jo ikke som Folke-Ferie en række store institutioner med staten i spidsen til at træde til, når vanskelighederne melder sig. Vi har, sagt i korthed, kun os selv og vor tro på det berettigede i den opgave, vi her har taget os på.

Det vil være uklogt at tale økonomi uden at gøre opmærksom på, at feriebyens økonomi i virkeligheden hviler på en opdeling af sagens interesserede i tre grupper. I den første af disse grupper finder vi alle dem, der på den ene eller anden måde har ydet sagen økonomisk hjælp uden at fordre noget som helst til gengæld. Der er her tale om mange mennesker, idet problemet ikke alene omfatter dem, der har støttet feriebyen med penge, men også dem, der ved gaver eller egen, vederlagsfri arbejdsindsats har været med til dens skabelse. Uden denne gruppes indsats var feriebyen simpelthen aldrig blevet til.

Men udenom de forannævnte to grupper eksisterer der en tredie, nemlig samtlige sagens øvrige interesserede. Takket være den partialobligation, som mange af denne gruppes deltagere i sin tid tegnede, lykkedes det os at forcere en af de største vanskeligheder undervejs. Det tjener disse mennesker til største hæder, at et overvældende flertal af dem i en for os vanskelig tid har neutraliseret deres krav til en ren ubetydelighed, en håndsrækning, der vil gå over i sagens historie som et lysende vidnesbyrd om det sammenhold, som vi, uden snærende foreningsbånd, har kunnet præstere.

Det vil imidlertid ikke være rigtigt at berøre feriebyens økonomi uden samtidigt at beskæftige sig med hele sagens økonomi. Der råder inden for Martinus' arbejde i nogen grad den misforståelse, at sagen, om ikke Klintsøgaard var blevet erhvervet, ville have stået økonomisk langt stærkere, end tilfældet er, at – med andre ord – sagens centrum på Mariendalsvej i virkeligheden økonomisk hviler i sig selv. At dette aldrig har været og heller ikke foreløbigt bliver tilfældet, fortjener at blive nævnt her. Selvom vi i de svundne år har kunnet glæde os over en stadig og – økonomisk set – solid vækst, er dette ikke ensbetydende med, at vi indtil nu har kunnet klare os uden den støtte, vi på så mange kærlige måder er blevet til del. Vort arbejde består jo ikke alene i de foredrag, vi holder og som er vort eget direkte bidrag til sagens økonomi, det består også i udgivelsen af de værker, på hvilke vort åndelige arbejde er baseret. At disse værker sikrer sagen en stadigt voksende indtægt er sandt nok, men endnu er salget her ikke af en sådan størrelse, at den indkomne indtægt klarer det fremkomne deficit. Et spiller imidlertid her en stor rolle, og det er den kendsgerning, at sagen i dag er i besiddelse af et yderst værdifuldt lager af bøger i bedste tryk og udstyr, som forlængst er betalt.

Om kort tid begynder vintersæsonen, og vi vil da stå overfor den kendsgerning, at Martinus overfører samtlige sine foredrag i København til Studenterforeningens store festsal, hvor han gennemsnitlig to gange i måneden vil gennemgå sit verdensbillede for en forsamling der, om vi hver for sig gør et arbejde derfor, kan tælle ca. 600 mennesker. Martinus' beslutning om at flytte sine foredrag fra Mariendalsvej til landets mest kendte talerstol har udelukkende sin rod i den kendsgerning, at han nu står på sit livs højde og ønsker at bruge sine kræfter i en kamp for udbredelsen af kendskabet til det verdensbillede, som i fremtiden uundgåeligt kommer til at bære hans navn. I denne kamp kan vi alle være med. Sagens vækst er ikke noget, der angår Martinus alene, den angår også alle os, der igennem mødet med hans kosmiske analyser fandt vej frem til den indre åndelige klarhed, der i dag udgør forudsætningen for vor egen livslykke. I en verden, hvor risikoen for en tredie verdenskrig er meget betydelig, og hvor splittethed og åndelig uro overalt gør sig gældende, bør ingen af os, der fik det privilegium at lære Martinus at kende, være tilfredse med den nydendes passive rolle. Det er næppe Forsynets mening, at vi, der før alle andre fik lov at lære så meget, blot i stilhed skal "begrave vore talenter" og overlade arbejdet til mere ukyndige. Hvis ikke vi er "jordens salt", hvem er det så? Må derfor den ild, der flammede op i os i vort første møde med denne sag, påny sende sin inspirerende varme igennem vor sjæl, således at vi heltud får realiseret vor drøm om at være sande medarbejdere i en ny verdenskulturs fødsel og frembrud på de jordiske kontinenter. Med vor bevidsthed tilhører vi fremtiden, den fremtid, som skjuler sig bag krigens blodrøde tåger, og som har krav på, at vi vedkender os den til en sådan grad, at den til sin tid velforberedt kan indtage den plads, den af Forsynet er bestemt til. Vil vi stå sammen – og hvorfor skulle vi ikke ville det? – kan vi med lethed løfte de byrder, der i denne sags tjeneste er pålagt os. Og mere end det: ved vort sammenhold kan vi dokumentere den fællesvilje til godhed og kærlighed, der er blevet så fortvivlet sjælden i det tyvende århundrede.

Om kort tid rejser de sidste gæster heroppefra. En sommer har da føjet sig til sine forgængere, uens i vejret, men ens i dette, at her, som altid, har været fyldt til sidste plads. Kosmos Ferieby er en organisme i vækst, og dens liv er ungt og stærkt. Ingen kan besøge denne plet uden at få et overvældende indtryk af den ånd, der udgør kernen i Martinus' arbejde. Atter og atter meddeler fremmede os, at de direkte "føler" en fredelig og kærlig atmosfære udstråle fra denne plet, og at vi må være meget stolte over det, der her er fuldbyrdet. Det er vi også, men ingen af os lader os af den grund forlede til farlig selvtilfredshed. Jo mere voksen i livet, man bliver, desto mere fornemmer man sit ansvar overfor det. I dybet af vor sjæl har vi følt sandheden i dette, at vi er evige, og at vi en dag skal gøre regnskab for den måde, hvorpå vi anvendte de dage, der her blev givet os. Kun den, der ikke har begrebet sandheden i ordet "evig" kan, som Loths hustru, vende sig, og se tilbage. Vi andre har kun eet: fremtiden! Skabelsen af en ny verden er vort mål og for at nå det, har vi kun eet at gøre, og det er altid og i enhver situation at tvinge det inderste i vort væsen og i vor natur op på det plan, hvor det er sagen – og sagen alene, det drejer sig om. Det daglige livs lys og skygge kan forvirre, og tanker kan fødes, som vil hindre sjælens vækst imod de idealer, der bevidst er blevet erkendt. Martinus' kosmiske analyser gav os langt om længe det middel ihænde, ved hvis hjælp vi kan skille "Klinten fra Hveden". At bruge dette middel på den rigtige måde, vil uundgåeligt føre os frem imod de mål, vi har sat os. At disse mål kan synes fjerne, gør dem ikke mindre skønne, ejheller mindre virkelige. De eksisterer – og i dette ligger måske vort nuværende livs højeste inspiration.